Kategori: Berit Bilde

Det er et af de agilitystævner, som jeg bare er nødt til at deltage i, og i år skuffede det heller ikke. Jeg kommer nok igen i 2017.

En af de ting, som jeg faktisk synes er rigtig fedt ved stævnet er, at det ligger hen over Kr. Himmelfartsferien, men kun over 3 af de sædvanlige 4 fridage. Det gør, at man vender hjem fra stævnet og så har muligheden for en hjemme-/familiedag, inden hverdagen igen banker på. Tilmed tror jeg også, at hundene har brug for at holde fri efter tre dages agility. Jeg syntes i hvert fald, at Ninja virkede træt inden i mit sidste løb lørdag eftermiddag, og det endda til trods for, at hun kun havde løbet de ordinære klasser samt landsholdsklassen. Dvs i alt 7 løb på tre dage, hvor andre faktisk løb op til 14 løb. Jeg havde hverken stillet op i hold, ekstraklasser eller Cup med hende, og alligevel synes jeg, at hun virkede lidt træt inden vores sidste løb.

Efter mange års overvejende mislykkede forsøg med godt vejr, tog DKK Viby virkelig revanche i år, og det blev tre fantastiske solskinsdage, hvor man kunne kunne lufte de bare arme og de bare ben. Jeg husker mange våde, kolde og blæsende år til Maxi Zoo Cup i Viby, men i år spillede det med vejret bare. Der er altid god stemning, alsidige præmier, hurtige præmieoverrækkelser, god forplejning til rimelige priser samt smilende og fleksible hjælpere.

DKK Viby havde i år 3 agilityringe, og det fungerede rigtig godt. Stor ros for at have de ordinære klasser i Ring 1 og 2 og så alle ekstra løb og delvist også holdløbene i Ring 3, så var det let at finde ud af, hvornår der skulle ske hvad (og især nemt for mig, når jeg nu kun løb de ordinære løb, så kunne jeg nærmest “ignorere” Ring 3). DKK Viby har også bare så skønne stævnearealer, hvor der er masser af plads. 3 ringe med tilhørende telte og så var der faktisk også en Rally ring og en LP ring nede bagved, og stadig masser af plads til opvarmning af hundene.

Stedet har også en fantastisk beliggenhed ift gåture. Silas og jeg fik også nogle gode gåture, når stævnedagen var slut.

Forår i skoven med mine gå-venner

Vi gik ned til åen og fandt os en lille sti op gennem noget bevoksning og gik langs banelegemet. Der var mange ting at se på den tur. Anemoner i massevis, vinbjergsnegle, klatre over/under træer og forcering af skrænter.

Buskene blomstrer – gåtur på den smalle sti ved banen

Silas gik med MicMic og jeg med borderne. Jeg elsker bare, når knægten foreslår, at vi skal gå en tur. Turen bød også på fiskehejrer, svaner og ænder – og fredag aften endda også på livemusik inde fra byen, hvor der vist var “90´er fest”. Jeg var nok mere optaget af at nyde musikken fra min ungdom end Silas var.

Silas fører an

Jeg var heldigvis så heldig at have en campingplads ved stævnearealet. Det var super dejligt. For så havde både Silas og hundene en base tæt ved ringene, og det er bare mindre stressende også at have sine ting ved hånden. Men jeg må sige, at det er mig en gåde, når folk på sådan en stævnecampingplads lukker deres hunde ud i deres indhegning kl 6 og lader dem løbe rundt og gø. På intet tidspunkt bliver der tilsyneladende tysset på hundene eller de bliver taget ind. Jeg ved godt, at man kan/må forvente at man kan høre hunde på sådan en campingplads. Men jeg undrer mig faktisk bare, og synes det er lidt hensynsløst. Det er jo ikke givet, at alle folk havde planer om at skulle op kl. 6…

Nå men hvordan gik stævnet så? Det var lidt blandet, må jeg sige. Ninja og jeg havde nogle vildt gode løb, men jeg må også sande, at når man giver gas og satser, så sker der også nemmere fejl (min skyld!!), men de løb er bare sjovere, både at løbe selv og ofte også at kigge på. Jeg havde to fejlfrie løb ud af de 7 løb, jeg havde med Ninja, og det var ikke de fejlfrie løb, der var de fede løb. Det ene løb var noget rod, hvor jeg faktisk ikke selv var helt klar over, hvordan vi var kommet igennem (kunne efterfølgende ikke huske om jeg havde handlet kombinationerne på den ene eller anden måde, da jeg måtte improvisere undervejs), men vi blev da nummer 2 i den klasse (der var rasende mange, der slet ikke kom igennem).

Ninja

Ninja var som altid skøn at løbe sammen med, og jeg fik lidt fokuspunkter med hjem at arbejde på. Desværre har jeg ikke skyggen af video af mine løb.

Ninja smiler til massage hos Kirsten

MicMic var også med til “festen”. Sådan føler hun det helt sikkert. Hun er eet stort strålende smil, når man går op mod banerne nede fra campingarealet. Hun er sådan en sjov og glad hund. Hun er så tændt på agility, og det er tydeligt for mig, at hun lige får et gear ekstra til konkurrencer. Så er der simpelthen nogle forhindringer, som er svære for at hende at rumme i hovedet. F.eks slalom, men også balancebommen, som til konkurrencer har det med at “skyde” hende af, når hun nærmer sig feltet.

MicMic venter på at vi skal starte

Hjemme i haven er hun naturligvis vildt opsat på at komme ned i udgangsposition og svigter ikke der, men den trang tager hun ikke rigtig med til stævner og heller ikke altid til træning hos Sanne. Der er dog bedring at spore, synes jeg. Jo længere hen mod slutningen af banen disse to forjættede forhindringer står, jo værre er det faktisk. MicMic er sådan en fin hund med et super lækkert tempo. Den ungarnske dommer kommenterede også hendes hastighed efter lørdagens spring 1. Vi leverede 2 fejlfrie gennemløb ud af 7 løb, hvilket gav en 1. og en 2. plads. Tak til Kennel Kræmer for at lade MicMic komme min vej.

MicMic giver den gas

Næste weekend går det løs på “hjemmebane”, når Ribe Hundevenner for 10. år i træk skal afvikle Kingsmoor Cup, som altid lægger beslag på hele min pinse og lidt til. Der er masse af nye og spændende præmier i præmieboden. Vi glæder os til tre dage med glade deltagere, spændende baner og forhåbentlig godt vejr (pt ser vejrudsigten dog ikke alt for lovende ud).

Onsdag aften var vi på besøg i Lykkeby sammen med mine forældre. Det var en dejlig by. Byen havde gennem 7 skoledage lært en masse børn mange nyttige ting om samfund og fællesskab.

Lykkeby var navnet på Den Nye Friskoles featureugeprojekt. Elever og lærere havde selv opbygget et samfund hvor de bærende elementer blandt andet var aktiviteter som Bank, Biograf, Casino, Restaurant, Genbrugsbutik, Legeland, Nyhedsstation. Det var steder, hvor skolens elever kunne arbejde og tjene deres penge (møntfoden i byen hed Haplings), som kunne bruges i byens butikker.

Der bages pizza til restauranten

Silas plejer ikke at være særlig begejstret for de her feature-uger. Han kan bedst lide bare at arbejde i sin klasse og sammen med sine klassekammerater, men han “overlever” disse emneuger. Men Lykkeby var noget mere interessant, kunne jeg godt fornemme. Jeg satte ham af ved skolen af en morgenerner og sagde.”Kan du ha´ en god dag”, og prompte kom svaret “Ja, det kan jeg!” Hans svar plejer at være: “Det ved jeg ikke”, “Det tror jeg” eller “Det bliver en dårlig dag”, så jeg kiggede nærmest forundret efter ham, for det her var da helt nye toner.

Den enarmede tyveknægt Ingen gevinst denne gang. To skåle og en flaske på “displayet”)

Silas havde job i Spillebulen, hvor han var en del af den “enarmede tyveknægt”. Om det job tænkte jeg godt nok, at det lød noget kedeligt, men da jeg besøgte Lykkeby syntes jeg, at det var helt genialt. Der var tre kasser ved siden af hinanden. Et barn med tre ens sæt “ting” i hver kasse. Når man trak armen, så rakte hvert af børnene en af deres tre ting frem. Hvis de tre ting var ens, så var der gevinst (en slikkepind). Silas tiltrak meget opmærksomhed på sin post, da hans sad inde i spillemaskinen i ført blazerjakke, skjorte og butterfly. Jo, det var sandelig vigtigt for ham, at de tog sig godt ud den dag, hvor forældre og bedsteforældre var inviteret indenfor i Lykkeby.

Silas er velklædt til dagens job

Der var rigtig meget læring i Lykkeby. Alle fik deres løn for deres arbejde ude på aktiviteterne. De fandt ud af, at ikke alle opgaver i ens job måske var interessante, men at opgaverne skulle udføres, og at alle job havde en vigtig funktion for deres samfund. Faktisk oplevede nogle af børnene også at blive fyret, fordi de ikke passede deres job og måske ikke kom tilbage fra pauserne. Så fik de pludselig ikke så meget i løn, fordi de kom på “dagpengesats”. Så blev de tilknyttet Jobcentret og kom i jobprøvning. Andre søgte andre jobs, men fandt også ud af, at man ikke altid bare kunne “shoppe” jobs.

Hver morgen til den fælles morgensamling stod banken op for forsamlingen og kom med et kort resume af de forskellige butikker/aktiviters regnskab fra dagen før. Og hvor butikkerne gik lidt skidt måtte man tænke i, hvordan man kunne vende de negative tal.

Hver dag fik alle udbetalt deres løn i banken, og dem kunne de så spendere i deres lille samfund. Silas gik på restaurant hver dag og købte pandekager med nutella. Der svandt ikke meget i madpakken i de dage, men pyt. Han var også i Genbug og købe nogle småting, som man syntes, at han kunne bruge.

En af dagene fik Lykkeby besøg af politiet, som skulle finde den røver, der havde røvet penge i Lykkeby om natten. Så fik de også lært lidt om politiets efterforskning og træning af tjenestehunde. Silas kunne i hvert efterfølgende fortælle mig om, hvordan vi afgav vores hud/DNA alle steder, som berørte/betrådte.

Mine forældre stiller altid engageret op – trods afstanden. Ja Undskyld mor. Jeg tyvstjal lige billedet – bare fordi jeg er taknemmelig for at I dukker op

Hele arrangementet kulminerede ved, at skolen holdt åbent hus i Lykkeby, hvor bedsteforældre og forældre kunne komme og kigge/handle i Lykkeby. Det var et supergodt arrangement med rigtig meget god læring i.

De fleste elsker at vinde. Ingen elsker at tabe. Dog er det ikke alle, der har et lige stort konkurrencegen eller vinderinstinkt, om man vil. Jeg indrømmer gerne, at jeg er konkurrencemenneske.

Silas derimod er ikke specielt konkurrenceminded, men det får ham ikke til ligefrem at elske at tabe. I lørdags spillede vi Labyrint sammen alle fire. Silas gik helt ned med flaget, fordi spillede ikke gik helt til held for ham (måske er det heller ikke særlig genialt at spille familiespil med en lidt træt 7 årig når klokken er 22-23). Så midt i spillet måtte Silas måtte eskorteres ned under dynen, inden vi andre kunne fortsætte dysten.

I dag har vi så tirsdag, og da jeg hentede Silas bekendtgjorde han på hjemvejen, at han skulle hjem og spille Labyrint med sig selv. Jo for så var der ingen der blev sure…..

Silas spiller Labyrint

Silas spillede spillet for alle fire brikker/deltagere og ganske som ventet, så vandt Silas spillet. Han vandt med den blå brik, og som Silas udtrykte det, så var den grønne brik den der “mest uvandt”. Bedst af alt, Silas havde helt ret. Der var ingen, der blev sure….

Oprindelig er Bededag tiltænkt bønner og faste, og altså også en dag, hvor man skulle holde fri. Vi arbejdede nu ikke Bededag, men vi fastede i hvert fald ikke, for vi var til min fars fødselsdag hjemme på Djursland.

Lørdag og søndag helligede Tobias sig vores selskab og var ihærdig med at hjælpe med at få bygget mit skur til mine agilityforhindringer. Jeg er nok ikke den fødte tømrer. I skolen lavede jeg da en obligatoriske brødkurv og bordskåner, men allerede der stod det vist klart for enhver, at min fremtid nok ikke lige lå indenfor det felt. Jeg er sikker på, at min sløjdlærer Jørgen Dath vil give helt i det, hvis man forespurgte.

Der knokles på med skurarbejdet

Men nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jeg skulle jo bruge et skur til forhindringer, og jeg kiggede både her og der efter skure, som var mindst 4 meter, for at balancebommen kunne komme derind. Det var ikke nogen nem opgave af finde, og hvis jeg endelig fandt noget, så kostede de kr. 15.000 og/eller var så brede, at de stak for langt ud på min græsplæne i forhold til der, hvor jeg havde besluttet at skuret skulle stå.

Så var der jo kun selvbyg tilbage. En god bekendt ville gerne bygge det for mig, men hans vurdering var at det kostede kr. 5.000 i arbejdsløn. Puha jeg synes, at det blev en halvdyr affære efterhånden, for træ er jo heller ikke gratis. Det endte nu med at han trak sit bygge-tilbud, og Tobias “opmuntrede” mig til, at vi selv kunne bygge det.

Tobias måler ud

Så det har vi så arbejdet på over nogle hele og halve dage. Det tager selvfølgelig noget ekstra tid, når man ikke rigtig har begreb om, hvordan man skal løse opgaven. Når først man er med på, hvordan man skal gøre, så kører det på skinner. Indtil videre ligner det da også noget, der ender med at blive et skur. Vi ville nok ikke få høje karakterer til en svendeprøve på skuret, men selvgjort er velgjort.

Så langt så godt…..

Udover de sidste 25 brædder på den ene langside, så mangler vi at sætte vindue i, lægge tag på og finde ud af, hvordan skuret skal lukkes. Om det skal være dobbelt-låger eller en skydedør, ja og så selvfølgelig lave den side, hvor man skal kunne komme ind og ud af skuret.

Ninja betragter tålmodigt arbejdets gang

Tobias og jeg fik virkelig lavet teamwork, og så gik det der ud af. Men vi fik også tid til at hygge sammen hele familien. Vi fik spist god mad (især takket være Henrik). Krondyrfilet med rodfrugter og til dessert en chokomousse/citronfromage i lag.

Krondyrfilet, salatrodfrugter og salat

Jeg tror godt, at Silas kunne have spist alt kødet selv. Der er sådan lidt kød-feinsmecker over ham. Det er som om han umættelig hvis der er oksemørbrad, oksefilet, laksefilet og den slags på bordet. Det er meget sjovt, for han rører f.eks ikke spaghetti og kødsovs eller lasagne, som jo børnefavoritter.

Lørdag aften hyggede vi med resterne af det svenske slik fra sidste weekends udflugt til Sverige og et familiespil. Vi spillede Labyrint. Jeg elsker at spille brætspil, så det var jo bare super med et spil, som vi alle fire kunne fornøje os med.

 Det er en skøn bededagsferie, og da jeg gik i seng søndag aften følte jeg mig virkelig klar til at tage hul på en ny uge.

Som på så mange andre skoler, skulle de på Silas´ skole også løbe “Rynkebyløb” til fordel for Børnecancerfonden.

Jeg sad med listen til at notere sponsorer for Silas. Pointen er, at hvert barn får en række sponsorer til at betale et beløb pr. omgang de løber. Så jeg tænkte, at jeg ville lægge et billede af sponsorsedlen på facebook med en opfordring til familie og nære venner om at støtte.

Fra løbeturen

Jeg nåede dog ikke at formulere teksten til billedet helt færdig, før de første sponsorer havde meldt sig, og så skal jeg da nok lige love for, at det greb om sig. Inden jeg havde set mig om, så havde Silas over 40 sponsorer, og et samlet sponsorbeløb på næsten 400 kroner pr. omgang.

Ups, det havde nået et omfang, som jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med, for det var jo katme mange penge, og der var nok ikke andre, der kom med den samme bunke udfyldte sponsorsedler, og jeg var egentlig lidt beklemt ved at vide, at nogen børn måske ville have 10-20 kroner pr. omgang, og Silas ville stå der med en mindre formue pr. omgang.

“Børn løber for børn” er et fantastisk godt arrangement, og jeg synes, det er rart at børn kan lære noget om velgørenhed og med dette projekt kan støtte syge børn, deres familier og forskningen indenfor børnecancer. Men lige præcis for Silas synes jeg, at det er lidt svært at forklare det til ham, fordi det jo kommer så tæt på ham selv. Det er svært at sige til ham, at det er vigtigt at hjælpe andre og i det her tilfælde at hjælpe syge børn. Specielt når han er et af de børn, der har været under Børnecancerfondens “vinger”, uden at han egentlig selv er rigtig klar over det. Silas var jo bare en lille purk på 11 uger, da hans behandling startede og hans kemokur sluttede 6 måneder senere. Det er ganske længe siden, og det eneste han umiddelbart selv kan se fra den tid, er arret på armen, hvor lægerne udtog biopsien samt arene på hals og bryst efter den port-a-cat, han havde indopereret til at give kemo i.

Silas “løber for børn”

Henrik og jeg forsøger også at undlade, at Silas skal føle sig som “en syg”, og når han synes, at det er træls med medicin, PEP masker og sygehuskontroller, så fortæller vi ham gerne om andre børn og familiemedlemmer, som også har deres “medicinske udfordringer” for, at han ikke skal føle, at det er vildt træls og belastende for ham at være kronisk syg, og at han skal vide, at han er ikke er den eneste i hele verden, der må trækkes med behandlinger og symptomer.

Nå men tilbage til løbet. Jeg havde talt lidt med Silas´ lærer om situationen, fordi jeg ikke ønskede at andre børn skulle føle, at deres bidrag var mindre værd. Jeg endte dog med at fortælle Silas og de klassekammerater, som fattede interesse for Silas´mange sponsorsedler, at Silas havde så mange sponsorer, fordi jeg havde lavet et opslag på Facebook, og derfor var der så mange mennesker, der gerne ville støttet et godt formål. Herregud, nogen gange er sandheden sgu da lige til højrebenet, og gør det hele meget nemmere, og den søde unge knægt, der stod og så på, at Silas´ sedler blev talt sammen og beløbet, der på dagen endte på noget så vildt som ca. 3.100 kroner, havde selv kun løbet 40 kroner ind, og han virkede helt ok med det, og var bare imponeret over det vilde beløb, som der stod i bunden af Silas´ sponsorseddel nr. 4.

Sponsorsedlerne

Ikke nok med, at jeg synes, at det er et godt initiativ at skolen afvikler et velgørenhedsløb for børnene, så kan jeg også godt lide den måde, som de havde valgt afviklingen. Alle skulle starte med at løbe fra den store gule Rynkebyport og så ud på en rute, som jeg tror er ca en 1 km. Den del var tvunget, men det er ikke alle børn, der synes, at løb er fedt. Silas tænder ikke på at løbe, så det var super fedt, at man på “Den Nye Friskole” gav børnene mulighed for at “tjene” runder på en anden måde.

Eleverne er samlet ved Rynkebyporten

Der var f.eks en cross fit bane, hvor der var 3 aktiviteter. 90 sekunder med step, 90 sekunder med squats og 90 sekunder med sjipning.

90 sekunders squats

På en anden bane skulle man gå med en distance med dæk. For hvert dæk man havde med på turen, fik man en streg på hånden, som var den måde, som man talte runder på. Nogle af ungerne var vildt seje og havde to eller tre dæk med på deres runder. Silas og klassekammeraten Kristian deltes om et dæk, og det var vist også nok for dem.

Dækløb

På den sidste af 4 baner var en forhindringsbane, hvor der skulle klatres, balancegang m.m.

Silas går balance

Det var godt, at der ikke kun var mulighed for at løbe, for så havde Silas helt sikkert ikke nået 7 runder. Men fordi der var andre muligheder, så tror jeg faktisk, at han syntes, at det var en sjov time, som de skulle bruge på at “løbe” penge ind.

7 runder! Sejt Silas!

Efter løbet skulle beløbene fra sponsorerne indbetales til min konto, og en del af de sponsorerne rundede beløbet op, så det endte med, at der faktisk var indsamlet kr. 4.137. Flere af sponsorerne havde faktisk også skrevet, at de havde indbetalt lidt ekstra, så der også var en præmie til Silas.

Silas putter penge i indsamlingsbøssen. Det tog ret lang tid

Derfor valgte jeg at tage kr. 200 fra ud af det samlede beløb til Silas, for at rose ham for sin indsats. Pengene fik han lov at bruge i Legekæden, og han kastede sig over nogle zombi-figurer, som han skulle bruge til at lave film med.

Der blev i alt indsamlet kr. 31.557 på Den Nye Friskole,  hvor der går ca 100 elever. Det synes jeg faktisk er et ganske flot gennemsnit, selvom jeg naturligvis godt er klar over, at nogen har hevet mange penge i land og nogle noget mindre. Men det store samlede beløb er resultatet af en times fysisk slid og en rigtig god læring for børnene. Total win-win.

Tak til venner og familie for opbakningen!