Voksentid – en lille ferie på Læsø

Er det egoistisk at tage afsted på weekend uden børn? Nej, Henrik og jeg tror faktisk, at vi en gang eller to om året har behov for kun at være ham og mig. En dag eller to, hvor vi ikke skal afbrydes af Silas eller skal rejse os for en hund. En dag eller to, hvor vi kan bruge tiden på hinanden, som det lyster os, uden at skulle tænke på PEP-masker og medicinrutiner, som vores dagligdag helt automatisk også drejer sig omkring.

Og når man så oven i købet er så heldig, at mine forældre gerne vil passe Silas og hundene et par dage, så får Silas jo også et par dejlige dage med sine bedsteforældre. Mine ferier hos mine bedsteforældre husker jeg jo stadig ganske tydeligt, og det er dejligt, at Silas ikke skal snydes for disse bedsteforældreferier.

Så det var faktisk med helt fin samvittighed, at vi i uge 42 tog afsted et par dage til Læsø. Jeg havde aldrig tidligere været på Læsø, og da jeg nu har sådan et lille flip med de danske småøer, så måtte jeg jo slå til i foråret, da Spotdeal havde et tilbud på et ophold med adgang til Læsø Kur.

Hotel Havnebakken

Vi skulle bo på Hotel Havnebakken, der ligger lige ovenfor færgehavnen, og vi havde booket et værelse med udsigt over havet. Bag hotellet ligger en fin ny bygning med flotte nye værelser, der nærmest var som små lejligheder, men derfra kunne man jo ikke se havet. Så selvom hotellet, trods min bestilling på de ældre værelser med toilet/bad på gangen og havudsigt, havde tildelt os et af de fine nye værelser, så måtte vi tilbage til receptionen og insistere på et ældre værelse med havudsigt.

Aftenens udsigt var hotelværelset

Nu havde vi så tre dage på denne smukke ø i Kattegat. Den eneste plan vi havde på forhånd var en turen til Læsø Kur, som er den gamle havnekirke, der er bygget om til et kurbad. Men fordi vejret var så fint, da vi ankom, så besluttede vi i stedet at leje to cykler og køre lidt rundt på øen og kigge os omkring. Nede ved Strandgården kunne vi leje cykler med fordefinerede ruter lagt ind på GPS. Så var det bare at sætte sig op, og vi blev ledt rundt til de ting, som var “seværdige” på ruten. Det var rigtig fint og vi fik tilbagelagt 25 km, inden vi kom retur til aftensmaden, som var med i det bestilte ophold.

Cykelruten gik af grusveje, asfalt, by, skov og land
Smuk udsigt udenfor Vesterø

“Storhaven”- et ægte manageri

Thorvaldsens Tårn. Bygget med håndkraft og vilje.
Thorvaldsen støbte 3 sten hver dag. 

Masser af udsigt fra den havhungrende sømands udsigtstårn

Cykelruten ledte os forbi flere interessante ting på Læsø.
Nemt og bekvemt med GPS

Dagen efter gik vi efter morgenmaden de 3-400 meter op til Læsø Kur og nød nogle timer i det skønne kurbad. Læsø har naturligvis saltkar, og så et hvor saltindholdet er på 30%. Det er nærmest umuligt at holde sig stående for kroppen vil bare flyde. Det var helt vildt skønt at ligge der og flyde rundt. De rifter man måtte have i huden kunne man tydeligt “fornemme”, da saltet nærmest stak og prikkede i huden/rifterne.

Læsø Kur

Da vi havde undladt at tage bilen med over for de få dage, så måtte vi benytte øens bus. Det var sådan set heller ikke noget problem, for der var rimelig regelmæssige afgange – ikke som S-togene i Kbh, men bestemt bedre end i det sønderjyske Udkantsdanmark. Billetprisen var også ganske tiltalende for al buskørsel er nemlig ganske gratis. Rigtig fin service i Læsø Kommune for både øboer og turister. Buschaufføren fortalte også, at det især også kom de mange sejlere tilgode. Den buschauffør, som vi kørte med denne mandag fortalte også flittigt om øen og diverse ø-anekdoter. Vi steg af bussen i Østerby, som var den sidste af øens tre byer, som vi manglede at besøge. Vi gik en tur langs vandet nord for byen og fik en kop varmt på byens nydelige spisehus, inden vi et par timer efter tog bussen tilbage til Vesterø, hvor vi boede.

Stranden nord for Østerby.
Meget stenet. Helt modsat den flotte sandstrand ved Vesterø

På Læsø er der efter sigende flere islandske heste, end der er børn. Der går 170 børn på øens skole, og 30-40 børn i børnehaven. Der er mange steder, hvor man kan leje islandske heste eller komme med på guidede ture. Jeg lider af evige hesteabstinenser, og egentlig skulle vi have været på 4 timers hestevognstur ud  i bl.a Rønnerne, men vejret var ikke så fantastisk og noget blæsende, og da “50% af selskabet” ikke havde pakket outdoor-outfittet, så ville det nok kun blive en god tur for mig. Så i stedet besluttede vi os for en time på hesteryg. Så klokken 9 om morgenen gik jeg, rustet med internet og smartphone på jagt efter et par heste. Da vi ringede til Fædrelandet.dk var de fleksible og byttede lidt rundt på nogle heste til dagens tur, så vi kunne få en formiddagstur kun os to med guide. Det var også let at komme dertil, da der kun var få hundrede meter fra busruten til gården.

På hesteryg.
Guiden forrest, Henrik i midten og jeg red bagerst.

De fik matchet hest og rytter rigtig godt. Henrik har ikke den store rytter-erfaring – niveau: kan blive hængende på en rolig hest. Jeg er vel nærmest rusten-rutineret. Anette fra Fædrelandet fandt en lækker livlig 5-gænger til mig og en lidt mere doven og “bovlam” hest til Henrik. Hun var rigtig god til at instruere Henrik i ridningens basale teknikker. Vi havde en skøn tur rundt i området, og jeg var totalt forelsket i Alfa, som Anette selv betegnede, som en af deres luxus-heste.

Med denne dejlige hesteoplevelse (som ikke gav mig færre hesteabstinenser) i baglommen tog vi bussen tilbage til Vesterø og fik en frokost, før vi atter tog med “Margrethe Læsø” tilbage til fastlandet.

Smuk aftenbillede taget ved havnen i Vesterø

Tre dage fyldt med aktiviter, som Silas alligevel ikke ville have syntes om eller kunne deltage i. Med tid til hinanden og oplevelser. Men det var også dejligt at komme hjem igen til Silas og hundene og nyde resten af efterårsferien sammen med dem.

Ninja venter hvalpe

Selvom jeg har følt mig ret overbevist om, at Ninja var drægtig, så er jeg alligevel typen, der har brug for at se nogle håndgribelige facts. Derfor havde jeg igår bestilt en tid til scanning af Ninja.

Her ses tre hvalpe

Udover de håndgribelige facts, så er det også meget rart, at vide om der kommer 0, 2 eller 10 hvalpe, så man kan være beredt på, hvor mange hvalpekøbere, man skal notere på listen. Dyrlægen skød umiddelbart på, at der var 6 hvalpe, men at der godt kunne ligge flere og gemme sig.

Selvom der er mange border collie hvalpe på vej de næste måneder, og der allerede ligger nogle kuld, så jeg ikke så bekymret for, om hvalpene kan afsættes. Jeg har heldigvis allerede fået nogle gode henvendelser, men jeg ved selvfølgelig intet om, hvordan det hele går op i en højere enhed med ønsker om køn, farver osv. Så jeg tør da godt notere et par stykker mere på listen over interesserede hvalpekøbere.

Hvis nogen ønsker at følge det kommende kuld, så kan man finde det her på Facebook

Mandø

De sidste par år har jeg set mig lun på vores danske små-øer, og jeg har faktisk fået besøgt en del af dem nu, og jeg er slet ikke færdig.

Den sidste weekend i august var vi en flok hundetosser, der spændte vores campingvogne efter bilerne og kørte til Mandø. Her skal man jo som en start sætte sig ind i tidevandet, så man ikke bliver fanget i vandet, når man kører over til Mandø.

Mandø er ganske pragtfuld, og man får automatisk pulsen betragteligt ned. Her er er fred og ro og smuk natur, der skifter udtryk døgnet rundt.

Smuk udsigt over vadehavet.
Hestevognen er på vej ud på solnedgangstur

Man kan naturligvis gå en god lang tur ud på havbunden. Det gjorde vi så ikke så meget i, da jeg var kommet afsted med en rigtig irriterende forkølelse, som jeg ikke gad fodre med kolde og klamme vækstmuligheder ved at trave rundt med vådt tøj. Samtidig måtte Ninja stadig ikke gå lange og anstrengende ture, men alligevel fik vi da gået nogle rigtige fine ture i Mandøs flotte natur.

Søndag formiddag var vi også på hestevognstur, hvor vi fik lidt historie og facts serveret med en spand humor af kusken. Vi blev kørt et godt stykke ud på havbunden (naturligvis i ebbe-timerne), hvor vi så sæler og spiste friskfangede små rejer direkte fra fiskenettet.

Silas

På en af vores gåture ved vandet ser vi en lille familie gå langt ude på havbunden. Da de kommer ind til stranden igen efter en meget lang spadsertur, hvor de har været langt ude hører jeg manden sige til kvinden og de to børn: “Jeg elsker bare sådan en tur. Den gør mig til et gladere menneske”. Jeg synes det var meget rigtigt sagt. For det er lidt som om, man lige bliver tanket op på sådan en tur.

Ud over Vadehavet

Mandø er som at ramme en anden tidslomme. Som på flere af de andre danske småøer jeg har besøgt, så går tingene ikke lige så stærkt, og man er ikke så højtidelig. Det gør bare det hele lidt mere afslappende.

Lækkert terræn til traveture

Jeg besøger gerne Mandø igen

Ninja x Jessi

Livet er dynamisk og det samme kan ens meninger også været.
Det var også det, som skete med min holdning til avl på Ninja. Jeg har altid
gerne ville have en ”ekstra” Ninja, og havde egentlig tænkt, at jeg kunne finde noget i hendes familie. Men der var jeg jo afhængig af andres valg, og det syntes ikke lige umiddelbart at være så let
at få et match, som jeg tændte på.
Der stod de så i 11 minutter
Så blev Ninja skadet og må derfor ikke løbe agility resten af
året (Dyrlægen har naturligvis sagt god for parring og graviditet) Jeg blev pludselig hjemmegående. Det fik mig til at genoverveje, for der
er ingen tvivl om, at Ninja er en super dejlig hund, og den kommentar får hun
meget tit med på vejen fra dyrlæger (som hun har set en del af på det sidste),
konkurrenter og folk, der besøger os. 
Hun er super dejlig at arbejde med og benene løber aldrig fra hjernen,
selvom hun godt kan flytte benene i et højt tempo.
Selvom Ninja har nogle ”svagheder” i sin stamtavle, så er
hun selv rigtig fin. A hofter, 0 på albuer og fri på OCD. Med kompetente border
collie folks hjælp har jeg de sidste par uger kigget på MANGE hanhunde, men da jeg
kom til Jessi (Be Yess of Wendaja), så blev jeg ualmindelig interesseret. Når
jeg kiggede videoerne af ham, så jeg en hund, som arbejder med power uden at
tabe hovedet. En hund, som er koncentreret og pleasende. Videoer, hvor han
leger med sine hvalpe viste mig en lækker, rolig og sød hund. Jana, som ejer
Jessi, beskrev ham for mig, og han lød faktisk som alt det, jeg elsker ved
Ninja.
Jessi
(lånt fra Janas hjemmeside)
Hvor Ninja har minusser i sin afstamning, har Jessi plusser.
Begge har selv god sundhed og super godt temperament. Da jeg selv gerne vil beholde en tævehvalp, så har jeg
kun interesse i, at det bliver sunde hvalpe med et godt temperament. Gerne
hunde, der vil arbejde, men ikke hænger oppe under loftet og er så iltre, at
almindelig hvide mennesker ikke kan eje dem. Derfor er Jessi valgt med stor omhu.
Hvem er han så ham Jessi? De fleste i agility DK kender jo
Ice, DJ, Spottie og Mac. Dem er Jessi faktisk fætter til, da Jessis far er
Aslan, der er bror til de fire fantastiske hundes far, Zac. Aslan har en del afkom og sundheden
er i top på dem. Noget af Aslans afkom (incl hans brødres afkom), synes jeg kører lidt for højt eller er
lidt for sensitive. Det skulle ikke være det som kendetegner sønnen Jessi eller Jessis afkom. Min mavefornemmelse var bare rigtig fin med Jessi, og nu har jeg mødt ham, og han virker rigtig skøn.
Jessi
(lånt fra Janas hjemmeside)
Farven….  Nej jeg har
slet ikke haft det med i mine overvejelser, for jeg havde faktisk GLEMT, at han
er blå/hvid mottled. Da jeg kommer herned og ser ham i virkeligheden her til morgen, gnider jeg mine trætte øjne (kørte 1.000 km siden i aftes), og faktisk tænker jeg: Hvad fanden, han er sgu da blå!! Nå ja. 
Det kan jeg egentlig godt grine
lidt af. Billederne på hjemmesiden kan godt snyde lidt, da han er ret mørk. Farven var ikke vigtig for mig i valget af hanhund, så det har jeg ikke fokuseret så meget på, for en
agilityhund ikke har en farve.

Seriøse hvalpekøbere er velkomne til at tilkendegive deres interesse.  

Stafet for livet

Selvom jeg havde glædet mig meget til at skulle løbe DM i agility i denne weekend, så har jeg ikke haft skænket det mange tanker i løbet af weekenden. Jeg har haft en rigtig fantastisk weekend!!

Haderslev var rammen om Danmarks suverænt største Stafet for Livet med over 5.000 deltagere (den næststørste havde 2.200 deltagere). Man skal nok også lede længere efter smukkere og mere bynære rammer til stafetten. Stafetruten er nemlig lagt rundt om Haderslev Inderdam, og mere centralt og smukt kan det vist ikke blive. Byens gågade ligger også mindre end 100 meter fra ruten og alligevel kan man gå i flot natur uden at skulle ud på landet.

Foto: Stafet for Livet Haderslev
Området set fra luften

Årets stafet blev rigtig speciel for os i år, da den lokale styrekomité havde spurgt, om Silas kunne tænke sig at overrække buketten til året åbningstaler, som var Hendes Excellence Grevinde Sussie. Silas er af natur ikke en dreng, der ynder at påkalde sig folks opmærksomhed, men da vi præsenterede ham for opgaven, svarede han blot, at det kunne han da godt…. (som om det skulle være noget særligt).

Silas venter tålmodigt på at udføre sin gerning

Silas var supersej til sit “job”. Jeg stod klar på første række, klar til at fange øjeblikket med kameraet. Fra scenen blev Silas præsenteret: “Til at overrække buketten til Hendes Exellence Grevinde Sussie har vi fået en af vores yngste fightere Silas Clausen” (Silas var klart den yngste). Allerede her blev jeg vildt berørt over at høre min søn benævnt som Fighter.(Fightere er personer, der har kæmpet mod kræft eller personer, der stadig gør det. De er til arrangementet udstyret med en gul T-shirt). Dernæste kæmpede min lille lyshårede spirrevip sig op af de høje trappetrin og entrerede scenen, og jeg hørte tydeligt publikum i kor sige “Nårhhhh” (som i “Åh sådan en lille pus har da ikke noget med kræft at gøre vel? vel? vel?”). Puha hvor følelserne lige rullede sig ind over mig, og jeg gik nærmest i hulk, og jeg aner ikke, hvordan det lykkedes mig at få skudt nogle billeder. Totalt held, at jeg havde fået indstillet kameraet grundigt inden åbningstalen, for jeg var absolut kun i stand til at trykke udløseren ned.

Silas overrækker buketten. Han ser jo helt rutineret ud.

Silas overrakte flot buketten. Den del af det, er vel heller ikke så svært. For han kunne have “fundet på” næsten at kaste den i armene på Sussie og løbe ned fra scenen. Så ville det jo være overstået! Men han har den fineste øjenkontakt med hende, da hun sætter sig ned i hans højde. Hendes ansigtsudtryk på nogle af billederne siger også “Det her er forkert – små børn og kræft passer slet ikke sammen…”, hvilket hun har helt ret i. Måske derfor spørger hun Silas, om hun også må få et knus. Silas giver hende et langt og hjerteligt kram, og behøver jeg at sige, at det ikke bedrede min “tilstand”?!

Silas uddeler et hjertevarmt knus til Grevinde Sussie,
mens Grev Ingolf ser smilende til i baggrunden.

Efter åbningen gik vi en Fighterrunde, hvor alle deltagere går ruten med fighterne i de gule T-shirts forrest. Derefter slap alle fighterne gule balloner, som blev sendt til himmels. Flot syn på dagens flotte lyseblå himmel. Nu var det tid til at gå for alle deltagerne – gå ruten, så mange gange som muligt. Personligt nåede jeg i alt at gå rundt 10-12 gange, svarende til ialt 13-15 km

De gule balloner sendes til vejrs

Trods min følelsesmæssige reaktion, så ser jeg slet ikke Stafet for Livet som et trist og sørgmodigt arrangement, for det er slet ikke det billede, der præger arrangementet. Det, som præger sådan et arrangement, er sammenhold på holdene, men også med de øvrige deltagere. Hvert hold har en stand, hvor de har base. Fra basen har man mulighed for at sælge forskellige ting eller lave aktiviteter eller bare holde til. Der er bare god stemning hele vejen rundt. Stafetten handler ikke om at løbe hurtigst eller noget i den stil. Det er helt ok at gå rundt i sit eget tempo. Selvom der var over 5.000 deltagere, så var det ganske uproblematisk at komme rundt på ruten. Faktisk havde jeg også hundene med på nogle af mine runder.

Silas, hundene og jeg på en omgang
– Haderslev Gl. Kirke i baggrunden

Vores hold fra vores lille landsby “Team Vilstrup” gik lidt over 800 runder på det døgn, som stafetten varer. Sammenlagt gik de over 5.000 deltagere i hele stafetten over 73.000 km. Det er smadderærgerligt, at dette arrangement falder sammen med DKKs DM i Agility. Næste år håber jeg, at jeg har et reelt valg, så må vi se, hvad jeg så vælger af de to arrangementer.