Berits Blog – Side 17 – Indblik i mit liv, på godt og på ondt

Ferie i sandaler

Men nu kan vi vist godt pakke sandalerne væk igen! Men det var skønt at få mulighed for at lufte dem i sidste uge. Det var en kold omgang at komme hjem til 15 grader tirsdag aften.

Så er de igen pakket væk, men vi fik da luftet dem lidt

Sommerferien skal naturligvis holdes i DK. Der var ingen tvivl hos mig, men efter at have oplevet DK gennem et par ferieuger, så var jeg generelt ikke særlig imponeret af mine landsmænd. Så kunne det ene sted vist være lidt så godt som det andet sted at holde ferie.

I første omgang forsøgte jeg at få gang i en campingferie med gode venner til både mig og Silas, men det ville ikke rigtig gå op i en højere enhed, og da det danske vejr mest ville byde på 16-18 grader og regn, så var det virkelig ikke svært at finde på noget andet.

Vi kiggede lidt på vejrudsigten lidt længere sydpå. Det var virkelig kun lidt længere sydpå. For i Niedersachsen i Tyskland skulle vi kunne få 22-25 grader og lidt sol hist og pist. Det vejr passede faktisk os og hundene ret godt. Godt vejr og familieoplevelser. Det gad vi godt!

Lige det her gad vi godt! Billedet er fra Celle

Campingvognen og mundbind (som det er obligatorisk at bære i butikker og tankstationer osv i Tyskland) blev pakket, og torsdag trillede vi afsted. Tyskland er et nemt og billigt land at holde ferie i, og så ligger det lige ved siden af. Det var bare at starte bilen og køre.

I butikker og fællesfaciliteter på campingpladsen skulle der bæres mundbind.

Vi havde kurs mod Celle, og det var sgu lidt satset at køre afsted uden at have booket camping her i højsæsonen. Vi dumpede ind på en campingplads i nærheden af Celle og var heldig at få en af to ledige pladser, som vi kunne leje i 2 nætter.

Så var det bare at pakke ud og lufte hundene. Vi kunne allerede der mærke, at vi var ankommet til et lidt andet klima. Jakkerne behøvede vi ikke at tage på, selvom klokken var 22.

Fredag brugte vi i Celle. Vi gik rundt og kiggede lidt på byen og de smukke gamle huse. Vi rundede også slottet, og mens Silas og Henrik studerede parkens ænder og de store gnaverdyr, der svømmede rundt ved slottet, satte jeg mig sammen med hundene og kiggede ud over området.

Hundene og jeg venter på slotsplænen, mens Silas (rød jakke) kigger på parkens ænder

Det er helt uvant for mig at tage afsted uden nogen form for research. Denne gang kørte jeg faktisk bare bilen, og Henrik måtte bestemme, hvor vi skulle køre hen.

Hen mod slutningen af ferien viste det sig, at Henrik havde den opfattelse, at han plejede at være den, der fandt ud af, hvor vi skulle hen, og hvad vi skulle se. Det kunne vi godt grine lidt af. Ja så må alle jo føle sig tilfredse og ikke overhørte, selvom jeg havde den klare opfattelse, at jeg plejede at bestemme destination m.m.

Nå men i min research i Celle fandt jeg ud af, at Celle Slot faktisk har en sammenhæng med det danske kongehus. Det var her Frederik d.7.´s kone, Dronning Caroline Mathilde blev deporteret til, efter at hendes elsker Struense var blevet henrettet for landsforræderi. Den afsatte dronning boede på slottet til hun døde af febersyge som 23.årig.

En sumpbæver i forgrunden og Celle Slot i baggrunden.

Celle var en ganske hyggelig by med mange flotte gamle huse. Det er lige sådan nogle byer, som vi godt kan lide at snuse rundt i. Men det var ikke en by, som vi umiddelbart kunne få mange dage til at gå i. Men den var superfin til en dagsudflugt.

Vi havde også kun to overnatninger på campingpladsen, som var rimelig fyldt op. Selvom vi jo kun var der for at sove, så var det jo også rart, når man kunne sove. Den første nat blev vi vækket af et meget grædende spædbarn i autocamperen bag os. Den sidste nat var vi underholdt af en medcampists højlydte lyde. Vi antager, at han snorkede – og det var på en lidt brutal måde.

Så vi var ikke kede af at bryde op fra en dyr plads med masser af leben og aktiviteter, som vi alligevel ikke skulle bruge. Jeg vil faktisk også helst dele fællesfaciliteter med så få som muligt.Vi havde egentlig bare brug for et roligt sted.

Det fandt vi på den næste plads, som virkelig var pudsig. Pladsen bestod mest af fastliggere. En del af parcellerne var der bygget huse på, men andre stod der campingvogne med store faste telte til. Der var høje hegn og hække. Alt det som fastliggere i Danmark ikke må. Men her var hyggeligt, og vi følte os velkomne.

En fastligger-gade på campingpladsen. Her er både huse og høje hække og en masse andet tingel-tangel

Den ene nat talte jeg, at vi var 7 enheder udover fastliggerne på pladsen. Men vi syntes det var en skøn plads. Der var helt stille, når man vågnede om morgenen. Kun fuglene kunne høres og måske lidt vind i bladene i buskene. Perfekt!

Pladsen havde også en lille sø, hvor man kunne bad og fiske

Fra pladsen havde vi ca 15 km til Braunschweig, som vi kørte ind og besøgte efter at have fået stillet campingvognen an og spist vores frokost. Det var endnu en by med gamle smukke huse.

Søjlen hedder 2000 Jahre Christentum og det var interessant at stå og betragte de mange små og fine detaljer for forskellige tidsaldre.

Tyske byer har bare en skøn stemning. Det skønt at kunne sidde udenfor og spise på restauranterne, der i øvrigt krævede at alle gæster udfyldte papirer med navn, adresse og telefonnummer.

Registreringskort, så der evt kan smitteopspores

På den måde havde de styr over, hvem der havde været i kontakt med deres personale og måske havde været inde på deres restaurant. Vi sad nu kun udenfor. Der var over 20 grader hver dag, og vi havde også hundene med.

*Det er så nemt at have hundene med. Når der er pause ligger de bare. Når vi spiser, så sover de (så ved de pausen er lang)*

Hundene er i sig selv ret nemme at have med, selvom de også udelukker nogle aktiviteter. Jeg er glad for, at jeg altid har slæbt dem med mange steder. Vi kan gå gennem byer uden at de tager spor notits af andre mennesker eller hunde. Når vi stopper op og holder en pause, så lægger de sig ned. Når vi sætter os ved en restaurant, så lægger de sig hurtigt til at sove.

Mexikansk tallerken. Vi blev mætte – meget mætte

Braunschweig har mange gamle og imponerende bygninger. Store bygningsværker med torve/pladser foran.

Der var faktisk også nyere og seværdige byggerier i Braunschweig. F.eks dette farvestrålende bygningsværk med alle former og farver. Bemærk de mange forskellige vinduesformer.

Dagen efter kørte vi til byen Goslar, der ligger i det nordlige Harzen. Når man er til gamle, skæve og smukke byer, så er det altså ikke et helt tosset sted at tage hen.

Vi gik også en tur langs kanalen der løber gennem byen. Bemærk f.eks det lille gule skilt på bygningen til venstre i billedet. Det er en vandstandsmåler. Hertil stod vandet i juli 2017.

Henrik og Silas kigger ud fra Kejserpaladset

Vi har været i Harzen før, og der er masser af charme. Smukke gamle huse og bjerge i baggrunden.

Jeg er ikke færdig med Harzen, så jeg er frisk på en lille minferie til Goslar en anden gang. Jeg observerede også andre danskere i Goslar, så vi er nok ikke ene om at have det sådan.

På vores sidste dag kørte vi ud til en borgruin. Der var ikke et øje, og desværre var selve turen op i tårnet ikke mulig pga Corvid-19, men der var dog stadig noget at se.

Vi valgte at slutte af med en tur til Braunschweig, hvor vi også kunne få feriens sidste eisbecher.

Feriens sidste Eisbecher med mandel og marcipan

Så tænkte vi egentlig også at ferien var forbi for denne gang. Vores mission lykkedes til fulde. Vi fik sommervejr og slap for det danske møgvejr, som vi kunne læse om på facebook.

Vi fik set noget nyt og oplevet noget sammen. Som Henrik så klogt sagde til Silas, der umiddelbart hældte mest til bare at blive hjemme (og hænge ved pc og IPad), så er det, når man tager afsted på ture og ferie, at man får minder sammen, som man sammen kan se tilbage på.

Med 5-6 dage i sommervejr var det tid til at vende snuden hjem mod DK. Kun en enkelt morgen og formiddag med regn, hvor vi bare blev inde i campingvognen og hyggede os med spil og tilhørende latter.

Formiddagsregn – Vi spiller Scribblish og morer os!

Fordi vi ikke gad at holde i kø ved Hamburg og måske forventede at vi kunne ske at komme til at se noget smukt på turen, så valgte vi at køre lidt øst om og krydse Elben ved Lauenburg. Det var en kæmpefejl. Vi blev mødt af omkørsel på omkørsel. Vi blev ledt igennem en masse små tyske byer (ikke som i DK, hvor der er omfartsveje udenom snart hver en lille by), så det blev til rigtig mange igangsætninger og hastighedsbegrænsninger ned til 30 km/t. Lad mig bare sige det sådan, at det er en hel anden oplevelse at køre på autobahn, når man nu har fået en tempo 100 godkendt vogn. Det her var både anstrengende og irriterende.

Lauenburg. En brostensbelagt og egentlig ret charmerende gade, der var lukket for biler

Da vi endelig nåede frem til Lauenburg og havde satset på en sen frokost med kig ud over Elben, så blev vi svært skuffet. Der var intet sted, hvor vi kunne få noget at spise. Byen var nærmest lidt spøgelsesagtig med sin ellers hyggelige og specielle gader og huse. Flere små butikker var Coronalukkede. Skuffede og sultne måtte vi køre videre og finde noget at spise ved motorvejen i stedet.

Det bedste vi kan sige om den hjemtur var, at vi slap for kø ved Hamborg, for vi kørte via Kiel. Vi slap også for kø for at komme ind i DK, hvor der ellers havde været kilometerlang kø for at komme ind i landet, da vi kørte over grænsen til Tyskland.

Det var en helt fin tur til Tyskland. Tyskerne er mindst lige så gode til håndsprit, som danskerne. Vi oplevede, at de er bedre til at holde afstand. Måske er mundbindet med til at hjælpe dem til at huske, at noget er anderledes. Jeg følte mig i hvert fald lige så tryg i Tyskland som i Danmark, men vi hang jo heller ikke ud, hvor der var mange mennesker, og vores ferie foregik udenfor – eller i vores egen campingvogn.

Hundeskader, Mandø og Corona

På vandreferien i sidste uge var jeg meget obs på mine hunde. Især var jeg meget obs på Ninja. Hun er jo blevet 10 år nu, og ikke helt grøn. Hun er knæopereret og hendes korsled har det med at gå lidt trægt, så hun skal rettes og løsnes for at være fit for fight.

Men alle tre hunde gik fint på benene alle tre dage. Så det var jo helt fantastisk dejligt, og mine øjne var ellers rettet skarpt mod dem.

Efter et par dages afslapning skulle jeg på agilitykursus med MicMic. Efter at have løbet fem minutter med hende, så synes jeg, at noget er “forkert”. Jeg konstaterer, at hun har ondt, hvis jeg strækker hendes venstre skulder. Det er egentlig kun en bevægelse som vores hunde gør i agility ved landinger og slalom. De gør den også ved leg under høj fart og retningsskifte.

Jeg måtte skifte hund, og Fuji fik lov at løbe på kurset i stedet.

Fuji fik Mics kursusplads. Hun gør sit bedste

Jeg fik bestilt en tid hos Jacob på Nordre Dyrehospital, og fik ham til at kigge hende igennem. Hans diagnose var en forstrækning af et ledbånd på indersiden af skulderen. Så nu står den på 14 dage med antiinflamatorisk og så ingen leg og agility, men gerne gåture.

For god ordens skyld gik han også Ninja igennem. Jeg synes selv,at hun var fin, og Jacob var heldigvis helt enig. Der var ikke det sædvanlige halløj med korsleddet. Så meget fint trods de lange og lidt hårde gåture i terræn.

Ferien er nu gået rigtig igang. Der er sådan set ingen faste planer. Ikke ud over, at campingvognen og udstyret skal testet. Det er jo altid meget interessant. Dejligt at vide, at man har handlet hos en god forhandler, for der har det med at dukke ting og sager op, når man begynder at bruge vogn og udstyr.

Vi indviede det nye luftfortelt på turen, og ja, det første døgn pumpede vi det 5 gange. Indtil videre løser gaffatape næsten problemet

Vi valgte at tage 4 dage til Mandø. Ja, det er det sted, som jeg vender mest tilbage til. Mandø er sådan lidt magisk.

Det er der åbenbart også andre mennesker der synes i år. Der var godt nok gang i traktorbusserne, der fragter folk fra fastlandet og over til øen i vogne spændt efter en traktor. Jeg har aldrig oplevet så mange mennesker på øen. Men der var plads nok til os alle sammen, for Mandø er aldrig som sådan overrendt.

Adskillige traktorer kører turister til Mandø i disse vogne

Heldigvis tager dagsturisterne jo hjem igen sidst på eftermiddagen og så sænker den sædvanlige ro sig over øen igen.

Det blev til en skøn tur ud over Vadehavets blotlagte bund. Når tidevandet er nede, så kan man gå flere km ud på havbundet til man når til sejlrenden, hvor det er fedt at bade. I denne omgang var det kun hundene, der badede.

Jeg havde Fuji og Ninja med ud på turen (Mic måtte hellere blive hjemme i campingvognen), hvor de løb 12 hunde rundt mellem hinanden. Fuji er en hund, der har brug for lidt space omkring sig. Hun bryder sig virkelig ikke om anmasende hunde. Sannes hunde, som vi fulgtes med er helt fantastiske på det område. Helt uproblematisk kunne vi gå med hundene mellem hinanden.

Efter sådan en tur er der ro et par timer og der er sand overalt i pelsen

Havbunden er lidt ujævn, og jeg forestiller mig, at Ninja har trådt forkert på en eller anden måde. Hun var i hvert fald lige pludselig ikke helt rengående (ikke halt i den forstand) og måtte gå i snor på vejen ind til fastlandet. Så nu er der også dømt ro til hende. Hold nu kæft en sølle flok!!

Men fire dage på Mandø dur også med en lidt handicappet flok. Her står tiden nemlig bare bare stille. Der er afslapning og gåture. Man kan endda gå nogle af turene uden hunde også. For Silas er der i særdeleshed krabbefangeri, der er Mandøs hit. Det kan han få meget tid til at gå med.

Især kan man gå ved faskinerne ved stranden og håndplukke den ene krabbe efter den anden. Små og store – og i massevis. Silas´ evige håndtering af krabber har gennem årene helt fjernet mit ubehag ved krabber. Tidligere kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at bade ved stranden, fordi jeg ikke kunne holde tanken om krabber ud. Nu er det gået op for mig, at de faktisk ikke amputerer tæerne.

Mandø har vidderne. Hvis man vælger at gå østpå, så møder man ikke rigtig nogle mennesker, men kan kigge ud over den flade marsk, gå på diget og kigge ud over Vadehavet og ind mod Jylland.

Man skal ikke tage til Mandø, hvis man er til Tivoli og hoppeborge, for så bliver man nok lidt skuffet. Man skal tage til Mandø, hvis man vil skrue tiden 50 år tilbage og bare nyde naturen.

Gåtur ved vandet. Silas og Henrik har et forspring. Fuji drages af vand!

Man skal tage til Mandø, hvis man vil vækkes af strandskaderne og turtelduerne, og hvis man kan nøjes med udvalget i den lille brugs der i øvrigt lukker kl 17.

Mandø kan sådan noget her. En stille aften med et kig ud over havet

Mandø er heller ikke kommet helt med på Corona-beatet, og jeg håber da heller ikke at det sker. Traktorbusserne var propfulde. Der var ingen sprit på campingpladsen (heldigvis en ret lille plads). Der var dog sprit inde i Brugsen, men døren dertil skulle åbnes og lukkes ved at trykke et dørhåndtag ned. Ja, jeg lægger mærke til sådan noget, og kan stort set åbne og lukke alle mulige døre uden brug af mine hænder.

Ja, jeg er lidt hysse. I know! Så det var fint med bare 4 dage – og dejligt med håndsprit i campingvognen. Evt smitteopsporing vil der ikke kunne blive noget af, for ikke alle campister var registreret med navn og kontaktoplysninger.

Faktisk tror jeg stadig at det er mere risikabelt at handle i Bilka eller så mange andre steder, når så mange danskere – og turister bare vader ind uden lige at spritte hænderne først.

Tobias er lige kommet hjem fra 3 dage i Berlin. Der skulle bæres mundbind i butikker, på hotellet og ved indgang på restauranter. Der stod flere steder personale og sørgede for, at folk fik sprittet hænder, og nogle steder skulle man lade sig indskrive, så de vidste hvem, der havde været der.

Her i DK har vi godt nok en smittestop-app, men den kan ikke bruges af alle, og desuden så æder den vildt meget strøm på mobilen. Så jeg ved ikke, hvor valid den er.

Nå, ja nok er der mange, der tænker at Corona er forbi, men jeg er stadig opmærksom, men jeg holder mig ikke hjemme, men jeg tænker over, hvor jeg er og hvad jeg rører ved, og jeg krammer kun med min husstand.

Sidste vandredag

Da vi vågnede i Bramslev Bakker, havde vi ikke helt styr over, hvor vi skulle trave på denne sidste dag. Men vi startede med at sparke liv i Toyotaen, hvis batteri igen var blevet mat i løbet af natten.

Vi kørte til Skanderborg og spiste frokost og håbede på at finde et turistkontor, men den slags er åbenbart blevet en sjældenhed. Det var faktisk noget andet i Hobro, hvor der var et lille turistkontor på havnen. Der var helt fantastisk og engageret betjening. I Skanderborg var der ingen hjælp at hente. Hvis man ringede til VisitSkanderborg (som havde adresse i en hel anden by), så fik man en telefonsvarer. Der er nemlig kun åbent for telefonbetjening mellem 10-14. Så der var ikke mere at komme efter denne dag. Jeg havde bare håbet at et menneske kunne hjælpe bedre end det, som jeg kunne finde på nettet.

Jeg var lidt lun på Den Genfundne Bro ved Vestbirk, og den ide var Iben frisk på. Problemet var bare, at man ikke rigtig kunne vandre en tur på 10-12 km uden at komme ud at gå langs landevejen (eller gå frem og tilbage af samme rute).

Trods min stædighed og læsen kort, så lykkedes det ikke at strikke en interessant tur sammen, der kunne gå omkring Den Genfundne Bro. Men vi besluttede os for at køre til Vestbirk, og så se den bro og gå på en del af Bryrupbanen, som broen ligger på.

Parkeringspladsen ved broen var godt fyldt op. Man kan parkere 300 meter fra broen, så den er jo meget let at komme til.

Umiddelbart var jeg lidt skuffet over broen. Men det var nok mest fordi det irriterede mig, at man ikke kunne flette og god vandretur sammen for os, som omfattede en tur til broen.

Som Henrik sagde til mig, da jeg kom hjem og udtrykte min skuffelse over broen, så skulle jeg måske ikke fokusere så meget på, hvad mine øjne så, men også tænke på broens historie og se det i et lidt større perspektiv. Han har så meget ret.

Hvis vi var taget dertil med picnickurven (der er bord-bænkesæt under broen) og havde tulret rundt der og kigget på billeder og plancher, så ved jeg, at det havde været en helt anden oplevelse. For broen i sig selv er meget smuk, og det er fantastisk at man kan pakke sådan en bro ud af en dæmning, hvor den har været “pakket” væk i næsten 100 år.

Bryrupstien med ridespor til højre og gang-/cykelsti til venstre

Men nu skulle vi jo altså ud at gå. Vi gik over broen og ind mod Vestbirk og fortsatte et par km inden vi vendte om og gik den samme vej retur. Vi fik da også et indblik i Bryrupstien, som jo også er en af de ruter, som man kan tilbagelægge med en oppakket barnevogn.

Fordelen ved en gammel jernbanesti er også at der er meget uberørt landskab langs jernbanerne. Det er også skønt at se på. God afveksling mellem by og land

Iben skulle hjem med bil og aflevere den på værkstedet, så den kunne få fikset det batteri. Derfor brød vi op her, da klokken var ved at være mange.

Jeg fortsatte alene til en foreslået rute ved Sukkertoppen, som var en fin tur kun et kvarters kørsel fra Den Genfundne Bro.

Der hvor min tur startede, var der en overnatningsplads for dem, som var på kano på Gudenåen. Jeg troede seriøst, at det var en stor spejderlejr. Der var virkelig mange mennesker, som havde slået lejr der for natten. Danskerne er rigtig kommet ud og kigge sig omkring i deres eget land.

Dejlig sti gennem skoven og langs Gudenåen

Jeg gik et stykke langs Gudenåen, inden jeg kom til stigningen op mod Sukkertoppen. 108 meter.

Det var opstigningen værd, for der var så fin en udsigt oppe fra toppen.

Bemærk den smukke udsigt fra stien på toppen

Efter 10 minutter havde jeg så toppen for mig selv sammen med hundene. Jeg tog snorene af hundene, som vist trængte til at folde sig ud efter 3 dage i snor. Straks gav Fuji og MicMic sig til at lege.

De er enige om at have spilopper i øjnene

Jeg satte mig ned på bænken og nød udsigten og roen.

Inden jeg så mig om, havde jeg siddet der i en lille time.

Solen er på vej ned og vi havde pladsen for os selv

Nu var det tid for mig at vende snuden hjemad. 3 skønne dage med masser af timer og kilometer til bens rundt om i skønne Danmark var nu forbi.

Det var rigtig skønt, og jeg gør det helt sikkert gerne igen. Nu er teltet jo indkøbt, og det var meget ukompliceret at sove i det med hundene (jeg havde virkelig heller ikke regnet med andet). Selvom det ikke lige var den her ferie, vi havde planlagt, og slet ikke de ruter, vi skulle have gået, så fik Iben og jeg alligevel en masse godt ud af turen. Mest af alt var missionen bare, at vi skulle gå nogle ture på hundenes præmisser og hygge os med hinanden.

Mine tre vandrevenner – MicMic, Fuji og Ninja

Bedst af alt, så fik vi ikke en dråbe regn på vores ture. Vi fik lidt regn i teltet, men der sov vi jo. Eller prøvede på det, for søvnkvaliteten var vist svingende. Jeg sov ikke så godt den første nat, men nat nr. 2 var jeg nok mere træt, og så havde jeg jo i øvrigt også fået indkøbt en hovedpude, så jeg kunne putte mig lidt bedre.

Jeg gør det helt sikkert gerne igen og kigger allerede på interessante ruter, som man kan gå.

Opsamlingsnote: Vores lille vandreferie var fordelt på tre dage. Vi skulle have gået tre dage med hunde og barnevogn med vores oppakning og så gået fra overnatning til overnatning, men pga en ringe vejrudsigt valgte vi at tage en destination og dag ad gangen.

Jeg har skrevet et indlæg om hver dag. Dag 1 ved Hald/Stanghede, Dag 2 ved Bramslev Bakker, hvis du har lyst til en opsamling.

Vandreferie – Bramslev Bakker

Efter en kold nat i teltene, hvor ingen af os faktisk sov supergodt, så skulle vi finde ud af, hvad dag 2 skulle bruges på.

Jeg er glad for, at jeg i det mindste havde taget håndklædedækkener med, så hundene havde noget om sig om natten. De føltes heldigvis dejlig varme under dækkenet.

Hvor skulle vi vandre henne i dag? Der er jo mange muligheder, når man bare kan starte bilen og køre.

Fuji kigger ud på en ny dag – Hvad mon den bringer?

Vi drøftede mulighederne over vores spartanske morgenmad, som vi havde indkøbt i Løvbjerg, før vi rejste teltene dagen før.

Vi blev enige om at starte dagen med at gå en tur ud til Hald Ruin. Det var en lidt kortere vandretur, der startede ved p-pladsen, hvor vores biler holdt.

Det var faktisk også en ret flot tur, hvor vi gik af en gammel autentisk sti, som førte os ud til Hald Ruin.

Borgen blev opført i 1528 under urolighederne ved reformationen, og der arbejdes lige nu ihærdigt på at restaurere ruinen og gøre den lidt mere til “oplevelsesrig”

Fra borgruinens tårn var der en fin udsigt ud over Hald Sø

Hundene klarede fint turen op og ned af de smalle trapper på tårnet. Selvom Fuji har en ide om, at trapper altid skal forceres i løb.

Med en smuttur ud over terrænet mod Hald Hovedgård, som vi valgte ikke at gå omkring, så blev turen på ca 3,5 km. Det er jo en tur alle kan holde til at gå.

Der er bare et helt igennem smukt og varieret landskab i det område.

Hvis der er vand, så skal Fuji i. Denne gang havde Ninja lyst til at trække pind med Fuji – i vandet!

Efter dagens første tur var det jo bare at starte bilerne og køre videre til næste vandrerute. Men “bare” var det nu ikke, for Ibens bil ville ikke starte. Så frem med startkablerne, så vi kunne puste liv i Toyotaen (troede ikke at det kunne ske for en Toyota – de starter da altid!).

Med liv i begge biler gik turen videre til Hobro. Efter at en gammel kollega havde gjort mig opmærksom på, at Bramslev Bakker “lige var mig”, og en facebookven havde delt billeder fra Panoramaruten, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at vandre den rute.

Vi besluttede os for at vælge en campingplads denne gang. Så kunne vi slå teltene op og skulle ikke bøvle med det efter turen. Vi kunne også få et dejlig varmt bad. Der var flere fordele ved det.

Campingpladsen havde en fantastisk beliggenhed med den skønneste udsigt ud over Mariager Fjord. Den lå strategisk smart på ruten. Nemlig yderst på ruten ift Hobro.

Derfor kunne jeg hurtig se det smarte i at gå fra campingpladsen og ind til byen. Der kunne vi tjekke deres ishus på havnen ud, når vi samtidig skulle snuppe os et hvil. Som ukronet is(vaffel)dronning, så var det jo åbenlys god planlægning.

Campingfatter rådede os til at tage turen ind til byen oppe i bakkerne og retur langs kysten, så ville vi havde vinden i ryggen nede ved vandet. Godt råd fra campingfatter. Han var i det hele taget en positiv oplevelse. Han fortalte, at han selv havde bygget den lille campingplads tilbage i 1998. Ikke en plads med en masse halløj, men pæne og rene faciliteter til en meget fin pris. For 2 telte, 2 personer og 5 hunde kom vi af med 119 kroner for en overnatning.

Nu ventede der bare den mest fantastiske tur gennem Bramslev Bakker. Udsigten var skøn og varieret på vejen ind mod byen.

Udsigten fra bakkerne over Mariager Fjord ind mod Hobro

Terrænet var til tider krævende. Stierne var nogle steder lidt smalle, og det gik op og ned.

Forholdvis smalle stier, der snoede sig ind i bevoksning og bakker

Andre steder gik man vi på græsstier eller grusveje og kunne kigge ud over marker eller områdets store golfanlæg.

Det var fantastisk at kigge ud over bakkerne, terrænet og fjorden. Vi nød virkelig synet og variationen.

Faktisk var vi lidt høje af at gå turen. For det var virkelig så smuk en rute.

Det er også vigtigt at holde pauser, så vi og hundene kunne få noget at drikke – og måske ekstra tid til at nyde udsigten.

Under en pause i bakkerne fik hundene ligefrem en lille morfar, mens vi nød udsigten

Vi nåede Hobro og gik lidt ekstra for at komme over til ishuset. Iben gjorde holdt og besøgte det (efter hendes udsagn) det klammeste offentlige toilet. Godt jeg ventede med håndsprit og hunde udenfor.

Isen gjorde os godt. Ærgerligt var det for mig, at mit meget elskede guf gled af vaflen sammen med flødebollen og havnede i Ninjas pels. At dømme ud fra hendes udtryk, så satte hun slet ikke pris på det.

Ispause – min is er stadig intakt på billedet

Efter en god pause på havnen var vi klar til at gå retur til campingpladsen via lystbådehavnen og langs kysten.

Retur langs kysten. Der er masser af får i Bramslev Bakker, og de tager ikke meget notits af hundene. Fuji og MicMic var lidt på dupperne, når fårene var tætte på

Her klagede vi bestemt heller ikke over udsigten.

Det værste ved denne vandretur var de mange led, som skulle åbnes og lukke mellem fårefoldene. I disse coronatider er jeg faktisk ikke særlig begejstret for at dele kontaktflader med andre, men det var umuligt at undgå på denne tur.

På vej mod endnu en låge = kontaktflade der deles med andre

Nogle af passagerne mellem foldene var sådan nogle, som man skulle kante sig igennem, og hvis man havde sådan lidt nervøse eller meget frembusende hunde, så kunne det godt være sin sag at komme gennem passagerne uden at hundene risikerede at komme i kontakt med stødhegnet.

Iben kigger tilbage. Der var virkelig ikke meget plads. Man skulle krænge sig rundt om pælen i V´et på leddet – og undgå at hundene rørte hegnet

De smalle passager vil nok være en udfordring, hvis man har gigantracer eller selv er en sværvægter.

Men både Iben, vores hunde og jeg kom helskindet igennem uden at få rap af hegnene.

Vi mødte underligt nok ikke mange på turen. Det kan man godt undre sig over, for turen er virkelig skøn, og vandreruten er fint afmærket.

Ruten var godt afmærket, så det var rimelig nemt at finde vej

Jeg kan virkelig anbefale denne smukke tur. Det er en god idé at starte på campingpladsen og vandre ind mod byen og retur igen. Man kan nemlig slutte af med at spise aftensmad eller måske kagebord på restauranten, der ligger i forbindelse med campingpladsen.

Gennem et vådområde var der etableret en fast gangbro, så man kunne gå tørskoet

Jeg havde en ide om, at vi kunne spise i restauranten, men dels lå vores is pænt tungt i maven på os, og vi nåede heller ikke retur til campingpladsen, før restauranten havde lukket. Så vi måtte spise, hvad der lige kunne støves op af nødrationerne.

Altså ikke fordi jeg koger Iben. Jeg måtte nøjes med en pasta snack pot.

Det var skønt at komme retur efter de mere end 13 km og vide, at vi allerede havde installeret os. Hundene kunne gå direkte ind i teltet og lægge sig, hvis de havde behov for det.

Bedst af alt, så kunne vi bare sætte os ned og slappe af efter at have gået mere end 30.000 skridt på vores to ture den dag.

Bramslev Bakker og Panoramaruten får mine varmeste anbefalinger. Jeg undrer mig over, at jeg kan have overset så smukt et stykke natur i Jylland, som jeg gennem mange år på landevejen har kørt så meget på kryds og tværs i. Det her var virkelig en fantastisk tur.

Jeg sov helt klart bedre på nat nr. 2. Nu havde jeg også fået indkøbt mig en hovedpude og tilhørende betræk i en genbrugsbutik. Temperaturen var nede omkring 9 grader. Brrr hvor koldt! På med uldsokkerne og op med hætten på fleecejakken og soveposen lynet helt op!

Vi stod op til fuglefløjt og smuk udsigt over Mariager Fjord og uden helt at vide, hvor vi skulle gå på denne 3. og sidste dag på vores lille miniferie.

Fortsættelse følger…… (Hvis du har misset dag nr. 1, kan du se her)

Vandreferie

Der findes ikke dårlig vejr. Der findes dårlig indstilling.

Dårlig vejr må man sige, at vi havde, da vores planlagte vandreferie startede.

Regn i Viborg ved 11-tiden. Det fremmer ikke lysten til at vandre og sove i telt

Oprindeligt havde min gode veninde fra gymnasietiden, Iben og jeg planlagt, at vi ville vandre 3 dage med barnevogn til vores oppakning og tilsammen 5 hunde ved siden af. Vores plan var at gå af Himmerlandsstien fra Viborg mod Løgstør. Udvalget af vandrestier, når man vil have en barnvogn med, er lidt begrænset, når man heller ikke vil gå i biltrafik. Så derfor faldt valget på Himmerlandsstien, som er en nedlagt jernbanestrækning belagt med stenmel.

Men vejrudsigten sagde regn og blæst. ikke så motiverende. Men give op skal man da ikke. Jeg havde indkøbt spritnyt telt til mine hunde og mig. En ældre barnevogn var indkøbt. Rute og overnatning var planlagt. Men plan A så ikke ud til at blive en succes. Og det skulle være en hyggelig og rar tur.

Plan B var Als – uden barnevogn. Overnatning i telt eller hjemme hos mig, hvis vejret var for surt.

Da vi stod op tirsdag morgen lovede de så også regn frem til aften på Als. Regn og torden. Det er ikke smart at flagre rundt ude på Kegnæs i lyn og torden og stiv kuling. Heller ikke rigtig andre steder for den sags skyld.

Plan C var at køre til Viborg og træne med hundene i IEC hallen og overnatte på motellet. Det var godt nok langt fra vores planer og ønske om at vandre sammen.

Plan D var noget helt andet, og den kom først i stand da vi sad udenfor Cafe Baghuset i Viborg og spiste en i øvrigt lækker frokost. Regnen holdt op og vejrudsigten lovede tørvejr resten af dagen.

Efter en lækker frokost på Baghuset, så tænkte man straks mere klart

Barnevognen var droppet. Vi satte kursen mod Dollerup Bakker og med en god venindes anvisning fik vi stykket en god lang og flot tur sammen i området.

Lad mig bare spamme jer lidt med billeder fra turen.

Vi stoppede ved Niels Bugges Kro, hvor der er en fin parkeringsplads overfor. Derfra gik vi ind i Troldslugten på højre side af kroen.

Troldeslugten. Lidt udfordrende når man skulle under stammerne med hunde i bæltet og rygsæk på nakken

Da vi kom ud af skoven gik vi mellem skoven og Stag hede. Vejret var lidt blandet, men det var tørvejr og ret fantastisk vejr for os og hundene at gå i.

Vi besluttede at krydse ind over heden, så vi fik en længere tur i hedeterræn. Det var et skønt terræn.

4 på stribe og en sheltie, der viser vej lidt længere fremme

Vi krydsede over vejen og gik ind på Inderøen, hvor vi gik i skoven med udsigt til Hald Sø.

Kan få en soppetur, så skal man have en soppetur filg Fuji

Det var også en smuk tur. Den er nok især lækker at gå på en solskinsdag, hvor man nyder godt af skyggen fra træerne, men stadig kan nyde en flot udsigt.

Man kan se over til herregården Hald Hovedgår på den anden side af søen

Vi gik også ganske kort af Hærvejen og kunne nemt konkludere, at den ikke kunne bruges til en barnevognsvandretur

Da vi kom retur til vores biler, havde mit ur målt turen til 12,89 km.

Nu var det tid til at lægge en mad- og overnatningsplan. 50-100 meter fra kroen ligger en lejrplads med shelters og toilet (af en slags…). Der fandt vi plads til vores telte. De fire shelters var optaget af vandrere (der ikke som os amatører var kørt dertil i bil). Jeg vil da også lige nævne, at der ligger en ret god skovlegeplads tæt ved shelterpladsen, hvis nogen børnefamilier skulle have lyst til at kigge på området.

Mit nye Cadac “feltkøkken” varmer frikadellerne og senere vandet til Chai Latte. Det er købt til campingvognen og picnic, men fungerer glimrende til vores vandretur

Hundene er klar til at blive puttet. De i dækkener og jeg i soveposen

Første dag var slut og vi var klar til at lyne telte og soveposer. Spændte på at se, hvordan det mon ville gå? Ingen af de fem hunde havde nogensinde sovet i telt før…

To be continued….