Berits Blog

Puha her blev sygdom i hundeflokken en langstrakt affære. Faktisk var mine hunde på skift påvirkede af sygdom i noget, der ligner 5 uger.

Først fik de på skift kennelhoste. Derefter fik de diarré sådan on/off, og jeg havde virkelig svært ved at finde ud af, hvem der var ramt hvornår. Pludselig havde den ene eller anden hund skidt på gulvet, og uden at gå nemmere i detaljer, så var det nemmere at bruge en skovl til at samle op med en end pose.

Jeg travede rundt i haven med lommelygte efter mine hunde i mørket for at se, hvem der var den aktuelle ramte (det var som om det gik lidt på skift), men mine hunde havde mere travlt med mig ned med at gøre stort, når jeg var med ude eller også stak de af til den modsatte ende af grunden, og når jeg nåede derned, så hunden færdig, og det var umuligt at finde “skatten” (måske fordi det var tyndt som vand?! – måske fordi jeg bare ikke kunne finde “klatten”) Jeg kunne jo ikke køre til dyrlægen med hele banden og behandle dem for dårlig mave. At gå en tur med de snor er virkelig op af bakke, for de er virkelig “fri-skidere”. En tur på stranden i dagtimerne var det bedste løsning, men hvis man ikke har noget at skide af, så kommer der jo ikke meget, så det var virkelig op af bakke.

Det har betydet, at alle hundene mere eller mindre har været på skånekost i et par uger, så der er blevet udkogt nogle ris og puttet torskerogn i, og der har også været nogle dage ind imellem, hvor de er blevet fastet i et døgn (når jeg ikke kunne finde “synderen”, så blev det en kollektiv fastning).

Da det så ud til at alle var på toppen igen, kastede Fuji op en nat i et omfang jeg aldrig har set før. Det lignede jo nærmest at en djævleuddrivelse havde været igang om natten. Det blev så efterfulgt at diarre. Hun fik lige en omgang mere i skånemøllen, men så heldigvis ud til at blive ok hurtigt. Her havde jeg dog styr på, at det var hende, der var patienten.

Men alt det her sygdom og skånekost har ikke været nogen gave til vægten for mine sporty og slanke hunde. Alle havde tabt mindst 10% deres kropsvægt i denne periode. Værst for Fuji, der nærmest er skind og ben. Hun plejer at veje 17-17,4 kg og vejer lige nu 15 kg!

De to andre er ved at være fint med igen. Det er bare Fuji der hænger lidt i bremsen. For at få hende lidt på fode igen, er jeg begyndt at give hende Innordic Strongbuild. Jeg håber det kan hjælpe hende til at genopbygge.

Ingen af mine hunde har dog været påvirket i deres aktivitetsniveau, appetit og væremåde i denne lange periode (bortset fra lige den første dag eller to, hvor de havde kennelhoste), så de har ikke virket syge eller afkræftet. Så jeg har ikke været meget bekymret for deres velbefindende, men set de 5 uger som noget forbigående, som bare er blevet en langstrakt historie, fordi de åbenbart har skulle gennem hele møllen på skift, men jeg havde ikke regnet med fem ugers sygdom.

Nu hvor jeg er gået igang med Innordics produkter, så har jeg også købt 3 kg strong joint, som alle tre skal have til vedligeholde deres led og bevægeligheden samt hjælpe med at forebygge skader. Især Ninja er jeg meget obs på, da der ingen tvivl er om, at man kan mærke på hendes venstre ben, at hun havde en grim skade for 3 år siden. Selvom jeg skånede hende i mange måneder, så slap jeg altså ikke for efterveer og arvæv omkring musklerne på hendes venstre lår.

Jeg har læst på nettet om Innordic, hørt mange rosende ord hos mine hundevenner, og når også en dyrlæge (som vel at mærke ikke selv forhandler det) anbefaler Innordic til især Ninja, så føler jeg mig tryg. Produkterne er rimelig drøje i brug, og det gør det også økonomisk attraktivt i brug. Innordic er jo som sådan ikke et nyt produkt, men har eksisteret i hesteverdenen de sidste 7 år. Jeg kontaktede Sara fra Dogz-dk for at få rådgivning om produkterne forud for mit køb, så jeg kunne få de produkter, der passede til mine hundes behov.

Når man åbner bøtterne slår en duft af urter op i næsen af en, og da jeg præsenterede Henrik for et snif i Strong Build bøtten, så mente han, at det kunne der kommen en lækker te ud af. Det er nu kun min plan, at Fuji skal have det.

Det har egentlig været et par dejlige dage. I går ringede mine forældre ved middagstid og spurgte om jeg kunne klare en overnatning.

På Silas´ skole (Den Nye Friskole) var der nemlig BedsteforældreBingo. Det er arrangement, som varer en time og til sammenligning, så er køreturen mellem mine forældre og mig 2 timer hver vej.

Det var en overrasket Silas, der så sin mormor og morfar gå ind af døren. Han blev rigtig glad. Silas er ikke en dreng, der normalt udviser begejstring, men de var ikke spor i tvivl om hans glæde ved, at de dukkede op.

Glæden var også stor i min hundeflok, da min far dukkede op. Mine hunde elsker min far og de stimler sammen om ham, når de ser ham. Han synes dog, at det er lidt problematisk, at jeg har tre hunde, når han kun har to hænder. Det har MicMic dog en løsning på.

Med mine forældres overnatning blev der også tid til at hygge med morgenbrød, inden vi skulle afsted til kontrol på Skejby i dag. Det var bare så dejligt, at de ville køre den lange vej og glæde Silas (og hundene og os).

På Skejby skulle vi ud over den sædvanlige kontrol med måling, vejning, sug/ophost af slim, lungefunktionstest og samtale med lægen og have en udvidet statussamtale, hvor vi egentlig skulle gennemgå “hele Silas og Cystisk Fibrose”. Så der var umiddelbart lagt op til en stille og rolig dag (hvis ikke der da dukkede noget grimt og uventet op under statussamtalen).

Det var en god samtale, hvor vi gennemgik medicin, vækstkurver, infektioner og drøftede problemstillinger. Vi kunne se, at lungefunktionen var forbedret ift sidste år. Det var der, hvor vi ellers hørte på en bekymret læge, der ikke kunne lide, at lungefunktionen var faldende. Men nu så det ud til at være vendt.

Silas havde siden sidste kontrol for 2 måneder siden taget 300 gram på og vokset 12 mm. Jeg kan i hvert fald godt se, at han vokser, når jeg kigger på hans tøj, men han er stadig en af de mindste drenge i klassen, nej nok nærmere så er han den mindste.

Vi gennemgik scanninger af mave/lever, blodprøver og røntgenbilleder af lungerne. Vi kunne konstatere, at det sammenfald han havde i lungerne i 2012 havde efterladt svage spor, men kunne derudover også sammenholde røntgenbilleder fra diagnosen blev stillet i 2010 og nu det nyeste fra efteråret 2017 og se, at det stort set er uforandret i de øvrige områder af lungerne. Så det hjælper at passe behandlingerne og i øvrigt sørge for at holde Silas til ilden med lidt motion og kost (som han ellers ikke er vildt interesseret i).

Vi snakker faktisk tit om, at børn med CF der bor i en ressourcesvag familie kan være meget udsat, fordi sygdom og behandling fylder noget hver dag, men det er jo noget som bare skal ind i hverdagen, men uanset hvordan man vender og drejer det, så tager det altså tid.

Alt i alt en behagelig dag på sygehuset, hvor Silas faktisk også hyggede sig og lavede lidt fis med sygeplejerskerne og fortalte gådevitser, som f.eks: “Hvordan får man en fisk til at grine?” Svar: “Man putter den i kildevand”.

Han har et helt andet overskud, når han føler sig sikker på, at han ikke skal udsættes for blodprøver og andre ubehageligheder.

Gennem et par år har jeg bemærket mange flotte billeder taget af TDK Foto.

Tina tager mange flotte hundebilleder, så da hun i en border collie gruppe på facebook søgte nogle modeller, så lagde jeg billet ind. For en måneds tid siden var det så heldigt, at der var et match mellem vores kalendere.

Tina inviterede til foto shoot i ved Harlev vest for Aarhus på en dag, hvor jeg godt kunne. Jeg vidste ikke så meget andet end, at vi skulle være på en selvsået gul rapsmark. Så jeg pakkede Fuji og MicMic. Ninja var ramt af kennelhoste dengang.

Det hænder jo at jeg også selv tager billeder. Dog ikke i det niveau som Tina fra TDK Foto gør, men jeg synes godt, at jeg kan se, når der er et godt motiv, og jeg har oplevet mange gange, at jeg ser et godt motiv, når jeg står bag en der tager billeder af mine hunde, men det sker også, at jeg bliver skuffet når jeg ser resultatet (det bliver jeg i øvrigt også tit, når jeg kommer hjem med mine egne billeder).

Tina formåede dog at fange nogle rigtig gode skud af mine hunde. Jeg bestemte ikke noget, som helst men gjorde bare, som Tina bad om. Eller rettere fik mine hunde til at gøre, som hun bad om. Det var jo også mest for hendes skyld, vi skulle tage billederne og ikke primært for min skyld. Tina bruger disse foto shoots til at øve ting, som hun bruger i sin fotografvirksomhed.

Der var i alt 4 border collier på dette foto shoot, og Fuji var den sidste, der skulle på. Vi prioriterede, at tage mine hunde til sidst for at undgå kontakt eller berøring af de samme ting mellem hundene. Af hensyn til smitterisiko for kennelhoste.

Så da Fuji kom på, så var Tina lige som varmet op med hurtige hunde, men hun havde ikke forventet, at der blev fyret sådan et projektil af op mod hende, da jeg satte Fuji af 50 meter ude og stille mig bag Tina og kameraet, inden jeg kaldte på Fuji, der i den grad lagde fra land og fløj lavt direkte ned mod mig. Tina sænkede kameraet og udbrød rystet: Er du da sindssyg hun løber stærkt! Heldigvis lykkedes det at fange et godt og meget fokuseret billede af Fuji (hun er faktisk altid fokuseret på opgaven).

MicMic er jo den nemme hund. Hun står bare, og kameraet elsker hendes farver, og Mic elsker kameraet. Jeg har så bare nogle vinkler, som jeg ikke så godt kan lide billeder af hende i, men det er jo ene og alene min forfængelighed. Tina fik også fanget nogle dejlige stemningsfyldte billeder med MicMic.

Efter et par timer og bundfrosne tæer var jeg klar til at køre hjem igen og vente spændt på Tinas redigeringsarbejde. Efter et par dage begyndte billederne af tikke ind, og jeg var godt tilfreds.

Faktisk kan du vinde et fotoshoot hos TDK Foto i denne julekonkurrence. Konkurrencen løber frem til d. 23. dec.

Jeg synes det er fedt at få nogle flotte billeder af sine hund og endnu mere perfekt, når jeg synes, at billederne udtrykker mine hunde. Det synes jeg faktisk at Tina formår ret godt i sit fotoarbejde.

At tage billederne, se motivet og ikke mindst at have grejet er en ting, men det er heller ikke helt uvæsentligt at besidde evnen til at komme til “tryllestøv” over billedet i redigeringen.

Herover kan man tydeligt se forskel på uredigeret og redigeret billede, selvom billedet jo ikke er fuldstændig ommøbeleret, så man bagefter tænker, om man virkelig har været der hvor billedet er taget, så er der bare trukket en helt anden glød frem i det redigerede billede.

Tak til Tina for de smukke billeder.

Vi har i dag været til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. Vi var kørt til Silkeborg for julehygge (og for at sælge kort til fordel for foreningen).

Der var samlet næsten 250 juleglade medlemmer samt evt. bedsteforældre. Tro det eller lad være, men sådan et arrangement er enormt livsbekræftende. Nogen forestiller sig at familier, hvor et barn har kræft, ikke smiler og har et sort sind, men sådan oplever jeg faktisk ikke min omgang med familierne. Jeg kender ikke mange, der er så taknemmelige og livsglade og forstår at sætte pris på de små ting i livet, som disse familier.

Nogle af børnene er stadig i behandling og andre har afsluttet deres behandlinger indenfor de sidste 5 år. Men alle familier har noget tilfælles. De har prøvet chokket over, at få serveret en kræftdiagnose for deres barn. De har frygtet for deres barns liv og kæmpet en kamp sammen i familien (eller kæmper stadig). Men at opleve stemningen er fantastisk.

Arrangementet er båret af frivillige hænder, der pakker gaver ind, laver mad, vasker op, dækker bord, henter gran og mos i skoven, handler ind : sodavand, kager, æbleskiver, klippe/klistre grej osv. Det er så fantastisk, at alle de mennesker år efter år bruger dage på disse arrangementer uden at få andet tak end medlemmernes klapsalver (men de varmer også rigtig meget!).

Vi fik lavet juledekorationer og hygget sammen med mine forældre og faktisk også Tobias som stødte til. Jeg er altid glad for at se Tobias!

Vi fik serveret dejlig julemad. Kælderslagteren i Silkeborg havde doneret 80 kg svinekam kvit og frit til arrangementet, og der blev faktisk spist hele 78 kg. Ingen gik sultne fra bordet.

Der er også altid dans om juletræet og gaver til de mindste børn, som går tæt omkring julemanden rundt om træet. Julemanden deler gaverne ud ved opråb. Der er en personlig gave til hver enkelt af børnene. Det er også et hit.

Midt i alt det her livsbekræftende, som på en eller anden måde alligevel trues lidt af døden, får jeg den besked, at min første rigtig faste ungdomskæreste er sovet ind i morges efter længere tids sygdom. Vi var kærester fra jeg var 16 til 20 år. Jeg boede gennem års tid nærmest hos ham og hans forældre, indtil vi flyttede i lejlighed,  hvor vi boede sammen et par år, indtil vi gik hver til sit. Han boede i min barndomsby, og mine forældre stødte af og til på ham i den lokale Brugs eller på hans arbejdsplads, så lidt på sidelinjen fik jeg hilsner og opdateringer. Jeg vidste, at han var syg, men alligevel var det lidt chokerende for mig, at få at vide, at han nu er sovet ind uden halvvejs at nå de 100 leveår. Selvom det er 25 år siden vi var sammen, så kommer det på en eller anden måde alligevel lidt tæt på.

Det får mig bare endnu engang til at tænke på og være taknemmelig for, at jeg er rask og rørig, og at jeg har begge mine drenge, Henrik og mine forældre i mit liv. Intet i denne verden kan man tage for givet, men man kan være glad for livet.

Kys det nu, det satans liv
Og grib det, fang det
Før det er forbi…..

Den sidste weekend i oktober skulle vi have været i sommerhus, men pga en halloweenfest valgte vi at rykke sommerhusweekenden et par uger. Det gav så mig mulighed for at tage til Løvfaldsstævne hos Ribe Hundevenner og jagte certer med MicMic i stedet. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har fortrudt det siden.

Det ser ud til at jeg ud over to certer også fik kennelhoste med hjem fra det stævne. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at jeg har fået det med derfra, men der er bare påfaldende mange, der deltog til stævnet, som via Facebook har tilkendegivet, at deres hunde har fået kennelhoste efter stævnet.

Jeg har i mine mere end 25 aktive hundeår aldrig haft kennelhoste i min flok. Det er ikke fordi jeg tænker, at kennelhoste er decideret farligt for hundene, men jeg skal da lige love for, at det er noget af en feststopper, der kan smadre planerne for en.

Der gik 10 dage efter stævnet, så begyndte Ninja at hoste…. På anden og tredje dagen efter udbruddet hostede hun slim, op og hun virkede også lettere nedstemt i de dage. Hun hoster stadig. Vi er nu på 6. dagen efter første host.

I går søndag begyndte så også Fuji og MicMic at hoste. Jeg er faktisk lidt i tvivl om MicMic egentlig startede lørdag sidst på eftermiddagen, men hun har i hvert sluttet sig til hoste-koret her i weekenden. I dag hoster Fuji så slim op. Hundene har det ok, og de har ikke i sinde at holde sig i ro, sådan som anbefalingerne på nettet ellers siger. Da jeg gik ude i haven hele dagen i går, synes jeg da nok at de tog sig nogle ture ind i mellem og alle virkede også friske.

I dag stod vi op til den smukkeste frostklare morgen, og jeg ved, at der bare er så smukt ved vandet på sådan en morgen. Jeg bor jo kun 3-4 km fra stranden, og når tiden og arbejdsopgaverne tillader det, så går jeg gerne en morgentur ved vandet. Jeg havde sådan en lyst til at gå en tur ved vandet og nyde morgenen. Men holde hunde i ro – og mest af alt at holde Fuji væk fra at vinterbade på sådan en tur, kunne jeg nok lige så godt opgive. Så jeg blev hjemme.

Jeg tror såmænd nok, at både hundene og jeg kan overleve hosteriet, men jeg er så irriteret over alle de planer, som det smadrer at have fået det lort indenfor dørene. I den weekend, som lige er slut skulle vi have været med min veninde Mona i sommerhus. Den sommerhusweekend, som vi faktisk rykkede fra sidste weekend i oktober. Mona og hendes kæreste har tilsammen 4 spaniels, som de bruger til jagt, og de er bestilt til at drive på nogle jagter, så det vil være ualmindelig surt for dem at få kennelhoste i flokken. Så derfor var vi desværre nødt til at skubbe sommerhusweekenden (igen) og skuffe (os selv og) vores drenge.

I den kommende weekend skal jeg på kursus med Ellen Agger på Fyn. Eller det skal jeg så ikke. Jeg skal have afsat min kursusplads, for jeg kan naturligvis ikke tage afsted på kursus med hundene.

Nu krydser jeg så fingre for, at jeg kan komme med på kurset med Jouni Orenius om 14 dage. Hvor ville det bare være så ærgerligt også at skulle melde afbud til det også.

Resten af året har jeg så ingen planer, der omfatter mine hunde, så det er da uheldigt, at/hvis det får konsekvenser for lige de her tre weekender.

Vedr. vacciner, så er alle mine hunde her i maj vaccineret med den almindelige basisvaccine Nobivac L vet og DHPPi. Pi-delen dækker Parainfluenza (Pi). Jeg har aldrig givet dem vaccinen i snuden, som dækker Bordetella Bronchiseptica (Bb), og jeg vaccinerer i øvrigt heller aldrig årligt, men i stedet hver 3. år. Så reelt set er mine hunde stort set aldrig dækket ind for kennelhoste, og alligevel plejer vi at gå fri. Og hvis ellers jeg kan regne med de vacciner, som de har fået, så bør det jo være Bordetella, som de er ramt af.