Berits Blog

Jeg indrømmer med det samme, at jeg ikke rigtig tænder på udstillinger. Trods det, så har jeg faktisk udstillet 3-4 gange tidligere, men mest bare for at få mine hunde bedømt.

MicMic har jeg bare aldrig fået bedømt, selvom jeg har modtaget mange opfordringer på at få hende bedømt, og faktisk også tilbud om både at groome og vise hende frem. Jeg har bare aldrig rigtig fået gjort noget ved det. Men hvalpeplanerne gav mig nok det sidste skub til at gøre noget ved det.

Heldigvis er jeg omgivet at søde mennesker, der gerne vil hjælpe. Tina svingede saksen i starten af ugen, og Anja tilbød mig at tage MicMic med til Herning, da jeg pga en mindre og ganske harmløs operation fredag blev bedt om at holde mig i ro i weekenden.

Hjemme ventede jeg i spænding på at modtage SMS med udstillingskritikken om lørdagen. Anja havde på forhånd skrevet til mig, at dommeren var hård, så jeg var nok indstillet på et blåt bånd/Very Good.

Anja var helt oppe og ringe over, at det var lykkedes for Mic at hive rødt bånd/excellent og blive nr. 3 i Åben klasse Tæver. Dommeren havde været mest til amerikanertyper, og hvis der er noget, som Mic slet ikke er, så er det amerikanertype. Men den finske dommer kunne heldigvis også lide bevægelse og bygning.

Søndag var det en svensk dommer, som især bemærkede MicMics fantastiske temperament, korrekte størrelse og proportioner. Også denne dommer gav hende excellent og tildelte hende en 4. plads i Åben klasse. Det kan jeg absolut kun være ovenud tilfreds med.

Nu er hun i hvert fald udstillet og har fået rigtige fine bedømmelser, som også påpeger de svage sider, som jeg selv har bemærket, og som jeg også har øje for at forsøge at opveje i mit valg af hanhund, når hun skal parres i den kommende løbetid.

MicMic har nydt nogle dejlige dage sammen med Anja og hendes dejlige sheltieflok, og har efterladt mit hjem noget stille. Selvom MicMic ikke siger ret meget, så er det heller ikke på lyden, der er stille. Det er bare MicMics manglende tilstedeværelse, som gør det lidt stille. MicMic har nemlig altid et sprudlende humør og skal nok sikre sig, at vi ikke overser hende, når der skal deles opmærksomhed ud. Så det var dejligt at få hende hentet hjem igen her i dag.

Tusind tak til Anja for at tage sig kærligt at MicMic og vise hende frem i Herning.

Noget af det fede ved at have en klasse 3 hund er at løbe efter certerne. Jeg kan godt mærke, at det motiverer mig. Sjovt nok, for når først mine hunde har vundet championtitlerne, så har jeg faktisk ikke travlt med at få dem registreret på Hundeweb. F.eks har Ninja ikke fået registreret en eneste af sine titler.

Dagens stævne havde 2 x springklasse 3 løb og 2 x agilityklasse 3 løb. Altså i alt 4 muligheder for at vinde certer. Heldigvis var stævnet inde i en ridehal med en god bund. Udenfor regnede det mere eller mindre hele dagen.

Det var en lidt popsmart sheltie jeg havde fået med mig i dag. Hun havde lidt svært at ved blive i sin position i starten og rejste sig ved starten i mere end et løb. Så jeg måtte lige op at markere lidt. Godt nok har hun aldrig tyvstartet, men jeg ønsker heller ikke, at hun så meget som tænker på det.

Vi fik kæmpet os igennem de 4 baner, og jeg kan godt mærke, at der er nogle tekniske kombinationer, som MicMic har svært ved, og hvor jeg har meget svært ved at time løbene og mine placeringer ift hende. Men mon ikke det kommer sammen med mere rutine i klasse 3?

Ud af de fire muligheder snuppede vi certet i de to af klasserne, i øvrigt som eneste hund, der gennemførte disse klasser. Et i agility og et i spring. Jeg synes ikke selv, at mit agilityløb var supergodt, fordi MicMic var lidt grænsesøgende i forhold til mine succeskriterier ved start og nedgang på bommen. Så man kan altid spørge, om jeg er for kritisk. Det svar tænker jeg så lidt over…. Men jeg husker næsten altid de detaljer, som ikke var lige i skabet, når jeg tænker tilbage på et fejlfrit løb. Hvis jeg har et løb med disk, så er jeg til gengæld enormt god til at huske en del gode momenter fra gennemløbet. Det er da lidt pudsigt.

Det er også lidt sjovt at sidde og betragte sine startbog og de noterede oprykninger, hvor jeg kan se, at 4 ud af de sidste 5 oprykninger/certer har jeg fået på Regins baner. Det må jo være nogle baner som passer godt til os.

Jeg havde også Ninja med, og hun fik lov at løbe to agilityløb, men nu hvor jeg har tre hunde at træne med, så er det ofte Ninja, der bliver forsømt i træningen, og det resultaterer i, at hun nærmest er helt elektrisk og kåd, når hun er den hund, som er “på”. Hun gør lidt de mærkeligste ting, som om hun virkelig gerne vil vise mig, hvor fantastisk hun er. Jeg synes det har præget vores sæson 2017.

Under stævnet blev jeg kaldt til op til en ekstra “præmieoverrækkelse”. Det var en personligt overrakt tak fra Ribe Hundevenner for at stå for præmierne til klubbens stævner fra 2007-2016.

Det skulderklap og takken varmede selvfølgelig, og jeg vil glæde mig til nogle gode træningstimer i Active Dog Hallen.

 

 

Det er i hvert fald svært at stikke sidste års efterårsferie, hvor vi jo befandt os i USA. Den bedste ferie nogen sinde. Vi sad i køkkenet den sidste dag før ferien og talte om vores efterårsferie sidste år. Vi var alle enige om, at det kunne være så fedt at tage afsted igen. Silas stemte hurtigt i, at det så kunne være fedt, hvis alle drengene fra klassen også kom med.

Jo tak, så havde vi da nok haft hænderne fulde, men fedt at tænke, at han gerne ville dele oplevelsen med drengene fra sin klasse. Det havde helt sikkert givet en helt andet USA tur, og jeg kan godt røbe, at det ikke blive aktuelt.

Det blev nu en noget anden efterårsferie i år. Faktisk plejer Henrik og jeg at tage en overnatning på hotel i løbet af uge 42, eller vi tager alle sammen et par dage i sommerhus, men det blev der faktisk ikke tid og overskud til i år. Ingen af os havde fuldtidsferie.

SFO´en havde lukket, og vi måtte lappe vores arbejde rundt om legeaftaler og anden god aktivitet for Silas. Vi havde også talt om at tage et par dage/weekend på camping, men jeg kunne slet ikke hive mig op til at skulle afsted i campingvognen, når ugen forsvandt i regn og rusk.

Nogen gange er det også bare rart at være 9 år og sove længe og nusse lidt rundt i nogle dage. Det er fedt at lege med sine bedste venner og fordybe sig i aktiviteter sammen. Så måske led Silas faktisk ingen nød.

Selvom han måtte nøjes med aktiviteter som f.eks svømmehal, besøg hos mormor og morfar, bibliotek og dametøjsindkøb. Det sidste var nu ikke ligefrem noget, som han fornøjede sig med, men han måtte følge med som det tynde øl. Han hader som pesten at være i butikker, og selvom man skal købe ting til ham, så vil han bare gerne ud indenfor få minutter. Ja, ja jeg skulle faktisk bare lige kigge efter et bælte, når nu butikken havde minus 40 og 60%. Det blev så bare til meget mere end bare lige et bælte.

Faktisk startede efterårsferien (selvom jeg faktisk ikke havde ferie) med at holde kursus (på venlig opfordring) om lørdagen. Det er hyggeligt og berigende at holde kurser, men det kniber lidt med tiden og overskuddet til at afholde dem, men engang imellem kan det godt blive til. Men der er så mange andre kurser, og nogle af dem vil jeg også gerne selv afsted på.

Torsdag var jeg en tur i Billund, hvor en flok søde scrappiger havde sat sig for at lave til og fra kort til mit projekt Cancerkort.dk. De havde siddet 5 personer hele dagen og hygget sig med at lave til og fra kort af deres rester. Hold op hvor var de produktive. Jeg nåede lige at være med et par timer om aftenen og tog derefter den store kasse med kort med hjem.

Nu mangler de så bare at blive pakket færdig, så de skal blive solgt på gader og stræder. Jeg har fået en ordre på 5.200 til og fra kort, så jeg har virkelig været nødt til at sætte folk i sving rundt omkring, for jeg når desværre ikke selv at lave ret mange.

Søndag var jeg til agilitystævne med MicMic i VAS. Det er jo et super intenst stævne, hvor alle klasseløbene afvikles, sådan at der køres et niveau igennem ad gangen. Så søndag kl 15.30 til ca. kl 18 skulle alle fire klasse 3 løb afvikles. Hold da op, hvor jeg synes, at det er en svær balancegang. På den ene side, så synes jeg også, at det somme tider er irriterende, at man skal afsætte hele dagen fra 8 morgen til 6 aften på at løbe et stævne, men det kan næsten også blive FOR effektivt. Men jeg nød morgenmaden sammen med familien, inden jeg kørte til Sjælland.

Til det super effektive stævne oplevede jeg eksempler på, at jeg 2 minutter efter en banegennemgangs afslutning forventes at skulle stå klar med min hund, som altså sad ude i bilen på parkeringspladsen (den var naturligvis luftet og “konstant varm”). Det var næsten fysisk umuligt at nå at hente en hund på så kort tid. Selvom MicMic aldrig nåede at blive kold mellem gennemløbene, så synes jeg nu, at det er meget rart at have lidt kontakt med sin hund, inden man skal stå klar til start. Lige den dag, så syntes jeg, at min hund blev en “ting”.

Det var nu nok ikke årsagen til, at jeg kom hjem uden certer i klasse 3, men MicMic var også lidt udfordret på tæppet og gled f.eks i slalom i sit første løb. Men tæppet så jeg hverken som en umulig eller farlig opgave for hende. Og jeg vender da også gerne tilbage til VAS, men så må jeg lige have en plan for, hvordan jeg håndterer banegennemganen og “opbevaring” af min hund i mellemtiden, for det blev lidt for hektisk efter min smag.

Nogen gange får jeg det til at passe med en tur til VM i agility. Sådan hvis der er tid og råd. I år var det jo kun i Tjekkiet, og det er jo i et mit hoved bare en lille smuttur, og hvis det også handler om at have råd, så er Tjekkiet jo ikke det dyreste sted at bo og spise.

Vi er nogle stykker, der har fulgtes ad før, og vi var samme hold afsted i år, som for 3 år siden i Luxembourg. Vi tog os en forlænget weekend i Tjekkiet, og det var en fantastisk tur. Ofte husker man selve turen endnu bedre end agilityen, altså med mindre, at Danmark ligefrem får medaljer med hjem. Så lad os bare sige det sådan, at i år husker vi turen bedst for selve turen.

Ligesom sidst hvor vi var til VM i Liberec i 2012, boede vi ca 15-20 km oppe af “Bjerget”. Sidst var det på et lille hotel, men denne gang i en ferielejlighed. Pga div hårnålesving tog det trods den relativ korte afstand alligevel en halv times tid at køre til og fra hallen. Jeg synes, at det var en fantastisk tur med de skønneste kurver. Personer med hang til køresyge har nok ikke helt samme opfattelse af den bjergtur. Lad mig bare sige det sådan. Det er i hvert fald ikke en tur, hvor man som chauffør lige snupper sig en blunder undervejs.

Når man ankommer til hallen, så er tribunerne delt op, så hvert land har sit eget område. Vi sad i samme område som Norge, Sverige og UK, men selve pladserne til os danskere var der ikke mange af. Vi var derfor nogle stykker, som måtte klemme os ind ved svenskerne. Vi sad langt fra på hallens bedste pladser, men vi sad sammen, og hvis vi skal tage en bonus med os derfra, så sad vi lige ud for målområdet, og så kunne vi sidde der og studere hvor forskelligt hundeførerne agerede, når de kom i mål efter et gennemløb. Enkelte hundeførere gjorde sig noget uheldigt bemærkede i deres opførsel og manglede opmærksomhed overfor deres hunde, når de kom i mål (i hvert fald især, hvis hundene havde lavet fejl). Det var også til at se hvilke hold, der havde et godt sammenhold. Ikke alle hold lignede hold, som man havde lyst til at løbe med på. Ja, det var faktisk lidt interessant at sidde og se, selvom jeg godt er klar over, at man ikke kan se alt ud af de få minutter, og let kan komme til at dømme forkert.

F.eks havde en af vores egne deltagere seriøse rygproblemer og kunne efter nogle af sine løb dårlige stå oprejst. Derfor stod der andre og var klar til at tage hunden og give den opmærksomhed og gå ud med den, og vi som kendte årsagen vidste jo, at der ikke var nogen sure miner, men i stedet masser af smerter, og at nogen netop var klar til at tage sig af hunden, fordi føreren ikke selv havde overskuddet, men kun med nød og næppe kunne kæmpe sig igennem 30-40 sekunders gennemløb.

Det er altid interessant at sidde og se agility, selvom dagene kan blive temmelig lange. I år synes jeg især, at der var fokus på tempofyldt indgang direkte ind i første port i slalom med exit 90 grader ud af sidste port. Der var rigtig mange S-linjer på springene. Nu var det ikke bare at sende hunden ud og hente springene bagfra. Derudover var der forhindringsdiskriminering – som altid. Der var masser af flot agility og hundeførere, der gav den max gas.

Finalerne søndag er jo helt fantastiske at overvære, og stemningen er helt vild. Dog var det som om, man endelig havde fået skruet ned for lydniveauet, selvom det her var mest stemningsfuldt om søndagen. De andre dage, havde speakerne nærmest råbt i mikrofonen, og lydniveauet været så højt, at det var umuligt at tale sammen på tribunerne. Men hovedtelefonerne fra ens mobil i ørene kunne man lukke en del af støjen ude, så det var til at holde ud. Vores pladser på tribunen gav ikke de bedste muligheder for at se linjerne i gennemløbene, eller hvad der foregik på den bagerste halvdel af banen. Da vi nåede til de store hundes individuelle finale, valgte jeg at stå op på den øverste del af vores tribuneafsnit. Men jeg vidste også, at når sidste hund havde løbet, så gik turen direkte hjemad, da jeg skulle hjem og på arbejde dagen efter, så der var flere gode grunde til at stå op de sidste par timer.

Efter sådan et par dage i agilityhallen fra morgen til aften, så havde jeg bare vildt lyst til at komme hjem og træne og have det sjovt med mine hunde. Der var så mange spændende ting på banerne, som jeg vildt gerne ville prøve. Her i eftermiddag fik jeg endelig stillet lidt af en bane op og fik prøvet kræfter med de første 8 forhindringer. Der konstaterede jeg, at det var heldigt nok, at MicMic ikke var på landsholdet, for det havde ikke været en succes, hvis jeg skulle dømme ud fra vores første forsøg. Ninja var en super stjerne og klarede det perfekt. Ja, det var naturligvis lidt over niveau for Fuji. Men den simple lille kombination med mangle mulige løsninger gav mig også indsigt i mine mangler.

Det fede ved sådan en tur er, at man får masser af inspiration til ny træning, og så ikke mindst at man får en fantastisk og underholdende tur i godt selskab. Det er vel årsagen til, at man gang på gang tager afsted for at heppe og blive underholdt. Næste år er VM i Sverige, så må tiden vise, om vi tager turen igen.

Selvom Silas har fødselsdag d. 1. aug (midt i sommerferien), så skulle vi altså helt hen til 1. oktober, før vi nåede til at fejre ham for og sammen med klassen.

De er 20 børn i klassen, og vi har en regel om, at når man har en dreng i klassen, så inviterer man ALLE drengene eller HELE fra klassen. Det er nu så god en klasse, at det ville falde enhver ganske fjern kun at invitere dele af kønnet eller dele af klassen.

Vi endte ud med en løsning med svømmehalsbesøg på en nærliggende campingplads og derefter kage, pølsehorn og saftevand i campingpladsens cafeteria.

Da Henrik og jeg sad ved morgenbordet på dagen for fødselsdagen og kiggede vi på hinanden og var meget enige om, at det var supergodt, at have købt en samlet pakke på fødselsdagen på campingpladsen. Med en hektisk arbejdsuge og for mit vedkommende to sygedage, så ville det virkelig være uoverskueligt at skulle ordne hjemmet til gæster, bage og lave mad til ungerne. Gud ske lov havde vi valgt den anden løsning.

Vi havde modtaget SMS´er med besked om, at børnene gerne ville komme og glædede sig helt vildt. Der var også enkelte som var lidt bekymrede over, at børnene skulle i svømmehallen, men både Henrik og jeg ville være der til at holde øje med dem. Et enkelt barn var lidt utryg ved vandet og ville gerne have sin mor med. Det var helt fint med os.

Med diverse fradrag for sygdom, ferieture, sommerhus osv, så endte vi ud med 14 skønne unger til fødselsdagen, og de ankom i det bedste fine vejr på campingpladsens legeplads med svømmetøj i poser og tasker.

Ved omklædning stod en af pigerne og var ved at tage badedragten på og udbrød spontan: Ih, hvor jeg glæder mig. Ja, de har faktisk aldrig prøvet at være i svømmehallen sammen, og det var da så dejligt at høre, at det bragte så meget glæde og forventning hos ungerne.

Både Henrik og jeg var der til at holde øje med flokken, der også have fået besked på ikke at gå/svømme ud på det dybe (1,5 m), hvor de ikke kunne bunde.  De hyggede og legede i de tre områder, som de måtte være i. Og det var super hyggeligt. Vandet var dejlig varmt, og ingen havde lyst til at komme op igen, da vi efter 5 kvarter kaldte dem op, så vi kunne komme hen og få kage.

Ungerne var ved at dø af sult efter at have plasket rundt i vandet, så det var lidt svært at vente på at Silas fik pakket alle gaverne op. Vi har en regel om, at gaverne må koste kr. 25, og det er faktisk lidt utroligt, hvad kan kan få for kr. 25. Nogen gav også pengene i stedet, så kan Silas jo selv bestemme, hvad han vil købe for dem. Silas sparer op til en computer, for han vil være youtuber, så der skal nok nogle fødselsdage til.

Vi havde inviteret til 3 timers fødselsdag, men allerede under kagespisningen kunne vi godt se, at det altså ville blive alt for lidt. Da kager og pølsehorn var spist, så var der kun 20 minutter til forældrene ville afhente deres børn, og lige der stod jeg og ønskede så meget, at vi kunne have beholdt alle ungerne i mindst en halv time mere, og jeg tror at ungerne syntes det samme.

Vi kunne sagtens finde på at gentage succesen igen til næste år, men så må der vist lige lægges en time til.