Ikke kun vi mennesker er tilsyneladende frustreret…….

Søndag var vi alle 4 oppe hos min veninde, Janne, som gerne ville tage nogle billeder af Silas. Egentlig havde det været mere optimalt at tage dem, når han blev lidt ældre, men situationen gjorde, at jeg ønskede, at det skulle være nu. Det er lettere at fotografere en baby, der kan sidde selv end sådan en lille sag som Silas, der skal holdes, men eftersom medicinen kan ske at forandre Silas´ udseende/udtryk, så blev det fremskyndet.


Det blev til nogle dejlige billeder af begge mine drenge. Tak Janne! Billederne skal bruges til en collage, så billederne skal lige bearbejdes lidt, før de kommer helt til deres ret.


Vi var væk hele dagen, og der var hundene alene hjemme. Da vi kom hjem, kiggede jeg mig lidt om i stuen, hvor Echo og Cookie havde gået sammen (Hundene er delt, da jeg ikke synes, at Echo og Charlie skal gå sammen, når jeg ikke er der). Min frygt var, at Echo havde tisset i stuen, ligesom han dagen før havde gjort det nede i gangen. Jeg kunne umiddelbart ikke se noget, men jeg kiggede heller ikke særlig grundigt.

Næste morgen, da jeg skulle nedenunder med Silas, så lå der en sø på gulvet, og jeg fik øje på, at der var pisset op af væggen og op af spisebordet. Synderen var helt sikkert Echo. Jeg lukkede ham lettere irriteret ud, så han kunne tisse af og bagefter satte jeg ham i bilen, for der var ikke nogen grund til at han skulle omdanne hele stuen til “Urin-Lalandia”. Da jeg gik stuen efter, så kunne jeg se, at det allerede var sket. Der var tisset op af sofaen, kravlegården, TV-bordet, sofabordet, en spisebordsstol og min store gymnastikbold. Jeg var grædefærdig og et øjeblik overvejede jeg at ringe til dyrlægen og bestille en kulørt sprøjte til ham. Jeg orkede bare ikke flere problemer, og Echo giver mig flere grå hår end de andre tre hunde tilsammen. Echo har et meget anspændt forhold til Charlie, som han knurrer af, selvom der er en lukket dør imellem dem. Så det er i sig selv temmelig bøvlet at have de to under samme tag. Og jeg aner ikke rigtig hvordan jeg skal tackle det. For Echo knurrer og ryster på samme tid, når han vil have Charlie væk. Hvis nogen kender en god adfærdsdimmer, så sig lige til – eller bare et godt og brugbart råd!!


Over middag gik jeg ud for at træne lidt med Echo på min endeløse U-bane. Det var som om Echo ville vise sig fra sin bedste side, for han var superdygtig. Et andet sted i haven står en 4-pinds slalom med buer, og også på den var jeg tilfreds med præstationen. Efter endt træning gad jeg dog ikke lige at slæbe ham med ind, så han røg om i min nye hundegård, som han dermed inviede. Imens samlede jeg så hans mors aflagte bur, som er et ret stort bur. Det blev så placeret under trappen, og Echo må pt finde sig i at være deri, når jeg ikke kan rende lige i røven af ham og tjekke, om han letter ben.

Nu skal Echo have rykket kuglerne af. Det sker på fredag. Han skal alligevel ikke bruge dem til noget. Så må jeg bare håbe, at det kan løse nogle af alle hans problemer – og helst dem alle. Jeg har sagt det før, men har udskudt det gang på gang. Der har været så mange andre ting, som har optaget mig – også er det lige det med, at jeg hader narkoser.

2 tanker om “Ikke kun vi mennesker er tilsyneladende frustreret…….”

  1. Tillykke med dig nye blog. Det er jo unægtelig nemmere end den anden :o)
    Tempo var total upåvirket af narkosen så det tror jeg også Echo er. det hjalp på spændingen herhjemme at han blev kastereret. jeg skal krydse fingre for ham..og dig :o) på fredag.
    Sikke nogle ENORMT flotte billeder i har fået taget!! Og hvor de drenge ligner hinanden :o)

    Knus
    Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *