Stækkede vinger

Som tidligere fortalt så er isolationsreglerne ifm Silas´ sygdom og behandling ikke så slem, som først antaget – gud ske lov for det. For jeg må indrømme, at jeg allerede nu har det ret hårdt med dem. Det har aldrig ligget til mig at slide sofaen op. Jeg trives ikke med konstant at være hjemme, og jeg trives heller ikke med at køre fra min lille søn. Men fakta er, at jeg ikke kan have ham med mig ret mange steder pga. isolationen. Autostolen når også næsten at samle støv mellem hver køretur. Jeg føler mig virkelig som en fugl med stækkede vinger.

En superglad Silas – mors lille dreng.

Symbiosen mellem Silas og jeg er jo ganske naturlig, og det er da sikkert den, som gør, at jeg ikke nyder at være “ude”. Tror de fleste spædbørnsmødre er kede af at efterlade deres baby. Men det var nok også anderledes, hvis jeg “frivilligt” havde valgt at lade Silas blive hjemme, men nu er jeg tvunget til at efterlade ham hjemme hos Henrik – som, jeg altså har fuld tillid til, passer Silas uden anmærkninger. Men indeni mig føles det ikke rigtigt – hverken at være ude eller hjemme.

De sidste dage er det også blevet til mange “Silas-løse” timer , da aktiviteterne har stået på frisørbesøg, dyrlægebesøg både tirsdag og torsdag, mødregruppe, klubkonkurrence i Ribe Hundevenner og idag også lige en gudstjeneste sammen med præ-konfirmanderne i sognet (deriblandt Tobias). Alle sammen aktiviteter, hvor der er adgang forbudt for Silas.
Til klubkonkurrencen savnede jeg bare Silas så meget, at jeg var helt elendig til sidst. Jeg kunne jo bare have været blevet hjemme!! Ja, det kunne jeg godt, men jeg var også mest kørt afsted, fordi jeg skulle have hentet min balancebom (HURRA!!), som langt om længe var blevet færdig. Samtidig tænkte jeg, at det nok ville være godt at komme ud at løbe lidt med hundene og prøve at være “mig selv” med det, jeg bedst kan lide. Men når vejret bliver bedre, så er der da mulighed for at tage Silas med.

Tobias er tydeligvis også vild med Silas

Til klubkonkurrencen skulle vi blandt andet løbe den fjerde DAL-bane (http://www.ag-link.dk/). Der blev godt nok ikke sparet på gloserne under banegennemgangen. Jeg kunne godt se, at der særligt var et sted på banen, hvor den stillede større krav til heldet end til dygtigheden, hvis man havde en lidt vimmer og hurtig hund, men jeg tænkte alligevel, at det nok slet ikke var så galt, når man løb den. Men efterhånden som afviklingen gik igang, så kunne jeg på de andres gennemløb se, at det vist slet ikke gled så let. Der var ikke mange fra Ribe Hundevenner, som kom gennem denne bane uden fejl.

Diva blev disket, for jeg var slet ikke nok “på” og mistede hurtigt koncentrationen på banen. Diva var rigtig tændt, og hun nød det alligevel. Diva er ikke så svær at stille tilpas. Charlie klarede sig fint gennem banen, men han er jo ikke superhurtig, men dog ganske stabil. For at vi som klub kan indberette nogle resultater, så plejer jeg også at løbe med Cookie, selvom jeg ikke har så meget fidus til ham på agilitybanen, men til min store overraskelse, så kom han igennem uden banefejl. Men han skal også have vist alle forhindringerne på banen, så jeg ville blive forbavset, hvis han tog andet end det, som han får vist, men det bliver man jo ikke alene fejlfri af.

Her tænker du på “Stækkede vinger”

  1. Jeg kan sagtens forestille mig at det ikke må være nemt ikke at kunne komme afsted med sin lækre baby. Det må ikke være nemt.
    Supergodt gået af Charlie og Cookie :o)
    hilsen
    Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *