2008 – Året der gik

Når et år forsvinder bag en, så kan man ikke lade være med at tænke på, hvad det forgangne år har bragt en. Som regel bringer et år både gode og dårlige ting. 2008 er bestemt ingen undtagelse for os. Rigtig mange store og dejlige begivenheder og få men forfærdelige, er hvad 2008 kom med til mig.

Januar:
Familiens år startede i et sommerhus på Langeland sammen med min veninde fra min tid på HF (Iben). Året var kun få dage gammelt, da jeg tog afsted til Göteborg for at deltage i MyDog. Stort svensk hundearrangement med udstilling, lydighed, agility mv. Diva blev nr. 4 i arrangementets All-Starkonkurrence, hvor 2 gennemløb lægges sammen. Jeg tror der var ca 65 hunde i klassen.

I januar gennemgik jeg også DKKs håndterings- og adfærdskursus, som var en del af min uddannelse til instruktør for “Kørekort til hund” i DKK.

Februar:
Den indendørs stævnesæson gik igang – dog uden de store resultater. Den største oplevelse i denne måned var, at jeg nu mærkede livstegn fra det lille liv, der voksede i min mave.

Marts:
En del af denne måned brugte jeg på at holde ferie og træne agility på Sjælland, dels hos Sarah Lorentzen og sammen med Tina “Chester”, som jeg også deltog på et unghundekursus hos.


I påsken tog jeg to dage til Gåsahoppet i Sverige for at løbe agilty med Diva, hvor mit mål var at få et agilitycert. Det fik jeg dog ikke, men i stedet kom jeg hjem fra dette store stævne med placeringer i andre klasser.

Den sidste weekend i marts brugte jeg på undervise instruktørerne i DAF Kbh.

April:
Vi afholdte et unghundekursus med Tina Chester i Ribe Hundevenner, hvor jeg deltog med Echo. Ellers gik det meste af vores måned med boligjagt. Henrik og jeg havde besluttet os for at blive i det sønderjyske og var efterhånden ubeskrivelig trætte af vores daværende boligsituation. Vi fik set en del huse i denne måned, men kun et enkelt som var rigtig interessant.
Maj:
Måneden startede med international agilitystævne og udstilling i Hillerød. Echo var i udstillingsringen for første og sidste gang og fik det, som jeg kom efter, blåt bånd. Stævnets anden dag var for Diva og jeg formidabelt. Jeg var enormt stolt over at kunne sparke røv med mave på.


Ribe Hundevenner afviklede i pinsen et stort stævne over tre dage. Det var hamrende hårdt. Og jeg var fuldstændig smadret flere uger inden og ugen efter stævnet var slut. Men det var en succes. Vejret var godt, og folk smilede, og vi fik meget ros for stævnet efterfølgende. Så er det jo hele slidet værd.

Henrik og jeg skrev papirene under på det interessante hus, som vi kiggede på i april.


Måneden sluttede vi af med en uges ferie på Bornholm i et lejet sommerhus. Det var fantastisk dejligt. Hverken Henrik eller jeg havde været på øen siden folkeskolen, og vi travede øen tynd.

Juni:
Jeg måtte finde gallauniformen frem, da jeg skulle til 50 års jubilæum i firmaet. Jeg kan godt imponeres over, at stifteren af “mit” firma, som kommer fra meget fattige kår, kunne forvandle en Ford Taunus til den milliard-virksomhed, som det er idag. Med mine mange år i firmaet var det anden gang, at jeg var til rund jubilæumsfest.

Jeg deltog med skiftevis Diva og Echo på agilityugekurset i Ribe Hundevenner.


Det blev også i denne måned, at Diva indenfor samme weekend kvalificerede sig til både DCHs og FUFAs DM. Så jeg nåede det!

Jeg var på DKKs træningsplads i Vejle for at gå op til Kørekort til hunds bronzeprøve, som også var et led i min instruktøruddannelse. Diva og jeg bestod prøven uden besvær.

Juli:
Ribe Hundevenner afholdt et juniorhandlerkursus for unge agilityudøvere. Tobias deltog, og jeg hjalp med at sørge for ungerne. Det var et rigtig godt arrangement.

Årets store agilitybegivenhed for mig var Dania Cup. Jeg havde tilmeldt mig, selvom stævneugen kun lå 2 uger før min termin, og flere sagde til mig, at det kunne jeg da ikke. Jeg havde nogle supergode løb med Diva og fik faktisk flere flotte placeringer. Deraf 3 stk i Top3 samt en finaleplads. Jeg tillader mig at være meget stolt af den stævneuge og taknemmelig for en så let graviditet, som tillod mig at være så aktiv lige til det sidste.

Jeg nåede også lige at klemme en grøn koncert ind før termin, hvor jeg så kunne nyde et af mine absolutte yndlingsbands, D-A-D.


En af de sidste dage i denne måned fik vi nøglerne til vores hus, og på Henriks fødselsdag d. 30. juli flyttede vi efter 10 ugers venten endelig ind.

August:
Denne måned var kun knap 7 timer gammel, da vi kørte afsted på Haderslev Sygehus og to timer senere var Silas født. Det var en fantastisk oplevelse – og Silas en stor berigelse for vores lille familie.


August gik bare med at stirre betaget på lille Silas og rode rundt i flyttekasserne og prøve at komme på plads.

Det var bare den helt store lykke, og jeg syntes virkelig, at mit liv flaskede sig i de mest lykkelige rammer.


September:
Efter kun en gangs træning siden Dania Cup var Diva og jeg til FUFAs DM. Det gik ikke så godt, som håbet. Faktisk blev vi disket i det første gennemløb efter kun 3 forhindringer. Vi kunne vist ikke rigtig finde melodien.


Weekenden efter lød startskuddet for vores mareridt. Silas fik lagt sin venstre arm i gips. Han havde været lidt pylret og været passiv med sin venstre arm, så vi søgte læge og fik den røntgenfotograferet. Billederne viste en fraktur og en cyste i knoglen. Lægerne mente, at cysten var godartet og harmløs, men ville gerne have eksperter til at kigge nærmere på den.

September var travl. Jeg færdiggjorde også min instruktøruddannelse, og kunne nu kalde mig for aut. Kørekort til hund-instruktør. Dagen efter stod vi ved døbefonden i Vilstrup Kirke med Silas. Det var en dejlig barnedåb, og vejret var fantastisk.


September måned sluttede med DCHs DM, som desværre heller ikke gik særlig godt for Diva og mig. Og det var ikke Diva, den var gal med, men mig, der ikke rigtig kunne koordinere min handling.

Oktober:
D.6. oktober bliver vi indlagt på OUH mhp at få udtaget en biopsi af cysten i armen. Ingen havde dog fortalt os, at det var børnekræftafdelingen, vi skulle indlægges på. En meget ubehagelig overraskelse.


Den efterfølgende uge deltog Henrik og jeg i Skolernes motionsdag på Tobias´ skole. Henrik og Tobias løb 10 km, og jeg tilbagelagde 8,4 km sammen med Silas og hundene.

I skolernes efterårsferie afholdte Ribe Hundevenner atter et stævne. Denne gang i en ridehal i Sdr. Hygum. Jeg deltog ikke rigtig selv, men brugte mest energi på at være medarrangør og passe Silas. Men endnu engang var det et rost stævne.

D. 20. okt slog vores liv en kæmpe kolbøtte, da vi fik svar på biopsien. Den viste, at Silas har en sjælden cellesygdom, som kun rammer 6-8 børn i DK om året. Den hedder Langerhans Celle Histiocystose, og vi blev præsenteret for en 12 mdrs behandlingsplan bestående af kemoterapi og binyrebarkhormonkure. Dette er helt sikkert en dag, som jeg ALDRIG vil glemme.

Ugen efter indlægges Silas og jeg på OUH, hvor Silas fik taget en række prøver og indopereret en kapsel til brug, når der skal tages blodprøver og gives kemobehandling. D. 28. oktober fik han sin første kemobehandling.


På månedens sidste dag fik vi den besked, at sygdommen kun var påvist i underarmsknoglen. En stor lettelse trods en alvorlig diagnose.

November:
Echo blev kastreret
efter flere uoverensstemmelser mellem ham og Charlie. Og da Echo begyndte at afmærke indendøre, så var det ikke svært at tage skridtet til en kastration.


Ellers gik denne måned mest med at forsøge at finde sig til rette med en ny og noget mere besværlig hverdag. En gang om ugen var vi på OUH til kemobehandling.

D. 30. nov blev Echo 2 år, og vi deltog på et unghundekursus med Ann-Britt Holmegaard Krat.

December:
I starten af måneden var der evaluering på Silas´behandling. Ret skuffede modtog vi beskeden om, at cysten ikke havde forandret sig overhovedet trods 6xkemobehandling. Silas´gipsskinne blev taget af efter at have beskyttet hans arm i 3 måneder.

Echo og jeg modtager sammen med 3 andre fra Ribe Hundevenner undervisning af Peter Crone en hverdagsaften i dec. Peter synes, at Echo kommer flot tæt om vingerne på springene og ikke mister fart rundt om vingerne. Dejligt at høre!


Juleaften fejrede vi hos mine forældre og for første gang holder Henrik og jeg jule- og nytårsferie hjemme. Juledag parrede Charlie tæven Lutras Victory. En længe planlagt parring.

D. 30.dec var jeg til træning med Echo hos Sannes Hundecenter. Sanne bemærkede en klar fremgang, siden hun havde set os i sept.

Nytårsaften var vi kun den lille familie samlet, da de to personer, som var inviteret begge blev mere eller mindre syge, og derfor ikke kunne komme pga forholdsreglerne ift Silas. Men vi kom ind i 2009 på hyggelig vis.

2 meninger om “2008 – Året der gik”

  1. Man mister da helt pusten når man læser om jeres år – hold da op der er sket meget.
    Det var Så godt at i fik det hus i allerhelst ville have og at i trives der.
    Dine hunde har haft et eminent år…det kan kun går fremad i 2009 🙂
    Og så fik i solstrålen Silas, som smiler så glad på alle billeder. Det er så flot at han tager sin sygdom i stiv arm (haha den har været i gips..). Han skal helt sikkert nok komme rask igennem det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *