Samspil på scenenHenrik gad ikke med. Som han sagde, så ville det være som at kaste perler for svin, hvis han skulle have sådan en billet, og da han siden har ytret, at han hellere vil luge ukrudt end at tage til U2, så var der lige som ingen tvivl om, at han vist bare skulle blive derhjemme.
At jeg hellere ville se U2 end at luge ukrudt siger faktisk intet om koncerten, for jeg vil hellere se en Johnny Madsen eller Kandis koncert end at luge ukrudt. Havearbejde fungerer bare ikke rigtig for mig.
Brormand med den store scene i baggrunden
Men heldigvis behøvede jeg ikke at tage alene afsted. Min storebror meldte sig straks som interesseret ledsager, og takket være Henriks søster, som havde forkøbt sig i billetter, så kom vi afsted.
Scenen til denne tour er verdens største, og der skal 120 lastbiler til at transportere den. Det tager 1½ uge at bygge scenen op, og den er så høj, at der i Horsens skulle søges om byggetilladelse for, at scenen kunne sættes op.
Scenen
Nu har den kvikke bloglæser jo nok fundet ud af, at jeg har et rimelig nede på jorden forhold til U2 (synes naturligvis godt om deres musik, men falder ikke i svimer og lå heller ikke søvnløs i flere nætter op til koncerten af bare forventningens glæde overvejede faktisk at sælge billetten få dage før koncerten), så jeg kom til koncerten med åbent sind og helt uden hysteri. Derfor var det nok også lidt komisk, at brormand og jeg endte med at stå på 6. række foran hovedscenen – endda sådan lidt ved et tilfælde.
Iøvrigt et meget behageligt sted at stå. På intet tidspunkt blev der skubbet og mast der, hvor vi stod, og vi stod faktisk sådan rimelig midt for scenen – ca. 10 meter fra “hegnet” op til scenen. Faktisk troede vi, at vi var kommet lidt på afveje og var endt på “bagsiden” af scenen – sådan lidt i en blindgyde, men pludselig gik det op for os, at vi faktisk kunne liste ind i “inder-cirklen” og stå i den store lomme med hovedscenen og de “arme”, som hørte med til scenen.
Nogen gange kom vi RIGTIG tæt på
Sådan, første parket og MEGET tæt på bandet. Lyden var rigtig god og U2 var meget velspillende og veloplagte. Det er meget tydeligt, at de er meget professionelle. Det er et band, der spiller skide godt live – og det som jeg især hæftede mig ved var, at de gav numrene en lille live-kant uden, at de skulle tage overhånd med lange guitar- og trommesoloer. Den slags kan nemlig godt blive lidt opslidende, men omvendt, så gider jeg heller ikke koncerter, der lyder nøjagtig som studieindspilningerne. Så jo min samlede konklusion på koncerten : U2 var fede! PS! Der er ikke brugt zoom-funktion på nogen af billederne og jeg ærgrede mig egentlig også over, at jeg kun havde min Iphone til at tage billeder med (for det er den ualmindelig dårlig til). Men da jeg tog afsted vidste jeg jo heller ikke, at jeg under koncerten næsten fik lejlighed til at klappe Bonos skosnuder.
Nu har jeg efterhånden set en del U2 billeder på facebook men dine er helt klart den bedste. Sikke et kanon sted i stod.
Skønt at du have din bror til at ledsage dig..jeg er nok mere på Henriks hold 🙂
Fedt at I fik gode pladser! Det lyder alligevel som en god aften :o)