At elske er at turde miste

Tidligere i dag læste jeg en status opdatering fra en af mine facebookvenner, og den fik mig til at skrive dette indlæg, som jeg egentlig har tænkt på at skrive mange gange tidligere.

Opdateringen lød således:
Alle siger at kærlighed gør ondt 😥 men det er ikke sandt👌
Ensomhed gør ondt😥 afvisning gør ondt, og at miste gør ondt😭
Alle forveksler disse ting med kærlighed😍men i virkeligheden er kærlighed det
eneste i verden🌍 Der får os til at glemme al smerten😭 og gør os lykkelige igen💑🍀
Så vis kærlighed til dem du holder af 

I 2003 oplevede vi i min familie den tragedie, at min svigerinde og hendes far kørte galt og begge blev dræbt ved ulykken. Ulykken og min brors og hendes/deres børnenes tab har siden kastet en skygge over familien. Den er dog aftaget med årene, men forsvinder aldrig!

Jeg stod min bror meget nær i månederne efter, og oplevede sorgen på “første række”, hvis man kan sige det sådan. Jeg så hans kærlighed og hans sorg. Han elskede hende og ingen havde vel forventet, at døden ville indhente hende i en alder af 33 år.

Det lyder måske rigtig underligt, men at stå ved min bror side i den periode fik mine øjne op for, at jeg snød mig selv for kærligheden. Midt i hans sorg og ulykke, så jeg, at jeg afskar mig selv fra at opleve lykken.

På det tidspunkt havde jeg boet alene siden jeg var 20 år (jeg var dengang 31 år). Jeg havde ikke boet sammen med Tobias´ far, men havde kendt ham i nogle år i et lettere turbulent forhold omkring den periode, hvor Tobias blev født. Jeg var 22, da Tobias blev født, og omtalte tragedie indtraf, da Tobias var 8 år. Så jeg havde sådan set boet alene i mere end 10 år. Mest af alt fordi jeg ikke magtede at indlede et nyt forhold ovenpå forholdet til Tobias´ far, men mest af alt, fordi jeg gerne ville beskytte Tobias, så han ikke skulle opleve svigt pga evt. skiftende forhold. Tanken om at Tobias skulle knytte sig til en fyr, og forholdet ville gå i stykker, kunne jeg slet ikke bære, så hver gang, jeg stod på dørtærsklen til et nyt forhold afholdt det mig som regel fra at blive alt for “seriøs”.

Men som jeg stod der og så hvor stor og smuk kærligheden kunne være, selvom sorgen fyldte mest på det tidspunkt, så ændrede jeg langsomt min indstilling og tænkte over ordsproget “For at elske skal man turde miste” og indså, at hvis jeg selv ville opleve den store kærlighed, så var jeg også nødt til at lukke kærligheden ind og “turde”.

Et halvt års tid senere mødte jeg Henrik og efter nogle en del måneders tilløb “overgav” jeg mig og lukkede ham fuldgyldigt ind i mit og Tobias´ liv og gik “all-in”, og her har han så heldigvis været i mere end 10 år nu. Men det er da egentlig grotesk, at der skulle et dødsfald og en sorg til, før jeg så “lyset”.

Min facebookven med ovennævnte opdatering har desværre også oplevet den store sorg at miste sin livsledsager gennem mange år, men jeg glæder nu mig på hans og min venindes (som han danner par med nu) vegne, fordi han trods sit tab og sorg, stadig tror på kærligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *