Maxi Zoo Cup i Viby

Det er et af de agilitystævner, som jeg bare er nødt til at deltage i, og i år skuffede det heller ikke. Jeg kommer nok igen i 2017.

En af de ting, som jeg faktisk synes er rigtig fedt ved stævnet er, at det ligger hen over Kr. Himmelfartsferien, men kun over 3 af de sædvanlige 4 fridage. Det gør, at man vender hjem fra stævnet og så har muligheden for en hjemme-/familiedag, inden hverdagen igen banker på. Tilmed tror jeg også, at hundene har brug for at holde fri efter tre dages agility. Jeg syntes i hvert fald, at Ninja virkede træt inden i mit sidste løb lørdag eftermiddag, og det endda til trods for, at hun kun havde løbet de ordinære klasser samt landsholdsklassen. Dvs i alt 7 løb på tre dage, hvor andre faktisk løb op til 14 løb. Jeg havde hverken stillet op i hold, ekstraklasser eller Cup med hende, og alligevel synes jeg, at hun virkede lidt træt inden vores sidste løb.

Efter mange års overvejende mislykkede forsøg med godt vejr, tog DKK Viby virkelig revanche i år, og det blev tre fantastiske solskinsdage, hvor man kunne kunne lufte de bare arme og de bare ben. Jeg husker mange våde, kolde og blæsende år til Maxi Zoo Cup i Viby, men i år spillede det med vejret bare. Der er altid god stemning, alsidige præmier, hurtige præmieoverrækkelser, god forplejning til rimelige priser samt smilende og fleksible hjælpere.

DKK Viby havde i år 3 agilityringe, og det fungerede rigtig godt. Stor ros for at have de ordinære klasser i Ring 1 og 2 og så alle ekstra løb og delvist også holdløbene i Ring 3, så var det let at finde ud af, hvornår der skulle ske hvad (og især nemt for mig, når jeg nu kun løb de ordinære løb, så kunne jeg nærmest “ignorere” Ring 3). DKK Viby har også bare så skønne stævnearealer, hvor der er masser af plads. 3 ringe med tilhørende telte og så var der faktisk også en Rally ring og en LP ring nede bagved, og stadig masser af plads til opvarmning af hundene.

Stedet har også en fantastisk beliggenhed ift gåture. Silas og jeg fik også nogle gode gåture, når stævnedagen var slut.

Forår i skoven med mine gå-venner

Vi gik ned til åen og fandt os en lille sti op gennem noget bevoksning og gik langs banelegemet. Der var mange ting at se på den tur. Anemoner i massevis, vinbjergsnegle, klatre over/under træer og forcering af skrænter.

Buskene blomstrer – gåtur på den smalle sti ved banen

Silas gik med MicMic og jeg med borderne. Jeg elsker bare, når knægten foreslår, at vi skal gå en tur. Turen bød også på fiskehejrer, svaner og ænder – og fredag aften endda også på livemusik inde fra byen, hvor der vist var “90´er fest”. Jeg var nok mere optaget af at nyde musikken fra min ungdom end Silas var.

Silas fører an

Jeg var heldigvis så heldig at have en campingplads ved stævnearealet. Det var super dejligt. For så havde både Silas og hundene en base tæt ved ringene, og det er bare mindre stressende også at have sine ting ved hånden. Men jeg må sige, at det er mig en gåde, når folk på sådan en stævnecampingplads lukker deres hunde ud i deres indhegning kl 6 og lader dem løbe rundt og gø. På intet tidspunkt bliver der tilsyneladende tysset på hundene eller de bliver taget ind. Jeg ved godt, at man kan/må forvente at man kan høre hunde på sådan en campingplads. Men jeg undrer mig faktisk bare, og synes det er lidt hensynsløst. Det er jo ikke givet, at alle folk havde planer om at skulle op kl. 6…

Nå men hvordan gik stævnet så? Det var lidt blandet, må jeg sige. Ninja og jeg havde nogle vildt gode løb, men jeg må også sande, at når man giver gas og satser, så sker der også nemmere fejl (min skyld!!), men de løb er bare sjovere, både at løbe selv og ofte også at kigge på. Jeg havde to fejlfrie løb ud af de 7 løb, jeg havde med Ninja, og det var ikke de fejlfrie løb, der var de fede løb. Det ene løb var noget rod, hvor jeg faktisk ikke selv var helt klar over, hvordan vi var kommet igennem (kunne efterfølgende ikke huske om jeg havde handlet kombinationerne på den ene eller anden måde, da jeg måtte improvisere undervejs), men vi blev da nummer 2 i den klasse (der var rasende mange, der slet ikke kom igennem).

Ninja

Ninja var som altid skøn at løbe sammen med, og jeg fik lidt fokuspunkter med hjem at arbejde på. Desværre har jeg ikke skyggen af video af mine løb.

Ninja smiler til massage hos Kirsten

MicMic var også med til “festen”. Sådan føler hun det helt sikkert. Hun er eet stort strålende smil, når man går op mod banerne nede fra campingarealet. Hun er sådan en sjov og glad hund. Hun er så tændt på agility, og det er tydeligt for mig, at hun lige får et gear ekstra til konkurrencer. Så er der simpelthen nogle forhindringer, som er svære for at hende at rumme i hovedet. F.eks slalom, men også balancebommen, som til konkurrencer har det med at “skyde” hende af, når hun nærmer sig feltet.

MicMic venter på at vi skal starte

Hjemme i haven er hun naturligvis vildt opsat på at komme ned i udgangsposition og svigter ikke der, men den trang tager hun ikke rigtig med til stævner og heller ikke altid til træning hos Sanne. Der er dog bedring at spore, synes jeg. Jo længere hen mod slutningen af banen disse to forjættede forhindringer står, jo værre er det faktisk. MicMic er sådan en fin hund med et super lækkert tempo. Den ungarnske dommer kommenterede også hendes hastighed efter lørdagens spring 1. Vi leverede 2 fejlfrie gennemløb ud af 7 løb, hvilket gav en 1. og en 2. plads. Tak til Kennel Kræmer for at lade MicMic komme min vej.

MicMic giver den gas

Næste weekend går det løs på “hjemmebane”, når Ribe Hundevenner for 10. år i træk skal afvikle Kingsmoor Cup, som altid lægger beslag på hele min pinse og lidt til. Der er masse af nye og spændende præmier i præmieboden. Vi glæder os til tre dage med glade deltagere, spændende baner og forhåbentlig godt vejr (pt ser vejrudsigten dog ikke alt for lovende ud).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.