Kingsmoor Cup 2016

I år var det 10. gang, at Ribe Hundevenner afholdte agilitystævne hen over pinsen, og i år var det ikke helt som det plejer at være. Vi plejer at have helt fantastisk vejr. Nogen år faktisk alt for godt. Vi har i hvert fald aldrig haft gennemgående dårligt vejr. I år fik vi det hele. Sol, blæst, regn og hagl.

Hagl – hvad sker der lige for det??

Mellem min tjans med at fylde op i præmieboden og uddele præmier skulle jeg også løbe med MicMic og Ninja. Stævnet var kvalifikationsstævne til DKKs DM.

Jeg synes ikke, at Ninja og jeg løb specielt blændende i denne weekend. Vi havde to fejlfrie løb ud af vores 6 løb. Det var de to AG3 løb, hvor vi blev nr. 4 i begge løb. De to fejlfrie løb gav os samtidig adgang til DKKs DM. Det var jo sådan set meget rart at have den del overstået.

Så er Ninja DM klar
(lidt snyd at billedet er fra stævnet i Viby…)

Efter Viby kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt utålmodig og måske næsten “modløs” over MicMic. Jeg har ikke tidligere oplevet, at mine hunde forstod 2 on/2 off så ringe som MicMic har gjort i denne sæson. Jeg startede hende jo med vilje ikke i agilityklasserne sidste år, fordi jeg synes, at hendes forståelse for udgangspositionen var for ringe.

Inden 2016 sæsonen gik igang var jeg godt tilfreds med hendes udgangsposition. Særligt hjemme i haven kan hun præstere det fineste og hurtigste felt. Nogen gange kunne de svipse til træning, men det var i tydelig for mig, at hun forstod udgangspositionen og i øvrigt også fandt den atrraktiv (logrende og smilende og forventningsfuld hund på feltet). Så jeg så frem til sæsonstarten med MicMic.

På Vilhelmsborg ville hun til en start overhovedet ikke over balancebom og vippe, og jeg endte med at måtte “trække” hende over, som om hun var en legetøjsbil. Kom hun endelig op, så gjorde hun ikke forhindringen korrekt færdig. Langt fra endda.

Til de følgende stævner var det ikke et problem at komme op på dem, men det kneb med at fuldføre forhindringen korrekt. Som oftest blev hun nærmest skudt af balancebommen. Jeg syntes var lidt frustrerende og havde også gået op grublet lidt over hvorfor. For det var naturligvis ikke et problem, når vi trænede.

Det to ting, som jeg selv kunne pege på var, at jeg måske ikke selv løb så langt frem på feltet på bommen og at MicMic kører så højt til stævner, at hendes lille hoved ikke helt kan rumme det hele, og at opgaven så “eksploderer” i hendes hoved. Hvem gider da også at stoppe, når det går allerstærkest?

MicMic – min lille jordfræser!
(også et billede fra Viby stævnet)

Men i denne weekend lignede det mere og mere det agility som jeg gerne ville se. Jeg valgte dog at lade hende diske i to af agilityløbene (pga bommen). Nu fortsatte hun sit løb ned af bommen, men fik ikke helt stoppet i udgangspositionen, men jeg var/er lykkelig for udviklingen.

Desværre kunne det se ud til, at jeg nu får mig en ny udfordring, som jeg skal have styr på. MicMic sætter mere og mere tempo på i sine løb og er mere og mere dus med banerne, og vi begynder ligesom at blive fortrolige. Så det er vel meget naturligt, at hun speeder op, når hun er komfortabel på banen. Men det koster åbenbart på hendes rytme på A´et, som hun to gange i pinsen fløj meget højt over og kun ramte selve feltet på nedgangen. Det er absolut ikke nogen ønskelig forcering af et A-brædt.

Ja ja uddannelse af god agilityhund er en langstrakt proces, og jeg er i øvrigt helt åben overfor løsningsforslag vedr. A-brædtet. Jeg er ikke lige klar til at slippe løbefeltet på A´et. Desværre har jeg ikke nogen af hendes agilityløb på video, så man kunne se det.

Jeg har dog et af hendes meget fine springløb, hvor jeg rigtig måtte kridte skoene for at følge med hende. Link til søndagens Spring 1 løb. MicMic er sådan en sjov og glad hund, der bare smiler hele vejen rundt på banen.

De åbne klasser, som gav adgang til finalen var efter min smag lidt for svære. De var naturligvis ikke “for svære” for Ninja, men det lykkedes os alligevel ikke at gennemføre nogle af de to åbne klasser. Ja, det var bare nogle små missere, der kostede en finaleplads. Sådan er agility.

Efter at have gået banerne havde jeg heller ikke de store forhåbninger til MicMics resultat på de åbne baner, men jeg må sige, at hun overraskede mig meget positivt, og klarede dem langt bedre end forventet. Der var faktisk også bare tale om et par små-missere, hvor jeg nærmere havde forestilllet mig, at vores gennemløb ikke helt ville have flow pga sværhedsgraden. Vi blev godt nok disket i begge, men gennemløbene var langt bedre end forventet.

Fuji og Silas hygger i campingvognen

Det er nogen gange en hård tjans at være involveret i stævneafviklingen, løbe selv og have Silas med. Men det plejer at lykkes. Silas er også blevet så stor nu og nyder at sidde i campingvognen det meste af dagen. Han kan klare mange ting selv, men han kan dog ikke alt selv, og der er behandling og medicin, der også lige skal passes ind.

Gåtur

Heldigvis var han også ret opsat på, at vi skulle ud at gå en lang tur hver aften. Så når stævnedagen var slut var Silas lige klar til en travetur på en lille times tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.