Mandøferie

10 skønne dage på Mandø blev det til. Det var fantastisk, skønt, afslappende, nærværende….

Natur og blå himmel

Lige så snart man ankommer til Mandø, så sker der bare noget. Hele systemet sættes så “relax”. Vi var gennem ugen 2-6 campingvogne, der holdt ferie i fællesskab i en lille enklave, som “hundetosserne” har på Mandø Camping.

Hundene er total sat på relax-mode

Dagsrytmen er:

  • Stå op
  • Lufte hunde sådan mest hver for sig
  • Hente morgenbrød i Brugsen (på skift)
  • Spise fælles morgenmad på pladsen mellem vores vogne
  • Gå en lang tur, som regel ud på vandet (det vender vi lige tilbage til)
  • Dase/sove til middag
  • spise frokost
  • vaske op
  • Måske bade
  • Måske lufte hunde igen
  • Lave aftensmad af, hvad man lige kan finde i de forskellige campingvogne
  • Fælles spisning på pladsen mellem vognene
  • Lufte hunde
  • Sengetid mellem kl. 22 og 24

Eftermiddagshygge i skyggen med jordbærtærte

Jamen seriøst, så laver man ikke en skid. Man hygger og går til og fra fællesskabet. Man slapper bare af på fuld tid og sulter i øvrigt heller aldrig. Man får bare ikke foretaget sig noget. Jeg havde faktisk pakket en hav af billeder (elektronisk “pakket” naturligvis), som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have redigeret. Det er billeder helt tilbage fra maj måned, så der er nogle et par tusinde billeder eller mere, men jeg fik ikke redigeret mere end 3 billeder, og det var faktisk nogle 3 af de billeder, som jeg tog på Mandø. Jeg fik faktisk heller ikke tager ret mange billeder derovre.

Smuk solnedgang på Mandø

Turen var henlagt primært til “Mandøtossernes” (bestående af div afstikkere fra Sannes Hundecenter) selskab. Det var jo sådan set rimelig perfekt for mig, når man tager i betragtning, at vi som familie (pga Henriks sommerarbejde) ikke kunne holde ferie sammen. Henrik sluttede sig til selskabet i weekenderne, så vi fik da også lidt ferie sammen i campingvognen.

Silas har styr på flokken

Silas og Monas Oliver er jo fantastiske venner, selvom der til tider går lang tid mellem, at de ses. Det er virkelig en fornøjelse at se de to drenge lege sammen, og også en fornøjelse at se, at Ipaden ikke var så vigtig, men at de fandt på en masse andre ting at lave.

Drengene spiller labyrint

 Mandø er jo ikke som hverken Løkken eller Rømø (Gud ske lov for det), og der er ikke så meget man kan tage sig til, hvis man er typen, der skal underholdes. Man kan naturligvis gå en “strøgtur” på Byvejen. Der ligger Mandø Brugs og her i sommerferien var der også en ganske udmærket pølsevogn.

Hovedgaden

Der er så også Mandø Landhandel med lokale specialiteter, men hvis man er typen, der gerne vil ud at ose i shoppingcentre eller på disko-dasko, så skal man ikke vælge Mandø som rejsemål

Mandø er sagen, hvis du spørger mit trekløver
Kun en enkelt dag var vi ude at lege lidt turister. Vi kørte en tur ind til Ribe, hvor vi fik en lækker is. Det var en virkelig hot dag med over 25 grader.

Man kan altid spise en is

Så besøgte vi Ribe Domkirke. Drengene ville gerne op i tårnet og kigge ud over byen.

Ribe Domkirke

Sigtbarheden var fantastisk, så det var da en rigtig god idé. Så afsted det gik med 248 trin op og 248 trin ned igen. Det var en frisk tur, og udsigten var formidabel.

Udsigt mod vest
Veninde-selfie fra tårnets top

Måske skulle vi have haft lidt mere styr på tidevandstabellen inden vi satte kursen mod Mandø igen. Da vi kom til Låningsvejen var vandstanden for høj til, at jeg ville køre.

Det kan godt være svært at se det, men her er en vej

Så vi måtte lige holde og vente i en times tid på vejen. Drengene hygge i vej-/vandkanten.

Silas og Oliver hygger i ventetiden

Nede i vores lille lomme på pladsen var vi op til ca 30 hunde fordelt på de 6 campingvogne. Når vi gik formiddagstur ud på vandet, så havde vi alle hundene med, og de løb løs sammen allesammen.

På vej på luftetur på vandet

Der var ikke optræk til noget som helst mellem dem, og det er helt fantastisk som sådan en flok, hvor en del af hundene faktisk ikke kender hinanden, men alle er vant til at leve i deres egen flok, bare kan løbe løs sammen i 1½ time. Især også fordi hundene er ret forskellige og har forskellige agendaer og måder at lege/udforske på på sådan tur

Sådan ser der ud, når man går langt ud på vandet og kigger sig tilbage mod Mandø

“En tur på vandet” består af, at man går ud i vandet (typisk) ved lavvande og 1-2 km ud i vandet, til man kommer ud til sejlrenden. Ved lavvande går vandet sjældent så højt, at det dækker ret meget mere end tæerne. Ude i sejlrenden som er ca 20 meter bred er vandet vel op til ca 150 cm dyb, når der er lavvande.

What´s not to like

Det er perfekt badevand. Friskt og klart vand, og temperaturen er fantastisk. Det er faktisk helt middelhavsagtigt og total undervurderet. Det er i sig selv noget ganske særligt at gå der på vadehavsbunden og følge livet på havbunden og skønt at kunne bade i det lækre vand uden at skulle dele oplevelsen med en masse mennesker på en fyldt badestrand. Når man kan have 30 hunde løbende løs omkring sig, så siger det lige som sig selv, at der er højt til loftet og langt mellem menneskerne.

Fri badning

Den ene dag, hvor vi var ude at svømme i sejlrenden var det højvande, og turen derud var lidt hård, fordi vi gik de 1-2 km i vand til knæene/lår. Der var masser af sol. Vi var så heldige at have 5-6 rigtig varme sommerdage på Mandø, og så er det bare ekstra lækkert med en dukkert.

Vi bader langt ude på vandet i sejlrenden

Jeg er ikke så god til solen, og da vi gik ud for at bade, så beholdt jeg mine solbriller på. Det er jo sådan set ikke noget problem at hyggeplaske lidt med et par solbriller på, og jeg syntes bare, at det var lidt svært at undvære dem i den time eller to, som sådan en tur tager. Men det var ikke en god ide at svømme over sejlrenden i højvande med solbrillerne på. Det var måske heller ikke den bedste idé uden solbriller på. For det var lidt en hård svømmetur (og måske ikke den mest kloge beslutning, men når man har svømmet ud, så må man også svømme tilbage… ), og jeg var nødt til at skifte lidt mellem brystsvømning og rygsvømning, og det er lige i skiftet mellem ryg og bryst “diciplinen”, at jeg mærker mine solbriller famle efter mine ben under vandet. Grundet strømmen vælger jeg dog den meget kloge beslutning af lade mine solbriller få en cruise oplevelse i sejlrenden og vinker dermed farvel til et af mine kendetegn ved agilitybanerne.

Aftenen før havde jeg mistet min lige så legendariske hat. Dog ikke under en svømmetur, men pist væk og borte lige pludselig helt væk. Jeg har mange hatte, som jeg kunne bruge til div. udendørsaktiviteter. Men den nu forliste hat var min foretrukne. Jeg bruger ikke hat, fordi jeg tænker, at det er smart, men fordi mine ører slet ikke magter samvær med solen. De hæver op til dobbelt størrelse og besættes af små fine blærer.

Nyt udvalg 🙂

Så vel hjemme fra Mandø må jeg erkende, at jeg næsten mistede min identitet på Mandø – og jo også næsten en hund. Jeg nøjedes dog heldigvis med hatten og brillen, men på den front har jeg allerede nogle (mere eller mindre gode) bud på ny “identitet” klar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.