Stafet for Livet – og hvad gør Silas sig af tanker….

Haderslev slog i år sin egen verdensrekord i deltagerantallet i Stafet for Livet (over 8.000 deltagere). Det var et fantastisk arrangement, og når solen skinner som i en smuk sommerweekend (ja og faktisk mere end i de fleste sommerweekender i 2016), så bliver alle udendørsarrangementer bare endnu bedre.

Fra løberuten rundt om Dammen

Stafetten sættes igang kl 12, hvor alle fighterne (nuværende eller tidligere kræftramte iklædt gule T-shirts og gule balloner) samles foran scenen, hvorfra arrangementet skydes igang med korte taler og lidt underholdning.

Fighterne står altid forreste ved scenen ved åbningen

Så er det tid til, at fighterne lader deres balloner stige til vejrs, og derefter går alle deltagerne en runde på ruten, hvor fighterne går forrest. Så er stafetten åben for alle deltagere, og der må gås og løbes efter behag.

Ballonerne sendes til vejrs

Den store gule “klat” er fighterne på første runde

Det koster kr. 100 at være med i Stafetten, og man kan løbe på “løsgænger” eller for et hold. Overskuddet fra Stafetten går til Kræftens Bekæmpelse. Hvert hold skal have mindst en løber på banen under hele stafetten – også om natten. Det symboliserer, at kampen mod kræft kæmpes døgnet rundt. Holdene kan være ens arbejdsplads, sportsforening, familie/venner, eller hvordan man nu har lyst til at danne hold. Vi løb for det motionscenter, hvor vi er medlem.

Silas i fighter T-shirt

Vi var med fra starten, fordi Silas havde sin gule fighter T-shirt på og var med til at åbne stafetten sammen med næsten 200 andre fightere. Det var et fantastisk vejr, og efter fighterrunden startede Henrik, Silas og jeg ud med at skulle gå/løbe den første time for holdet.

Ruterne i Haderslev snor sig rundt i Damparken og rundt om Dammen. Meget centralt. Fra ruten og op til gågaden er afstanden ca 50 meter og i øvrigt går ruten også under omfartsvejen. Så ingen, der passerer gennem byen i dette døgn, kan undgå at se, at der er Stafet for Livet. Det er virkelig smukke omgivelser, som klart motiverer en til komme afsted på ruten og ikke bare sidde og hænge i “lejren”. I nogle byer er stafet-ruterne bare en tur rundt om stadion eller et græsareal mere eller mindre udenfor byen. Måske ikke helt så inspirerende som i Haderslev.

Et kig ind over byen med domkirken i midten

Jeg løber normalt ikke. Kun de få minutter, som man højst løber af gangen, når man løber agility. Og hvis jeg begiver mig ud på en løbetur i området her omkring, så orker jeg simpelthen ikke at løbe. Men til stafetten kan jeg sagtens løbe og også uden at være helt smadret her nogle dage efter. Jeg kan stort set ikke mærke det i mine ben, selvom jeg da tog nogle runder både i gang og løb.

Rundt på løberuten har holdene deres telte, hvor der kan være forskellige aktiviteter eller salg af kager, pølser, massage, legetid på hoppeborg osv, hvor pengene for salget går til indsamlingen på Stafetten. Det er faktisk lidt en blanding af en festival og en havefest – og alt er billigt! Utrolig hyggeligt og hjertevarmt.

Seje Silas med Gl. Haderslev Kirke i baggrunden

Efter at have været hjemme et par timer hen under aften, for at se til hundene og aktivere dem lidt, så kørte vi tilbage til byen, hvor vi så blev hængende indtil kl 01.30. Det var svært at forlade stemningen og alt det smukke. Døm selv ud fra billederne. Selv ud på natten var vejret fantastisk, og man kunne sidde i bare ben og uden overtøj – og faktisk uden at blive ædt af myg. Henrik tog en ekstra løbetime derinde om natten, inden han fandt i seng, men jeg lå i min seng ved 2-tiden.

Der var rigtig smukt på ruten da mørket lagde sig

Vi var dog tilbage på posten igen søndag formiddag, hvor vi lige nåede et par runder mere. Til middag sluttede stafetten, og jeg ved faktisk ikke rigtig var mange runder, vi nåede på vores hold, men vores husstand var da ret aktive i den statistik.

Søndag formiddag står poserne naturligvis stadig på ruten

Stafetten i år var faktisk også lidt speciel i forhold til Silas, fordi han først her i sommer er blevet bevidst om, at han har haft en kræftsygdom. Vi har aldrig direkte fortalt ham, at det som han fejlede som spæd hørte til i “Kræft-kassen”, men han har bemærket sine ar fra lægernes biopsi i armen samt vejret på brystet, hvor hans port-a-cath var indopereret og spurgt hvad det var, og hvorfor han havde de ar. Vi har svaret ham, at han fik undersøgt sin arm og der var noget i armen, som ikke skulle være der, og at han fik medicin i en lille kapsel under huden. Men nærmere end det har vi nok ikke været det. Men det er jo også den meget udramatiske sandhed.

Stemningsbillede fra de sene timer

Og her i løbet af den sidste måned er det måske også kommet lidt tættere på, fordi en pige fra vores lokalsamfund har fået konstateret tilbagefald af leukæmi, og Silas ved jo, hvem hun og hendes søskende er, fordi de går på samme skole. Vi besøgte dem på Skejby, da vi var til kontrol deroppe i sidste uge, og det afstedkom jo også lidt forklaring overfor Silas, for der sad Bjørk jo uden hår (hun havde dog valgt at få det barberet af, inden kemoen fik det til at falde af og doneret det til parykker til kræftramte). Silas sagde ikke så meget, men var mere optaget af at klatre rundt i cykelskuret udenfor Bjørks stue. Men jeg ved, at hans lille hoved summede.

Stemningsbillede

Under stafetten kiggede Silas lidt på de mange lysposer, som prydede ruten. Han læste også på nogle af dem, og det satte helt sikkert en masse tanker igang hos ham. På en af runderne gik han mellem Henrik og mig og siger så, at “Vi (Henrik og jeg) var heldige, at vi fik lov til at beholde ham”. Jeg synes, det var lidt hårdt at høre de ord komme ud af hans egen mund. Men ja, vi er så heldige, at vi har Silas, og det er vi også meget taknemmelige for.

Lysposen kunne have været vores. Teksten passede i hvert fald.
Ikke kun for Silas, men flere i min nære familie har overlevet kræft

Silas spurgte også nysgerrigt ind til sin behandling, og hvor gammel han var den gang, han var syg. Om han blev dårlig af medicinene. Jeg husker tydeligt, at han kastede op hele dagen, når vi kom hjem fra behandling. Opkast i store skyller, men jeg husker også, at Silas var tapper. Der var ingen tvivl om, at alt det her pludselig satte en masse tanker igang i hans lille hoved.

Stemningsbillede fra de sene timer. Springvand og træer er oplyste

Senere går jeg alene med ham, og han kigger lidt på lysposerne igen, og spørger så, om der mon er en der står Silas på. Jeg svarer ham så, at det tror jeg ikke, at der er nogen pose med hans navn. Hvem der skulle have lavet den? Han siger så, at måske hans far havde lavet en pose med en tekst ala “Tak fordi jeg fik lov at beholde min elskede søn” Øhh, den sved mig lidt i hjertet, og samtidig undrede jeg mig nu også over, at han måske kun tænkte, at hans far var taknemmelig…..?! Da jeg senere fortalte det til Henrik, kunne han så fortælle mig, at han og Silas på en af deres runder var kommet til at snakke om, hvad han Henrik evt ville skrive på en pose.

Smukt aftenbillede fra lysceremonien

Ja det kan måske virke lidt underligt, at hele denne snak med Silas kom til at foregå lige der under stafetten, men det var nu en gang her den pressede på, og det var så fin og afslappet en stil, og sådan kan jeg egentlig også godt lide, at Silas ser det. Jeg har aldrig følt for at skulle tage ham i hænderne og kigge ham dybt i øjnene og sige: “Nu skal du høre….. “Han behøver ikke at blive påduttet den frygt, som vi var plaget af de første par år af hans liv. I min verden skal vi aldrig mere bekymre os om hans kræftdiagnose, men sygdom bliver vi desværre aldrig helt fri for at bekymre os om, da man endnu ikke kan helbrede Cystisk Fibrose.

One thought on “Stafet for Livet – og hvad gør Silas sig af tanker….

  1. Ja jeg deltager også hvert år i Stafet for livet.
    Kræften har også taget mange af de mennesker jeg har kendt, men jeg tænker også på alle dem der er kommet igennem det. Ja i de 24 timer man deltager, kommer tankerne og den uforklarlige stemning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *