Agilitystævne i Morgan Hill (USA)

Det er altid interessant at komme ud og se hvordan man gør tingene andre steder. Det har altid inspireret mig at snuse til stævneafviklingen i andre lande.


Nu kom turen så til USA. Denne gang dog ikke som deltager, bare som tilskuer. Jeg ville gerne have haft MicMic med i håndbagagen på vores tur og have startet med hende. Men hun holder stadig pause efter sin skade i august. Det havde nu nok heller ikke været helt den samme ferie med en hund “på slæb”. 

Alene tanken om klapperslanger og hundeluftning i ørkenen tiltaler mig ikke rigtig (og klapperslangen mødte vi jo indenfor de første 10 skridt ude af bilen på vores roadtrip) og en hund i “bagagen” havde i denne omgang også betyder nogle helt andre forpligtigelser i forhold til lufteture og steder, som man ikke kunne besøge med hund. 

Parkeringsplads og ridehallen

Stævnet blev holdt i en ridehal uden sider. Vi danskere ville jo helt klart have holdt et stævne udenfor i det her vejr (25 grader). Men på den anden side set, så var jeg også ude i solen et par gange, og det var dælme varmt for hundene. 5 minutter i solen og tungerne var lange. 

Størrelsesmæssigt mindede stævnet mig om et mindre DCH stævne. Der var måske samlet set 50-70 deltagere.

Der var i alt tre ringe fordelt på to sammenhængende haller

Klasserne var et mix af “ordinære” klasser, gambler og snooker (de som har forsøgt sig med WAO har prøvet de sidste to varianter). Jeg brugte mange gennemløb på at prøve på at fatte, hvordan snooker hang sammen.
Jeg vil ikke lige frem påstå, at det lykkedes, men jeg konkluderede i hvert fald, at det er en konkurrence, der kræver strategi og ikke mindst også en ret vågen dommer, der skal holde styr på pointene for hver forhindring. Jeg synes faktisk, at det var ret interessant med denne variation i klassetilbuddene. I Danmark er stævnerne for 95% af stævnerne bare det samme. Det er lidt ærgerligt, synes jeg personligt. 


Jeg snusede lidt rundt og fik en sludder hist og pist. Jeg fulgte naturligvis Jennifers løb med både Chaser (en hvalp efter Janes Do It) og Tonic. Men fik da snakket med mange nye mennesker, samt nogen af de mennesker, som jeg mødte sidst, jeg var her. 

Tonic og Chaser får sig en slapper i deres store “kravlegård”

Lørdag debuterede Nick faktisk med BlackJack, og det var også meningen, at jeg skulle have set deres løb, men vores besøg i Yosemite Nationalpark trak ud, og for at vi alle sammen kunne få det bedste ud af besøget, så valgte vi at tage en overnatning nær Yosemite og snuppe lørdagen der også. Jeg var naturligvis træt at misse deres debut, men omvendt måtte jeg sammenholde at overvære 30 sekunder springløb i babyklassen (det var lette baner med spring og tunneller) og så en hel dag sammen med Silas og Henrik i Yosemite Nationalpark.

Tilbage til stævnet. Det var bestemt ikke trangen til at vinde store og flotte præmier, som kan være deltagernes motivation til at starte stævner. Præmierne var ribbons. Faktisk nogle ret fesne rosetter, som var nærmest som et lille to farvet flag. Nogle af deltagerne fortalte mig da også, at de faktisk selv skulle bede om dem, for de fleste gad ikke have dem, så de blev ikke uddelt pr. automatik.

Men der var dog en præmie, som jeg syntes var rigtig interessant. Det svarede lidt til en championpræmie. Det var en personlig overligger til et spring, hvor den stævneafviklende klubs logo var trykt på. Overliggeren lagde folk så på et bord sammen med en tuschpen og så kunne de andre konkurrenter også skrive en tillykke-hilsen på det. Sammen med overliggeren fik de også en superflot roset. For at vinde championpræmien skulle man have hvad der svarede til 5 certifikater og så vidt jeg forstod, så skulle de vindes i forskellige discipliner (Snooker, Gambler osv).

Flot roset (hvor navn og dato efterfølgende trykkes på)
samt en helt personlig overligger

Deltagergebyret var nu ikke sådan lige at overse. Ca dkr. 100 pr. klasse. Grand Prix klassen dog ca 175 dkr. Stævnet sidste klasse var gratis, fordi den ikke talte til noget (måske lidt ligesom at man havde betalt for at løbe en klasse, der var afviklet både lørdag og søndag), men det pudsige ved det var, at man faktisk fik en pengepræmier i denne klasse. Vinderen vandt 34 USD og Jennifer, som blev nr. 5 i klassen vandt 4 USD.

Præmien for at vinde denne klasse – ingen andre klasser
havde præmier som denne

Hjælperne tog man sig dog godt af. De fik alle udbetalt Workers Bucks. En fuldtidshjælper fik 10 Workers Bucks pr. dag, og de penge kunne de bruge i hjælperbutikken, hvor der primært kunne købes hundelegetøj. Hjælperpengene kunne dog også godt veksles til mad i madboden eller til startgebyr til kommende stævner.

Her kunne hjælperne bruge deres “Worker Bucks”

Ved ringsiden tjekker man ind, at man har tænkt sig at starte klassen. Man vinger bare af ud for sit navn og hvis man har lyst kan man tage en banetegning. Det kan være ret praktisk i f.eks Snookerklassen, hvor det kan være en meget god ide at planlægge, hvordan man vil forsøge at samle sine point og løbe “lukke-banen” indenfor tidsrammen.

Check in

Snookerbanen

Nu hvor der er “klækket” et kuld Mini Aussier i DK, så kan jeg da også indrapportere, at jeg så et par stykker til dette stævne, som løb rigtig godt til. Jeg hilste f.eks på ham her på billedet herunder. Han måler 39,7 cm og springer ca. 36 cm (omregnet fra tommer). Han var rimelig vaks på poterne.

En af stævnets mini aussies

I USA er springhøjderne på 12-14-16-20-24-26 tommer. Dvs at springhøjden spænder fra knap 31 cm for de mindste hunde til 66,50 cm for de største. Det giver nogle ret små klasser til de mindre stævner, men det er jo logisk nok. 

Hvad er der ellers at sige om USA og agility? Det er nogle super søde mennesker, der gerne vil snakke om deres hunde og høre om Europa, og om man evt kender Silvia Trkmann (Ja Europa er jo bare et lille land for amerikanerne). Der er rimelig langt mellem snapsene, hvis man vil tage til USA for at se god agility og flot handling. Der er de nogle år bag ud, men det havde Jennifer nu allerede fortalt mig. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.