Mandø 2017

Nu er jeg blevet nødt til at sætte årstal på mine Mandø-indlæg. Jeg tror faktisk at 2017 er det fjerde år i træk, hvor jeg gæster den lille vadehavsø.

De sidste tre år med campingvognen. Silas og jeg er lige vendt hjem efter fire dage på Mandø. Henrik havde ikke ferie her i uge 29, men det havde jeg. Hvis man er hjemme, så kan man let blive grebet af at lave andre ting end lige at feriehygge. Så skal der lige ryddes op, sorteres osv i husets rum. Der skal ordnes ting udenfor. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu tog til Mandø sammen med Silas, så blev det nok til lidt mere hygge, fordi der ikke lige var ting, der skulle gøres.

Silas og hundene klar til at erobre Mandø

Meget korrekt. Vi ankom på en skøn onsdag, hvor det lugtede lidt af sommer. Jeg har nogle venner, som er fastliggere på Mandø, så jeg mængede mig ind i deres “vænge”. Så var der dømt hygge.

Dagen efter vågnede vi op til heldagsregn. Det gav rig mulighed for at ligge/sidde i campingvognen og læse bøger under dynen og spille spil.

En god bog af Ole Lund 
Klods Major – altid et hyggeligt spil

Vi hyggede os faktisk alligevel, selvom man da hellere vil have sol og sommer. Til aften stoppede regnen, og vi tog på sælsafari i hestevognen. Silas og jeg var heldige at sidde forrest sammen med kusken og havde det fineste udsyn.

Hjemturen over havbunden/Vaden

Egentlig hed turen også “Solnedgangstur”, solen havde trange kår med alle de skyer, og den kunne ikke rigtig trænge igennem. Men det var alligevel en flot tur.

“Vores” spand på turen

Fredag fik vi så til gengæld en flot sommerdag, hvor vi næsten blev helt dvaske, da solen fik brændt igennem. Silas og jeg snuppede en cykeltur på 7,5 km. Det viste sig at være en ret god ide at smide cyklerne bag på campingvognen og træne lidt mere cykelfærdigheder med Silas. Det var en smuk tur rundt langs diget, hvor vi så mange forskellige fugle i Mandøs smukke natur.

Cykeltur

Planen var, at vi om eftermiddagen, når der var lavvande ville gå ud til sejlrenden sammen med alle hundene og bade. Jeg indrømmer, at jeg var en anelse skeptisk og tænkte, at det nok var alt for koldt at bade, men Silas og jeg tog alligevel badetøj på under vores tøj.

Det viste sig at være en fremragende idé, for det var pragtfuldt badevejr. Turen ud til sejlrenden foregår ved, at vi slipper vores tilsammen mere end 20 hunde løs mellem hinanden. Det er en fornøjelse at se, hvor fantastisk fint det går. Alle hundene respekterer pænt hinanden og opfører sig ordentligt.

Turen ud til sejlrenden er noget særligt for 2- og 4-benede

Ude ved sejlrenden kunne vi smide det overskydende tøj  på en sandbanke og hoppe i vandet. Så svømmede og soppede vi rundt hunde og mennesker mellem hinanden i sejlrenden. Total idyl og ikke til gene for nogen. For vi var de eneste ude ved sejlrenden….

Silas, 3 svømmende hunde og jeg

Aftensmaden var også et kapitel for sig selv. Pandekager i massevis med tilhørende is og som dessert jordbærtærte, eller hvad det nu var, der var desserten og hvad der var hovedret. Det var vist et fedt.

Mandø sagde tak for en god og lækker sommerdag med den flotteste solnedgang. Det var simpelthen så prægtig en dag.

Solnedgang på Mandø er noget af det smukkeste

Lørdag var vejret igen fesent, men Silas og jeg fik da cyklet 8,8 km. Det synes jeg faktisk er ret sejt, når man tænker på, at det kun er 6 uger siden, at han ordentligt fik lært at cykle selv. Han er dog stadig en usikker cyklist, og derfor er sådan en ø også perfekt at cykle på, for der er er ikke meget trafik, og de biler, som kører på øen kører ret langsomt og tager hensyn til gående og cyklende.

Det går bare derudaf!

Da jeg ud på eftermiddagen syntes, at vandstanden var blevet passende for at køre hjem med campingvognen (dvs Låningsvejen var tør – det tjekker man via DMIs hjemmeside), så trillede Silas og jeg hjem for at holde ferie sammen med Henrik. Her søndag morgen har vi bare udsigt til heldagsregn.

Jeg har fået et ganske særligt forhold til Mandø. Det har jeg, fordi nogen andre har introduceret mig til øen og lært mig, hvordan “man gør”, og hvad der er fedt.

Faktisk tænker jeg lidt, at endagsturisterne som drager over med Mandøtraktorbusserne for at se øen næppe “oplever” Mandø, og hvor lækker og speciel øen egentlig er. Der er ikke noget at lave, andet end at nyde naturen, hinanden, fange krabber og slappe af.

Silas på krabbejagt

Ved første øjekast ligner det var en sove-ø, hvis rytme styres af tidevandet. Det er tildels også korrekt, men når man lærer tidevand og øen at kende, så må jeg bare konkludere, at endagstrip til øen, må være en fesen omgang.

Jeg ser i hvert fald noget andet. Måske skulle man slet ikke snakke så højt om, hvor fantastisk øen egentlig er. Det kunne jo friste folk til at opdage det samme og invadere øen, så den slet ikke var så hyggelig og speciel. Men det er jo en helt anden snak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *