Hattrick – Jysk Mester 2017

Da det gik op for mig, at Jysk Mesterskab skulle afholdes i
det nordjyske blev jeg glad. Fedt, tænkte jeg, så kunne jeg kombinere det med
en tur op til Tine, hvor Darwin (Ninjas søn) bor. Tine og jeg ses ikke så tit
pga afstanden mellem os, men vi taler ofte i telefon sammen, og jeg glædede mig
til en hel weekend i hendes selskab.
Tine var helt frisk på besøg af mig, men måtte skuffe mig
lidt med, at hun desværre ikke selv skulle deltage, da de skulle holde
børnefødselsdag. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt, men jeg tænkte, at det
også var fint at aflægge hende et hyggeligt visit og samtidig forsvare den
mesterskabstitel, som Ninja og jeg havde vundet både i 2015 og 2016.
Pga Tines fravær til konkurrencen opstod ideen med at prøve
at stille op med Darwin. Det kunne jeg ikke modstå. Jeg vil meget prøve,
hvordan han er at løbe med. Så har jeg ligesom prøvet ham selv, og Tine og jeg
kan måske lettere sparre med hinanden. Det er sådan, at Tine og jeg ejer ham i
fællesskab. Tine har trænet lidt agility med ham og stillet op til nogle
stævner, men har primært brugt sin energi på at gå lydighed med ham, og jeg
glæder mig til at følge dem i LP3 i den kommende sæson.
MicMic blev hjemme hos Henrik og jeg ”nøjedes” med at løbe
med to store hunde i den weekend. Det blev faktisk til 19 gennemløb i alt i
weekenden, og en helt anden ro kun at skulle løbe med store hunde og ikke
blandede størrelser. 

Darwin – altid så intens i blikket
Resultatmæssigt var der ikke så meget at råbe højt om. Jeg
havde jo ikke så store forventninger til, hvad jeg kunne udrette med Darwin, da
vi ikke har løbet sammen før. Han er en hanhund med rigtig meget tryk på, og
det tryk skal han lige lære at lægge de rigtige steder. Jeg synes, at han var
dejlig at arbejde med og utrolig lydhør, og han var fløjtende ligeglad med, at
han skulle arbejde med en ”fremmed”. Vi fik ikke brug for startbogen til at
notere oprykninger i, men jeg synes, at jeg havde flere gode løb med ham, og
var da også til præmieoverrækkelse med ham i to af løbene.
Darwin
Foto: Tanja Olsen
Ninja (som ellers er som en veltilpasset handske for mig) og jeg kunne slet ikke rigtig finde melodien. Hun var skøn at løbe med. Hun
havde god fart, men det var som om min timing var ualmindelig dårlig, og det
blev straffet med fejl og disk. Det var sådan set lidt frustrerende, for jeg
synes ikke helt, at det er den statistik, som vi plejer at levere. Trods det, så hyggede jeg mig og nød løbene og hyggen rundt om i teltene.

Ninja – en dejlig makker på banen
Jysk Mesterskab afvikles således, at man løber to åbne løb
om søndagen, og de bedst placerede hunde (40% bedste) sammenlagt på de to løb går
direkte videre til A-finalen, hvor man løber om det jyske mesterskab. Alle dem
som ikke var blandt de 40% får en ny chance i B-finalen, hvor nummer 1, 2 og 3
får en plads i A-finalen. I 2015 og 2016 stod jeg også i B-finalen, navnet for ”skraldespandsfinalen”
eller ”fjumrefinalen”, fordi jeg ikke havde formået at kvalificere mig direkte.
Både i 2015 og 2016 gik jeg ind og vandt B-finalen og efterfølgende vandt jeg
så også A-finalen.
Nu stod jeg igen i B-finalen og med i bagagen fra weekenden,
havde jeg så ikke et eneste fejlfrit gennemløb ud af de sammenlagt 16 løb jeg
havde løbet med Ninja og Darwin. Så hvor sandsynligt var det så lige, at jeg
kunne blive i Top3 i B-finalen?! Jeg løb først med Darwin, men var godt med på,
at der var en kombination på banen, som ikke var så god til ham, så mit mål var
bare at komme fri af den kombination og så eller få en god tur resten af banen rundt. Det synes jeg
også lykkedes. Da jeg skulle løbe med Ninja kunne jeg godt mærke, at jeg
mentalt havde fundet et helt andet gear. Det gear, som altså skal til, hvis vi
rigtig skal præstere. Det mentale gear, der gør samarbejdet intenst og viljen
lidt mere stålfast. Jeg kunne mærke det pulse gennem mine årer, da jeg gik ud
på banen for at stille mig klar til at give Ninja sit ”Værsgo”. Det gear som gør mig helt høj!

Ninja
Foto: Tanja Olsen
Det var det, som skulle til. Vi fik weekendens første fejlfrie
gennemløb og vandt B-finalen og kunne derfor stadig være med i kampen om det
jyske mesterskab.
Naturligvis var jeg lige så tændt, da jeg skulle løbe
A-finalen og Ninja var også klar. Lige som hun skal være, når vi sammen er bedst. 
Jeg
husker en lidt stor bue, og så gav jeg den ellers gas. Jeg kom til at hænge
lidt ved balancebommen, hvor vi skulle 180 grader tilbage og tage to spring i
en lige linje frem mod en tunnel. Ninja river desværre første spring på linjen,
men jeg giver ikke op, selvom jeg har 5 fejl.

Ninja
Foto: Tanja Olsen

Nogen gange kan jeg næsten blive
mere tændt af en fejl. Nogle hundeførere falder helt sammen i deres handling og
luften ryger helt ud af ballonen. Publikum (de få der efterhånden var tilbage
til dette maraton-JM) heppede opmuntrende. Publikum vil jo se ekvipager, der ”fighter”
for det, så det er vel en blanding af opmuntring til hundeføreren og så en
appel til, at man vil se god actionfyldt agility resten af banen rundt, der får publikum til at heppe løs, selv efter en fejl.

Fra A-finalen
Jeg fortsætter presset rundt på banen, og kommer også i mål
med en super god tid, men desværre med de dumme 5 fejl. Det har jeg jo ikke så store
forventninger til  kan udløse noget, men
ekvipagerne falder som fluer på finalebanen, som faktisk har et rigtig fint flow. Så det er ikke banens “skyld”. De ryger primært på nedrivninger eller vægringer, hvor
føreren ikke lige får hunden med. Pludselig siger Annmari til mig: ”Tillykke,
så blev du sgu da Jysk Mester igen”. Det var noget uvirkeligt, og jeg blev faktisk
lidt berørt af det, for det var også lidt skørt, at jeg kunne gentage det den
tredje gang også efter den samme opskrift – dog ikke lige med at vinde
A-finalen med 5 fejl. Det var en fornyelse i forhold til de to foregående år.

Jysk Mester 2017
Foto: Tanja Olsen

Jeg løb mit finaleløb omkring kl 19.30 og inden jeg fik luftet hundene af og fik pakket mine ting sammen, så var klokken 20.45. Så det blev meget sent, før jeg var retur hos Tine for at
aflevere Darwin, og hvis jeg skulle have kørt hjem, så var klokken blevet over
midnat, før jeg var nået hjem,  så jeg
snuppede en nat mere i det nordjyske og sov længe i stedet. 

Tine ringede, da
jeg kørte fra pladsen i Hjørring lidt i 9 om aftenen, og spurgte om jeg havde
fået noget at spise. Det havde jeg ikke lige. Så ville hun være sød og købe en
durum rulle til mig, så jeg kunne få noget aftensmad, når jeg ramte Hjallerup.

Det varmede mig faktisk rigtig meget, da jeg bemærkede, at Tine havde sat flag foran
campingvognen. Da jeg kom ind i var der flag på bordet, slikpizza, durumrulle
sammen med en nyindkøbt Coca Cola (jeg havde aftenen forinden fortalt Tine, at
den røde cola egentlig var den eneste sodavand, som jeg gad at drikke). Der var
også kold Asti i køleskabet. Det var egentlig lige prikken over i´et kunne
fejre det sammen med Tine, selvom det da trods alt ”kun” var et JM. Dejligt at dele glæden over mesterskabet med nogen. 

Sød og betænksom velkomst
Men jeg er også nødt til at skrive lidt om stævnet i
almindelighed. Sådan på godt og på ondt. Jeg er meget sjældent til stævne i
Kreds 1 pga afstanden. DCH Hjørring har så vidt jeg kan forstå ikke den
store stævneerfaring, så det var jo noget af en opgave, som de havde påtaget
sig, men friskt nok af dem at påtage sig opgaven. Det skal de have. De var enormt fleksible, og da jeg skulle have ændret lidt i min tilmelding, så var der ingen problemer i det. Det er jo ikke en selvfølgelighed, og jeg tager det heller ikke for givet.

Nogle ting ved stævnet bar måske også lidt præg af, at erfaringen ikke var den største. Men de kæmpede bravt og holdt
positive miner, og der var også nogle erfarne hoveder, som trådte til og gav en
hånd. Min hjælp var begrænset til at være banefixer og sætte spring op og ned,
hvis jeg lige stod og kiggede på, at der var skift i størrelserne i klasserne. Men
hvis alle gør bare en lille smule, så kommer vi jo rigtig langt.
Arealet var dyrskuepladsen i Hjørring. Der var masser af
plads til os, og et meget fint campingareal også. Der var gode luftemuligheder
og plads til, at hundene kunne løbe løs. Man kunne parkere ved sit telt og
skulle ikke slæbe sine happengut ret langt. Det var jo en skøn luksus. Nogen synes, der var langt til
toiletterne. Ja der var måske 150-200 meter hen over en græsplæne. Herregud,
man kunne jo lægge vejen forbi, når man skridtede af eller luftede hund. Banen var lidt ujævn, men vi behøver heller ikke at løbe på fodboldbaner. Græsset var slået, og der var fyldt sand i hullerne. Nogen havde ret svært ved at finde stævnepladsen, så det
havde nok hjulpet deltagerne en hel del (i hvert fald dem som ikke var
nordjyder), hvis klubben lige havde sat et skilt oppe på Aalborgvej eller været
lidt mere informativ om, at man skulle dreje ind bag en industrivirksomhed. Men jeg tror, at alle nåede frem rettidigt. 
Til frokost diskede de op med en fin lille frokostbuffet med
forskellige hjemmelavede retter. Der var hjemmebagt kage. Der var virkelig
nogen, der havde ydet en indsats i køkkenet, og der var noget for enhver smag. 
Stævnet blev afviklet på én bane. Det var jo meget hyggeligt
og afstressende, men det gjorde jo også, at søndagens afvikling blev en noget
langstrakt affære, når deltagerne skulle løbe 4 ordinære løb og så en eller to
finaler oveni. Det blev nogle lange dage, og søndag aften havde jeg meget
ondt af hjælperne, så havde været på hele weekenden. Klokken var vel 20, inden vi var færdige søndag aften, også skulle der pakkes sammen. 

Vejret var fantastisk hele weekenden og søndag kunne vi spare overtøjet
Lørdag morgen startede de med at annoncere, at de simpelthen
havde så mange præmier, at de egentlig havde for mange, og derfor havde de
besluttet, at de ville dele dem sådan lidt tilfældigt ud til folk, som på en
eller anden måde havde gjort sig fortjent til en præmie. Det kunne være, fordi
de var søde til at hjælpe med stævnet, til at gøre noget for andre deltagere
eller måske kæmpet en kamp på banen osv. Det var da en meget sjov tanke, og jeg
tror da, at det gav folk lidt mere ja-hat på, velvillighed til at give et nap med og gav en sjov stemning at komme i
gang på fra morgenstunden. Det var et supergodt initiativ.
Det gav jo samtidig også en en forventning om, at der ville komme en
sand gaveregn af lækre præmier  til præmieoverrækkelserne. Men det viste sig, at det var mere
værdsat (hvis man kigger på ”belønningen”) at låne 3 prutteposer ud til en anden
deltager end at blive nr. 2 i AG1. Du kunne få et trækketov (dem lavet af små
tråde) for din placering og så måske en stor sæk Royal Canin foder for at være “den gode kammerat”. Det
var simpelthen så fin en tanke, at man ville belønne den gode stemning, men
ærgerligt at starte med at få det til at lyde som om man var ved at drukne i
lækre præmier, når det som blev delt ud primært var frisbees fra Skallerup
Klit, 1 kg foder pose af ukendt ”kornfabrikat” og de flerfarvede legetov. Vi er måske generelt lidt for forvænte med præmier i sporten?! Der var langt mellem de gode
præmier. Det betød nu ikke så meget for mig, for jeg dominerede bestemt ikke
præmieoverrækkelsen i weekenden. Det vil jo være ret synd at sige.

Det er vist også første gang, at jeg kun
har fået en pokal for at blive Jysk Mester. Pokalen ville jeg så heller ikke
undvære. Normalt gider jeg ikke pokaler, men hvis jeg vinder et mesterskab, så
vil jeg bestemt også gerne have en pokal. Det var vist for øvrigt 5. gange jeg
blev jysk mester. Det var vist også første gang, hvor der ikke blev taget et
podiebillede af 1-2-3. Jeg oplevede kåringen af Jysk Mester for de små hunde lidt som om, at de nærmest fik overrakt deres pokaler i løb, da de løb æresrunde. Ja, ja, nu er det jo heller ikke et verdensmesterskab, men alligevel….

Trods en svipser elle to, så kæmpede DCH Hjørring bravt, men virkede ikke så grundigt forberedt og ikke helt vante med opgaven. Startlisterne var det meste af weekenden ikke så let tilgængelige, når man ville orientere sig i startområdet, og indsenderne var ikke altid så flinke til at varsle en i god tid. Ikke af mangel på vilje, men nok mere mangel på erfaring og overblik. Det kunne godt ske, at man fik informationen om sin startrækkefølge, når man var den næste eller efter den næste. Indsenderjobbet er også et total utaknemligt job, hvor man skal “ekspedere” en flok hundeførere med nerverne løsthængende og måske lidt småstressede. Så stor respekt for, at de weekenden igennem bevarede god tone og var imødekommende.

Min oplevelse var, at der var plads til forbedringer, men at der bestemt også var rigtig mange gode ting at bygge videre på, når de skal holde deres næste stævne. Det er naturligvis meget prisværdigt, at klubberne gider at bruge deres tid og medlemmer på at arrangere stævner for os deltagere. Det er selvfølgelig heller ikke alle deltagere, der har samme holdning til afvikling mv af stævner, så man kan ikke gøre alle tilfredse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.