Da vi i sin tid kiggede på huse rundt omkring, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at noget af det første jeg kiggede på var, om der er var et velegnet areal til en agilitybane. Hvis der ikke var det, så kiggede vi slet ikke på huset.
Vi købte huset for snart 10 år siden, og haven var lige rammen om en agilitybane. Græsset var rimelig plan, synes jeg da dengang. Men som årene gik, så blev den mere og mere ujævn og det var faktisk svært at bygge baner efter banetegninger, fordi man ikke kunne være sikker på, hvor man kunne placere forhindringerne pga niveauforskelle.
Flere kloge mennesker har haft opskrifter på, hvordan man kunne få en mere jævn plæne.
- Kør jord på… God plan, men det ville koste mange kubikmeter jord og koste dyrt.
- Pløj det hele op…. Nej ikke så god en ide at vende alt jorden rundt, for der er ler, hvis man stikker for dybt
- Der var flere gode bud…
Forslagene kostede bare mellem 25.000 og 40.000, og det var lige i overkanten, syntes jeg. En god venindes kæreste sagde, at det da var en smal sag at lave det, og han forklarede, at man “bare” skulle flytte rundt på jorden og rette ud med skovlen på maskinen. “Man”?! Hvem fanden skulle dog gøre det?! Nok kan jeg køre havetraktor og bil, men lege med entreprenørmaskiner tror jeg ikke ville give så vellykket et resultat.
Det endte med, at jeg fik ham overtalt til at være dirigent og maskinfører på det projekt.
Så en dag i august sidste sommer lejede jeg materiel for ca 8.000 kr. Jeg gik igang fredag morgen med at fræse det aktuelle område op (ca 50×25 m), så det var klar, når han havde fri og kunne komme til med gravemaskinen.
I løbet af nogle få timer fik han flyttet jorden, så ujævnhederne stort set var væk.
Så skulle stenriven over området masser af gange og området rives af for græs og sten. Det var lidt et knokkelarbejde.
Græsset blev sået, da mørket faldt på. Ganske rettidigt, for dagen efter regnede det hele dagen. Siden har jeg ikke haft noget arbejde med arealet. Det har regn og temperaturerne taget sig af.
Månederne er gået, og området med det nysåede græs har ligget fredet og urørt hen. Jeg ville ikke bruge det, før rødderne og græsset var tæt. I 8 måneder har jeg bygget baner på lidt mindre arealer rundt om i haven. Men nu var det vist ved at være. Og sådan blev det lige pludselig, og det endte med at blive lidt festligt alligevel.
Det var sådan et lidt impulsivt nummer jeg lavede i fredags, da jeg lavede et opslag på min facebookvæg og spurgte om der var et par stykker, der havde lyst til at kigge forbi og træne i min have søndag formiddag. Ingen var personligt inviterede eller afskrevet. Det var bare at stikke en “finger i vejret”.
Jeg synes bare lige, at det kunne være hyggeligt at træne sammen med nogen i stedet for at gå med mine egne små baner i haven og terpe på små moduler. Jeg synes, at det meste af min træning går med at fordybe mig i små elementer, hvilket betyder, at jeg ikke får løbet hele baner. Det giver også lidt bedre mening at bruge en halv time på at bygge en bane, som flere kan få glæde af.
Der var ganske hurtigt bid på opslaget, og jeg måtte hellere lukke for flere tilmeldinger. Jeg havde også andre planer for søndagen, og mine naboer virker ikke til at dele min begejstring for sporten, selvom mine hunde er relativ støvsvage på banen. Men hvis jeg har besøg af flere hunde, så giver det jo støj.
Jeg endte med at kunne se frem til at få selskab af Gitte, Cherie, Lene og Annmari. Pludselig gik det op for mig, at når jeg skulle til at bygge banen til søndagens hyggetræning, så var jeg nødt til at brede mig ud på det nye græs. Dermed blev det jo pludselig en indvielse af min længe ventede agilitybane.
Derfra stak det måske lidt af med den sjove begivenhed. Jeg lagde Asti på køl og arrangerede en rød snor, som jeg kunne klippe ved højtideligheden. De sidste elementer havde jeg holdt for mig selv, men der var også overraskelser fra gæsterne i form af kage, chokolade og cocktailpølser til hundene.
Så det blev faktisk lidt højtideligt på den sjove måde. Man har jo kun det fis, man selv laver.
Det var så dejligt at kunne bygge en bane i fuld længde og bredde. Baneopstillingen var frit fortolket fra en bane af Morten Juhl Hansen. Jeg satte bare forhindringerne som på tegningen. Derefter stak jeg Silas nummerskiltene og bad ham “komponere” en bane. Så fik Silas også æren af at have designet den bane, som arealet blev indviet med. Det var han meget stolt af.
Vi løb Silas´ bane først. Der var mange fine sværhedsgrader i den bane. Bagefter løb vi banen ala Morten.
Det var en fantastisk hyggelig og helt igennem uhøjtidelig formiddag. Det er så fedt, når man lige giver plads til spontaniteten. Ikke fordi at jeg er god til at være spontan, for jeg har det med at planlægge helt til kanten. Men denne formiddag gav mig vildt meget energi.
Vi glemte næsten helt at spise kage og chokolade, fordi vi var så optaget af banen og hundene. Gitte havde taget kameraet med, og der blev skudt nogle billeder af hundene.
Det er altid dejligt med gode skud af hundene på banen. Det var bare en lille hyggelig bonus ved arrangementet. Faktisk havde Ninja også sneget sig ind på et par billeder, men Fuji var lidt overrepræsenteret.