Mentalt ude af form

Det var min konklusion efter Maxi Zoo Cup i Kristi Himmelfartsferien. Traditionen tro brugte jeg det meste af min miniferie i Åbyhøj sammen med hundredevis af andre agilityfreaks.

Silas brugte jeg også miniferien sammen med. Drengen der kræver laks og oksefilet, så der kun kan blive til koldskål til mig 🙂

Inden jeg fik mig indlogeret i campingvognen i onsdags, kom jeg direkte fra Frijsenborg Dyrehospital, hvor jeg havde fået scannet MicMic. Beskeden var lidt en mavepuster, men det var jo lykkeligt nok, at Mic var drægtig, men sådan lidt ærgerligt med en singleton.

Nu har jeg sundet mig på det, og jeg ser fremad og forsøger forsigtigt at glæde mig til medio juni (men tør ikke glæde mig for fuld udblæsning før jeg står med en sund og rask hvalp, så forsigtig er jeg). Jeg er ikke specielt bekymret for fødsel eller socialisering. Det hele skal nok gå, hvis bare alt går som planlagt herfra, så har jeg en plan.

Når jeg er til Maxi Zoo Cup plejer jeg at skovle præmier ind. Nej måske lidt overdrevent, men jeg plejer i hvert fald at være hyppig gæst til præmieoverrækkelserne. Sådan var det bestemt ikke i år. Meget langt derfra. Som en tør sagde til mig. Du er bare kommet ned til os andre. Ja, der er jo langt flere der ikke kommer op til præmieoverrækkelser til stævnerne, end dem der gør.

Fuji har jeg ikke så mange forventninger til. Hun er så urutineret, og vi skal lige lære hinanden at kende på banen. Jeg har ikke løbet så mange hele baneforløb med hende. Jeg vil ikke lave krumspring og stå i vejen for at få hende knækket af og forhindre, at hun tager en forkert forhindring. Jeg vil helst løbe løbet, så jeg ikke forstyrrer hende, men forsøger at få lagt linjerne. Så må hun se om hun kan ramme forhindringerne.

Fuji fra campingarealet. Man kan nok godt se i hvilken retning agilityarealet befinder sig

Derfor var jeg ikke så overrasket over, at vi ikke fik lavet et fejlfrit løb sammen ud af de 4 springløb, som hun kunne stille op i. Men jeg synes, at hun er i fin udvikling.

Ninja er jo mine gamle udtrådte vandrestøvler, som jeg kan gå lange ture i i alt terræn. Men det er godt nok svært at komme igang igen efter ikke at have løbet så meget i vinter. Så mine “vandrestøvler” virkede noget hullede.

Jeg har brudt mit hoved med noget, der forhåbentligt er spøgelser. Jeg fik den idé at hun ikke kunne løbe agility på normal højde mere, fordi hun lavede nedrivninger her og der. Hun plejer stort set ikke at rive pinde i løbene, og så kan jeg ikke lide, at der pludselig ryger en pind.

I mit hoved spøgte hendes skade fra 2014, fordi div behandlere, som har haft hende i hænderne gennem de sidste par år kan mærke arvæv i hendes venstre lår. Somme tider ser jeg hende nærmest “vinke” med venstre bagben i galop, og jeg bliver helt hysterisk. Hun er behandlet og rettet mange gange, men det er som om det kommer igen fra tid til anden. Det er så ganske afgjort, at skaden fra 2014 ikke er uden betydning, selvom hun fik agilitypause i 9 måneder.

Min helt særlige Ninja <3

For at få syn for sagerne fik jeg optaget nogle af Ninjas løb til stævnet, og nej jeg kunne nok ikke bare entydigt tørre det af på nedrivninger pga dårlige springevner. Langt fra. Det er svært at være hund, når jeg f.eks står i vejen eller hun kommer dårligt på et spring, får en meget sjælden feltfejl eller vi simpelthen ikke connecter og Ninja vælger den forkerte forhindring. Faktorer, der hver især ødelægger det perfekte løb.

På stævnets sidste dag forsøgte jeg virkelig mentalt at hanke op i mig selv, og være ordentlig på for Ninja. Fordi hun løber bedst, når jeg handler hende intenst og tændt. Jeg havde sgu nok været for vattet i min handling de andre to dage.

Måske forsøger Ninja at lære banen udenad

I første løb om lørdagen løb vi bare så super godt sammen, og det hele føltes bare så rigtigt. Sådan lige som i “gamle dage”. Men så fik jeg ikke lige kaldt Ninja ind på en linje i slutningen af banen (altid der flest fejler, når man nu har nået at tænke, at nu kører det bare….) og vi ender med en disk.

Jeg var seriøst grædefærdig efter det løb. Frustreret,  bekymret og generelt bare drænet af lidt for meget, der ikke helt gik min vej. Ikke fordi det altid går min vej, så forvænt er jeg ikke. Men jeg har måske et generelt problem med modgang pt. Der var et eneste løb tilbage på hele stævnet, og indtil da havde jeg  haft ikke et eneste fejlfrit gennemløb ud af mine indtil da 9 gennemløb med begge hunde.

Heller ikke stævneteltet var jeg heldig med. Musene havde muntret sig lidt med det i vinters

I det sidste løb sad jeg lidt og kiggede på nogle af de andre hunde i klassen, og kunne godt se, at det var en bane, hvor der kunne ske mange ting og sager. Men jeg gik til opgaven med oprejst pande. Da jeg nåede til forhindring nr. 10 sprang Ninja den lange vej om en vinge (som mange andre hunde også gjorde), og det var ikke helt, hvad jeg havde planlagt. Jeg fik samlet hende op igen og kom tilbage på sporet, og klarede mig fejlfrit gennem banen og kom jublende i mål. Endelig lykkedes det at komme fejlfrit rundt.

Maxi Zoo Cup er altid et hyggeligt stævne, og jeg har altid været heldig at få en plads på campingarealet ved stævnet. Det er nærmest også en forudsætning for, at Silas vil tage med. Han hygger i campingvognen med Ipad, bøger og tegnegrej. Der er som regel også tid til at gå en tur i området sammen. Om aftenen kan vi hygge sammen med spil eller gåture.

Min far samler cykel

I år kunne Silas indvi sin nye cykel, som min far lige havde nået at samle inden jeg kørte afsted med campingvognen. Ganske hyggeligt kom min far også forbi stævnepladsen fredag (og så et af mine mange elendige løb). Hyggeligt med besøg og aftensmad ude i aftensolen, for vi var generelt set temmelig heldige med vejret.

Aftenhygge på pladsen

I den kommende weekend står den også på stævne. Denne gang hos Ribe Hundevenner. Jeg satser på, at jeg formår at spænde hjelmen og være lidt mere på for mine hunde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.