Ofte har jeg ting kværnende rundt i mit hoved. Jeg vil så gerne forstå, hvad der sker inden i en, når noget uventet sker. Især hvis reaktionen er anderledes end forventet. Når jeg tænker, at jeg vil nedfælde det i et blogindlæg, så virker det allerede på forhånd uoverskueligt og rodet. Det er som om tanker og følelser popper rundt mellem hinanden, som når det regner med “skomagerdrenge”, hvor de store regndråber springer rundt mellem hinanden.
Næh, det er måske mere som at se majskernerne poppe rundt i en rigtig stor gryde med varm olie, når man har sat den over til at popcorn. Men jeg prøver alligevel, så må vi se, hvor meget der ender med at komme med, så det hele ikke bare flyder sammen i en forvirring.
Tak for de rigtig mange kommentarer på især Facebook, da jeg delte linket til bloggen. Til alle jer, som er bekymrede for MicMic, Silas og mig, så er her en opdatering.
MicMic var onsdag (hvor fødslen var om morgenen) fuldstændig sig selv. Hun var super glad, og jeg kunne næsten ikke fatte, at hun havde været gennem opblokning og fødsel om natten/morgenen. Hun virkede faktisk ikke spor berørt og var frisk på leg, løb og pjat, når vi gik ud i haven. Man kunne jo frygte, at hun ville savne sin hvalp. Hun fik lov at undersøge og slikke den lidt, men accepterede fint, at hun ikke “fik” den med over i fødepoolen.
På anden dag mærkede jeg, at hun trak sig væk og lagde sig ind i husets store bur under trappen. Selvom jeg kaldte på hende, så kom hun helst ikke ud af buret. Med mindre jeg åbnede døren ud til haven eller raslede med godbidder. For så var hun helt sig selv. Glad, frisk, løbende og kunne skam også godt gø af posten. Indendøre var hun bare slet ikke sig selv, fordi holdt sig for sig selv og gik i det store bur. Hun ville dog gerne ligge i min favn og slappe af.
Min far var på besøg et par dage, og han havde aldrig oplevet hende sådan og bemærkede det straks. Mic plejer at stå og invitere til sjov, spas og opmærksom hos min far.
Hendes bryster var spændte, og jeg sad med varme omslag på dem om aftenen. På intet tidspunkt sagde hun hverken piv eller suk. Jeg spekulerede på, om hun var trist eller havde ondt. Hun virkede nemlig ikke som om hun havde ondt.
På tredjedagen var hun stadig i samme tilstand som dagen før. Da jeg ville lukke dem ud om morgenen, kom hun bærende på et lille tøjdyr i munden. Det plejer hun ikke at gøre. Hun henter gerne, hvis man kaster, og hun henter også gerne for at få en til at kaste. Så at hun kom gående forbi mig med et tøjdyr i munden overraskede mig lidt. Jeg fik helt ondt af hende.
Tænk hvis hun havde ligget med dette lille skøre tøjdyr i buret dagen før uden, at jeg havde bemærket det. Så var hun måske trist og manglede sin hvalp. Jeg tror dog, at hun fandt den denne morgen, og ikke havde haft fornøjelse af den særlig længe, inden jeg puttede den i lommen, og så var den ligesom også glemt igen.
Hendes bryster var stadig vildt spændte her fredag morgen. Hun havde ikke feber, men jeg syntes alligevel gerne, at jeg ville have hende omkring en dyrlæge, om ikke andet så for at få noget til at stoppe mælkeproduktionen. Det var også meget rart lige at få hende tjekket, hvis jeg i min uerfarenhed havde overset noget.
Dyrlægen tjekker Mic og hun synes virkelig, at hendes brystspændinger er fæle, og kan ikke forestille sig, at Mic ikke har smerter af dem. Jeg husker godt selv, hvordan det var. Det gjorde jo vanvittig ondt, når mælken løb til, og jeg kan godt hilse, at sige at jeg i den tilstand ikke havde spurtet rundt om hønsegården og hoppet over træstubbe og andre forhindringer på min vej, og jeg havde heller ikke gidet at spurte 50 meter op til lågen ud til vejen for at gå en kiks af posten. Men på det punkt var Mic som sagt helt upåvirket.
Dyrlægen ville også lige høre, om jeg kunne være interesseret i at Mic skulle være ammetæve. Jeg var da glad for, at hun spurgte, for det er da tegn på, at de er lidt pro-aktive, for det var ikke lige fordi hun kendte nogen, men som hun sagde, så kunne der jo være kolleger, der kendte en, der havde fået for mange hvalpe eller hvor tæven var død. Jeg var ikke umiddelbart interesseret i at påtage mig sådan en opgave. Hvis det var en af mine venner, så ville jeg gerne hjælpe, men jeg ville ikke lige frem lede efter nogen til at “beslaglægge” mine næste 8 uger.
Mic fik medicin til at stoppe mælken og lidt smertestillende med hjem. Da pillerne gjorde sin virkning var det meget tydeligt, at det var smerter, der havde påvirket hende og fået hende til at trække sig væk fra os andre. I løbet af dagen blev hun nemlig mere og mere sig selv og her til morgen var spændingerne i brysterne også faldet markant.
Denne her fødsel har helt klart lært mig noget om min hund og hendes smertetærskel. Hun gjorde stort set ingen væsen af sig under opblokningen. Hun sagde ikke et piv, støn eller suk under selve fødslen, selvom vi var nødt til at blande os, fordi hvalpen stod fast på bækkenkammen. Faktisk kun en eneste gang, gav hun sig ligesom, men ellers var hun virkelig i ro og arbejdede med fødslen, som man jo også bør, men sådan er det jo ikke altid.
Hun er virkelig en hund, man skal passe på, for jeg kan se, at hendes trang til arbejde, aktivitet og mad overruler hendes smerter. Det skal jeg fremadrettet være obs på, hvis jeg har en mistanke om, at hun har ondt et sted.
Hvad så med Silas, har folk også spurgt. Min lille finurlige knægt med sin egen umiddelbare vinkel på tingene. Han og Henrik stikker hovedet ind på værelset næsten lige, da hvalpen er blevet født. Anja og jeg har kigget på den, grædt og krammet hinanden i en blanding af chok og lettelse. Det er stadig få minutter efter fødslen, så vi sidder nede på gulvet og smågræder, stadig med håndklædebylten med den døde hvalp i liggende på gulvet mellem os.
Håndklædebylten lå stadig lige der, hvor Mic havde stået, da jeg havde holdt Mic i halsbåndet, mens jeg forsøgte at undgå, at panikken skulle tage over. Nede ved bagenden havde Anja siddet med efterhånden andrenalinrystende hænder for at få fat i hvalpen, der hele tiden ville glide tilbage i MicMic. Nu sad vi der med håndklædebylten, og havde lagt håndklædet ind over hvalpen, fordi synet ikke var så opløftende og nærmest lidt uhyggeligt. Vi sad nok lidt i tomme i blikket og hovederne og sundede os lidt, da de to stikker hovedet ind.
Henrik spørger, hvordan det går. Vores udtryk behøver egentlig ikke noget verbalt svar. Jeg overvejer, hvad svaret skal være. Der kunne jo være flere svar, alt efter hvor mange deltaljer, man vil inddrage. Jeg tænker her selvfølgelig mest på Silas, da jeg trist svarer, at det ikke er gået så godt, for Mic har født en død hvalp.
Jeg ser på udtrykket i Silas ansigt, at han er berørt og kæmper lidt med tårer, som han ikke har lyst til at lade komme. Det gør ondt på mig at se, da jeg ved, at han havde glædet sig til at vi sammen skulle pusle om den lille hvalp. Sammen med synet af en trist mor, så fik det hans ansigt til at anstrenge sig for ikke at krakelere.
Vi forklarer, at hvalpen var misdannet, og det sådan set var godt, at den var død, da den aldrig ville blive en voksen hund. Jeg “inviterer” Silas til at se hvalpen, som ligger i håndklædebylten. Vi lukker op, så Silas og Henrik kan se den. Vi snakker sammen om defekten, og om at den ligner en alien. Da Silas ser hvalpen, så er det som om, han bedre kan forstå og acceptere. Det var nok også sådan jeg selv havde det, da jeg så den. En stor lettelse over, at den faktisk var død, da den blev født. Når man så hvalpen, så var det åbenlyst, at den ikke kunne leve.
Efterfølgende har Silas egentlig være mere optaget af, at hvalpen lignede en alien, og det har han da også berettet om i skolen. Han ville også enorm gerne have lov til at vise nogle af sine klassekammerater et billede af den. Da jeg kørte Silas til klassefest her til aften, kom en af hans venner og spurgte om det var rigtigt, at vores hund havde født en hvalp, der lignede en alien. Jeg svarede pænt ja til spørgsmålet, hvorefter knægten nysgerrigt spurgte, om jeg ikke havde et billede af den på min telefon, som han måtte se. Telefonen havde jeg så ikke lige på mig, så det billede måtte han undvære. Synes måske heller ikke at lejligheden var passende, hvis det endelig skulle være. Ja, børn er bare så umiddelbare.
Hvordan har jeg det så? Jeg er faktisk forbavsende ok. Allerede inden hvalpen kom ud, og Anja kæmpede med at få fat i lidt mere end hvalpens ben, så var jeg forberedt på, at jeg ikke kom fra den her fødsel med en levende hvalp. Mine tanker var faktisk også mest på MicMic, som jo heldigvis klarede det hele så flot og ikke virkede træt hverken under eller efter fødslen. Hun var på ingen måde i fare, sådan som det så ud, men situationer kan jo udvikle sig.
Det var et chok, at se hvalpen, og jeg var nok også bedre til at “studere” den efterhånden som timerne gik. Efter aftensmaden var jeg ude at begrave den i vores lille “skov”, hvor også Charlie, Diva, kaninen Buzz og Ninjas hvalp Prinsessen ligger begravet. Jeg tog nogle billeder af den og tænkte, at jeg ville få det tjekket ud hos en god dyrlæge eller flere, der måske kunne komme med et kvalificeret bud på, hvad der var gået galt. Så langt er jeg ikke rigtig kommet endnu. Jeg tror jo bare, at det var et shit-happens tilfælde.
Oplevelsen var så surrealistisk, at jeg faktisk ikke rigtig føler, at det overhovedet er sket. Jeg føler faktisk, at det aldrig er sket. Der er ingenting i huset, der indikerer, at “noget” er sket. Poolen er pakket væk igen og værelset er bragt tilbage til sin normale tilstand. Mest af alt er det som om det bare er en film jeg har set på youtube, ikke som en situation, som jeg har været i og noget, der er sket mellem mine hænder. Virkelig underligt!
Er jeg skræmt? Tør jeg gøre det igen? Nej, jeg føler mig ikke afskrækket. Og denne episode har ikke fået mig til at ændre på mine planer om et kuld hvalpe på Fuji i efteråret. Måske er jeg bare blevet lidt hærdet. Allerede ved Ninjas kuld fik jeg smertelig den lektie, at man kunne miste en hvalp, og det gjorde rigtig rigtig ondt dengang. Min kamp med den hvalp var forfærdelig, og jeg tror aldrig, jeg vil gå det samme igennem igen. Jeg fik set og følt på egen krop, at hundehvalpe er skrøbelige og ikke udødelige, så det er et tab, som man forholdsvis let kan risikere, og det skal man være klar til . Desværre skulle jeg så opleve det to gange, men første gang var afgjort den hårdeste.
Vi kommer os alle over det. Alle klarede sig gennem strabadserne uden mén, og det er jeg sådan set meget lykkelig for. Alt hvad vi havde i hænderne for tre dage siden, har vi stadig. The show must go on.