Vi er et lille slæng bestående af lidt blandede DCH Herning folk og så jeg, der ofte har været taget afsted til VM for at heppe på danskerne, suge masser af flot agility til os, grine, grine, grine og hygge os.
Hvis VM afvikles indenfor en radius af 1.000 km, så starter vi da bilen og tager afsted. Det er vist vores uskrevne rettesnor for afstand. I år blev VM afholdt i Sydsverige. Vi var godt nok var noget langsomme til at få planlagt turen, men vi skulle da også afsted i år.
Vi bookede vores overnatning to uger før VM, og det blev et gammelt husmandssted beliggende i udkanten af en skov ca 25 min kørsel fra hallen, hvor VM blev afviklet. Da vi skulle booke var der kun vandrerhjem eller lidt pebrede hotelværelser tilbage. Det var ikke så let at få overnatning til 5 personer via booking.com. Vi har på vores ture heller aldrig vægtet det højt at bo fornemt. Vi skal sådan set bare have en seng at sove i. Det fik vi, og vi slap med den samlede nette sum af ca. 1250 dkr. Så det var da ikke overnatningen, der var den dyre post i turudgifterne, men snarere de 4 x broafgift.
Vi plejer faktisk også at være afsted alle dagene, hvor der afvikles VM. I år kunne alle bare ikke få fri så mange dage. Derfor endte vi med at tage afsted fredag eftermiddag og nøjedes så bare med at se de individuelle løb.
I år var det nemlig så dejlig overskueligt, at afviklingen af klasserne ikke var rodet sammen på VM dagene. Det var skisme da til at overskue, at man torsdag havde hold-spring, fredag hold-agility, lørdag individuel spring og til slut søndag individuel agility. Alle andre år har det mere eller mindre været, som om det hele har været rystet sammen i en stor spand og hældt ud over dagene.
Jeg havde varmet op med live-streaming torsdag og fredag og havde set de fleste holdløb, sådan lidt on/off. Live streamingen var fantastisk god. To gode kommentatorer i hver klasse. Tydelig speaking, highlights i slowmotion efter hver løb. Kommentatorerne havde masser af mere eller mindre interessant info om ekvipagerne. Informationer, som alle lande (men åbenbart bare ikke Danmark) havde afleveret. Men jeg kendte jo ligesom de danske ekvipager, så pyt med det. Det var også meget fedt at kunne se løbene på Ipad og have fanerne med startlister og live-resultater klar på pc. Så kunne man da virkelig følge med.
Det var noget anderledes at ankomme til hallen og få oplevelsen der. Det var svært at høre, hvad der blev sagt i højttalerne. Lyden var ikke så fantastisk. I hvert fald ikke oppe under taget, hvor vi sad. Vi havde til gengæld fantastisk godt view ud over banen fra den øverste tribune, og vi kunne nyde synet af den anden halvdel af de danske fans, der sad på den nederste tribune.
Liveresultater var det lidt småt med i hallen, så det var lidt svært at følge med, men stemningen i hallen og hyggen med de andre danske deltagere/tilskuere var jo helt fantastisk. Jeg har aldrig oplevet så mange danske tilskuere til et VM. Det var super fedt. Og de nye fik sig en helt fantastisk oplevelse. For det er nemlig så fantastisk, når vi også får en verdensmester med hjem. Jeg har prøvet det før, da Sarah blev verdensmester med Ninjas mor, Simic i 2006 (og faktisk også da det store hold tog guldet i Norge året efter).
I år må man sige, at Natasha og Movie gjorde rent bord i lille klasse. Efter at have leveret 2 helt suveræne hold løb, så kunne man næsten ikke tro, at de kunne fortsætte den gode stil. Movie er en meget levende dame på banen og det går pænt stærkt, så nogen gange smutter der lige en ekstra forhindring med på vejen. Det ser dommeren ikke så velvilligt på. Det er bare ikke alle steder, hvor det belønnes at yde en ekstra indsats. Agility er et af de steder.
Men det var skønt at se, at Movie også var lydhør om lørdagen, og deres løb bragte dem ind på en førsteplads, og de skulle dermed løbe sidst og under max pres søndag. Hele den danske tribune kogte. Vi sang og jublede i adskillige minutter efter springklassen, da vi kunne se, at Natasha og Movie lå nr. 1.
Det var en fed fornemmelse for os supportere at gå hjem med. Måske lidt anderledes nervepirrende for Natasha. Hun skulle jo levere. Vi andre skulle bare heppe, nyde masser af flot agility dagen lang og måske have lidt nerver lige når danskerne skulle løbe.
Natasha og Movie leverede afslutningsvis et fantastisk agilityløb og kunne efter løbet ganske velfortjent kalde sig verdensmester. Det var meget nervepirrende at se deres løb og helt fantastisk at juble over det sammen bagefter. Det plejer at være sådan, at vinderen sammen men sine supportere løber en æresrunde på banen, men det var forbudt i Sverige for andre end deltagerne at betræde banen.
Pyt, vi fejrede verdensmesteren udenfor hallen, og der var så også tid til lykønskningskram og en lille snak. Vi var jo rigtig mange danskere, så vi dannede en espalier, som en bevæget Natasha med Moviestar på armen gik gennem. Ned gennem denne parade af danske stod mange med rørte tårer i øjnene. Jeg var bestemt ikke nogen undtagelse. Men jeg er også i skarp tudetræning gennem 2018, men de her tårer var skønne og gav ved nærmere eftertanke ikke de tørre trætte øjne til aften, som andre tårer giver. Nå men med mit Store-tudeår-2018, så tæller jeg ikke rigtig med som usædvanlig tudetante, men jeg så flere som måske ellers er lidt mere tude-tykhudede stå med våde øjne og våde streger ned af langs næsen.
Klart nok kommer Natashas præstation til at overskygge det meste på dette VM. Der var også bestemt også andre, der leverede nogle superflotte gennemløb, både fra DK og resten af verden. En af dem, der til trak sig meget opmærksomhed var russeren Stanislav Kurochkin, der trods sin størrelse godt kunne flytte sig på banen. Med sig havde han også en meget veltrænet hund. Det var virkelig en fornøjelse at se det makkerpar gennem VM. Det er ikke fordi det er en ny ekvipage, men det hele spillede bare så perfekt for dem til dette VM.
Jeg kan godt anbefale folk at tage en tur afsted og se et VM. Der er masser af god agility at se på. Man kan hente rigtig meget inspiration, og man får sådan lyst til at gå hjem og træne nogle helt specifikke ting, når man ser kombinationerne på banerne og de måder, som nogle af de sejeste i Verden løser banerne på.
Næste år er VM i Turko i Finland.