Det hele er altså ikke elendighed. Selvom jeg nok synes at bloggen mest har handlet om triste ting. I dag har været en fremragende dag.
For nogle dage siden skrev jeg til Gitte Poulsen. Jeg ved, at hun brænder for NoseWork, og jeg har længe gerne villet snuse lidt til Nosework-diciplinen. Jeg vil også meget gerne have Silas med til denne aktivitet, fordi jeg tænkte, at det var noget, som vi kunne hygge os med sammen med hundene.
Gitte ville gerne kigge ned til os i dag, så vi kunne prøve det. Silas var motiveret. Vi havde bagt en af Silas´ yndlingskager (kanelkage), så vi var klar til at tage godt imod Gitte og lytte til hendes forklaringer på opgaven, mens vi spiste kage og drak te.
Jeg havde fået til opgave at skaffe en bunke papkasser, som vi skulle bruge. Vi fordelte papkasserne i stuen, og tog så en hund af gangen op i stuen. Nu handlede det om at få hunden til få interesse for at undersøge kasserne.
I første runde kastede vi godbidder ned i kasserne, som bare let spredt i et lag, og lod hunden finde godbidderne. I næste runde var kasserne stablet lidt, så det krævede lidt mere mod.
Det var virkelig interessant at se, hvor forskellige hundene gik til opgaven.
MicMic lagde ud. Hun er jo meget glad for mad (som de fleste sheltier), men hun forsøgte ligesom at lytte sig frem til godbidderne. Hun havde jo hørt lyden, når godbidden ramte ned i en kasse, og så stod hun ligesom og ventede på, at den skulle komme med en lyd mere. Det skal måske lige tilføjes, at Mic er en meget flittig musejæger. Der kan det jo nok betale sig at være tålmodig og lyttende, men det dur ikke til papkasser og godbidder.
Hun fik dog slået næsen til og endte med at forstå opgaven. Men i starten kiggede hun afventende på os flere gange, fordi hun ligesom manglede nogle instrukser.
Fuji var næste hund, og her forventede jeg nok, at papkasserne ville flyve til højre og venstre, fordi Fuji bare er så overenergisk og kun kan arbejde eksplosivt. Men nej sådan var hun faktisk slet ikke. Hun slog næsen til med det samme, og hold da fast, hvor hun arbejdede med at finde godbidderne i kasserne.
Hun arbejdede slet ikke i det høje tempo, som jeg havde frygtet, men næsen arbejdede højlydt, og jeg skal love for, at hun blev træt af denne aktivitet, altså træt på den gode måde.
Ninja fik også lov at prøve. Hun var virkelig i problemer, for hun er en hund, der meget gerne vil guides. Jeg var blevet formanet om, at jeg ikke måtte guide, men skulle lade hende arbejde selv. Det var godt nok svært for hende, og hun lagde sig da også ned i starten og ventede på, at nogen ville forklare hende opgaven.
Hun fik dog knækket koden, inden jeg måtte stoppe festen pga hendes opererede ben, som hun ikke skulle gå rundt på i alt for lange intervaller.
Det var dog meget fint at hun gik rundt mellem kasserne og søgte. Hun brugte benet meget fint, så det er var en udmærket vægtbæringsøvelse for hende. For hun springer ikke bare hovedløst rundt mellem kasserne.
Silas fandt også øvelserne interessante, og vi glæder os begge to til at arbejde videre med øvelserne.
Det var en dejlig hyggelig og positiv dag med Gittes besøg og næsearbejde. Skønt at Gitte kunne finde tiden til at komme og havde lyst. Nu må vi bare træne indtil vi kan ses igen om en måneds tid.
At lege med næsearbejdet er jo særligt blevet aktuelt nu, hvor Ninja i den næste lange periode ikke kan være særlig aktiv. Så er det jo meget fedt, at man alligevel kan lave noget som er sjovt.