At få beskeden om, at man skal være farmor er både overstrømmende og spændende, men samtidig også lidt skræmmende.
For dælen da, man kommer straks til at lyde så gammel. Men altså jeg var jo kun 22 år, da Tobias blev født, og dermed var jeg fra starten kandidat til at blive bedstemor i en tidlig alder. Men det var lidt underligt, da jeg til babyshower for første gang underskrev mig “Farmor” på et kort. Jeg stoppede lige op en gang og kiggede en ekstra gang på kortet.
Sidste søndag kom lille Pelle til verden efter en lang og udmattende fødsel. Stakkels Camilla. Både hendes mor og jeg havde ikke sovet ret godt natten til lørdag og natten til søndag. Vi var orienteret om, at vores begges første barnebarn var undervejs. Vi var begge helt på stikkerne, og vi var begge bekymrede natten til søndag, hvor han da også endelig blev født. Det var lidt komisk, da vi kunne sige til hinanden: Har du heller ikke rigtig fået sovet de sidste to nætter?
Reelt vidste jeg jo dårligt hvordan en “rigtig” fødsel egentlig er, da begge mine drenge efter en god nats søvn og med få timers uro og veer til morgen. De er født 11.45 og 08.45. Jeg tænkte især om Tobias´´´´´fødsel, at den gik lidt for stærkt til unge mig, men jeg ville helt sikkert ikke bytte med Camilla.
Jeg var virkelig ikke svær at overtale til at komme og se mit barnebarn søndag eftermiddag. Dog skulle vi lige en tur i testkøen til kviktest (så gik der lige en time med det). En af Silas´ klassekammerater var blevet testet positiv i løbet af ugen. Godt nok var vi alle testet fredag, men vi snuppede altså lige en ny test, inden vi kørte.
Så sad jeg bare der på Herning Sygehus og kiggede betaget på lille Pelle, der knirkede det bedste han havde lært, mens hans små hænder kørte rundt. Jeg sad der længe og iagttog det lille pus i mine arme.
Til sidste afbrød Silas min “trance” ved at annoncere, at han altså var nødt til at komme hjem og lave sine skoleopgaver. Det er i øvrigt fantastisk så lektiepligtig han er blevet på den nye skole. Det er helt sikkert et andet skolebarn vi har nu. Nå men den afbrydelse kan man jo ikke sidde overhøring, så vi måtte hjemad.
Flere gange i løbet af ugen tog jeg mig selv i at sidde og kigge betaget på de billeder, som jeg tog af Pelle på sygehuset og glæde mig til at skulle se ham igen.
Så min weekend startede faktisk med at jeg lige trillede halvanden time afsted for at dikke-dikke Pelle og hygge med Tobias og Camilla. Jeg er så glad på deres vegne, og jeg synes de er så godt et match. Jeg er ikke i tvivl om, at de bliver gode forældre for Pelle at vokse op hos.
Ih hvor fantastisk at få et barnebarn, som jeg kan voldforkæle og spolere og øse til i nus, knus og kram. For det varer jo nok ikke mange år før Silas melder sig lidt ud af den rolle, hvor han gider at nusses på ryggen og krammes af sine forældre. Så er det jo meget praktisk, at der er kommet en lille afløser til den tjans.
Hvad med Silas i øvrigt? Hvad siger han til det? Ja, men jeg tror faktisk at han er lidt stolt af sin onkel-rolle, men Pelle er stadig for lille til at kunne holde Silas´ opmærksomhed i ret mange minutter.
Ja og Pelle…. Det er nok ikke sidste gang han nævnes på min blog.
