Babyshower

Så fik man også prøvet det. Jeg er s¨å gammel, at det ikke lige var opfundet, da jeg ventede mine to drenge.

Men min svigerdatters svigerinde havde inviteret til babyshower for min svigerdatter, og det ville jeg da vildt gerne være med til.

Sådan betragtet udefra, så har jeg nok før synes, at det var noget pjat og bare endnu et gavehelvede, men nu er det jo tilfældigvis mit kommende barnebarn og så er det jo noget helt andet. Nu har jeg været med til et, og jeg synes faktisk, at det er en helt fantastisk god og sød ide.

Tobias havde sørget for at Camilla var “skaffet af vejen”. De har et medlemsskab til en indhegnet hundeskov, hvor man booker en tid og har skoven for sig selv. Det var jo meget smart, for så vidste vi jo i hvilket tidsrum de var væk.

Camillas familie havde sørget for at stille brunch klar, og jeg havde faktisk mest bidraget med at køre den lange vej fra Sønderjylland til det midtjyske.

Hvad dælen køber man så til at tage med til sådan en babyshower? Tja, jeg valgte en gavekurv med blandet landhandel, som de nok skal få brug for. Der mangler nemlig ikke ret meget andet end den længe ventede baby i det lille hjem. Alt andet er klar, så som Camillas mor også sagde: Hvad skal vi andre så købe til dem?

En kurv med spændende og mindre spændende ting. F.eks natbind og brysvortesalve

Vi gemte os i lejligheden og råbte “Surprise”, da Camilla trådte ind af døren. Vi må sige, at hun blev overrasket og temmelig forskrækket og ikke helt tilfreds med at blive overrasket i oversize joggingtøj. Ja, jeg synes nu hun er smuk alligevel.

Tobias dappede af for at spille fodboldkamp og så var det bare tøsehygge med brunch, babysnak og små konkurrencer, som f.eks bleskift (på dukke) på tid, kahoot quiz om graviditeter og spædbørn, blindsmagning fra bleer, gæt omkredsen af Camillas mave. Ved sidstnævnte skulle hver gæst klippe et stykke garn i den længde, som de gættede på svarede til omkredsen på Camillas mave. Alle skød over målet.

Alle fik klippet snoren for lang – uden undtagelse!

Jeg synes det var en vildt hyggelig dag, og jeg håber også, at Camilla synes, at det var en rar overraskelse.

Nu venter vi allesammen bare på, at den lille fyr bliver født om ca. 3 uger (eller hvornår det nu passer ham)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *