Mikroeventyr

De sidste 3-4 år har vi været på camping i pinsen. Men i år var familien allerede mæt efter, at vi de sidste to weekender var taget på en lille udflugt med campingvognen og bare overnattet, hvor vi parkerede. Først på stranden ved Stenderup Hage ved Kolding og weekenden efter ved Kammerslusen ved Ribe. En overnatning hver af de to weekender, så var familien campingmætte.

Campingvognen skulle desuden et smut retur til forhandleren, da det viste sig at den ene loftsluge ikke var tæt. Så det skulle lige fikses. Så ingen camping i den ellers så skønne pinseweekend, hvor vejrudsigten lovede en flot entre til sommeren 2020.

Men det skal jo ikke afholde en fra små mikroeventyr. Jeg har egentlig altid elsket mikroeventyr også uden at vide, at det begreb fandtes. Små ture og oplevelser, som er simple, uden de store budgetter og planlægning. Bare gøre noget og opleve. Disse mikroeventyr efterlader i vores familie ofte et større indtryk end f.eks en tur i Legoland. Det er ofte mikroeventyrene, som vi vender tilbage til, når vi taler om vores oplevelser.

Søndag stod i den grad i mikroeventyrernes tegn. Jeg bestilte en picnic pakke hos Skovcafeen i Stensbæk Plantage, som ligger ved Gram (ca 45 min herfra). Nu skulle den der plantage besøges. Jeg har læst om den, men aldrig været der.

Picnic pakken

Selve plantagen er over 700 hektar, så vidt jeg lige kan læse mig til. Så der er plads nok at boltre sig på. Der er tydelige stier og vandreruter, hvis man vil lade sig guide.

Terrænet veksler mellem skov og hedearealer. Landskabet er markant anderledes end det, som vi har længere østpå i det sønderjyske. Så det var virkelig nye og spændende omgivelser.

Området vrimler med flåter og efter sigende er der også en del hugorme. Det havde jeg ikke tænkt så meget på inden. Nu tænker jeg ikke at plantagen bliver mit yndlingssted i sommermånederne. Men man kan jo også sagtens køre ud på tur, når det ikke lige er sommer. Vi så ingen hugorme, og jeg opdagede heller ikke nogen flåter.

Drengene skuer ud over hedearealet

Inden vi kørte på picnicturen, forsøgte jeg er præparere Silas til en nat i shelter. Jeg havde forsøgt dagen inden, men der var det ikke rigtig lykkedes. Nu gav han sig. Vejrudsigten lovede tørvejr, sol og vindstille.

Min egen erfaring med shelterovernatning var faktisk NUL. Jeg anede faktisk ikke engang om vi havde grej til at overnatte ude. Men ved at rode lidt i gemmerne fandt jeg faktisk 3 soveposer, 1 liggeunderlag, 1 foldemadras og en ældgammel luftmadras. Det blev hastigt pakket efter at vi kom hjem fra Stensbæk Plantage.

Efter en pizza på stranden, så kørte vi på shelterjagt. Haderslev Kommune har opstillet 4 sheltere til fri afbenyttelse rundt om i kommunen. De kan ikke bookes på forhånd, så det er bare først til mølle. Flere af dem ligger tæt på stranden, så man vågner med havudsigt. Men der er mange flere sheltere i Haderslev Kommune.

Vi spiste pizza ved Vilstrup Strand. Sikke en smuk aften

Første shelter vi kom til var optaget, så vi måtte videre til den næste shelter i rækken. Den var heldigvis fri, så vi skyndte os at pakke tingene ud der. Shelteren var ved Hejsager Strand. Det er vel kun 6 km fra hvor vi bor, men det er jo helt ligegyldigt. Det var alligevel et nyt og fremmed eventyr for os.

Vi var faktisk heller ikke færdige med at pakke ud, før en lille bil med et ungt par og fuld sengeoppakning bag i kom trillende. Pyha. Der var vi heldige, at vi var nået at ankomme først.

Vi skaffede os noget brænde og tændte bål. Solen var gået ned, så det blev jo bare koldere og koldere. Silas og jeg spillede lidt Farmer Yatzy (det var nogenlunde lige hvad jeg kunne nå at kaste ned i kassen med oppakning). Måske ikke det mest udfordrende spil, men det var da hyggeligt at sidde der i shelteren og til sidst måtte tage lommelygten i brug for at kunne se, hvilket motiv, der var på terningerne.

Farmer Yatzy i lommelygtens skær

På jordstykkerne rundt om os hoppede vilde kaniner lystigt rundt. Fujis øjne var ved at trille ud af hovedet på hende. Selv da vi ikke kunne se hverken en fis eller en kanin på arealerne kunne Fuji stadig sidde oppe i shelteren og stirre.

Bålhygge. Fuji ser kanin-TV

Da det blev sovetid fik hundene dækkener på. Border collierne puttede jeg i bilen. Fuji for at give hende ro, så hun ikke skulle spekulere mere på alle kaninerne. Hun ville garanteret forlade shelteren efter sengetid, hvis det lod sig gøre. Ninja gider ikke at ligge tæt, så jeg synes det ville være for koldt for hende i shelteren. Så er det bare bedre at ligge i et bur i bilen og sove.

Lille MicMic havde allerede krøllet sig sammen på Silas´sovepose. Hun sov som eneste hund i shelteren, men det blev også lidt koldt for hende i løbet af natten, så hun kom med ned i min sovepose.

Lille sammenkrøllede MicMic

Jeg nød at ligge i shelteren og lytte til naturen, vandet, fuglene og bålets knitren, indtil søvnen overmandede mig.

Det blev nu ikke til mange timers søvn, for ved tre-tiden vågnede jeg ved at Silas hostede og hostede. Jeg frøs mine tæer lidt. Jeg mærkede på Silas, men han virkede ikke kold. Jeg gav ham alligevel et ekstra tæppe over. Han blev bare ved med at hoste. Henrik endte også med at donere sin sovepose til Silas. Efter lidt tid stoppede hosteriet, men vi andre var allerede vågne – og Henrik var uden sovepose.

Det endte med, at Henrik og jeg stod op sammen med solen. Så stod vi der og nød solopgangen, morgendis og kaninernes leg omkring os.

Solopgang ved Hejsager Strand

Jeg besluttede mig for at gå en tur med hundene langs vandet. Vandet var blikstille, og helt som forventeligt var der ikke et øje ved vandet kl 05 sådan en pinsesøndag. Det var næsten magisk.

Smuk blikstille morgen med Hejsager Strand

Når jeg gik der og kiggede på det stille og klare vand, så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde et håndklæde i bilen, for jeg fik faktisk lyst til en dukkert.

Det havde nu nok været en ret dårlig idé at sidde våd og kold i 10-12 graders varme bagefter min dukkert.

Hundene nød en tidlig morgentur ved vandet

Da jeg kom retur til shelteren sov Silas stadig. Jeg smed mig og læste lidt i Lucky Luke, indtil jeg blev enig med mig selv om, at jeg vist sagtens kunne sove en halv time mere.

Otte en halv time fik Silas sovet. Hvis vi lagde Henriks og min nattesøvn sammen, så kom vi ikke engang op på så mange timer. Da alle havde fået øjne trillede vi hjem igen, for vi havde ikke fået pakket til morgenmad i det fri, men vi havde jo heller ikke så langt hjem. Det var også bare en lidt spontan udrykning.

Men nu blev vi denne oplevelse rigere. Jeg er helt sikkert klar til at gentage succesen og arbejder allerede i nye spændende ud-i-det-fri-sommerferieplaner.