Våd camping

Hvor er det bare typisk. I starten af ugen er vejret helt fantastisk. Næsten for fantastisk. Silas og jeg endte dog med at bruge 4 i løbet af en uge med besøg på diverse sygehuse.

Silas døjer for tiden med maveproblemer, og i samråd med lægerne skulle vi forsøge at få taget et røntgenbillede af maven, mens mavesmerterne var der. Men mavepinen kommer og går, så der skulle hele tre sygehusbesøg til, før det lykkedes af få et billede af en mavepine.

Det blev så i stedet en CT scanning, som heldigvis kunne fastslå at årsagen til mavesmerterne var harmløse.

Silas har jo fået sommerferie nu – og ja, jeg er stadig hjemsendt indtil d. 8. juli, så da vi var færdige med at rende på sygehuse, så kunne det jo være fedt med en lille campingtur. Henrik var dog lidt ophængt i sit firma, så vi måtte lige vente til torsdag eftermiddag, før vi kunne køre.

Vi satte kursen mod DCU Odense City Camping. En plads i en overkommelig afstand til byen. Det var let at gå ind til centrum, hvis det var.

Vi ankom i den skønneste aftensol. Det var virkelig en skøn aften, hvor vi nød at se solen gå ned bag træerne i skoven lige bag pladsen.

Smuk solnedgang på pladsen

Fredag kørte jeg mod Sjælland, hvor jeg efter næsten 4 måneders fravær besøgte hovedkontoret. Det var sgu lidt underligt at være der igen. Der er stadig en del hjemsendte, og en del der arbejder hjemmefra.

Det er helt uvant at køre over Storebæltsbroen

Nogen har undrende spurgt mig, hvorfor jeg dog stadig er hjemsendt. “Jamen det hele er jo igang igen”, har jeg hørt mange sige. Vores virksomhed er stadig meget påvirket af nedlukningen rundt om i samfundet. Hjulene er slet ikke igang igen. Hotel- og restaurationsbranchen lider stadig under det, og det smitter af på vores aktiviteter. Der kommer slet ikke den samme mængde vasketøj endnu.

Indtil Corona var det mit job at sætte sortiment til de offentlige udbud. Altså læse finde det sortiment som matchede kundens krav i udbuddet. Det kan godt være en lidt omstændig opgave, da nogle arbejdsgrupper har en lidt livlig fantasi i forhold til, hvad der findes på markedet.

Med Corona nedluk stoppede strømmen af udbud, og der er ikke publiceret et eneste nyt udbud siden – og dog, der kom faktisk et enkelt i fredags. Min hjemsendelse varer indtil d. 8. juli – lige om lidt. Så går jeg så på 3 ugers ferie.

Nå, men jeg havde bestilt et kort møde med min chef vedr. min tilbagevenden. Det skulle have været i Korsør, men blev altså i Søborg i stedet for. Afstanden krydret med trafikuheld på vejen hjem, gjorde at næsten hele min fredag røg på den konto.

Vi nåede dog at gå en dejlig tur sammen, da jeg kom tilbage til campingpladsen. Vi stod faktisk ved det anbefalede ishus, men klokken var næsten 17, og vi blev enige om, at vi hellere måtte få noget aftensmad i stedet for is.

Bag campingpladsen kunne man ad Hunderupstien gå til Skovsøen og videre ind til byen.

Silas havde meget fornøjelse af at studere ænderne ved Skovsøen, og det gik der meget tid med. Så maden endte med at blive Take away burgere fra Jensens Bøfhus, der ligger lige ved siden af Skovsøen/Fruens Bøge. De kan i øvrigt godt anbefales. Vi ilede hjem gennem skoven med kassen med burgere, så vi kunne nå hjem med dem, mens de stadig var varme.

Lørdag havde vi satset på Zoo, men ak nej. Der var bare heldagsregn. Men som bekendt findes der ikke dårligt vejr. Der findes dårlig indstilling.

Man kan heldigvis godt hygge inde i vognen, når det regner udenfor.

Vi tog en tur på det lille museum “Tidens Samling”. Det var rigtig interessant. Især at have Silas med. Udstillingen består af stuer, der er indrettet tidstypisk for 1900 tallet. Henrik og jeg kunne genkende meget fra bedsteforældre, forældre og vores teenagetid. Det var rigtig sjovt. Men sjovest var faktisk at introducere Silas til gamle ting, som telefoner fra 191o, skrivemaskiner og mange andre sjov gamle ting.

I værelset fra 70´erne stod en gammel skrivemaskine, som Silas hyggede sig med.

Man må pille og gramse ved alt i udstillingen og med kaskader af håndsprit var jeg helt fin med det. Der var ikke mange gæster, så det var let at holde afstand. Det var en perfekt regnvejrsaktivitet.

lækre kager og regnvejr passer også rigtig godt sammen.

Så satsede vi på Zoo om søndagen. Men ak nej. Vi pakkede ned i silende regnvejr. Godt det kun var en markise, der skulle rulles op og ikke et helt fortelt (drivvådt), der skulle pakkes sammen.

Vi valgte at slutte vores Odensebesøg af med et besøg på Odense Bunkermuseum, hvor vi kunne se, hvordan de havde indrettet Odense Kommunes kommandocentral i denne bunker under den kolde krig.

Lyskort over Odense i bunkerens hjerte, hvor alle i det vigtigste beredskab havde faste afmærkede pladser

Nu snuppede et besøg udenfor rundvisningstidpunktet, og så var vi kun 3 familier på museet. En bunker er også super at besøge i regnvejr.

Der var også masser af humor i bunkeren. Politibetjenten her med citronmåne og meget sort kaffe, hvor skeen selv kunne stå

Alt i bunkeren var intakt og var effekter, der havde stået i bunkeren siden 80´erne, hvor den var blevet moderniseret. Det var også lidt som at træde ind i en anden tidsalder.

Så trillede vi hjemad mod det jyske. Det gik perfekt indtil et sted før Kolding, hvor jeg konstaterede, at der ikke var lys på campingvognen. Vi havde så et pitstop i Kolding, hvor vi næsten skilte bilen ad for at finde ud af om der var sprunget en sikring. Det viste sig i stedet for, at der stod vand i en af de forreste markeringslygter på campingvognen. Det var årsagen til det manglende lys.

Vand og lygter er ikke en god kombi

Godt at man kender folk alle vegne. Jeg fik ringet en god veninde i Kolding op, og vi kørte derhen og fik skruet lygten af. Så var der igen lys på vognen, og vi kunne fortsætte hjemad.

Det var så den campingweekend. Vejret kunne bestemt have været bedre, men det var det altså ikke. Vi kunne i det mindste konstatere, at campingvognen nu var tæt. For det i blev i hvert fald testet.

Mikroeventyr

De sidste 3-4 år har vi været på camping i pinsen. Men i år var familien allerede mæt efter, at vi de sidste to weekender var taget på en lille udflugt med campingvognen og bare overnattet, hvor vi parkerede. Først på stranden ved Stenderup Hage ved Kolding og weekenden efter ved Kammerslusen ved Ribe. En overnatning hver af de to weekender, så var familien campingmætte.

Campingvognen skulle desuden et smut retur til forhandleren, da det viste sig at den ene loftsluge ikke var tæt. Så det skulle lige fikses. Så ingen camping i den ellers så skønne pinseweekend, hvor vejrudsigten lovede en flot entre til sommeren 2020.

Men det skal jo ikke afholde en fra små mikroeventyr. Jeg har egentlig altid elsket mikroeventyr også uden at vide, at det begreb fandtes. Små ture og oplevelser, som er simple, uden de store budgetter og planlægning. Bare gøre noget og opleve. Disse mikroeventyr efterlader i vores familie ofte et større indtryk end f.eks en tur i Legoland. Det er ofte mikroeventyrene, som vi vender tilbage til, når vi taler om vores oplevelser.

Søndag stod i den grad i mikroeventyrernes tegn. Jeg bestilte en picnic pakke hos Skovcafeen i Stensbæk Plantage, som ligger ved Gram (ca 45 min herfra). Nu skulle den der plantage besøges. Jeg har læst om den, men aldrig været der.

Picnic pakken

Selve plantagen er over 700 hektar, så vidt jeg lige kan læse mig til. Så der er plads nok at boltre sig på. Der er tydelige stier og vandreruter, hvis man vil lade sig guide.

Terrænet veksler mellem skov og hedearealer. Landskabet er markant anderledes end det, som vi har længere østpå i det sønderjyske. Så det var virkelig nye og spændende omgivelser.

Området vrimler med flåter og efter sigende er der også en del hugorme. Det havde jeg ikke tænkt så meget på inden. Nu tænker jeg ikke at plantagen bliver mit yndlingssted i sommermånederne. Men man kan jo også sagtens køre ud på tur, når det ikke lige er sommer. Vi så ingen hugorme, og jeg opdagede heller ikke nogen flåter.

Drengene skuer ud over hedearealet

Inden vi kørte på picnicturen, forsøgte jeg er præparere Silas til en nat i shelter. Jeg havde forsøgt dagen inden, men der var det ikke rigtig lykkedes. Nu gav han sig. Vejrudsigten lovede tørvejr, sol og vindstille.

Min egen erfaring med shelterovernatning var faktisk NUL. Jeg anede faktisk ikke engang om vi havde grej til at overnatte ude. Men ved at rode lidt i gemmerne fandt jeg faktisk 3 soveposer, 1 liggeunderlag, 1 foldemadras og en ældgammel luftmadras. Det blev hastigt pakket efter at vi kom hjem fra Stensbæk Plantage.

Efter en pizza på stranden, så kørte vi på shelterjagt. Haderslev Kommune har opstillet 4 sheltere til fri afbenyttelse rundt om i kommunen. De kan ikke bookes på forhånd, så det er bare først til mølle. Flere af dem ligger tæt på stranden, så man vågner med havudsigt. Men der er mange flere sheltere i Haderslev Kommune.

Vi spiste pizza ved Vilstrup Strand. Sikke en smuk aften

Første shelter vi kom til var optaget, så vi måtte videre til den næste shelter i rækken. Den var heldigvis fri, så vi skyndte os at pakke tingene ud der. Shelteren var ved Hejsager Strand. Det er vel kun 6 km fra hvor vi bor, men det er jo helt ligegyldigt. Det var alligevel et nyt og fremmed eventyr for os.

Vi var faktisk heller ikke færdige med at pakke ud, før en lille bil med et ungt par og fuld sengeoppakning bag i kom trillende. Pyha. Der var vi heldige, at vi var nået at ankomme først.

Vi skaffede os noget brænde og tændte bål. Solen var gået ned, så det blev jo bare koldere og koldere. Silas og jeg spillede lidt Farmer Yatzy (det var nogenlunde lige hvad jeg kunne nå at kaste ned i kassen med oppakning). Måske ikke det mest udfordrende spil, men det var da hyggeligt at sidde der i shelteren og til sidst måtte tage lommelygten i brug for at kunne se, hvilket motiv, der var på terningerne.

Farmer Yatzy i lommelygtens skær

På jordstykkerne rundt om os hoppede vilde kaniner lystigt rundt. Fujis øjne var ved at trille ud af hovedet på hende. Selv da vi ikke kunne se hverken en fis eller en kanin på arealerne kunne Fuji stadig sidde oppe i shelteren og stirre.

Bålhygge. Fuji ser kanin-TV

Da det blev sovetid fik hundene dækkener på. Border collierne puttede jeg i bilen. Fuji for at give hende ro, så hun ikke skulle spekulere mere på alle kaninerne. Hun ville garanteret forlade shelteren efter sengetid, hvis det lod sig gøre. Ninja gider ikke at ligge tæt, så jeg synes det ville være for koldt for hende i shelteren. Så er det bare bedre at ligge i et bur i bilen og sove.

Lille MicMic havde allerede krøllet sig sammen på Silas´sovepose. Hun sov som eneste hund i shelteren, men det blev også lidt koldt for hende i løbet af natten, så hun kom med ned i min sovepose.

Lille sammenkrøllede MicMic

Jeg nød at ligge i shelteren og lytte til naturen, vandet, fuglene og bålets knitren, indtil søvnen overmandede mig.

Det blev nu ikke til mange timers søvn, for ved tre-tiden vågnede jeg ved at Silas hostede og hostede. Jeg frøs mine tæer lidt. Jeg mærkede på Silas, men han virkede ikke kold. Jeg gav ham alligevel et ekstra tæppe over. Han blev bare ved med at hoste. Henrik endte også med at donere sin sovepose til Silas. Efter lidt tid stoppede hosteriet, men vi andre var allerede vågne – og Henrik var uden sovepose.

Det endte med, at Henrik og jeg stod op sammen med solen. Så stod vi der og nød solopgangen, morgendis og kaninernes leg omkring os.

Solopgang ved Hejsager Strand

Jeg besluttede mig for at gå en tur med hundene langs vandet. Vandet var blikstille, og helt som forventeligt var der ikke et øje ved vandet kl 05 sådan en pinsesøndag. Det var næsten magisk.

Smuk blikstille morgen med Hejsager Strand

Når jeg gik der og kiggede på det stille og klare vand, så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde et håndklæde i bilen, for jeg fik faktisk lyst til en dukkert.

Det havde nu nok været en ret dårlig idé at sidde våd og kold i 10-12 graders varme bagefter min dukkert.

Hundene nød en tidlig morgentur ved vandet

Da jeg kom retur til shelteren sov Silas stadig. Jeg smed mig og læste lidt i Lucky Luke, indtil jeg blev enig med mig selv om, at jeg vist sagtens kunne sove en halv time mere.

Otte en halv time fik Silas sovet. Hvis vi lagde Henriks og min nattesøvn sammen, så kom vi ikke engang op på så mange timer. Da alle havde fået øjne trillede vi hjem igen, for vi havde ikke fået pakket til morgenmad i det fri, men vi havde jo heller ikke så langt hjem. Det var også bare en lidt spontan udrykning.

Men nu blev vi denne oplevelse rigere. Jeg er helt sikkert klar til at gentage succesen og arbejder allerede i nye spændende ud-i-det-fri-sommerferieplaner.

2019 er fortid

Det lykkedes mig at komme helskindet ud af 2019, og når jeg sådan kort har tænkt på 2019, så syntes jeg, at det havde været et meget godt år. Det er jo dejligt at gå ud af 2019 med den følelse, for jeg havde ikke samme følelse for 2018, da det løb ud. Det var virkelig et skodår.

Faktisk kom 2019 temmelig skidt ud af startboksen. Da jeg gik på årets første weekend var det med beskeden om, at min arbejdsplads gennem fire år var blevet solgt til en konkurrent. Det gav jo selv sagt noget uro, for hvad skulle der så ske?

Der var meget uvished forbundet med det. Jeg var sådan set ikke bekymret for om jeg kunne finde et job, men om jeg kunne finde et job på mine præmisser var måske en større udfordring. Jeg fik tilbudt en stilling i de nye firma, som matchede mine kompetencer og mine præmisser. Det takkede jeg naturligvis ja til. Så efter nogle uger kom der da lidt ro på den del.

Januar sluttede med, at Ninjas hvalp Darwin blev aflivet efter, at der var brugt uendelig mange ressourcer på at finde ud af, hvad der var galt med ham. Man faldt aldrig helt ud af, hvad og hvorfor. Jeg havde været med hele vejen i det meget langvarige udredningsforløb, men han fik det værre og værre, og til sidst var han nødt til at få fred. Som opdrætter bliver man rigtig ked af at have forårsaget et ikke raskt individ og påført andre en for tidlig sorg. Sorgen er naturligvis størst hos Tine, der må undvære Darwin hver dag. Men fra dag 1 sagde Darwin mig noget helt særligt.

Darwin

Da Ninjas korsbånd røg i februar synes jeg godt nok, at jeg var træt af modgang. Jeg havde mentalt rustet mig til en fantastisk 2019 agilitysæson med holdløb og et afslutningsår på toppen for Ninja. Vi var virkelig på toppen sammen. Og Ninja var i topform! På et splitsekund blev alle de gode og sjov planer skiftet ud med operation og genoptræning. Men Ninja er ikke kun min agilitystjerne. Hun er den hund, der bor helt inde i hjertekulen på mig. Så det var bare at komme igang og gøre det bedst for hende.

Ingen kan vel fortænke mig i at frygte at 2019 også ville blive et katastofeår?!! Trods den ret dårlige start, så tænker jeg ikke tilbage på 2019 som et dårligt år, så det er skønt, når noget vender til det bedre. Så 2019 må også have gemt på mange skønne ting. Traditionen tro vil jeg slavisk gå året, der gik, igennem måned for måned.

Januar:
Udover de tidligere nævnte, så havde måneden også andet at byde på. Nytåret blev fejret hjemme sammen med (jeg vil næsten sige) de sædvanlige venner og deres fire cockerhanner.

Nytårstur på Vilstrup/Diernæs Strand med 7 hunde og regnbue

Vores dejlige varme badeværelse blev skiftet ud med en udendørs bade- og prutteskur. Det var dejlig forfriskende at stå op og gå ud i den frostklare morgen for at gå i bad og på toilet.

Det var nogle kolde morgener at skulle i bad og på toilet

Nu skulle der virkelig speedes op på badeværelset, for sådan en badvogn er ikke gratis at have stående. Det betød rigtig mange og lange besøg af min far, som har været en uvurderlig hjælp med den ombygning. Og så er det jo værd at huske, at en ombygning i et hus fra 1880´erne altid byder på “sjove” overraskelse, som ikke altid speeder processen op.

Februar:
Fuji og jeg var på kursus hos Channie. Lidt ubelejligt midt i badeværelsesprojektet, men det havde været planlagt længe. Fuj synes helt klart også, at agility var langt sjovere end alt det ombygningspostyr.

Jeg startede min jagt på certer med Mic efter, at vi i et par sæsoner ikke havde fået løbet meget sammen pga drægtigheder og skader. Vi tog til VAS stævnet. Når jeg nu alligevel skulle løbe klasse 3 derovre, så tog jeg også Ninja med. Så kunne hun da godt få et par løb.

Det var Ninja der shinede, mens Mic kæmpede lidt mere med gulvtæppet i hallen. Det mestrede Ninja lidt bedre, og hun løb sig til nogle flotte placeringer. Der vidste jeg så ikke, at netop disse løb skulle blive vores sidste officielle agilityløb sammen. I enjoyed the ride!

Tak til Mia Kransø for at spørge om hun skulle optage. Dengang vidste jeg ikke at dette løb ville være noget helt særligt

Til en træning weekenden efter ryger korsbåndet, og så er agilityeventyret for os slut. Operation, restriktioner i hjemmet (som også kommer til at omfatte andre beboere i huset), genoptræning, Ninja i snor i næsten 6 måneder. Det var lidt trist og trættende.

Ninja efter operationen

Jeg modtog en flot buket fra en hundeven, som på mine vegne ikke kunne bære mere uheld. Det var så utroligt sødt af hende. Jeg er sikker på, at det var grunden til, at mit uheld tilsyneladende vendte herfra.

En sød tanke fra en hundeven. En trøstende blomsterhilsen.

Marts:
Vi fik en kort og privat introduktion til Nosework. Jeg synes, det er super spændende, men er ikke kommet så meget videre med det. Alle tre hunde var med på det, og når jeg skriver det her, så synes jeg faktisk selv, at det er lidt for dårligt, at jeg ikke rigtig har fået leget mere med det.

Fuji er grundig og får alle godbidder med

Det var ikke den mest begivenhedsrige måned. Den stod mest på badeværelsesprojekt, Ninja og to kurser med MicMic hos henholdsvis Jane og Sarah. Vi knoklede for at prøve at finde hinanden igen. Det var ikke let efter så lang en pause.

Altid glade MicMic. Hun elsker aktivitet.

Efter meget knoklen på det famøse badeværelse, så var der en familiebelønning i slutningen af marts. Vi tog nemlig i sommerhus sammen med min far. Vi lejede Lone Sommers sommerhus ved Sortsø Strand på Falster. Det er så rart lige at komme væk og hygge sammen.

Spil og hygge i sommerhuset

Det blev til mange fine ture rundt i området og lidt længere væk. Forårsvejret var helt fantastisk, så det var fuld nydelse.

April:
Endelig kunne jeg lovlydigt køre med min campingvogn og bilen. Efter at jeg købte nyere bil i 2018, så havde jeg lidt overvægt ift mit førerbevis, så det skulle lige opgraderes. I den forbindelse advarede kørelæreren mig om, at min perfektionisme kunne få mig til at dumpe. Der var også noget, der hed “godt nok”, når man skulle bakke med en campingvogn. Det var et fint og brugbart råd. Med det råd i baghovedet bestod jeg.

Sådan. Bestået!

Vi havde igen et hjælpsomt og hyggeligt besøg af min far, der hjalp os med at tæmme nogle af alle de træer, som Henrik havde fældet. Jeg er så heldigt, at jeg har sådan en hjælpsom far.

Alle hjælper til, når der skal ordnes træ. Denne træflækker er fantastisk. Så kan Silas også være med.

For lige at få en pause, så var en tur i Flensburg og slentre rundt og få lidt at spise. Det var en hundekold dag, så vi må vende tilbage en anden god gang. Jeg har trods mine snart 20 år i Haderslev aldrig rigtig besøgt Flensburg.

Fra Flensbrug

April bød på helligdage, som f.eks påske. Vi tog på en lille miniferie hos Tobias og Camilla. Vi lejede gennem Airbnb et værelse, der lå få hundrede meter fra deres lejlighed. Det var et helt specielt sted med masser af pynteting, som var interessante at studere.

MicMic på vores lejede værelse, som var en helt kælderlejlighed. Der var masser af dims at kigge på.

Vi nåede også en endagstur til Mandø. Jeg er vild med Mandø, naturen, stilheden, højt til loftet, vaden og ja. Tiden går i stå og man kan kun slappe af.

Krabbejagt

Vi fik solnedgangen med os, inden tidevandet sagde, at vi skulle hjem igen, hvis ikke vi også skulle sove derovre. Mandø har de smukkeste solnedgange. Det går turisterne i traktorbusserne glip af.

Folk valfarter ned på diget for at kigge på solnedgangen. Vi er ingen undtagelse

Maj:
Jeg startede på mit nye job. Fik et fantastisk introprogram i den virksomhed, som egentlig har været min konkurrent i mere end 20 år. Jeg kunne kun føle mig velkommen, og det gør jeg i den grad stadig.

Fin velkomst på min nye pind

Hvert år er der lysfest i Haderslev. Lysfesten markerer Danmarks befrielse og holdes hvert år på Haderslev Kaserne. Jeg må indrømme, at jeg var lysfestjomfru i år, da jeg sammen med min far var inde og snuse til begiveheden. Det var meget stemningsfuldt.

Kasernen oplyst af lysshow

Hvert år forsøger vi at huske at tage en tur til Årø. Det er en lille ø, der ligger ved Haderslev. Vi synes den er superhyggelig. Der er masser af natur og et par mindre spisesteder, campingplads, vingård og fodboldgolf.

På færgen. Turen tager vel 6 minutter, og vi er bare gående.

I år havde vi ingen cykel med, men Silas der nu er rask på fusserne. Ninja var blevet hjemme, fordi gåturen ville være alt for lang for hende. Så vi gav den virkelig gas langs kysten og kom steder, hvor vi aldrig før havde været på øen.

Smuk majdag på Årø

Juni:
Månenden blev indledes med, at MicMic vinder et springcertifikat til stævnet i Viby. Det var faktisk også vores eneste fejlfrie løb ved det stævne. Det var virkelig svært at finde hinanden igen.

Vi var heldige og meget hurtige og fik en campingplads på stævnepladsen. Jeg havde hele familien med til stævnet, og det nød jeg.

Vi tog alle sammen en tur ind til Street Food og spiste. Vi snakkede om, at det skulle vi huske at gøre igen, når vi var i Aarhus (hvilket vi er til de mange kontroller med Silas). Men det er blevet ved snakken.

Det er svært at vælge isen til dessert

Pinsen brugte vi på camping. Man får bare lige lidt ekstra ud af at tage afsted tre fridage. Vi var superheldige af få en plads på DCU pladsen i Viborg. Lige da jeg ringede, var der en campist med en forårsplads, der brød op og rejste videre. Det var SÅ heldigt for os. Hun skønnede, at hun havde sagt nej til mere end 70 den dag, fordi alt var optaget. Heldigt at jeg ringede lige i det minut, hvor den anden tjekkede ud.

Camping med rehabcenter for Ninja

Vi havde nogle skønne dage i Viborg. Lidt regn, men også sol. Vi var i Herning og besøge Tobias, der fejrede sin 24 års fødselsdag. Hvor bliver tiden dog af?

Silas er meget underholdt af spillet “Det dårlige selskab”

Vores over 100 år gamle kastanjetræ måtte lade livet, da det var sygt. En god storm kunne få det til at havne i dobbeltsengen mellem Henrik og jeg. Det havde nok ikke været så smart.

Kastanjetræet var mere end 100 år gammelt

Det var ikke noget som vi selv skulle lege med, så vi måtte hyre en professionel til at udføre den opgave.

Det tog en hel dag at fælde det store træ, der skulle topkappes for at det kunne fældes på vores grund.

Den gode side ved det er, at vi nu er fri for at have kastanjer liggende i hele haven. Og så har vi vist brænde til de næste mange fyringssæsoner.

Fuji og jeg var på kursus hos Lisa Frick. Lisa havde nogle tankevækkende observationer om vores samarbejde. Ja, og det tænker jeg så stadig over.

Det var stinkende varmt den dag, og Fuji endte faktisk med at brænde sine trædepuder på forpoterne. Av! Men den reaktion kom først flere timer efter, hvor huden hang i laser.

Fuji og jeg på kursus hos Lisa Frick

Jeg afsluttede juni måned med en afbudsplads på Dong Agility Camp. Maden var nøjagtig lige så lækker, som jeg har hørt om, kan jeg sige.

Mic var ikke utilfreds med at snuppe alle træningspas, men det gjorde de fleste hunde nu.

Jane og Ann-Britt stod for super god træning, hvor MicMic fik lov at løbe hele programmet, da Fuji jo stadig havde svedne fusser. Vejret kunne vi ikke klage over, så hvis nogen tænker, at vi ikke har haft skyggen af sommer i 2019, så er det altså ikke helt sandt.

Juli:
Vi knoklede løs med få kastajnetræet parteret. Alle var sat i sving med projeket, og der var masser af arbejde til os alle. Det var lidt som at skovle sne i en snestorm. Der var bare så meget træ.

Henrik og min far knokler løs med motorsave, økser og kiler

Men det hele skulle ikke bare være knokleri. Så vi fandt spontant ud af, at vi skulle på ferie i Tyskland. Vores første destination blev Schwerin. Byens største attraktion er byens slot og den store sø.

Min far foran slottet i Schwerin

Efter at par dage brød vi op og smuttede til Lübeck. Sikke en smuk gammel by. Både i Schwering og Lübeck boede vi midt i byen. Det var dejlig nemt. Ikke mindst, når vi havde hundene med på ferien.

Byporten i Lübeck. En af byens varetegn

Det var en skøn ferie for os med tre generationer sammen. Det blev en ferie på en lille uges tid, for jeg skulle hjem og prøve noget nyt i mit liv.

Min passion for at skrive fik mig til at tage på højskole, godt opmuntret af Henrik, der synes det er fedt, når man prøver noget nyt (altså når det bare ikke er ham selv). Det var en skøn opbakning, og jeg greb udfordringen og meldte mig på skrivekursus på Testrup Højskole.

Jeg har aldrig sunget så meget som i den uge

Jeg havde meldt mig på holdet, hvor vi skulle skrive essays. Indholdet var klart for mig, for det havde nærmest ligget i min kladde på bloggen og grædt hjerteskærende i over et år.

Det blev en varm uge med masser af skrivning.

Jeg pudsede og glattede på det. Gjorde det lidt bredere og måske knapt så hjerteskærende, som den oprindelige kladde. Jeg vil gerne have folk til at forholde sig til døden og til deres særlige ønsker, hvis de har sådan nogen. Essayet gav anledning til mange gode snakke med mine højskolekammerater fra mit og andre hold. Essayet tog afsæt i min egen mors død i 2018. Jeg udgav essayet på min blog på min mors fødselsdag.

August:
Silas fylder år d. 1. august. Han blev 11 år og ville bare gerne holde sin fødselsdag i Tivoli Friheden sammen med familien. Så vi besluttede at holde fødselsdagen der.

Silas 11 år

D. 2. august flyttede en ny og helt uundværlig hjælper ind. Den bedste investering i mange år. En robotklipper. Ikke flere spekulationer om at hente benzin, at nå at klippe græs mellem bygerne, afklippet græs der kommer med ind på hundepoterne osv

Robotklipperen der let klarer 2500 m2 græs.

For 5. år i træk vandt jeg Jysk Mester titlen. På de fem år har jeg vundet den både i lille, mellem og stor klasse. MicMic og jeg havde et klasseløb sammen og vandt finalen. Ved samme stævne kvalificerede hun sig også til DCHs DM. Det var lige på et hængende hår. Med en meget rodet sæson, så havde det ikke engang været et mål.

MicMic Jysk Mester 2019

September:
Efter en lang genoptræning og mange bekymringer, så er Ninja så godt til bens, at vi kan gå i gang med at lave lidt mere. Vi starter op på Rally. Vi har dog ikke nået så mange ganges træning i 2019, men en håndfuld gange kan alligevel godt gøre en del.

Ninja er vild med Rally. Det er så skønt at se hendes glæde ved samarbejdet

Største begivenhed var MicMic første DM. Resultatmæssigt kastede det ikke rigtig noget af sig, men det var som altid et meget flot arrangement. Vejret var helt fantastisk, selvom det var i slutningen af sept.

Blå himmel og sol i øjnene

Oktober:
Helt på egen hånd maler jeg huset udvendigt. Andre er stadig optaget af at partere kastanjetræet. Vi har virkelig fået meget glæde af det træ allerede. Den næste glæde bliver varmen fra brændeovnen.

Det helt store malerarbejde

Jeg maler og maler for at blive færdig. Det var vist nærmest også den sidste weekend med rimelig tørvejr i lang tid. Det var skønt at se huset hvidt igen. Det er jo en ældre kasse, som af og til trænger til en klat puds og lidt maling.

Fuji og jeg stiftede bekendtskab med Hoopers, som vi nok godt kan forvente er en sport, der er hastigt på vej til DK. Det var rigtig sjovt at prøve det, og der var ingen tvivl om, at Fuji syntes, at det var fantastisk.

Fuji ligger ned i svinget

MicMic vandt et springcertifikat hos VAS. Det eneste fejlfrie løb. Hun er ikke så god på det gulvtæppe. Nu tror jeg, at jeg har lært det! Certifikatet udløste titlen Dansk Spring Champion. Det var jo meget fedt!

Weekenden efter vandt hun endnu et certifikat. Denne gang et agilitycert. Så mangler vi bare et enkelt af dem, for hun også er agility champion. Det går vi efter i 2020.

Den sidste agilityaktivitet var udtagelsesløbet til WAO. Det gik dælme ikke ret godt, så det blev meget langt fra en plads til Mic og jeg på det hold.

Fuji fik kontrolscannet sit hjerte. Medicin og kosttilskud gør det godt for hende. Dyrlægen var super tilfreds med scanningen.

Scanning af hjerte. Fuji ligger nemt meget meget stille, selvom scanningen tager et lang tid.

November:
Jeg var på et kombineret agility og mentalkursus ved Ina Himle og Eva Marie Wergård. Særligt mentaldelen var rigtig interessant, og jeg vil forsøge at tage noget af det, som vi talte om på kurset med mig ind i sæsonen 2020.

Henrik og jeg snuppede en kærestedag i Odense, hvor vi gik på udstilling på Kunstmuseum Brandts. Trækplasteret for mig var udstillingen af Anton Corbijn, som står bag masser af billeder, covers, musikvideoer til nogle af musikkens store mestre som Depeche Mode, U2, Rolling Stones, Metallica og mange flere.

Fotoudstilling v/Anton Corbijn. Her er det Depeche Modevæggen

Bestillingerne på mit lille projekt Cancerkort vælter ind. Der er brug for til og fra kort, og jeg må igang selv. Heldigvis med hjælp og selskab fra en god kort-veninde. Vores og andres flid har gjort, at Cancerkort i år har kunnet sende kr. 45.000 til Foreningen Cancerramte Børn. Det er da værd at juble over!

Vi var meget flittige med produktioen af til og fra kort

December:
Nogle af kortene er blevet solgt hos Foreningen Cancerramte Børns egne arrangementer. Blandt andet til juletræsfester, hvor vi deltog i den i Silkeborg.

Det er altid så hyggeligt et arrangement, hvor vi en del år er kommet og har solgt kort. I år var min far også med.

Mens vi venter på flæskestegen

December bød også på en masse firma-juleaktiviteter. En kæmpestor men rigtig hyggelig og sjov julefrokost inde i Kbh. Vi var ikke mindre end 500 mennesker.

Det tog mig lidt tid at komme hjem derfra, da jeg ikke tænkte, at min bil skulle føres af mig fra morgenstunden. Så jeg fik en julestrøgtur dagen derpå.

Julemarked på Kongens Nytorv

Ninja og jeg har fået et godt samarbejde på rallybanen, og det kriblede i mig for at komme ud og konkurrere sammen med hende. Det var bare svært at finde stævner, når man lige skulle bruge dem. Jeg endte så til et super hyggeligt julestævne i Lem, for jeg kunne bare ikke vente mere.

Ninja elsker samarbejdet i Rally

Vi havde en superfin stævnedebut Ninja og jeg, hvor vi vandt begynderklassen med 96 point.

Julen skulle holdes hjemme hos os i år. Selve juleaften var vi et lille sluttet men hyggeligt selskab, bestående af Henrik, Silas, min far og mig. Nå ja og hundene, men de fanger ikke meget af det julestads alligevel.

Jul 2019

Vi havde også fornøjelsen af at holde julefrokosten 1. juledag, hvor store sønnike og brormand stødte til. Det blev ikke traditionelt julebord, men en lettere udgave af tre retter fordelt over hele eftermiddagen.

Nytåret fejrede vi hos de sædvanlige gode venner. Det kan man vel godt sige, når det er tredje år i træk og andre år forinden også.

Gåtur i vennernes “baghave”. HVem der bare havde sådan en have. God træning op og ned af skrænterne

Champagnen sparede vi væk, og vi fik i stedet gin. Vi ender altid bare med at åbne en flaske og skåle lidt af pligt i det. Det fungerede meget bedre med gin.

Kransekage og gin.

2019 var et år med masser af arbejde med hus og have. Rigtig meget. For mig et år hvor tid og tanker blev fodret efter Ninjas korsbåndsskade, men mest af alt en et år med masser af dejlige oplevelser. Så jeg synes faktisk, at 2019 mest af alt var et dejligt år.

2020:
Et nyt år er igang. Det bliver sandsynligvis hverken kedeligt eller stille

Man kan aldrig spå om fremtiden. Heldigvis måske?! Men jeg kan da godt løfte sløret for nogle af de spændende ting, som jeg kommer til at tumle med i 2020.

Jeg har tilmeldt mig en Hunde Fysio Uddannelse ved Nordre Dyrehospital. Primært vil jeg gerne kunne hjælpe mine egne hunde og i det hele taget blive klogere på bevægeapparat og hvad man/jeg kan gøre, når det ikke går som man ønsker. Uddannelsen løber frem til dec., hvor den afsluttes med en eksamen. Det bliver rigtig rigtig spændende.

Hvis jeg skal blive ved hundene, så har jeg været med til at stifte i hold i lille klasse til DKK stævnerne. Gode, dygtige og positive holdkammerater har været ingredienslisten. Så jeg glæder mig til at have et fællesskab sammen med vore nystiftede hold. Det bliver så min første sæson som holdløber gennem en sæson.

Vi forventer, at Silas kommer til at starte op på nyt medicin, og det er rigtig spændende. Vi ved også, at det kommer til at betyder nogle scanninger og statusprøver, så de kan følge medicinens effekt. Det er en bekostelig medicin, der heldigvis for os finansieres af vores sundhedsvæsen. Ellers var det ikke muligt.

3 generationer på sommerhustur

Tiden flyver afsted. Denne tur foregik faktisk i marts, men jeg synes det har været et lidt hektisk år med nyt job og “rehabiliteringstidsrøveren”, så jeg har aldrig nået at skrive, mens det var “aktuelt”.

Men denne skønne sommerhustur skal jeg da lige skrive et par ord om alligevel. Så old news, men gode minder for familien.

I forbindelse med nyt job havde jeg en masse opsparet frihed, som jeg skulle have brændt af. Så jeg havde i store træk fri hele april måned.

Henrik havde travlt på jobbet, og jeg “hang” på Ninja og genoptræning af hende efter korsbåndsoperationen nogle uger forinden, så det var faktisk ret begrænset, hvad vi kunne gøre af vilde udskejelser.

Så det endte med en sommerhustur til Falster, hvor vi lejede en god hundevens sommerhus. Det er så dejlig afslappende, når der ikke er nogen, der forholder sig skeptisk til, at man vil leje et sommerhus, når man har 3 hunde med. Det får jo let “almindelige” mennesker til at bakke. Mine hundevenner kender mig og ved, at både mine hunde og jeg ikke smadrer hele huset. Så det er faktisk meget mere lige til.

Vi havde inviteret min far med, og han takkede ja. Vi pakkede alt vores habbengut for 4 personer og 3 hunde ind i min Grand Picasso. Ja, det er sgu et meget rummelig bil. Der var ikke plads til så mange madvarer, så vi bestilte også en måltidskasse fra Skagenfood. Så skulle vi da ikke handle ind til aftensmad. Troede vi.

Maden var klar ved ankomsten til sommerhuset. Eller ingredienserne var

Da vi ankom, var hængelåsen, ind til hvor sommerhusnøglen hang, gået i baglås. Efter at alle mand havde forsøgt at låse op, så måtte vi opgive og ringe efter assistance hos ejeren. Nu var vi ved at være sultne og kørte derfor afsted for at finde en pizza, som så blev vores aftensmad den første aften.

Sommerhuset ligger tæt ved vandet (Sortsø Strand). Ninja måtte på daværende tidspunkt stadig ikke gå særlig langt (kun 10 minutter) og kun i skridttempo, så hun kunne lige nøjagtig gå med ned til molen og så hjem igen.

Min lille trio ved vandet på Sortsø Strand

Når vi rigtig skulle ud at gå på de lidt længere ture, måtte hun pænt blive tilbage i sommerhuset.

Når man ikke kan gå mere end 10 minutter ad gange, så må man varme hundekurvene i stedet for

De andre hunde nød at komme ud at ræse afsted uden at have Ninja på slæb. Vi andre nød også at gå en god tur i skoven eller langs vandet. Det hele var lige udenfor døren, så det var dejlig nemt.

Gøgl i skoven. Natur-PacMan
Min far og Henrik får en mandesnak langs vandet

Silas havde et ønske for denne lille ferie, og det var en tur til Lalandia. Det var faktisk lidt fjollet at køre i det gamle og lidt slidte Lalandia i Rødby, da vi havde en pæn køretur dertil fra sommerhuset. Vi bor jo selv en times kørsel fra det nyere i Billund. Så det kunne i princippet altid gøre, men nu blev det altså til en tur til Rødby.

På vej i Lalandia

Men hele familien havde en super skøn dag i Lalandia. Vi var klogeligt taget afsted fredag formiddag, så vi nåede at være der før weekendgæsterne tjekkede ind i feriehusene. Det var meget heldigt, for der var ikke mange mennesker, men som timerne gik kom der flere og flere. God timing.

Jeg kan huske, at jeg faktisk var lidt imponeret over deres cafeteria, som havde andet end det sædvanlige junkfood og mad til rimelige priser. Nogen gange er det, som man bare får lov at betale kassen sådan et sted, fordi de ved, at man ikke har andre muligheder, når først man har betalt for at komme ind.

Vi var også en tur ved Møns Klint. Det var en rigtig flot tur. Vi var så heldige med vejret. Der var rigtig forår i luften.

Ninja var blevet hjemme, så jeg havde kun de andre to hunde med. De fik så godt nok også noget af en tur. Jeg var tæt på at skyde Fuji nede på stranden, hvor der var en del mennesker, som naturligt nok smed mange af de fristende sten i vandet. Fuji stressede vildt op, hylede og skreg og kastede sig ud linen. Det må have været en parodi at overvære, for Fuji var nærmest ukontaktbar.

Masser af folk på stranden, og de fleste skulle kaste sten i vandet. Det var udfordrende for Fuji

Så når folk på div. fora kan finde på at fraråde, at man tager sine hunde med på Møns Klint, så læser jeg kun, at det er pga de mange trapper, som kan være hårde for hundene, men da mine er ret fit, så anså jeg ikke det for et problem.

Det var faktisk mere problematisk, at Fuji kunne lugte vandet og havde meget travlt ned af trapperne mod stranden. Det var balancekunst for mig at komme helskindet derned med en ivrigt trækkende hund. Bagefter var hun total uden for rækkevidde på stranden. Det var ikke Fujis fortjeneste, at det var en dejlig tur, lad mig bare sige det sådan.

Afsted det går. Der er vand i sigte

Den lange opstigning var der dog ro på tropperne. Altså stadig masser af krudt i de to unge tøser, men vi nød vejret, skoven og den flotte udsigt.

Udsigten er smuk og terrænnet lidt vildt. Det er ikke ufarligt at bevæge sig rundt på Møns Klint. Tjek bare videoen herunder, hvor Silas lige demonstrerer sikkerheden.

Der var meget bakket og blotlagde rødder. Jeg blev helt nervøs for min far og for, at han skulle falde. Det er sgu lidt underligt, når man får sådan en beskyttertrang for sine forældre. For min far har nu ikke en tendens til at falde, men hvis nu… bare for at være sikker.

Pas på her! Der er stejlt. Pas på de her rødder. Nå ja, men jeg vil også bare gerne passe på min far, men det er da lidt overbeskyttende og lidt fjollet. Min far klarede da turen i fin stil, og jeg var nok mere udsat for at gå en røvtur med de to knaldskaller, som jeg havde for enden af snorene.

Det var en skøn lille forårsferie, og jeg nød at se billederne fra turen, for der var rigtig mange forårsbilleder, og det kan man godt bruge ovenpå så mange sure og våde måneder.

Der var liv i skovbunden

Vi brugte faktisk også flere timer i haven ved sommerhuset med kaffe, te, øl og sodavand på terassen, mens hundene hyggede udenfor hos os. Ninja var ikke kun glad for sommerhusets kurve, men også for de firbenede beboeres legetøj

Søde Ninja <3

Man får helt lyst til at smutte en tur i sommerhus igen.