Ja det hedder vel egentlig med “hjertet i halsen.” Men i den her forbindelse havde jeg en mavefornemmelse for noget med hjertet. Jeg skriver nok også mere med en “klump i halsen”. Det har været nogle meget turbulente dage, der har budt på rigtig mange følelser i denne uge.
Da jeg lagde mig til at sove tirsdag aften var mine øjne tørre og føltes nærmest helt sprukne af at græde. Jeg hader at græde, men hold da kæft, hvor jeg har tudet mange tårer i 2018. Jeg fatter ikke, at jeg konstant skal rammes af uheld, ulykker, tragedier… Ja, alt efter graden, kan man kalde det mange ting.
Tirsdag middag fik Fuji konstateret begyndende dilateret kardiomyopati (svag hjertemuskel). Uendelig mange tanker og følelser er siden gået gennem mig. Det er noget rigtig pis, for at sige det mildt. Ikke kun for Fuji (og for mig), men også for border collie racen. Jeg har trawlet stambøger, talt med andre, som har hunde eller har haft (og det hedder “haft” fordi deres border collier desværre er døde i en ung alder pga hjertet). Informeret andre med relevans for sygdommen og mine hunde, og jeg har skuffet forventningsfulde hvalpekøbere.
Spørgsmålet som du måske sidder og hopper med nu:
Hvordan fandt du ud af det?
Tirsdag fik jeg Fujis hjerte undersøgt på Bygholm Dyrehospital. Klinisk undersøgelse med stetoskop, grundig ultralydsscanning, EKG og røntgen af hjerte og lunger. Hjertedyrlægen skifter rundt mellem to stetoskoper og siger til mig, at hun hører ingen susen eller mislyde, men hun fornemmer en “ulden” lyd. Derefter går vi videre til ultralydsscanning, EKG og røntgen. Undersøgelserne tog vel 1½ time. Det var meget omfattende.
Her vil jeg lige indskyde, at jeg om fredagen (altså 4 dage inden) er på Frijsenborg Dyrehospital for at få målt progesteron, svabtest og tjekket Fuji igennem for at sikre, at hun var klar til parring i denne uge. Jeg var faktisk på vej til Tyskland for at parre hende…. På Frijsenborg lytter de også til hjertet, og siger, at det lyder fint. Bare lige for I skal vide, at den årlige sundhedsundersøgelse ikke er nogen sikkerhed for at spotte denne diagnose.
Hvorfor får jeg så denne her idé med at lade Fujis hjerte scanne. Det gør jeg af to årsager. Fordi der er set dilateret kardiomyopati et stykke ude i Fujis familie, og fordi jeg gerne vil udelukke, hvad en skidt mavefornemmelse af og til siger til mig. Og det er vigtig for mig at gøre inden den planlagte parring. Bare for at være helt sikker!
Jeg ved, at Fujis farfars kuldbror (Trust Your Heart And Call Me Clyde) og hans danske søn Gimmick (Beautiful Borders Grizzly) begge har DCM (diagnosens forkortelse). Den store “hjertemølle” kørte i 2015, da de blev diagnosticeret, og allerede der blev flere sten vendt. Fujis far (Be Yess Of Wendaja) blev i den forbindelse hjertescannet, og det viste ikke noget unormalt. Et lidt stort hjerte, men typisk i størrelse for en sportstrænet hund, var beskeden fra dyrlægen.
Iflg anadune.com er Fujis farfar (Trust Your Heart Around The World) far til 16 kuld, og jeg har ikke hørt, at der skulle være dukket nogle tilfælde af DCM op fra ham. (Fujis far er med tiden også blevet far til over 80 hvalpe iflg anadune.com). Derfor var jeg ikke sådan oprigtigt bekymret på det tidspunkt i 2015, men jeg sagde til mig selv, at hvis jeg skulle bruge Fuji i avl, så ville en scanning nok være en god idé.
Så var der så min uro for Fuji, når jeg kiggede på hende med mit blotte øje. Fuji er en hund, der altid giver sig 110%, og hun giver den fuld power fra starten. Og ja, for fanden hvis jeg starter med at spurte afsted i et marathonløb, så vil jeg da også blive smadret og enormt forpustet. Fuji starter altid som en raket og økonomiserer ikke sine kræfter, så virker det jo logisk nok, at man kommer til at lyde som et godslokomotiv.
Når jeg træner med mine hunde i haven, så træner jeg ofte alene og så er mine hunde ofte “på” i ca 15-20 min med små pauser. Det er hårdt ift f.eks holdtræning i klubber, hvor hundene måske får små intervaller af 3-5 minutter eller måske mindre og med lange pauser i mellem, når de andre hunde er på banen. Det er ikke lige så intenst og hårdt for dem, og derfor puster man måske også mere, når man er “på” mere intenst, som enehund i haven. Det forekom mig egentlig logisk.
Alle mine hunde puster efter en omgang træning hjemme i haven. Fuji er ingen undtagelse, men hun puster måske lidt mere end de andre. Men jeg har vitterlig mest tænkt, at det jo var klart, fordi hun kan simpelthen ikke gøre noget som helst uden at gå all-in. Jeg plejer jo at beskrive det sådan, at hun gør alt med 140 i timen, og så bliver man jo lidt mere forpustet end hvis man holder lidt igen.
Efter træning går hundene som regel rundt i haven for lige at køle af, inden de kommer ind. Fuji fortsætter dog ofte med at puste indenfor. Det har nogen gange virket helt manisk, og sådan har jeg nok også tænkt om det. At hun er helt oppe at ringe, fordi hun har trænet. Juhu, hun elsker det. For udmattet eller træt, det er hun aldrig.
Hendes pusten efter træning har jeg af og til godt bemærket, men måske igen tænkt, at hun altid er så ekstrem, så det måske er det, der er årsagen. Men alligevel har jeg tænkt, om det kan passe, at hun bare altid er så “ekstrem”. Jeg har luftet min uro for andre, som har observeret hende ved og efter forskellige former for træning. De har dog ikke bemærket noget, og de synes ikke, at hun er speciel unormal. Hun er som mange andre. Ja så stod jeg lidt alene med min observation og små underlige tegn, der fodrede min mavefornemmelse for, at noget kunne være galt, uden at jeg kunne sige, hvad det var.
Helt tilfældigt har jeg filmet denne lille video fra ca 4 måneder siden. I dag ser jeg ikke det samme, som jeg så for 4 måneder siden. Dengang så jeg bare en hund, der var forpustet og lykkelig efter træningen. Nu ser jeg en hund, der virkelig mangler luft, når jeg kigger på den lange brede tunge, der vælter ud af hendes mund og hænger langt og bredt ud af munden på hende.
https://www.facebook.com/berit.bilde/videos/10216332744654214/
Enkelte gange gennem det sidste halve år har jeg hørt hende småhoste. Ikke lige som kennelhoste, men som når man prøver at “harke” noget op fra luftvejene. Som når vi andre har en tudse i halsen. Der kunne bare komme et enkelt hark eller to, og det var så det. Det er ikke sket mange gange, og jeg har ikke tillagt det en hel masse, selvom jeg ellers kan se mange spøgelser. Jeg har nået at tænke lungeorm, men man skal jo også passe på med at se spøgelser alle vegne, og hun var jo alt andet end sløv, træt og meget hostende. Fuji er altid klar! Hun vil arbejde til hun segner uanset opgaven.
Tanken har nogen gange strejfet mig, at der måske var noget galt, men faktisk ikke sådan, at jeg rigtig troede på det, selvom det blev ved med at spøge i mit sind.
For at sikre mig ift arveligheden og for at udelukke, at der var noget med hendes hjerte, så jeg bare kunne ånde lettet op og sige, at Fuji bare er en “ekstrem” hund, når hun laver noget, så fik jeg altså undersøgt hjertet.
Så da jeg fik diagnosen var jeg i chok. Jeg synes faktisk godt selv at kunne se på scanningen, at hjertet ikke var aktivt nok og tømte hjertekammeret godt nok, når det pumpede, og da jeg stod og kiggede på scanningen, synes jeg selv, at pumpene var lidt vage i det. Så inden dyrlægen havde konfereret med sin kollega og analyseret de mål, som hun havde taget under scanningerne, så havde jeg set skriften på væggen.
Med diagnosen blev jeg samtidig også enorm lettet over, at jeg havde holdt på at lave hjertescanning inden en parring, også selvom jeg faktisk tænkte, at afkommet efter hendes far og farfar ikke havde noget “hjertesmuds”. Det var jo bare for en sikkerheds skyld….
Tænk hvis jeg havde nået at parre hende og gået rundt i uvidenhed om hendes hjerte. Jeg kunne have sendt denne diagnose videre til hendes hvalpe og de søde hvalpekøbere, der forventningsfulde stod klar til at få deres lille Fuji-hvalp. Det havde bare ikke været til at bære.
Jeg kunne også have risikeret, at en drægtighed havde slidt ekstraordinært på Fujis hjerte, og måske i værste fald have kostet hende livet. Det er der set eksempler på med andre tæver, der er blevet drægtige med denne hjertesygdom.
Hvad fandt dyrlægen egentlig ud af??
Fujis hjerte pumper ikke så godt, som det burde, hjertekammeret tømmes ikke nok, og kroppen mangler ilt og beder hjertet om at pumpe endnu mere. Et stakkels slapt hjerte bliver derved slidt, fordi det så kommer på overarbejde. Med tiden bliver det slappere og svagere og som følge deraf større og så vil hjerteklapperne ikke være tætte mere. Med medicinering håber jeg, at vi helt kan undgå at komme ud i det.
På sigt giver det hjertesvigt, men det er vi slet ikke i nærheden af. Fujis syge hjerte er opdaget på et meget tidligt stadie, og hun er allerede sat i forebyggende behandling med hjertemedicin (Vetmedin), som blandt andet skal styrke hjertets sammentrækninger og forhåbentlig skåne hendes hjerte for overbelastning.
Fujis hjerte er ikke forstørret på nuværende tidspunkt, men det er forholdsvis stort for en hund på knap 4 år, og det pumper ikke som det skal. Der er ingen utætheder ved hjerteklapperne, som på sigt ellers er konsekvensen ved et forstørret hjerte. Men hjertets muskulatur er sygt, og det vil på sigt kunne få kedelige konsekvenser. Det håber jeg ikke i Fujis tilfælde. Håber den tidlige diagnose kan give hende et godt og langt liv.
Dyrlægen roste mig rigtig meget for få øje på de små ting og for at følge min mavefornemmelse og få Fuji tjekket. Derved kan vi starte en forebyggende behandling, inden Fuji får problemer og måske sørge for, at hjertet ikke slides unødigt.
Hvordan opdager man så denne hjertelidelse?
Umiddelbart er det en sygdom, som man typisk først kan se ved scanning af hjertet, når hundene er over 4 år. Dvs det hjælper ikke nødvendigvis at scanne de unge hunde/hvalpe. Der kan man ikke nødvendigvis se det. Symptomerne kan være små og de fleste kommer først med hundene, når et hjertesvigt er forestående. Simpelthen fordi de ikke ser de små symptomer.
Som nævnt tidligere, så kan en alm sundhedsundersøgelse nok heller ikke hjælpe en ret meget med mindre, hjerteklapperne ikke slutter tæt (og så er hjertet allerede forstørret og slidt). Der findes en række dyrlæger, som har hjertelidelser, som deres særlige interesseområde. Du kan tjekke hvem på dette link. Hvis man vil have tjekket sin hunds hjerte anbefaler jeg, at man bruger en af dem og får det undersøgt ordentligt. Som en ejer til en DCM-hund sagde til mig. Det nytter jo ikke at dyrlægen er flink. Det er mere vigtigt, at de undersøger grundigt og korrekt, så man faktisk får det rigtige svar.
Er det her arveligt?
Ja, det er jeg pludselig meget overbevist om, når jeg kigger på stamtavler og andre tilfælde i Fujis og andres linjer. Jeg kan se, at det også er hvad dyrlægerne mener. For nogle racer er arvegangen dominant (dvs den ene forældre giver sygdommen alene) hos andre er den recissiv nedarvet (dvs begge forældre skal bære genet, der giver sygdommen). Border Collien er normalt ikke en race, man ser med denne sygdom. Det er mere dobbermann, boxer og store hunderacer.
Jeg er rigtig ked af det på racens vegne, da det næppe kan undgås at få betydning for nogle opdrættere, som opdrætter i de samme linjer. Det er meget trist. Det er naturligvis op til folk selv, hvordan de vil forholde sig til det. Der kan være forskellige fortolkninger af, hvilke risici man ønsker at løbe i sit avlsarbejde. Men jeg synes det er noget lort at stå med en syg hund, som jeg ikke rigtig kender udsigterne for, sammen med udgifter til hjertemedicin og kontrolscanninger, så bliver det vel ved et hurtigt overslag kr. 7.000 om året. Herunder vises Fujis stamtavle.
Hvad er så de små tegn, som man kan holde øje med?
Forpustethed. Fuji er ikke altid forpustet, men efter træning puster hun, og hun puster altså længere tid end de andre af mine hunde. Jeg har sådan set ikke hæftet mig rigtig ved det før nu, hvor brikkerne falder på plads.
Andre små tegn kan være lidt slinger på bagparten ved fysisk udmattelse. Det har jeg dog ikke set andet end en gang eller to og tilskrevet det varmen. På det punkt er jeg faktisk lidt bange for, at nogen hunde som mistænkes for “border collie collaps” faktisk har vrøvl med hjertet i stedet.
Så kan der jo være hosten, men der kan vist godt være knas med hjertet, uden at hunden hoster. Hosten opstår f.eks, hvis hjertet pga forstørrelse trykker på luftrøret eller hvis der er vædske i lungerne.
Hunden kan være konfus efter hård fysisk aktivitet pga iltmangel, så bliver de lidt bimme-lim og virker lidt forvirrede. Det kan jeg dog ikke genkende, men det ved jeg, at andre med DCM hunde kan.
Mit råd til dig, hvis border collie efter træning har tungen hængende langt ude af munden og ikke ret hurtigt finder et rimelig normalt åndedrætsleje, er, at du skal holde lidt ekstra øje med din hund. Jeg tror diagnosen er mere udbredt, end vi regner med. Det er værd at bemærke, at jeg ikke tog Fuji afsted til undersøgelsen, fordi hun havde et problem……
De sidste par dage har været dumme og trælse. Som opdrætter af Fuji er jeg sådan set lettet over, at Fuji bor hos mig selv, når det nu skal være. Der er selvfølgelig ingen, der laver syge hunde med vilje. Da jeg parrede Ninja var Gimmick (farfars brors søn) ikke diagnosticeret, og jeg kendte intet til noget med hjerter i linjerne. Det var altså ikke muligt at tage højde for det dengang. Men det er da en dum kamel at skulle sluge for både mig, men også andre, som er berørte og har hunde, der er beslægtede med Fuji. Indtil nu er det kun Fuji, der er undersøgt.
Jeg indrømmer gerne, at turen hjem fra hjerteundersøgelse var lidt hård, og jeg trøstespiste en hel bakke sushi helt for mig. Bare fordi jeg syntes, at det var synd for mig og for Fuji. Sidstnævnte er dog den lykkelig uvidende i denne sag, så jeg delte ikke hverken sushi eller cola med hende.
Hvordan ser fremtiden ud for Fuji?
Det er helt klart en fordel, at det er opdaget så tidligt, og hun er kommet i behandling. Om en måned skal hun igen scannes, og der skulle vi gerne kunne spore en bedring på scanningen og de målinger, som man foretager ved scanningen. Forbedring efter en måned på hjertemedicin.
Men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvorvidt hun kan holde til at løbe agility i længden. Er det overhovedet sundt for hende?? Vil sygdommen påvirke hendes livskvalitet? Vil den forkorte hendes liv? Ja, jeg ved det jo dybest set ikke. Lige nu har jeg nok mest brug for bare at fordøje det hele. Dyrlægen sagde godt nok, at jeg ikke skulle pakke hende ind i vat, og jeg ikke skulle gå rundt og kigge på hende og tænke, at hun er syg. Men hvad betyder det sådan mere specifikt? Dyrlægen mente, at jeg ville have en god træningsmakker mange år endnu, men hvad ligger der mon i det? Jeg dyrker jo umiddelbart en sport med masser af tempo og belastning. Jeg er naturligvis lidt ked af situationen og diagnosen.
Det blev et langt og forvirrende indlæg, som jeg har brugt det meste af dagen på. Jeg kunne have skrevet meget mere, men nu bliver det simpelthen ikke længere. Der er nok også en stor del af læserne, der allerede er hoppet af….
Hvis du vil læse mere om diagnosen, så kan du f.eks læse dette fra KU og dette fra Anicura