Man kunne jo fristes til at tro, at bloggen var afgået ved døden. Men det er den ikke. Der er masser af indlæg i vente. De står nærmest i kø inde i kraniet på mig. Det kniber bare mere med at få dem tastet på et tidspunkt, hvor der er ro, tid og ikke mindst overskud til det. Dvs et roligt tidspunkt, hvor jeg ikke er så træt, at jeg ikke aner hvad to plus to er.
Jeg vil dog lige dele lidt af Silas´ fantastiske spørgelyst med jer. De nævnte spørgsmål er alle stillet mellem kl 14.30 og 19.30 i går fredag. Bare sådan at I kan få lidt en fornemmelse af, at der faktisk kommer vildt mange spørgsmål ud af munden på knægten.
Vi sidder i kirken til julegudstjeneste sammen med børnehaven, da Silas får øje på skibet i loftet. Mor hvorfor hænger der et skib i kirken? Tja jeg kan bedst svare, at det er fordi, der er noget i kirken, der kaldes “skibet” og der vist altid hænger skibe i kirken. Hjemme søger vi svaret i familien og hos Google. Der kommer en masse forskellige svar. Pyt Silas tænker ikke mere over det skib nu (tror jeg).
Da vi kører hjem fra byen, beder Silas om at få skruet op for radioen, da han genkender et Rasmus Seebach nummer. Der skrues lidt op og Silas spørger derefter: Hvorfor kan man egentlig ikke se musikken?
Generelt spekulerer han meget over vores sanser, og de som har sansehandicap. Hvis man ikke kan se noget, er man så blind? Hvilket jeg bekræfter og spørgsmålet følges op af: Hvis man er blind, har man så hvide øjne?
Ved aftensmaden:
Hvor sover hajerne? Affødt af et besøg i Kattegatcentret i sidste weekend, for det følges af spørgsmålet Hvor sover sælerne?
Men guldkornet af spørgsmålet stiller han efter badet inden sengetid. Da jeg tager ham ud af badet og tørrer ham, lægger jeg ham i mine arme og fortæller ham, at dengang, da han var en lille baby, lå han tit der i mine arme og puttede sig.
Silas: Lå jeg inde i din mave?
Jeg: Ja du har ligget inde i min mave og vokset dig klar til at komme ud i verden
Silas: Spyttede du mig så ud?
Jeg : Nej det gjorde jeg ikke. Det er faktisk sådan, at når babyerne skal ud af maven, så kommer de ud af tissekonen.
Silas kigger overrasket på mig og siger nærmest vantro: Adrrr!! Tissekonen (efterfulgt af et lille fnis)
Jeg fortæller Henrik om episoden og siger også, at nu kommer vi nok snart til blomsterne og bierne. Hvortil Henrik svarer: Ja, der går nok ikke mange år.
ÅR?! Der går vist højest uger, må jeg bare svare til det.
Som en veninde sagde: Det var vel ingen der fortalte jer, at man som forældre skal have en Ph. D i ALT?
Og som lille efterskrift kan jeg så fortælle, at ved morgenbordet imorges, spurgte Silas så pludselig:
“Hvordan kommer man ind i maven…..?”
