Kategori: Berit Bilde

En skøn dag

I går var vi til Foreningen Cancerramte Børns juletræsfest i Silkeborg. Vi har været med hvert år siden 2008, og det er altid et skønt og hjertevarmt arrangement. I år var det bare særlig skønt.

Silas har fået en skøn alder til at deltage i sådan et arrangement. Det starter altid med det store juleværksted, hvor man kan lave juleklip eller juledekorationer. Alle materialer står frit til rådighed. I år fik Silas selv kreeret en juledekoration med lidt bistand fra Henrik, men det var Silas, der dikterede. Der blev ikke sparet på pynten, og Silas gik meget op i det.

Silas´ helt egen kreation

Næste programpunkt var julemiddagen, som var så traditionel, som noget kan være. Flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål, ribsgele, franske kartofler og naturligvis brun sovs. Desserten var naturligvis Ris ala mande. Altid velsmagende når Kok Amok laver mad.

Mens vi slog maver, blev vi underholdt af tryllerkunstneren Birger West. Han var underholdende for både børn og unge, og jeg nød især at se, hvor opslugt Silas var af ham, og hvordan han grinede, når Birger gjorde noget fjollet. Faktisk ville Silas utrolig gerne op på scenen til ham og være tryllehjælper. Det overraskede mig ret meget, fordi han plejer at være så reserveret. Dog sad han også trygt på mit skød i stedet for nede i bunken af børn. Det kan godt være at det gjorde ham mere modig.

Silas klapper begejstret

Pludselig kom julemanden ind af terassedøren. Ham var børnene glade for at se. Vi dansede om juletræet sammen med ham og efter et par sange begyndte han at dele de 80 julegaver ud til de fremmødte børn. Det er bare nogle rigtig gode gaver, der var blevet indkøbt.

Julemanden deler pakker ud til alle børnene

Silas fik to små kasser lego, og det passer jo lige til ham. Men jeg så så mange flotte gaver blive delt ud. Sikke et arbejde at matche gaver og børn.

Lego – lige noget for Silas

Til slut fik vi æbleskiver og gløgg. Det var rig mulighed for at snakke med nogle af de andre familier, hvilket vi benyttede os godt af i dag. Vi talte både med nye Cancerbørn og med “gamle”. Der er et særligt fællesskab i disse børnecanceromgivelser. Ingen der glor på en sonde, en skaldet isse eller kigger nysgerrig og underligt på et barn, der skal have medicin og måske ikke opfører sig helt efter “bogen”. Der er bare lidt mere rummelighed i disse kredse.

Efter en god lang dag blev alle børnene sendt hjem med en godtepose i hånden.

Sikke en skøn dag.

Et hav af spørgsmål

Ikke om jeg begriber hvordan en 4-årig kan rumme så mange spørgsmål og så meget videnbegær som Silas. Faktisk siger Silas´ støttepædagog også at hun aldrig har haft et barn i støtteteamet, der stiller SÅ mange spørgsmål . Silas vil vide alt – og det hele skal uddybes

Her er et udpluk af de sidste par dages mange mange spørgsmål:

  • Mor, er du en pige? – Bliver du ved med at være en pige?
  • Hvorfor kan man ikke se, når det bliver mørkt?
  • Hvordan laver man mennesker?
  • Hvorfor kan dukker ikke se?
  • Hvorfor kan man ikke se lyde?

Og så et meget relevant spørgsmål:

  • Hvorfor kan min mund godt lide at snakke?

Forbandede rodehoved!!

Ja, det er så mig (og faktisk også Henrik)!

Dybest set så hader jeg rod, men har slet ikke formået at få styr på rodet. Både Henrik og jeg er “bunke-mennesker” og samler ting og sager i bunker og stakke.

Jeg er flov over at rode sådan, og det har aldrig været så slemt, som det er nu. Det er nemlig sådan, at det slet ikke er lykkedes os at få styr på div. løs-effekter i huset (samt udhuse),efter at vi flyttede til vores nuværende hjem for mere en fire år siden, men det kan der være mange årsager til. To dage efter flytningen blev Silas født, og da han var tre måneder fik han konstateret sin celle-sygdom og påbegyndte kemokur og så er det ellers gået slag i slag med “diverse elendigheder”samt deres tilhørende bekymringer, som har gjort orden og oprydning mindre nødvendigt.

Nå men min irritation over rodet fik mig til at købe billet til et foredrag med en oprydningsekspert. Foredraget lovede nærmest, at det ville forandre ens liv. Trods det, at hun kun var halvt forberedt, så fik jeg alligevel en del ud af foredraget. Hvis fik i hvert fald en forståelse for, hvorfor det roder hos os, fik nogle værktøjer til oprydningen samt ikke mindst en motivation til at forsøge at ændre rodets tilstand.

Det vigtigste, hun sagde til foredraget, var, at man skulle “tale” med sit rod. Man skulle simpelthen spørge sine ting, som rodede, hvor de “boede” henne og derefter “følge tingene hjem”. Det gik op for mig, at hvis jeg spurgte mange af mine/vores ting, hvor de boede, så ville de svare, at de ikke anede, hvor de boede. Og se, det gør det jo en anelse svært at rydde op så… Det betyder vel egentlig bare, at man kan slanke en bunke ved at smide det ud, som skal den vej og ellers bare flytte bunken et andet sted hen i huset eller lade den fusionere med en anden bunke.

Det var jo en åbenbaring for mig og i sidste weekend var jeg i IKEA og købe et par reoler og en masse kasser . Jeg har lavet en liste over hvilke kategorier, som jeg finder det relevant at have kasser til. Arbejdet med at tæmme lidt af rodet påbegyndes i denne weekend. Oprydningseksperten advarede dog imod at tage munden for fuld, og jeg forventer bestemt ikke at alle bunker er fikset søndag aften. Pt holder jeg mig også til boligen og ikke det allerværste rod, som befinder sig i et af vores udhuse.



Et kig ind i udhuset. Úrgh!!
Et rod der trods alt er af anden dimension end inde i huset…

Faktisk er jeg også fast besluttet på, at hvis jeg ikke selv kan formå, at tæmme mit/vores rod, så må jeg betale en “oprydningsekspert” for at komme og hjælpe. Sådan en koster mellem kr. 3.000-5.000 om dagen, hvis de skal have hænderne op af lommerne. Men jeg gider bare ikke have det så rodet mere, så…. Hjemmet skal ikke være som et i boligmagasin. Jeg er tilfreds med langt mindre.

Rod er bare ikke hyggeligt, og nogen gange bliver man helt flov, hvis folk kommer uanmeldt.

Oprydningseksperten fortalte også, at der var ret mange penge at spare ved at rydde op, dels fordi hun i en oprydningsopgave ofte fandt tilgodesedler, uindløste checks mv. Men der hvor jeg nok kan spare flest penge er alle de gange, hvor jeg køber noget dobbelt. Enten fordi jeg ikke kan finde en eller anden ting, som jeg bare ved, at jeg har købt en gang, eller fordi jeg har glemt, at jeg har købt tingen.

Så der er masser af gode grunde til at komme igang.

Har din kollega stress?

Lad mig bare blive lidt i stress-rillen, for jeg har noget vigtigt at sige. Det synes jeg da selv.

Hvis du har en relativ nær kollega, der er ramt af stress, så synes jeg lige, at jeg vil dele et godt råd med dig. For du kan let gøre en forskel.

Allerførst så giv lidt kollegial omsorg og send dine varme tanker til vedkommende. Det kan godt være, at du måske ikke lige skal ringe. Måske har din  kollega ikke overskud til at tale i telefon – og det kan også sagtens være, at du ikke selv tør. For hvad skal du sige, og hvis du nu ikke forstår, hvad der foregår og hvad stress egentlig handler om…

Men du kan aldrig gøre nogen skade ved at skrive et kort med en hilsen og putte det i postkassen. Sådan et kort kan aldrig komme ubelejligt, men vil helt sikkert varme helt vildt, og alle kan vel finde pengene til et kort og et frimærke.

Evt kan du og dine kolleger splejse om en buket blomster og sende den. Men lad nu være med at skrive, at “vi håber du snart er tilbage” og andet, som kan opfattes som et pres. Det hjælper de færreste. Jeg synes jo, at man bare kan skrive, at man tænker på vedkommende og ville sende en tanke….

Sådan en buket vil da altid varme

Dengang jeg var sygemeldt hørte jeg ikke mange pip fra mine kolleger, og det var jeg meget skuffet over. Faktisk tog det mig et par år at lægge den skuffelse væk. Noget af det kunne så godt tilskrives ledelsens kejtede håndtering af min sygemelding. Jeg havde bedt dem være åbne omkring min sygemelding og sige til mine kolleger som det var, men selv nogle af de kolleger, som løste nogle af mine opgaver i mit mere end halve års fravær, anede ikke hvorfor jeg var væk.

Da jeg kom tilbage sagde en af mine kolleger i en af de afdelinger, som jeg regelmæssigt kommer i: “Åh hvor har jeg tænkt på meget på dig!” Jeg kunne kun svare, at det havde jeg desværre ikke rigtig kunnet mærke…..

Desværre er der mange, der stadig ikke helt ved, hvordan de skal agere ift kolleger med stress. For dem er det nemmere at give omsorg overfor dødsfald og sygdomme som kræft osv. Men lad det ikke være så svært. Der skal faktisk ikke så meget til at gøre en forskel.

Stress er et monster

En af mine kolleger er desværre blevet sygemeldt med stress, hvilket gør mig oprigtigt ked af det. Dels er hun en kollega, som jeg holder rigtig meget af, men jeg ved også, hvordan det er at gå ned med stress.

Det fik mig til at tænke de fem år tilbage, og tænke på hvor uhyggeligt det egentlig er, når man rammes af stress.

Min kollega sendte mig en SMS den aden dag og spurgte, om jeg ikke havde blogget om mit stress-forløb. Desværre er min blog fra før nov 2008 blevet slettet (men et eller andet sted har Henrik vist en back up af den). Ærgerligt, at den gamle blog ikke er tilgængelig lige pt, når nu nogen mener, at de kan få gavn af at læse den.

Det får mig til at tænke tilbage til dengang i 2007, og på hvor skræmmende stresss egentlig er. På baggrund af mine egne oplevelser den gang, husker jeg stadig hvor meget ens fysiske tilstand påvirkes helt vildt, hvis man har stress. Jeg blev sygemeldt i april 2007, og et år forinden havde jeg haft noget, der lignede kronisk hovedpine. Nogen gange sådan, at jeg virkelig følte det som om, at mit hoved bogstaveligt talt ville eksplodere.

De sidste måneder før jeg ramte afgrunden troede jeg seriøst, at jeg led af fødevareallergi, for flere aftener om ugen havde jeg diarré, og jeg begyndte at spekulere meget på om der var en rød tråd i hvad jeg havde puttet i munden. Mens jeg sad der på tønden (ja undskyld billederne… slet dem bare igen) spekulerede jeg meget på indholdet af aftenens måltid. Var der løg i? Var der kylling i? Var det mon persillen? Konklusionen var, at jeg ikke kunne se nogen sammenhæng mellem mit madindtag og min diarré. I dag ved jeg, at det var stress.

I den periode var jeg meget plaget af dårlig ryg og nogle dage (af en eller anden grund ofte om mandagen) skulle jeg nærmest hæve mig selv ud af bilen, når jeg ankom til en kunde. Et fast greb om rammen over døren, og så løftede jeg mig ud, for min ryg kunne ikke. Nogen gange kunne jeg nærmest ikke rette mig ud. Rygsmerterne var somme tider helt tossede, og tankevækkende nok har det ikke været i samme kaliber de sidste fem år.

Dertil kom så også den meget ringe hukommelse og manglende overblik. Jeg gik fra at kunne holde et utal af bolde i luften og kunne huske mine private samt kundeaftaler mindst en måned frem, til total at miste overblikket og lave en del fejl i mine kundesager og glemme møder. Nogle gange når jeg kørte på landevejen, så kunne jeg spørge mig selv om, hvor jeg egentlig var på vej hen, for jeg havde faktisk glemt destinationen.

Jeg synes, det er så ærgerligt, når nogen presses (eller presser sig) så langt ud, og det piner mig forfærdeligt, at se mine kolleger eller andre bevæge sig rundt på kanten af afgrunden. Personligt har jeg ikke spor lyst til at havne der igen og forsøger midt i travlhed at passe godt på mig selv.