Berits Blog

Endelig var 3 dages helligdagsstævnerne tilbage! Efter to års coronapause! Jeg har deltaget til dette stævne i DKK Viby hver eneste år, siden de startede for snart 15 år siden.

Det var skønt at være tilbage, og det var skønt at have Silas med på stævnecamping igen. Også selvom han ikke gider at se agility, men bare nyder det meste fra campingvognen. Men vi hygger os sammen, når stævnedagen er slut. Og Silas mente i øvrigt at Vibys burgere var de bedste han havde smagt. Så han kommer nok igen til næste år.

Vejret var ikke noget at råbe hurra for. Det er det i øvrigt sjældent i Viby, hvor det har det med at regne og blæse nærmest ligegyldigt hvornår på foråret, at Kristi Himmelfart falder. Der var i hvert fald ikke meget brug for sommertøjet i denne omgang.

MicMic og jeg skulle løbe tre løb om dagen, og vi fik lov at prøve kræfter med nogle rigtig fede baner. Nogle af banerne ville jeg rigtig gerne have haft til træning, fordi der var så mange fede ting, som man kunne prøve – og fordi jeg ikke kunne løse dem på det ene forsøg, som man jo kun har.

Faktisk var der resultatmæssigt ikke rigtig noget der fungerede for os. Vi blev disket i de fleste løb, og jeg indrømmer at jeg blev ret frustreret og modløs over det. Heldigvis var der et par af de handlere, som jeg virkelig respekterer for deres enorme dygtighed og skarpe øje, som uafhængigt af hinanden sagde, at de løb, som de havde set os levere var rigtig flotte og med mange gode momenter, så de synes ikke, at jeg havde grund til at hænge sådan med skuffen.

Ja, man skal lige huske at der skal så lidt til, før det går galt, hvis man giver den gas. Vi har mangler og arbejdspunkter, så i stedet for at jamre over dem, så bør jeg nok arbejde lidt mere målrettet med at løse dem.

En anden hundefører, som jeg har kendt i mange år, men ikke har set mig løbe i et par år henvendte sig til mig og sagde, at hun ikke syntes, at jeg løb som hun huskede mig. Jeg slog det hen med, at Ninja og Mic ikke er de samme hunde, og det måske bare er derfor. Det måtte være fordi hun huskede mig, som Ninjas handler. Jeg synes egentlig at løb som jeg plejede/kunne/burde.

OK, svarede hun. “Jeg synes bare, at du plejer at være mere målrettet og fokuseret, når du løber…. “

Efter at have tygget lidt på det, så kiggede jeg på den video af vores løb, som en havde sendt til mig på messenger (tak til dem, der er søde at filme og sende). Jeg måtte give vedkommende ret. Jeg kunne sagtens løbe mere fokuseret og være en bedre co-driver for MicMic. Jeg tog det til efterretning! Det var ikke fordi det hjalp på disk-raten, men det hjalp på helheden, at jeg var mere overbevisende. Agility er jo meget andet end resultater, selvom det er dem der tæller.

Vi havde heldigvis ikke meldt os til udtagelse til hverken EO eller landshold. Så havde det nok været en total skuffende weekend. Nu var det trods alt bare en stævneweekend.

Tak for gode tilbagemeldinger fra de tre deltagere. De har både været opmuntrende og øjenåbnende.

Lørdag kørte vi hjem efter tre dages stævne og kunne se frem til en søndag helt uden planer. Det sker ikke så tit, og jeg var klog nok til ikke at fylde dagen med aftaler.

Vejret var super godt, og jeg trængte helt vildt til at gå en god lang tur. Bare nyde vejret og lufte hundene, mens jeg lyttede til en 7 timers podcast om Depeche Mode. Jeg gik nu ikke i syv timer, men gik i gang med at massere og soignere tøserne.

Torsdag aften læste jeg den triste nyhed, at Andy Fletcher fra Depeche Mode uventet var afgået ved døden i en alder af sølle 60 år.

Det havde jeg ikke haft meget tid til at forholde mig så meget til under stævnet. Det er det smarte ved agility. Der er ikke rigtig plads til alt mulig andet i knolden på en. I hvert fald ikke hos mig. Nu var det jo heller ikke fordi jeg som sådan skulle forholde mig til det på det praktiske plan eller kendte Andy in person. Men jeg blev da alligevel trist ved tanken om, at musikeventyret måske slutter her. Depeche Mode er ikke bare ungdom og datid for mig. Det er næsten 40 års dedikation.

I dag fik jeg tygget mig igennem syv timers P7 Mix med Depeche Mode. I morgen når turen går til Blåvand til ugens første møde, så tager jeg hul på 6 timers P6 Beat elsker Depeche Mode.

Fredag kører agility karavanen igen, så går turen til Ribe Hundevenner med agility, camping, is og hygge.

Jeg synes, vi er en ret travl familie og nogle gange, så føler man virkelig, at man trænger til at være sammen.

Helligdagsweekender er et kærkommet pusterum, fordi man så kan få tre dage fri i stedet for kun 2. Så vi havde campingplaner. Ikke noget specifikt. Bare at være sammen.

Jeg spurgte familien, hvad det skulle være for en campingplads vi skulle ligge på, så jeg kunne finde det, som matchede deres ønsker. Det eneste ønske var en campingplads. Så det ønske kunne enhver plads vel leve op til. Når vi er på Mandø er vi på en ret skrabet campingplads. Det samme gør sig gældende til agilitystævner. Så det var faktisk bare at finde en plads.

Fredag skulle vi spise frokost hos Tobias og familien i Ikast, så det var en fordel, hvis pladsen lå i Midtjylland. Jeg fandt en plads i Brande.

Vi kom først afsted lige under aften, så det var heldigt nok at campingpladsen havde en grill-restaurant også. Så det var bare at stille op, bestille maden, spise og slappe af. Det er vel ikke noget som at starte campingferien med burgere og fritter.

Vi trængte vist alle til at sove længe. Vi kom i hvert fald ikke tidligt op om fredagen, men vi nåede da frem til frokosten og havde en super hyggelig eftermiddag i Ikast. Hold op, hvor sker der meget med Pelle, der nu er 6 måneder og naturligvis er han helt fantastisk. Han er jo mit barnebarn.

Lørdag var vi lidt kulturelle. Vi tog på udflugt til Søby Brunkulslejer. Jeg havde set en udsendelse om brunkulslejerne i TV Midt/Vest. Her indrømmer jeg så, at det faktisk er den kanal, som vi oftest ser her i huset.

Vi kan zappe rundt på kanalerne, når vi en sjælden gang tænder fjernsynet. Vi ender ganske ofte på TV Midt/Vest, som laver nogle interessante og informative programmer. Det var et lille sidespring.

Det var et ualmindelig interessant besøg. Det var svært at forestille sig hvordan området havde set ud, da man udvandt brunkul i området. Det var i øvrigt en stor industri med rigtig mange arbejdspladser og rigtig mange beboere i Søby og omegn, hvor man gravede brunkul. Det var en meget farlig arbejdsplads.

I øvrigt er hunde velkomne på museet fandt jeg også ud af, da vi havde besluttet os for at tage afsted. Det endte nu med, at jeg kun havde sheltierne med rundt, for der var lidt trangt i de små huse, og jeg synes, at TikTok trængte til at blive lidt stimuleret – eller måske bare lidt træt. Ikke at de sådan gjorde den store forskel.

Ud over museet, hvor man går rundt på noget af arealet, så ville vi også køre en tur rundt i området. Det var imponerende stort og sikke et helt fantastisk område. Der kunne man sagtens bruge et par dage på at gå i det smukke område, hvor der er stier og søer rundt i området. Man må grundet faren for jordskred kun færdes på de afmærkede stier, men sikke er smukt område.

Søndag var det tid til at pakke sammen og trille hjem. Henrik og jeg var lidt morgenfriske og kørte til Den forsvundne sø (Brande Elværkssø) for at gå tur. Mulighederne for gåture fra campingpladsen er meget ringe. Det var en smuk tur i det forårsgrønne landskab.

Efter forslag fra Silas om fodboldgolf, så blev vi enige om, at køre omkring Brande Fodboldgolf. Vi kiggede nogle videoer på nettet og læste om åbningstider og diverse andre praktisk informationer. Da vi kørte til adressen, så viste det sig, at stedet var permanent lukket. Det var desværre ikke alle steder på nettet, at den information var nået frem.

Jeg tjekke andre fodboldgolfbaner i omegnen og vi endte så på banen ved Hejnsvig. Vi er alle tre ret dårlige til fodbold, så det havde vi da som fælles udgangspunkt. Men det var stadigvæk meget sjovt.

Det var en skøn lille campingtur, og så var vi klar til endnu en hektisk uge.

Da jeg i sommers blev færdig med uddannelses til rehabiliteringsterapeut for hunde, så fik jeg måske logisk nok blod på tanden til at udforske mere i universet omkring træning med hundens krop.

Jeg har i starten af året leget med nogle små hold med kropstræning for hunde (og ikke mindst deres ejere), og de sidste 5 dage har jeg brugt på at tilegne mig endnu mere viden på dette felt.

Hvis man skal beskrive indholdet af proprioceptionskurset på den helt korte og enkle måde, så handlede det om kropsbevidsthed, balance, holdning og selvsikkerhed på diverse materialer og underlag.

Jeg har hørt flere personer udtale sig meget rosende om Sam Turner fra Holland og hendes tilgang til træning af hundens krop, så det kunne jo være et meget fint bud på en måde at udvide sin horisont på.

Så jeg tjekkede ind på et 5 dages instruktørkursus hos HundeVenligVerden i Nordjylland. Ikke så meget fordi jeg har brug for et certifikat på, at jeg har været der og hørt efter, hvad der er blevet sagt, men primært for at blive klogere. De fleste på holdet havde selv hundeskoler/undervisningsvirksomhed mere eller mindre på hel- eller deltid.

Jeg havde fra starten tænkt, at jeg ville trække campingvognen med til Nordjylland og sove på en campingplads i området sammen med hundene. Men vejrudsigten fik den begejstring til at dale, når jeg også skulle have 4 våde og beskidte hunde i vognen og kunne forvente frostgrader.

Så jeg fandt så fin en løsning med overnatning hos min far de fleste af nætterne og hos Tine i Hjallerup den sidste nat. Jeg fik også klemt en firmafest ind i programmet fredag aften, så alt endte (som altid) med at gå op i en højere enhed.

Det var et super fint kursus i gode omgivelser og et skønt og rummeligt lokale, som vi kunne lave alle øvelserne i. Heldigt nok for det var godt nok ikke vejr til at lave ret meget udenfor, hvis man skulle modtage lidt nørdede informationer samtidig med at man skulle holde varmen, holde Ipad/mobil for at filme og holde sine notater tørre. Vejrguder gav nærmest alle typer vejr (sådan som april jo er).

Noget af kursets indhold var at iagttage forskellige detaljer omkring hundens bevægelser og holdning, når den ikke lavede “noget”. Det var for mig en catch up fra den tidligere uddannelse.

Vi arbejdede derefter med forskellige øvelser i relevante grupperinger. Der var tid til at have hands on på øvelserne og filme arbejdet, indlæringen og opmærksomhedspunkter på de enkelte øvelser. Den del var virkelig super god. Så jeg fik mange flere gode ting ned til de andre gode ting i min rygsæk.

Jeg fik i hvert fald også bekræftet, at man slet ikke behøver en masse fancy udstyr for at arbejde med hundens krop. Og i tillæg at en del af de produkter, der er på markedet til træning ikke nødvendigvis er så anvendelige, når alt kommer til alt. Så det er altså ikke manglen på de dyre redskaber, som er en brugbar undskyldning for manglende træning med hundens krop. Det er jo sådan set det samme for mennesker, men det er en helt anden snak…

Det sværeste ved kurset (for mig i hvert fald) var, at al undervisning og kommunikation på kurset foregik på engelsk. Det kræver en hel del ekstra for mig, både når jeg skal forstå, hvad der bliver sagt, omdanne det til notater, som blev lidt et misk-mask af engelsk og dansk.

Alle lærer helt sikkert meget forskelligt. Jeg lærer bedst ved at prøve selv eller se tingene blive udført foran mig. Den del var faktisk rimelig god på kurset. Til gengæld var det ekstra svært for mig, at undervisningen bestod af rigtig meget tale, som foregik uden powerpoints eller tavlenotater til at understøtte det, som blev sagt. Lige der tabte jeg helt sikkert en del ting undervejs, fordi jeg brugte for meget energi på at holde styr på oversættelser og billeder i mit eget hoved. Det kunne godt være lidt frustrerende.

Kurset sluttede vi af med en skriftlig opgave (naturligvis også på engelsk). Efter frokosten havde vi en snak om, hvordan man kan opbygge et forløb af f.eks 5 gange med de ting, som vi har været igennem på dette kursus. Det gav nogle interessante snakke på holdet og masser af god inspiration til opbygning af undervisning.

Så nu glæder jeg mig til at lege med nogle af øvelser i praksis.