Tag: Silas

Hvad sker der lige for Vor Herres kalender?

Mon ikke han er kommet til at bytte lidt rundt på årtstiderne?

Morgensolen leger i nattens edderkoppespind

Vi skriver d. 1. oktober, og det er vel tæt på, at denne dag har været årets varmeste dag. Jeg har desværre ikke selv oplevet så meget af det gode vejr, da jeg har siddet i Lillebælthallerne sammen med ca. 200 scrappere. Der var scrapbooking Convention, og jeg havde købt billet helt tilbage i marts måned, hvor jeg da ikke havde fantasi til at forestille mig, at det ville blive “strandvejr” på denne dag.

Stor aktivitet i Lillebæltshallerne.
Der blev scrappet og handlet

Men vi har da fået lidt ud af det fine vejr, som det har været her på det sidste. Vi har ryddet lidt op i haven. Sået græs på nogle af de steder, hvor maskiner og andet har været lidt hård ved plænen ifm forhaveprojektet og malet udestuen færdig (det var nærmest umuligt at få færdigt i august, hvis ikke det blæste, så regnede det – eller begge dele på en gang).

Fredag var vejret også bare så fantastisk, og vi blev enige om at tage ud at spise et eller andet sted, hvor vi kunne sidde udenfor. Vi trillede en tur til Aabenraa og spiste på Café Storm. Silas var i hopla og dristede sig faktisk også til at smage mine kartoffelbåde samt vores is. Alene det kunne gøre aftenen god.

Silas spiser is

Efter vores måltid gik en særdeles hyggelig tur i Aabenraas gågade, hvor vi bare næsten ikke kunne forstå at det var d. 30. sept., da vejret var bare så mildt.

Imponerende tilbud

Det er egentlig lidt underligt at havne permanent i den kasse, der hvor forældre til børn med særlige behov/kroniske lidelser/handicap med mere ligger og roder. Men det er nu en gang sådan det er, og selvom jeg godt kan blive trist, når jeg mindes om nogen af Silas´ udfordringer, så glæder jeg mig samtidig over hans ufattelige livsvilje og altid gode og smittende humør.

Tilbage til den der kasse for forældre som os. Jeg læste i den lokale ugeavis at “Legeteket” i Haderslev holdt åbent hus med rådgivning. Jeg anede ikke noget om “Legeteket”, men fandt ud af, at det var et gratis tilbud fra Haderslev Kommune til forældre og fagfolk, hvor man kunne låne træningsredskaber/-legetøj og andre effekter, der kan stimulere udviklingen hos børn med “særlige behov”. Silas er ikke helt på niveau med sine jævnaldrende i sprog og grovmotorik, så jeg mødte op for at kigge “Legeteket” lidt ud.

Der var også en del ting, som jeg kunne se en fordel af at låne ift at hjælpe Silas på vej i sin udvikling. Det er jo et fantastisk tilbud for både forældre og fagfolk. Nogle af disse rekvisitter ville også koste en bondegård i butikkerne, og hvis man kun skal bruge dem en måned eller to, så ville almindelige folk jo knap have råd til det. På Legeteket er det så gratis at låne tingene i 1-2 måneder.

Der var mødt ca 10 gæster op til dette åbent hus arrangement og ved præsentationen gik det op for mig, at jeg var den eneste forælder. De øvrige var pædagoger fra institutioner rundt om i Haderslev. Jeg er forundret over, at der ikke var flere forældre til sådan et arrangement. Personligt blev jeg i hvert fald inspireret og kommer helt sikkert igen i den ordinære lånetid.

Og forresten. Mht mandagens kontrol. Silas var vokset næsten 2 cm og have taget 300 g på. Vi kunne måske godt have ønsket os lidt mere vægt, så selvom vi nok til en start var lidt skuffede, så må man nok se realistisk på det og sige, at det var ganske tilfredsstillende. Silas bevæger sig den rette vej. Fagfolkene var da ret tilfredse med ham.

Når mad er et mareridt

Silas har aldrig været særlig god til at spise, og jeg tror, at det bl.a. hænger sammen med hans behandlingsforløb med kemo (selvom det ligger 2 år tilbage nu), men ikke mindst hvor afkræftet han var for 1½ år siden, da vi var indlagt til udredning, og han der fik konstateret Cystisk Fibrose. De få ting, som han med glæde spiste under indlæggelsen – eller måske rettere op til indlæggelsen, rører han helst ikke i dag. Jeg tænker at smagen af det mad,som han spiste dengang, giver ham dårlige associationer.

Faktisk er måltiderne blevet et sandt mareridt for os og har været det størstedelen af Silas´ liv. Silas er umådelig kræsen og vil ikke smage på noget nyt. Kartofler og ris spiser han ikke – faktisk er han lige ved at kaste op, hvis han får det i munden. Det eneste varme mad han med sikkerhed spiser er tomatsuppe, som han er helt vild med – dog uden kødboller og suppehorn. Deruodver er det kun pandekager, som han med sikkerhed modtager med åbne arme  åben mund. Gennem de sidste par uger har vi dog sporet lidt velvilje for noget nyt og set ham spise 1½ skive farsbrød og en pizzaslice. Henrik og jeg kiggede måbende på hinanden, men vi ved også, at det sagtens kan være, at han næste gang, han præsenteres for samme ret vil nægte at putte det i munden igen.

Silas vil faktisk kun have rugbrød, boller eller franskbrød. Derpå kan vi heldigvis komme forskelliget pålæg på, men man kan alligvel ikke lade være at tænke, at det må være lidt kedeligt kun at spise brød med div. pålæg – og hvad pokker gør vi, hvis han pludselig får den idé, at han ikke vil spise brød mere?!

Han spiser dog med glæde chips, saltstænger, frugtstænger, chokoladekage og chokolade. Men men det kan man jo ikke leve af.



Silas giver kærligt bamsen mad og drikke
– men hvad med ham selv?

 Måltiderne tager typisk ½-1 time, hvilket godt kan være lidt en pine, hvis man har lidt travlt en morgen, for man har ikke meget lyst til at snyde ham for mad, da han jo meget gerne skulle tage noget mere på. Jeg synes det er svært at fede på ham, når han er så småtspisende. Vi gør ellers en indsats med tandsmør, sødmælk, fed pålæg og masser af olie i pandekager og tomatsuppe. Pga en defekt bugspytkirtel, så kan Silas ikke selv spalte fedt og trods medicin går der stadig en del fedt tabt, som han ikke får næringen af.

Imorgen skal vi til kontrol på Skejby, som vi er ca en gang hver måned. Til denne kontrol måles og vejes han altid, og både Henrik og jeg forventer, at han denne gang har taget på i vægt, så jeg ved, at vi vil blive ret skuffede (og måske også lidt frustrerede), hvis vægten skulle vise det modsatte.

Fedt at prøve noget nyt

Vi er lige vendt hjem fra Dansk Hundeferie. Jeg deltog også sidste år, og det var rigtig hyggeligt. Ikke ambitiøst eller træningsmæssigt overdrevent seriøst (jeg kan ellers godt lide seriøs træning), men meget nede og på jorden og ferie med hygge og helt-nede-på-jorden-hundesnak. Ikke mindst var der tid og overskud til familien og campingferie. En skøn forening for mig.

Fællesspisning på campingpladsen

Den store grill var i brug

Samtidig synes jeg, at hundeferien holdes på en rigtig dejlig campingplads (Nymindegab Familie Camping), hvor der er fri adgang til et skønt vandland, hvor vandet er opvarmet til 27 grader (Teenageren og hans bedste ven, som var med lignede runkne rosiner) Gratis varmt vand i bruserne og ved opvask (hvilket ikke er en selvfølge). Men den fantastiske natur rundt om campingpladsen var noget af det mest interessant synes jeg. Pladsen ligger op Blåbjerg Plantage, og der var en fin ugenert vej ned til Nymindegab Strand (ca. 2 km). Faktisk lå der også tæt derpå en hundeskov, men de som kender mig ved, at jeg hader hundeskove, så det trækker ikke opad i min personlige vurdering.

Sidste år var jeg på klikkerholdet med Ninja. Det var ganske interessant, men som sådan ikke nyt for mig. I år ville jeg prøve noget helt nyt og meldte mig til spor/eftersøgning. Holdet havde vist mange navne, men det hele handlede om at bruge næsen.

Jeg har aldrig lavet det, der ligner søge-/sporarbejde med Ninja, og har ikke gået spor i 15 år eller noget i den stil. Vi havde fået lov til at bruge den skønne plantage til at lave næsearbejdet i.

Vi startede med at være sammen to og to på holdet. Den ene af os bandt hunden af ved vores fælles base, og så gik vi sammen ud i plantagen, hvor den “hundeløse” gik ca 100-200 skridt ud af stien/vejen og derefter gemte sig lidt inde i krattet. Derefter skulle den anden hundeejer + hund finde “den gemte person” ved hjælp af den fært, som man afsætter. Gradvist gjorde vi det så sværere og sværere.

Ninja – næsen er ikke kun til pynt

Ninja imponerede mig helt vildt på andendagen, hvor Anette Thøgersen var figurant (“den gemte person”) for mig. Ninja nærmest pløjede skovstien op for at komme afsted og finde Anette. Hun trak som var hun en slædehund. Vældig fascinerende og især, når hun kom til at gå forbi stedet, hvor Anette var gået væk fra stien, og man kunne se, at færten var “væk”. Så var det bare tilbage på sporet og finde Anette og hendes lækre godbidder.

Vi arbejdede også lidt med runderinger. Ninja ville ikke gø af figuranten, men det er også ok for mig. Jeg værdsætter, at hun er lydløs i det daglige.  Men hun synes, at det var sjovt at skulle løbe ud til figuranten, men ville da gerne lige løbe retur til mig for at sikre sig, at jeg også kom med. Så hun forstod ikke øvelsen helt, men pyt. Hun havde det sjovt!

Vi lavede også felt-søg. Det har vi heller aldrig rigtig prøvet. Det var hun faktisk ret hurtig til at fange. Dog kneb det lidt med at finde mere end en genstand i feltet. Den første gik ret fint, men nr to var svær for hende. Jeg tror, at hun tænkte, at hun jo havde fundet genstanden, og så var der vel ikke mere at lede efter. Feltsøg er en sjov og nem måde at aktivere sin hund på, og tænk sig, at jeg havde glemt denne fantastiske øvelse fra mine yngre hundedage. Bedst af alt, så er det jo også en øvelse, hvor Silas kan være med til gemme genstandene. Den ene dag, hvor jeg havde ham med i skoven, stod han næsten og hulkede af grin over Ninja, der snusede rundt i krattet. Nogen gange kan man undres over, hvad de små størrelser morer sig over.

Ninja og Silas holder pause

Jeg håber, at lysten til at lege lidt videre med dette næsearbejde hænger ved, for det var rigtig interessant og en dejlig måde at supplere mit sædvanlige hundearbejde.