Tag: Silas

Rundt om hjørnet venter “virkeligheden”

I dag er Silas 14 mdr. Og der er nu en måned til, at han skal starte i dagpleje. En måned til jeg skal starte på fuld tid på jobbet.

Faktisk har jeg ikke arbejdet på fuld tid i 2½ år nu, så det bliver nok noget af en omvæltning at skulle lægge sig i selen ugens fem dage. De sidste 8 måneder har jeg arbejdet 2 dage om ugen og været hjemme hos Silas de øvrige 3 dage. Pga kemobehandlingen har han ikke kunnet blive passet ude, så Henrik og jeg har været hjemme hos ham på skift. Nu er han klar til “virkeligheden” og har fået en dagplejeplads.

Forud for graviditet og barsel var jeg sygemeldt i en længere periode pga stress.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at det har været rart at kunne gå hjemme. Årsagerne til mit fravær fra arbejdspladsen har jeg bestemt ikke selv bestilt, så ingen behøver at misunde det.


Jeg er også igang med at lade op til “hverdagen” igen. Det betyder et lidt varmt dankort, da jeg har købt lidt nyt til garderoben, og det har tilsammen kostet nogle tusinde, men nu har jeg heller ikke puttet de store formuer i ekviperingen de sidste par år. Så jeg kan da se, at det trods alt var billigere at gå derhjemme med et barn i isolation. Men jeg kan også tydeligt huske, hvor frustrerende det var, når man skulle have indkøbt noget eller bare passerede et fristende butiksvindue, men ikke kunne gå ind pga isolationen.

I weekenden der er gået havde Ribe Hundevenner hyret Sarah Lorentzen til at komme og undervise. Ved den lejlighed fik Echo for første gang prøvet at passere balancebommen i et baneforløb. Han er umådelig fristet af kaninskindet for enden af bommen, så jeg synes faktisk, at han klarer det flot.

Nu smager det lidt af barselsorlov

Der sker så meget med Silas. Han forsøger nu at efterligne lyde og bevægelser, og det er gået rigtig stærkt den sidste måneds tid. Sjovt at se, hvor hurtigt han opfatter tingene. Det med at kravle lader dog vente på sig, men når man nu bare kan trille eller trække sig frem i armene, så er det vel også godt nok?!

I dag har jeg været til et tema-arrangement, som Sundhedsplejen i Haderslev afholdte. Det handlede om Baby-rytmik. Da Silas var en måned var jeg afsted til et lignende arrangement og besluttede dengang, at det skulle Silas og jeg da gå til, når han var et halvt års tid, men omstændighederne ville det jo anderledes. Nu har jeg så tilmeldt os et hold.

En dreng, der suger indtryk til sig – siddende på et spillende flygel til rytmik.

Faktisk er både Silas og jeg begyndt at opdage verden blandt raske. I torsdags spiste vi på Café sammen med en veninde, som jeg desværre sjældent ser. Verden er fuld af muligheder.

Igår var vi også på en lille udflugt. Ja, det ligner nok mere en barselsorlov nu, selvom det faktisk stadig er tabt arbejdsfortjeneste et par måneder mere. Men jeg har mange mange ugers ikke afholdt barselsorlov i “banken”, som jeg kan afvikle senere.

Stævner bliver det ikke til så mange af. Tiden går med familien og huset. Men vi skal da til Fælles DM i starten af sept. Dog kun Diva og jeg. Echo løber jo stadig ikke agilityklasser, så han kan derfor slet ikke kvalificere sig.

Jeg bruger også en del energi på kortproduktion samt distribution af mine og andres kort. Indtil videre har jeg indsamlet mere end 10.000 kroner til Foreningen Cancerramte Børn siden februar. Utroligt at jeg kan blive så bidt af det. Henrik har siden fortalt mig, at han ikke troede, at det med at lave kort kunne fange min interesse i mere end 20 minutter Derefter ville jeg ikke gide det mere. Men han tog fejl!!


Imorgen udkommer Ude og Hjemme, og for mig er det jo nok et sær-nummer. Det er egentlig lidt en mærkelig fornemmelse at tænke på, at imorgen er vores historie meget “offentlig”. Jeg kan egentlig godt blive lidt forlegen ved tanken, og jeg er også lidt spændt på, hvordan artiklen tager sig ud i bladet. Det første artikel-udkast kunne vi ikke godkende. Det var total følelses-porno, og det var lidt som om, følelserne havde fået et ekstra gear. Vi fik lavet nogle ændringer i artiklen, men sådan super tilfredse med den, er vi ikke. Men ting på tryk syner jo også nogen gange hårdt. Forløbet har da også været hårdt, og vi jublede da heller ikke over den besked, som vi fik af overlægen dengang tilbage i okt. 08.

(kommentar tilføjet d. 26. aug: Artiklen er ikke i denne uges udgave af Ude & Hjemme, da den nok har måttet vige for mere “aktuelle” artikler, så måske i næste uge……….)

Endnu en fødselsdag

Tiden går, og jeg er nu blevet et år ældre. Det var så den tredje fødselsdag i familien på under 2 uger. I onsdags var det 37 år siden, jeg kom til verden. Når man er voksen er en fødselsdag ikke sådan noget særligt, som man gider at gøre et stort nummer ud af…..

MorgenbordetDog var det nu lidt hyggeligt, at mine forældre tog herned tirsdag aften og blev til onsdag morgen, hvorefter de skulle videre. Vi fik da nydt morgenmaden sammen, inden de kørte.
Ude og Hjemme medbragte denne buket i anledningen af min fødselsdag.
Det ene hold gæster afløste nu bare det andet. En fotograf og en journalist fra Ude og Hjemme kom nemlig kl 11. Journalisten havde for en uges tid siden skrevet til mig, og spurgt om jeg ville medvirke i en artikel. Hun havde fundet frem til mig via en facebookgruppe til fordel for Afd. H2 på OUH. Hun var så havnet inde på denne blog og læst lidt med her. Baggrunden for artiklen var, at hun gerne ville skrive en solstrålehistorie med udgangspunkt i Silas´ sygdomsforløb. Jeg tænkte over det i et par dage, før jeg ringede tilbage til hende, og svarede, at jeg gerne ville medvirke. Hvis artiklen kan være med til at holde modet oppe hos familier, der står i en lignende situation eller gavne dem på anden vis, så er det jo positivt.Dagens smil!

Opdatering

Ups – jeg har ikke været så flittig på bloggen på det sidste. Ikke fordi her ikke er sket noget, men jeg har ikke rigtig kunnet få skrevet noget. Så er lille opsumering af de sidste par ugers begivenheder.

Vores tredje og sidste uge af ferien var sat af til et terasseprojekt, som jeg havde forventet kunne klares på et par dage. Det blev nu til noget mere end et par. Dels pga Silvan, som brugte 10 dage på at levere sandet, trods et løfte om max 7 dage (som også var 10 gange dyrere end det sand, som vi efterfølgende hentede hos en vognmand 7 km herfra), men også pga at gravearbejdet viste sig lidt mere “udfordrende” end først forventet. Under det betonfundament, som udgjorde den gamle “terasse” var der nemlig masser store sten. Så vi blev desværre ikke færdige med terassen til Silas´ fødselsdag. Men det nærmer sig. Nu mangler der kun lidt småjusteringer.

Dette var udgangspunktetHer nærmer vi os en afslutning – dog afventes holmegårdssten til kanten
Sidste lørdag fyldte MiniMan nemlig 1 år. Tænk at han allerede er 1 år. Der er godt nok sket meget hos os det sidste år. Vi havde jo kun boet i huset en dags tid, da Silas meldte sin ankomst, så det var flyttekasser og virvar – og en fødsel. Ja og året har jo i det hele taget budt på hele følelsesspektret, da Silas blev syg, og vi blev fyldt med sorg og angst. Jo, det har virkelig været et år med op- og nedture. Måske derfor var Silas´ fødselsdag også noget ekstra særligt. For vi tog den bestemt ikke for givet.


Silas fornøjer sig med sin helt egen lagkage

Nu er det hverdag igen. Skolestart for Tobias og job efter ferien for os voksne, der stadig arbejder på skift og på skift er hjemme hos Silas. Vi nyder ham i fulde drag! Og jeg glæder mig over det privilegium at kunne opleve ham og se hans rivende udvikling.


Silas udvikler sit huslige talent. Dejligt med en hjælpende hånd med vasketøjet.

En fantastisk ferieuge

Søndag efter Jutlandia Cup fik vi pakket alt vores happen-gut sammen og trillede direkte mod Blåvand, hvor vi havde booket plads på Hvidbjerg Strand Feriepark.

Henrik og Silas kigger efter dragerne.
Det er en stor flot (og ganske dyr) campingplads, hvor der absolut ikke mangler noget som helst. Pladsen var primært valgt pga sin beliggenhed lige ud til Vesterhavet og pga sit tropiske vandland. Tobias og Silas hygger i vandlandNu kunne Silas jo endelig endelig komme i svømmehal, og så skulle han sandelig også komme med manér. Knægten var dog ret uimponeret, og sad bare og iagttog alt, hvad der skete omkring ham. Trods 8 måneder, hvor han har levet en ret isoleret tilværelse, så sluger han bare den nye verden og de mange indtryk. Og vi voksne nyder “friheden”, der giver helt nye muligheder, men det bliver faktisk hurtigt hverdag at handle ind hele familien osv. “Hi Barbie, Wonna go for a ride??”
Fedt badekar udformet som sportsvogn.Jeg nød denne ferieuge, som jeg ikke har nydt en ferie i flere år. Kan faktisk ikke mindes, at jeg har slappet sådan af og nydt det, siden vi var i Kroatien for 3 år siden. Fantastisk at være så meget i nuet og nyde det SÅ meget. For der var jo ikke noget “særligt” over den ferie uge. Det var jo “bare” afslapning med familien. Ingen aktiviteter. Kun dase, gå en tur ind til Blåvand og spise is og ellers bare afslapning i lange baner.

En lille diskret is fra Blåvand Bolchers is-bar – MUMS!Vi købte også en drage, og den fik vi en del tid til at gå med. For helt ærligt. Vi var pissedårlige til at flyve med den, da vi prøvede den første gang. Det blev dog betydelig bedre, men den bestod de mange crash-tests, som vi udsatte den for. Henrik og Tobias flyver med drageHjemme fra campingferien snuppede jeg lige et weekendstævne hos DCH Åbenrå. Jeg havde forinden besluttet mig for, at det var sidste udkald, hvis Diva skulle kvalificeres til Fælles-DM. Søndag blev hun nr. 2 i begge de åbne klasser, så vi fik den sidste kvalifikation i agility, som vi manglede. Echo løb rigtig pænt i weekenden og overraskede mig totalt ved at vinde spring åben med 28 deltagere. Godt nok væltede vi ikke rundt i landsholdshunde, men det er Echos første sæson, og jeg synes bestemt, at han især halter på lidt på fremaddriften, som er lidt svingende. Så at vinde en åben klasse var helt over mine forventninger.