Herude på landet sker der aldrig noget…..

Vi bor pænt langt ude på landet, synes vi selv. Men derfor skal man ikke vide sig for sikker. Det har vi da erfaret, da vi for få dage siden fik stjålet en cykel, som stod langt inde på vores grund helt inde ved huset (der er 50 meter fra vejen til huset, og haven er ret lukket).

Egentlig opdagede vi først, at Tobias´cykel manglede, da han vendte hjem fra ferie hos mine forældre torsdag eftermiddag og ringede og spurgte, hvor vi havde gemt hans cykel….. Så vidste jeg ligesom godt, hvad der var sket med den. Jeg kunne huske at have set den tirsdag morgen – ULÅST!! (men den skal låses med nøgle, så det er ikke bare lige….)

Torsdag aften kørte jeg strand- og sommerhusområdet (som ligger 3-5 km nede af vores vej) tyndt i håb om at finde den smidt i en grøft eller et buskads. Men nej desværre ikke. Fredag blev Tobias sendt ned i samme område for at lede efter cyklen og op til købmanden i vores lille by med en seddel med en efterlysning.

Fredag eftermiddag kørte jeg afsted for at hente Silas i dagplejen, og jeg var lidt sent på den, da fredagslukketiden egentlig ikke passer så godt med min arbejdstid. Nogle hundrede meter oppe af vejen passerer jeg tre drenge, og jeg når i forbifarten at registrere, at den ene af drengene cykler på en hvid herrecykel. Det må jeg lige undersøge nærmere, så jeg vender bilen og fortsætter efter drengene, og da jeg kører op på siden af dem, bliver jeg ret sikker på, at den hvide cykel er Tobias´. Så jeg standser drengene og spørger, om ham på den hvide cykel kan bevise, at cyklen er hans. Det kan han så ikke, for den har han fundet nede ved stranden. Det forklarer jeg ham så, at det ikke er helt i orden at score noget, bare fordi man finder det, og at den cykel faktisk hører til i min husstand.

Han får en lille opsang, mens mine tanker flyver lidt rundt. Jeg er jo temmelig tidspresset, og sandsynligheden for, at politiet vil rykke ud på nul komma fem er nok meget lille. Med til denne historie hører, at jeg engang stod i Holbæk Politikreds med en mand, der var så stang-bacardi, at han ikke kunne ramme den rigtige side af vejen. Da jeg ringede til politiet var beskeden bare, at jeg skulle lade manden køre, for de havde ikke mandskab til at køre ud. Jeg var målløs. Jeg synes jo, at spritkørsel er total hul i hatten – og til stor fare for omgivelserne. Så hvilken prioritet har en cykeltyv lige??! Så hvis politiet endelig ville snøvle sig herud på 7. kartoffelrække, så ville der nok gå 20-30 min.

Jeg vurderede sagen kort. Nu havde jeg cyklen i hænderne, og jeg kunne helt sikkert ikke nå at hente Silas til tiden, men vidste, at dagplejen stod og hoppede for at komme afsted på ferie på campingpladsen. Derfor smækkede jeg cyklen bag på bilen og lod cykeltyv være cykeltyv. Hvilket jeg har fortrudt en del gange siden nu.

For da Tobias genser sin cykel konstaterer han, at de har forsøgt at camouflere deres ugerning ved at spraymale hans blå eger (og der har de også ramt noget af stellet), fjernet ringklokke, sadelovertræk, staferingsklistermærker og lygteholder. Så udover at den mangler effekter, så er det måske heller ikke helt den samme flotte cykel, som jeg købte for 10 måneder siden. Men det nåede jeg jo ikke at konstatere i farten, men synes godt nok, der var noget, som var forandret. Nu synes jeg så også at gerningen har flyttet sig lidt fra at have “lånt” en cykel, man har fundet (og måske havde tænkt sig at lægge fra sig igen, når man var færdig med at være sommerhusgæst) til at man nu i den grad forsøgte at score en cykel.

Dagens besøg hos vores lokale købmand gav mange gode oplysninger om de tre drenge, som jeg jo meget gerne vil møde igen nu. Vores købmand har nemlig en meget nysgerrig ekspedient, som gerne skal kommentere alle indkøb og vil hyggesnakke med alle, så hun vidste at de tre drenge boede i sommerhus nede ved stranden, og at det var en af forældrenes sommerhus og at de boede tæt på campingpladsen. Hun vidste også, at de kom og spillede oddset og enten gik, cyklede eller tog den på stop de ca. 5 km mellem købmand og strand, som var en strækning de havde tilbagelagt en del gange i ugens løb. Så vidste hun også, at de var en større flok på 8-10 unge.

Så lørdag aften gik med at lege Sherlock Holmes i sommerhusområdet. Jeg talte med mange af de fastboende sommerhusejere, men de havde ikke lige hørt noget i deres sommerhusområde og sådan en flok ville de da have bemærket. Men en af dem havde hørt at campingfatter på den nærliggende campingplads var meget træt en gruppe unge mennesker, som boede i sommerhuskvarteret ved siden af det, som vi var blevet ledt hen til ud fra købmandens oplysninger, så vi søgte det ene spor efter det andet, men jeg tror desværre ikke, at det var meget at hente der.

Men nu kan jeg da i det mindste sige til mig selv, at jeg trods alt forsøgte at finde drengene. Og så glæde mig på Tobias´vegne over, at cyklen er hjemme igen. Og behøver jeg at nævne, at vi naturligvis har sagt til ham mange mange gange, at han skal låse sin cykel?? Så jeg tænkte godt nok, at han nu havde lært noget, når nu cyklen forsvandt. Så jeg var faktisk ikke bange for at true med at genindføre revselsretten, for han ville helt sikkert huske at låse sin cykel nu! Så jeg sagde til ham, at jeg bare ikke gad at se den cykel stå ulåst, og hvis jeg så det igen, så skulle han bare vide, at Henrik eller jeg havde ret til at give ham en “lammer”

I dag er det lørdag, og Tobias har fået sin første (venskabelige) “lammer”. Sådan en teenager lærer åbenbart ikke så godt………

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.