Følelsen af andres smerte

Det er bare skønt med orlov. Sikke mange løse ender, som jeg har fået hanket op i, og der er stadig masser af andre at gå i kast med.

I dag havde Silas og jeg hyggedag, hvor vi sov længe (til efter kl 8) og bare tog den med ro. Sidst på formiddagen kørte vi til Hjordkær og besøgte Isabella, der er ca 3 uger gammel. Isabellas forældre er nogle af de gode venner, som vi har lært at kende gennem børnekræftafdelingen på OUH, og vi ses af og til. Det har altid været dejligt at kunne snakke sammen, og vi har jo prøvet nogle af de samme ting og haft de samme bekymringer og problemer. Det er så rart at kunne dele med andre og få vished for at ens tanker og følelser er normale ift vores situationer. Det forstår kun ligesindede.

Mens jeg sidder dernede ringer min mobiltlf. Jeg tjekker lige nummeret, og det er “blokeret” nummer. Så er det 80% af gangene CF-centret på Skejby, der ringer, så et blokeret opkald på min private mobil får mig mere eller mindre til at smide alt, hvad jeg har i hænderne (så hvis Tobias har sat sin mobil på “skjul nummer”, når han ringer til mig, så bliver jeg lidt stram), så derfor besvarede jeg også dette opkald.

Det var da også CF centret, der ringede og spurgte, om vi ville være kontaktforældre for et andet forældrepar i det sønderjyske, hvis lille dreng også havde fået konstateret cystisk fibrose. Jeg var selv meget overrasket over min reaktion over denne opringning. Jeg blev meget berørt, men fik da strammet ballerne og talte færdig med sygeplejersken fra Skejby, men mine venner kunne tydeligt se, at jeg blev påvirket af samtalen, og de blev også urolige. Da jeg havde lagt på, så tudede jeg bare. For bare tanken om denne lille dreng og hans fortvivlede forældre, gjorde mig så ked af det. Jeg var faktisk selv lidt overrasket over denne reaktion.

Så det var rart, da Jane trøstende lagde armen om mig og sagde til mig, at det var helt naturligt. Hver gang hun hører om et barn med samme sygdom, som hendes lille pige eller et af børnene fra afdelingen, der får tilbagefald, så græder hun også…….

Til slut: Jeg sagde ja til, at vi ville være kontaktforældre til dette forældrepar, fordi jeg ved, hvor vigtigt det er – for især “nye”, at man kan tale med folk, som står i samme eller har stået i samme situation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.