Jeg troede, terriere var killers…

Nu har jeg været terrier-ejer i mere end 20 år, og terriere er jo nogle små sataner, der kan finde på at æde alt, der løber eller spræller. Ja, det er nok den opfattelse, som jeg har haft indtil nu.

Mine terrier har jaget mange dyr, men tilsammen har mine gennem tiderne 4 terrier slået færre dyr ihjel end jeg kan tælle på en hånd. Jeg har altid frygtet, at en af dem ville få fat i en af bofællernes katte (fra dengang vi boede i bofællesskab, og der dagligt bevægede sig 4-5 katte rundt i det fælles gårdsrum). Charlie fik engang fat i en af disse katte – en gammel døv kat på 15 år, men den overlevede nu sammenstødet uden mén.

Nu har jeg så fået en hyrdehund, altså border collie Ninja. Hun er sød og blid og ligner ikke en, der kunne gøre nogen fortræd. Men men hun har trods sin unge alder mange lig på samvittigheden. Så vidt jeg ved dog kun duer og mus.

Her til aften kom jeg op til vejen og så en due baske lidt rundt med en vinge, der sad lidt ufikst. Det så sgu ikke holdbart ud, og jeg gennede lidt til den og tænkte, at den så ville flyve væk, men skidtet KUNNE ikke flyve. Der var i mine øjne tre løsninger på det problem:

1 – Lade duen sejle sin egen sø, og så ville “Mikkel” måske æde den i nattens løb.
2 – Selv forsøge mig som “afliver”, vel vidende, at jeg ikke ville være i stand til at slå den ihjel, men nok snarere ville udsætte den for større pine, fordi jeg kun ville kunne dreje hovedet halvvejs rundt på den eller slå den med slatten med en stump genstand -gentagne gang uden døden ville indtræffe.
3 – Bede Ninja om at “tage affære”.

Ung Ninja med en mus i mundvigen

Jeg tænkte de tre muligheder igennem igen, og var ikke i tvivl om, at nr. 3 ville være den hurtigste og mest smertefrie. Jeg kunne også ringe efter dyreambulancen, men så skulle duen baske rundt i grøften og måske ville den være hoppet langt ud i kornet og overladt til “Mikkel”, eller hvad der nu kom forbi.

Da jeg jo sidste år konstaterede, at Ninja uden min indblanden eller opmuntring effektivt havde aflivet et par duer, så valgte jeg at sende hende ud på missionen. 1-2-3 sek, Ninja spyttede fjer ud af munden og duen baskede et par gange i grøftekanten, og så var den stille. Ninja kom tilbage til mig. Opgaven var udført og duen havde ingen videre interesse i hendes øjne, nu var dens pinsler ovre.

Ingen af mine dræberterrier har nogensinde nakket duer. Husker faktisk en gråspurv, der fløj ind i gabet på min dværgschnauzer, hvilket næsten gav panik i hundeflokken, for der var da ingen, der kunne finde ud af at tage livet af den, og den havde jo taget lidt skade af kollisionen med hundegabet. Det endte med, at Henrik måtte tage livet af den. Så meget for terriere!

Her tænker du på “Jeg troede, terriere var killers…”

  1. HAha godt du havde Ninja hunden til at hjælpe dig og duen ikke mindst 🙂 Mine hunde har heller aldrig ædt noget eller dræbt for den sags skyld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *