Rally og succeskriterier

I min tørst efter at prøve kræfter med rallysporten, så blev jeg rigtig glad, da jeg opdagede en rallyprøve I Hadsten, der lå på en hverdagsaften. Jeg meldte fluks til.

Den prøve var så i Hadsten i tirsdags. Siden tilmelding var der så røget et møde i min kalender. Et møde i Søborg. Det var ikke så smart for den planlægning. Stædig som jeg var, så ville jeg bare have enderne til at nå sammen.

Så efter mødet drønede jeg direkte retur til Jylland, for at nå at være i Hadsten inden kl 17. Jeg ankom 16.35, og følte mig allerede ret stresset, fordi jeg havde startnummer 3, og derfor skulle på ret hurtigt efter banegennemgangen. Der var også lige en hund, der skulle luftes, og det var nok også lidt praktisk, hvis jeg lige ændrede lidt på påklædningen, inden jeg gik på banen. Jeg var nok lidt overdressed til rally.

Så stod jeg der med “stresset stithår og øjnene flakkende rundt i hovedet”. Stævnearrangør Helle, som jeg kender fra “gamle dage” kiggede på mig, flyttede fluks mit startnummer, så jeg lige kunne nå at lande, lufte Ninja og få lidt ro på. Hun vidste nemlig godt, at jeg var kørt direkte fra et møde på Sjælland. Puha, det lettede godt nok. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt har samme tidsoverblik og erfaring at læne mig op af til rally, som jeg har til agility, og jeg ville ikke forvente, at jeg bare kunne blive flyttet.

Jeg kiggede på banetegningen, som hang på opslagstavlen, så vi kunne se den inden banegennemgangen. Åh nej. Det var ikke lige en buket af vores yndlingsskilte. Allerede der tænkte jeg, at vi ikke ville kunne gå den til toppoint.

Særligt 7-9-11 var jeg ikke så pjattet med, men de sidste 4 skilte glædede jeg mig til at gå

Banen kunne jeg ikke lave om på, og jeg gik den mange gange til banegennemgang, så jeg i det mindste havde styr på banen, inden jeg skulle gå den med Ninja. De ting, som var svære for os, måtte jeg så pudse af sammen med Ninja, inden det blev min tur.

Men sådan en bane kan jo overraske. Sikkert af flere årsager. Mit fokus på de svære momenter var måske gode, og lidt mere slappe på de “lette”, men der er jo også den realitet, at Ninja ikke er robot, men en hund, der kan lade sig påvirke af dufte og omgivelser (ikke noget, som jeg har skulle spekulere over i Agility, da tempoet der er højere, og mine hunde har ikke tid til at holde øje med ting/forstyrrelser udenfor eller på en agilitybane).

Vi endte med at lave tre øvelser om (vel at mærke ikke nogle af de øvelser, som jeg “frygtede”) og så var der lidt snus og lidt misforståelse. Jeg kom ud af banen med 87 point.

Jeg fik den fineste og grundige tilbagemelding af dommeren, der i øvrigt smilende gik mig i møde med ordene: “Sikke en skøn hund du har. Hun har godt nok potentiale”. Hun gav mig et par gode råd med på vejen og var god til at forklare, hvor hun havde trukket de 13 point.

Jeg tog et billede af dommersedlen. Den var fin og udførlig!

Rallyfolkene er enormt søde og følger med i hinandens gennemløb og alle klapper, når en ekvipage kommer i mål.

Venligt og interesseret var der nogen, der spurgte hvordan det var gået og til mine point. Er du tilfreds? blev jeg spurgt. Med hjertet kunne jeg altså ikke svare ja. Hvis jeg inden gennemløbet var blevet spurgt, om jeg ville være tilfreds med 87 point på den bane, ville jeg have sagt. Ja det ville være ok. Men det var ud fra en betragtning om, at jeg ville få svært ved særligt 3 skilte. De skilte drillede så slet ikke, så det var noget øv at skulle lave tre skilte om, som jeg synes var lette. Så ud fra det, så var jeg faktisk ikke rigtig tilfreds. Jeg ved godt, at mit succeskriterie ligger lidt højt, og det er ikke fordi jeg vil være storsnudet eller utaknemmelig, men hvis jeg synes, at vi skulle kunne gøre det bedre, så er jeg ikke tilfreds med at udføre på vores middelniveau.

PS! Ninja er stadig Min Fantastiske Ninja. Det har ikke noget med det at gøre….

Jeg kunne godt høre, at flere af mine konkurrenter var ovenud tilfredse med bare at bestå. Det funderede jeg lidt over. I agility er jeg heller ikke nødvendigvis tilfreds med et fejlfrit løb. Det er ikke et succeskriterie i sig selv for mig. Så ja, hvorfor skulle jeg have det anderledes til rally. Jeg vil ikke “nøjes”, hvis jeg ved, at jeg kan gøre det bedre. Så må jeg oppe mig! Dommerens bedømmelser var helt korrekte, så pilen peger på mig.

Stævnet var super hyggeligt, og det var en rigtig god oplevelse. Det var jo fedt at mestre de “frygtede” skilte. Ånden var positiv. Der var kaffe på kanden og kage til, hvis man havde lyst til det. Meget gæstfrit og favnende. Det inviterede til at slappe af og falde ned på jorden.

Det uofficielle skilt udenfor banen.

Præmieoverrækkelsen for begynder og øvet kom efter deres klassers gennemløb. Så alt i alt så var jeg i Hadsten i noget, der ligner 3 timer. Henrik var også helt forbavset over at se mig hjemme kl 21. Det er da noget helt andet end agility, må man sige, var hans kommentar. Ja, det har han på mange måder ret i.

Ninja holder på bånd og deltagerpræmien. Alle fik en pose kiks sammen med deres resultat.

Ninja og jeg fik en 6. plads ud af 13-14 deltagere. Og alle blev linet op på række. De 6 bedstplacerede måtte vælge en præmie fra præmiebordet. Der lå mange lækre præmier, og jeg vil vove den påstand, at der virkelig var noget for enhver smag.

Det kunne godt være lidt svært at vælge, for der var så mange fine ting på præmiebordet

Nu har vi tid til træne videre på mine “svage” skilte, inden vi skal til prøve igen d. 29. februar. Det glæder jeg mig allerede til. Jeg synes, at rally er sjovt, og jeg elsker at se på Ninjas glade fjæs, når vi går rally.

Min rally debut

Efter at det endelig lykkedes for mig at få en plads på et rallyhold i september, så gik der ikke lang tid, før det kriblede i mig for at komme ud til et stævne. Ud og konkurrere og samarbejde med Ninja. Bare fordi jeg elsker det!

Jeg skulle bare lige lære at gå en rallybane. At udføre øvelser på rette område, samle benene og stå stille, når de var påkrævet, gå i samme flow, samme skridtlængde indenfor samme øvelse, lære at gå med en snor på i øvelserne – og vel at mærke en meget slap snor. Ja, der var alligevel et par småting at lære, når man nu gerne vil gøre tingene så korrekt som muligt.

Da jeg så i starten af november faktisk følte mig klar til at prøve et stævne, så var der desværre ikke rigtig udsigt til stævner i 2019. Enten var der udsolgt eller fristen var overskredet. Der var dog to DCH stævner i december. Julestævnet i Løgumkloster, hvor jeg pga firmajulefrokost desværre ikke fandt det realistisk at nå hjem fra København og stå i Løgumkloster lørdag morgen. Efterfølgende ved jeg, at det var helt urealistisk, for jeg kom først hjem til Sønderjylland lørdag aften.

Der var også julestævnet i DCH Skive, men der var dælme langt til Lem…. Det var nærmest dødsdømt på forhånd, for Henrik var ikke hjemme, så Silas og jeg var alene. Jeg endte med at planlægge at besøge Tobias og Camilla i Herning sammen med Silas og snuppe en overnatning hos dem. Så var turen til Lem ikke så lang alligevel. Kun ca 70 km.

Lørdag morgen tog Ninja og jeg alene afsted mod Lem, mens de andre hunde og Silas blev tilbage i lejligheden i Herning hos Tobias og Camilla.

Indrømmet. Jeg var sgu lidt stævnenervøs. Faktisk var jeg også tæt på slet ikke at tage afsted. Ikke pga nervøsitet, men fordi Ninja havde opført sig ret underligt fredag aften. Hun havde drukket og drukket af vandskålen. Tydeligt fortalt mig, at hun skulle ud, og det ikke skulle vente. Hun kom ud. Tissede. Ind igen. Kort tid efter var hun igen i vandskålen af flere omgange. Inden for en time efter havde hun sådan set overtisset køkken og gang i lejligheden, inden jeg havde nået at rejse mig for at gå ned med hende igen. Jeg kunne dog nærmest ikke tro, at hun virkelig mente, at hun skulle ud igen. Vildt underligt, for Ninja kan ellers holde sig ufattelig længe (og havde jo lige været ude). Nede i haven tissede hun igen. Jeg var noget nervøs for hende, og nåede at stille mange triste diagnoser i mit bekymrede sind, før jeg faldt i søvn.

Gulvet var dog tørt, da jeg stod op. Hun virkede også opmærksom nok og tog også godbidder, da jeg var ude med hende. Det var lidt underligt. Jeg besluttede at køre afsted mod Lem og så se, om hun var som hun plejede at være. Det var hun heldigvis. Jeg aner ikke rigtig hvad der foregik fredag aften. Der har ikke været hverken overdrevent tørst eller tisseri siden.

Nå men nu til mit første rallystævne. Her stod jeg som rally-jomfru. Helt ny i faget, men heldigvis har jeg da været til stævner før, så jeg var da lidt klar over, hvad der skulle foregå, selvom disciplinen var ny.

Ved indtjekning fik jeg udleveret banetegningen, og jeg skyndte mig at tjekke ud, hvilke øvelser der var på banen. Jeg åndede lettet op. Der var ikke nogen øvelser, som vi ikke var rimelig sikre i. Det var jo meget betryggende.

Det lignede for mig en bane med et fint flow og nogle regulære linjer. Jeg glædede mig faktisk til at gå den.

Jeg kiggede ikke rigtig på, hvad de andre lavede. Jeg havde nok i at finde mig selv og Ninja og pudse lidt af og varme op, inden vi gik ind i hallen, hvor vi skulle på som nr. 6. Da jeg kommer ind i hallen konstaterede jeg, at det faktisk var os efter den hund, som var på banen.

Det bliver jeg lidt stresset over og faktisk også ret irriteret på mig selv over, at jeg ikke har bedre styr på det og mentalt lige får klippet nogle minutters forberedelsestid væk. Det må jeg se at få rystet af mig, for jeg har ikke den tid, som jeg håbede på. Det er bare at få kontakt på de måske 15-20 sekunder der er, før det er min tur. For fanden, jeg er på udebane i alle henseender!

Jeg går til start, tjekker længden på linen, så den ikke er stram. Med højre hånd i hoftehøjde er den fin løs. Den line har jeg virkelig hadet at gå med. Den er bare så meget i vejen i øvelserne. Jeg føler mig klar nu. I stedet for at lave tegn med højre hånd (lille løft helt nede ved hoften = super diskret for hunden), så vælger jeg at få øjenkontakt med dommeren og nikke i stedet. Dumt! Et kort øjeblik har jeg selv afbrudt kontakten med Ninja.

Ninja er ofte lidt ukoncentreret på de første par skilte. Det var ingen undtagelse her. Men altså hun laver øvelserne fint. Dog kæmper jeg lidt for at få hendes fulde fokus og løfter automatisk min højre hånd mere og mere. Jeg opdager så pludselig midt i vores slalom mellem kegler, at snoren ikke hænger så fint slapt mere, som den skal i rally. Heldigvis opdager jeg det selv og får sænket hånden, så jeg er heldig kun at blive trukket 1 point for det, viser det sig senere.

Så kommer vi til bakkeøvelsen, som virkelig var så træls, da vi startede. Nu er hun blevet rockersej til den, men lige inden bakkeøvelsen mister hun lige fokus et splitsekund, og hun er så ikke med mig, da jeg sætter bakkeøvelsen igang. Heldigvis vælger jeg at tage øvelsen om. Det koster mig så 3 point for at tage en øvelse om, men ellers havde jeg mistet hele øvelsen og det koster jo 10 point i stedet. Så det var jo sådan set fornuftigt besluttet. Men det var vist alle hundene i klassen, der mistede bakkeøvelsen, hørte jeg lidt om.

Resten af banen går Ninja så fint. Da vi kommer i mål er jeg dog selv i tvivl om, hvor “fantastisk” gennemløbet har været. Jeg er ikke helt tilfreds, men er også bevidst om de ting, som har kostet point, men ved reelt ikke om der er flere ting, der også kan have kostet noget. Det er jeg jo endnu for urutineret til at se. Ja, jeg ved godt, at jeg sætter barren højt, og at jeg er lidt en flueknepper. For der var mange super flotte ting på banen, og Ninja nød at gå med mig, og jeg med hende. Men jeg er lidt perfektionistisk anlagt og vil helst have, at det hele sidder lige i skabet. Da jeg så banen, så synes jeg også, at jeg burde kunne gå den til mellem 95 og 100 point.

Til julestævnet var der også en ret alternativ åben klasse, som var meget meget uofficiel. Det var faktisk lidt en pointjagt, hvor øvelserne var lavet, så alle kunne være med uanset niveau. Der var nogle af øvelserne, hvor ekspert og champion da nok havde deres fordele. Man kunne score henholdsvis 3, 5 eller 10 point på de særlige øvelser, som dommeren havde sat ind på banen. Det var faktisk ret sjovt at stå at se på, hvordan folk valgte at løse opgaverne.

Der var 12 øvelser, hvor der kunne scores 3, 5 eller 10 point i. Klassen blev i øvrigt vundet med 120 point.

Jeg var ret vild med den klasse. Selvom jeg er konkurrencemenneske, så valgte jeg at kigge på opgaverne og forholde mig til, hvad der med sikkerhed kunne blive en succes for os. Selvom det ville være federe at få 10 point i stedet for 5, så ville jeg kun gå efter de 10, hvis jeg følte mig nogenlunde overbevist om, at det var noget, som vi kunne gennemføre. Jeg var egentlig lidt stolt af min egen betragtning og disposition. Mit mindset er at jeg så gerne vil vinde! Men alligevel fik jeg skippet den indstilling til side til fordel for en lidt længeresigtet strategi.

Ninja og jeg gør klar til at gå i ringen i åben klasse

Jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk var lidt mere afslappet, da jeg skulle på denne bane. Måske fordi jeg synes, at jeg var chanceløs i forhold til de seje hunde i klassen, der kunne score 10 point på alle øvelserne. Så min forventninger var ikke så superhøje. Vi skulle bare have det sjovt. Måske fordi jeg allerede havde fået taget min rally-mødom i begynderklassen. Det tog ca 5 minutter at komme gennem banen med de 17-18 skilte. Jeg tror dommeren dømte lidt large rundt omkring. Så intet var til at forudsige, men det var supersjovt.

Da alle klasser var afviklet, blev der linet op til pakkeleg for hundene. Pakkerne blev lagt ud på et areal på ca 10×10 meter. Alle som havde haft en pakke med selv, måtte gå ind og hente en pakke eller sende hundene ind og hente en pakke. Det var da en sød lille leg. Vi fik også vekslet vores pakke, og Ninja syntes at det var en fest at hente en pakke til sig selv.

Pakkeleg. Ninja valgte denne pakke indeholdende 7 dentalsticks

Så kom vi til præmieoverrækkelsen. Åben klasse blev uddelt først. Jeg tror, at jeg blev nr. 7-8ish ud af lidt over 20 deltagere. Det var jeg da ret tilfreds med. Et af de steder, hvor jeg tabte point, var der i pebernøddekast, hvor jeg ikke kunne ramme skålen, men dog placerede alle 3 pebernødder indenfor den røde ring. Det havde vi ikke lige trænet på i rally-timerne.

Begynderklassen blev uddelt til sidst, og efterhånden som vi fik os arbejdet op gennem placeringerne (vi var 10 i klassen), så kunne jeg godt regne ud, at vi faktisk lå meget lunt. Vi nåede til top 3, og da både nr. 2 og 3 var kaldt op, så blev jeg klar over, at jeg faktisk havde vundet klassen. Det havde jeg ærlig talt ikke forventet med de fradrag, som jeg kendte til. Måske var der flere? Men vi vandt klassen med 96 point ved vores allerførste rally stævne. Jeg var virkelig stolt og glad.

Vores præmiefangst fra stævnet

Der var fine præmier, og ingen gik tomhændet derfra. Vi vandt den fineste glashund for vores førsteplads i begynderklassen, men fik også præmie for deltagelse i åbenklasse, selvom vi havnede udenfor præmierækken.

Fineste håndlavet glashund. Der var glashunde til nr. 1, 2 og 3 i alle klasser. Forskellige små serier til hver klasse.

Et fint lille tiltag var, at der var placeret en post-it blok og en kuglepen ved et af bordene i rytterstuen. Opfordringen var, at man skulle skrive, hvad man mente, at hunden synes havde været fedt. Altså man var kun interesseret i at høre om det “ja-hatten” kunne frembringe. Alle sedler blev læst op ved præmieoverrækkelsen, og man kvitterede med en lille præmie for hvert af de positive input. Det tiltag kunne jeg godt lide.

Der var præmie for den bedste juleudklædning. Der var vi ikke lige frem kandidater. Jeg synes ikke lige, at jeg ville adde nissekostyme til vores program.

Sedlerne læses op og der kvitteres med en lille foderpræmie for ens positive ord

“Det giver da blod på tanden” var nogle af kommentarerne på Facebook, da jeg delte opslaget fra stævnet. Jeg havde masser af blod på tanden i forvejen. Jeg er meldt til rallystævner både i januar, februar og marts i DKK, og jeg glæder mig allerede.

Hvis nu nogen sidder og tænker på Ninja og helbreddet. Så var hun helt sig selv til stævnet og også her efterfølgende. Hun hænger ikke i vandskålen og har ikke nogen overdreven vandladning. Det var åbenbart bare en mærkelig fredag d. 13.

Update 7 måneder efter TTA

“Det her er et superflot resultat. Du kan ikke forvente bedre”. Dejlig konklusion efter grundig gennemgang af Ninja her 7 måneder efter hendes operation.

Jeg var trådt ind af døren hos Jacob Schrøder Andersen på Nordre Dyrehospital ved Aarhus. Egentlig har Jacob ikke været inde over Ninjas forløb, men han har tidligere behandlet hende – og MicMic for den sags skyld også. Han kender mig, han kender mine hunde, og han ved, hvad jeg laver med dem, og så føler jeg, at vi taler det samme sprog. Kort sagt, så er jeg meget tryg ved Jacob.

Trods grundig genoptræning og masser af arbejde med Ninja, hvor jeg virkelig har tænkt over, hvilke aktiviteter vi har lavet sammen, og jeg virkelig har sørget for at holde hende igang (uden at overbelaste hende), om jeg så skulle gå med hende om natten, så var jeg alligevel ikke helt tryg ved om, vi var endt det rigtige sted. Var det godt nok?

Balanceøvelser på DCH Koldings motorikbane

Jeg lovede mig selv, at jeg ikke bare ville tro, men at jeg faktisk også skulle vide. Tænk hvis det nu alligevel ikke var så fedt, som jeg nogen gang gik rundt og troede. Tænk, hvis jeg så bare havde ladet stå til, fordi jeg synes det måske var noget pjat at blive ved med at spørge og tvivle. Hvis de ting, som jeg havde observeret, var noget, som jeg burde handle på, og som jeg ikke kunne gøre om.

På Nordre Dyrehospital laver de også TTA operationer, genoptræning og så er Jacob også kiropraktor og et utrolig sympatisk menneske. Så jeg havde fuld tillid til, at han kunne gennemgå Ninja og give mig en status på hende. Han ved også, at Ninja ikke “bare” er min hund (tro det eller ej, men jeg undlod at stå og tude i deroppe).

Hvor er jeg bare så evigt taknemmelig for, at han gav sig god tid til at lytte til mine observationer i forløbet og de spørgsmål, som jeg havde med i mandags. Efter have lyttet til mig, så gik han Ninja grundigt igennem.

Det bedste er at se Min Fantastiske Ninja glad igen

Han startede med mit spørgsmål om den manglende muskelmasse. Hans kommentar var, at det her havde han set langt værre, og jeg skulle være godt tilfreds med hendes muskelmasse på nuværende tidspunkt. Han sagde, at jeg kunne takke mig selv for, at hun var i så god form og faktisk havde fint mange muskler, det hele taget i betragtning. Han kunne godt se, at jeg havde lagt arbejde i genoptræning. Han var faktisk meget tilfreds.

Derefter gik han videre til knæet, som han undersøgte grundigt. Han konstaterede at hun havde evnen til fuld udstrækning og bøjning af knæet. Det var perfekt, forsikrede han mig med et fastholdt blik. “Det kan ikke blive bedre!”

Han fandt en fin lille “knæ-model” på bordet og forklarede mig korsbåndets funktion og TTA operationens betydning for knæet og for ledbånd. Ved sin gennemgang af Ninjas knæ konstaterede han, at det var stabilt, og at ledbåndet på forsiden sad så det også holdt knæskallen på plads.

I et tidligere indlæg, forklarede jeg lidt om, hvordan man omkonstruerer knæet ved TTA operationen. Jacob forklarede nu, at man somme tider kom til at skyde underbensknoglen for langt frem, så ledbåndet ikke kunne holde knæskallen ordentlig på plads. Med det resultat, at man fik lavet patella luxation oven i hatten. Det var heldigvis ikke tilfældet for Ninja. Alt var fint.

Jeg havde også bemærket, at Ninja i fri trav ikke travede helt jævnt. Som om hun bare ikke trådte helt igennem eller lidt som en lille utakt. Hvad kunne jeg gøre, for at få den utakt væk? Det er ikke altid, at jeg kan se den, men nogen gange så skurer det lidt i mine øjne. Det er småting, men ikke perfekt. Jeg var dog mest bekymret for, om hun havde ondt, selvom jeg i mange måneder ikke har set hende skåne det opererede ben. Og når hun rejser sig efter at have ligget, så er der heller ikke noget at se.

Jacob gav mig den meget logiske forklaring, at når man ændrer konstruktionen i knæet, så betyder det naturligvis også noget for benet. Nu er venstre knæ jo pludselig anderledes end højre knæ. Så det som jeg nogen gange observerede var altså ikke en halthed/smerte, men et resultat af, at der er nu er forskel på knæene og deres vinkler. Det kunne jeg altså ikke ændre spor på. Det er bare sådan, det er.

Derfor var han faktisk også lidt usikker på, hvad man skulle lægge i en ganganalyse. Dem har jeg jo fået lavet to styk af. Han ville gerne så tvivl om, hvorvidt man nogensinde ville kunne opnå fuld symmetri efter sådan en operation. Jeg kan godt se logikken i det, som han siger, men jeg synes ikke, at ganganalyserne var spildte, men man skal nok have i baghovedet, at der er ændret på det ene knæs opbygning nu.

Alt i alt var hans kommentar, at Ninja var super, og status 7 måneder efter TTA ikke kunne fåes bedre på en 9 år gammel hund efter et sprunget korsbånd og ødelagt menisk.

Leg og fræs på stranden. Det er nu livsbekræftende

Jeg fortalte ham, at hun nu fik lov at gøre mere eller mindre, hvad der lystede hende. Dog løsnede jeg ikke snorene på både hende og Fuji på samme tid, når jeg slap dem på steder, hvor de plejede at fræse afsted. Fordi jeg ikke kunne lide, at hun ræsede så eksplosivt afsted. Hvis Fuji og Ninja legede for voldsomt så stoppede jeg det, hvis det så ud til at gå over gevind. Jacob spurgte bare “Hvorfor??”

Jacob synes bare, at jeg skulle lade hundene fræse på stranden (Fuji synes helt sikkert det samme)

“Ja, jeg er bare ikke tryg ved, at det bliver for vildt”, var mit eneste fornuftige svar. Jacob synes jeg skulle fjerne de begrænsninger og så bare lade hende løbe. Han forsikrede mig om, at der ikke kunne ske noget med benet. Han synes, at hun var fint klar til at leve uden begrænsninger på den front.

Faktisk synes han også godt, at jeg så småt måtte starte med lidt agility. Han synes, at jeg stille og roligt skulle prøve mig lidt frem. Naturligvis skulle jeg ikke give den gas på en klasse 3 bane på 60cm høje spring, men hvis jeg lod hende tage et par små spring på nedsat højde, så var det helt ok.

Beklager Ninja, men jeg synes lige nu, at du fortsat må nøjes med at kigge på

Lige der er jeg så ikke rigtig. Jeg er egentlig ikke optaget af kombinationen Ninja og agility lige nu. Så den anbefaling/grønne lys forfølger jeg ikke lige nu. Vi kan godt finde på andre ting. Men jeg tog hende faktisk med ud at løbe 1,6 km dagen efter, og der var absolut intet at se på hende den følgende dag.

Skønt at have to hunde med på løbetur igen – Bare en lille kort en

Det var meget befriende for mig at få denne status på Ninja. Nu må Ninja opbygge sig selv ved at være “hund”. Rehabtræning er lagt op på hylden og vil kun lejlighedsvis blive fundet frem. Men så er det bare som almindelig hundefitness, som de andre to også kan være med til. Lige nu har jeg egentlig også bare brug for ikke at være så fokuseret på det. Det har ved gud taget meget af min tid og penge.

Aktivitetsshopping

Egentlig har jeg altid været ret fascineret af alsidigheden ved hunde. Hunde har i virkeligheden rigtig mange evner, og man kan have så mange fornøjelser i aktiviteten med sine hunde.

Mine hunde er ikke brugsgenstande for mig, men de er aktivitetsvenner. Jeg fascineres af alt det, som man kan lære dem. Og ikke mindst af hvor meget de nyder at blive aktiveret. De er faktisk ret beskedne, hvad det angår. Alligevel har jeg kun haft en aktivitet for øje i min aktivitet med hundene.

Egentlig er de ligeglade med, hvad de laver. Bare vi laver noget sammen

De sidste 25 år har jeg trods fascinationen af alsidigheden primært fokuseret på agilty – året rundt. Jeg synes, ,det har været svært at få plads og tid til andet. Det er svært at lægge noget fra sig, når man har succes i sin aktivitet og har masser af gode hundevenskaber i sin aktivitet. Agilitysporten har et helt særligt sammenhold og fællesskab.

Men nu hvor Ninja ikke kan være med i agilitysporten, og jeg virkelig kan mærke, at vi begge savner at kunne lave noget sammen, så har jeg prøvet at lege med lidt andre ting. Jeg har bare måtte sande, at rehabøvelser ikke bliver rigtig sjovt og frigjort, så det kan jeg ikke sidestille med “hundesport”, som er lidt mere frigjort.

Efter et par måneders ventetid har jeg endelig fået plads på et rallyhold med Ninja. Vi var afsted torsdag aften, og jeg var simpelthen så glad under træningen, og da jeg kørte derfra.

At gense Ninjas glæde og intensitet i sit blik. Hun var så tydeligt begejstret, og det lyste så meget ud af hende. Træneren var imponeret over, hvor fantastisk sød og kvik Ninja er. Trods vores ringe rally erfaring gjorde vi det faktisk ret godt. Det er jo mest min skilte-tolkning, der halter og så har vi heller ikke så stabil en fri ved fod på højre side.

Et lidt sløret aftenbillede af Ninja taget under lørdagens træning i haven

Faktisk gik vi 8-10 gange til Rally, mens Ninja var drægtig, og så var det det. Vi har ikke rørt en rallyøvelse siden 2014, og det var begrænset, hvor meget vi lærte på de få gange. Men træneren på holdet spåede, at jeg ville kede mig ihjel til Rally.

Nu er min tilgang til Rally lidt en anden end for 5 år siden. Jeg har et behov for samarbejde og glæde med Ninja. Jeg synes det var så dejligt at opleve samspillet igen, og som jeg gik der med Ninjas forventningsfulde og glæde blik rettet op mod mit ansigt blev jeg faktisk en smule bevæget og mærkede en tåre i øjenkrogen. Jeg glæder mig allerede til næste gang.

Ugen har også budt på andre aktiviteter. Min veninde Iben fra gymnasietiden var på besøg et par dage. Hun træner DCH programmet og er udtaget til DM i A-klassen. Hyggeligt at vi også skal til DM sammen, selvom vi jo er optaget af hver vores aktivitet til DM.

En stor del af DCH programmet af sporarbejde, så det ville hun naturligvis gerne træne. Vi har stubmarker rundt omkring vores hus. Da hun alligevel skulle lægge spor til sine to hunde, så tilbød hun at introducere mine hunde til spor også.

Iben og Aya går spor med genstande og knæk

Der er ingen af mine hunde, der har gået spor i den forstand. Det er vel også mere end 25 år siden, at jeg har lagt et spor selv. Så startede med et “hvalpespor” i rygvind og med godbidder i hvert fodspor.

Alle mine hunde havde efter Ibens udsagn “sportalent” og brugte flittigt næsetøjet. Det er en fornøjelse at se en hund knokle på. Godt nok ved man som hundefører på disse lette spor selv, hvor sporet ret præcist ligger. Men det ved hunden ikke. Så den må bare have næsen i jorden også afsted. Grundighed lønner sig, for så får man jo de mange lækre godbidder med sig.

Alle 3 hunde fik et ultralet spor på den første dag (korte spor med godbidder i alle fodspor). Næste dag øgede vi sværhedsgraden lidt (lidt længere spor og vekslende afstand mellem godbidderne). Det viste sig, at naturen også skruede op for sværhedsgraden. Vi gik på stubmarken, og inden vi nåede at gå alle tre hunde igennem på sporene, så havde vinden vendt sig, så der nu ikke var rygvind, men fra let sidevind til stik sidevind.

Fuji var den sidste, der gik spor, og det var skisme svært for hende pga den stærke sidevind. Men jeg må bare sige, at også i sporarbejde viste hun sig som en helt exeptionel hund. Det er bare lige meget hvad jeg tilbyder Fuji af arbejdsopgaver, så går hun på dem med krum hals og dygtighed. Hun er virkelig en arbejdsmaskine.

Iben stod og klappede sine små hænder og tænkte på, hvor fantastisk Fuji ville være i et DCH program. Det har hun tænkt mange gange uden at have set hende lave øvelser, der ligger indenfor DCH programmet. Faktisk skulle Iben have haft en hvalp efter Fuji, men de hvalpeplaner blev som bekendt øjeblikkelig skrinlagt, da jeg opdagede Fujis hjertefejl.

Nu har Iben så i øvrigt fundet sin hvalp. Hun hentede den i Holland i august, og har en dejlig lang “barselsorlov”på et par måneder indtil oktober. Lille fine Janis, der ligner en klon af Ninja, fik virkelig et prægningsophold de tre dage, hvor de boede i campingvognen i min have. Der er mange spændende ting i min have for sådan en lille hvalp. Der er høns, ænder og kanin. Der er store vidder ift rækkehushaven derhjemme. Der er biler på vejen, som kan friste en border collie hvalp til at hyrde biler. Lille Janis var den fineste lille hundehvalp med så fint et temperament. Hende glæder jeg mig til at følge.

Dazzling Daybreak Janis Joblin

Som du nok kan se ud af indlægget, så har det været en uge med andre “tilbud” til min hundeflok. Det er bare interessant at se, hvor meget ens arbejdshunde elsker aktivering. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad man tilbyder dem af aktivitet, så labber de det bare i sig med glæde.

Længe har jeg egentlig ønsket at være lidt mere alsidig i mine hundeaktiviteter, men agilityen har fået al min opmærksomhed og al den disponible hundetid. Nu er det vist tid til at kigge på andre aktiviteter også.

Det minder mig om, at jeg for fem år siden læste et stillingsopslag fra SKAT, hvor de søgte hundeførere til toldarbejde i Billund Lufthavn. De krævede faktisk ikke erfaring fra “snuseområdet” i opslaget, husker jeg. Jeg synes dengang, at stillingen lød spændende, men vidste, at jeg var nødt til at “krydre” min i forvejen store flok (dengang 4 hunde) med en anden race. Så jeg søgte ikke stillingen. Jeg har tænkt på det stillingsopslag mange gange siden, og jeg har mange gange ærgret mig over ikke at have søgt det. Det må da være så fedt, hvis en job handlede om at arbejde med sin hund, og arbejdet tjente et professionelt formål. Det er ikke sådan en stilling, der slås op hvert år.

Ninja venter hvalpe

Selvom jeg har følt mig ret overbevist om, at Ninja var drægtig, så er jeg alligevel typen, der har brug for at se nogle håndgribelige facts. Derfor havde jeg igår bestilt en tid til scanning af Ninja.

Her ses tre hvalpe

Udover de håndgribelige facts, så er det også meget rart, at vide om der kommer 0, 2 eller 10 hvalpe, så man kan være beredt på, hvor mange hvalpekøbere, man skal notere på listen. Dyrlægen skød umiddelbart på, at der var 6 hvalpe, men at der godt kunne ligge flere og gemme sig.

Selvom der er mange border collie hvalpe på vej de næste måneder, og der allerede ligger nogle kuld, så jeg ikke så bekymret for, om hvalpene kan afsættes. Jeg har heldigvis allerede fået nogle gode henvendelser, men jeg ved selvfølgelig intet om, hvordan det hele går op i en højere enhed med ønsker om køn, farver osv. Så jeg tør da godt notere et par stykker mere på listen over interesserede hvalpekøbere.

Hvis nogen ønsker at følge det kommende kuld, så kan man finde det her på Facebook