Ninja – Rally Øvet Mester

For en gangs skyld meldte jeg til i god tid til et rallystævne. Og det var så fikst, for det var i Hangar 17, som kun ligger 7 km fra min far. Allerede der vidste jeg, at den tur ville være en slags jackpot, ikke med forventning om resultater, men fordi jeg godt kan lide effektivitet og optimering og her gik logistik og aktiviteter op i en højere enhed. 

Ikke mindst fordi jeg fredag eftermiddag havde en 1-2-1 samtale med min chef på kontoret i Hedensted. Med tidens høje brændstofpriser, så kan man vist godt optimere lidt på sin kørsel, og når firmaet betaler turen Hedensted tur/retur, så er det også et kæmpe plus. 

Så jeg tog alle hundene med i bilen og kørte nordpå. Klarede opgaverne på kontoret fredag eftermiddag, inden jeg kørte hjem til min far med kage fra Det Gyldne Brød i Lystrup.

Det var så fint vejr og det lykkedes også lige at få indlagt en times gåtur med min gode gamle veninde Janne. Mega lækkert.

Min far havde inviteret mig ud at spise på Bag Søjlen i Rønde. Egentlig havde han lokket med stuvet hvidkål og frikadeller, men hans ryg havde ikke lyst til at stå og lave mad, og så havde han måske også en kærlig undskyldning for at invitere mig ud at spise. Min far er ellers ret god til det gamle danske køkken, men Bag Søjlen lavede også udmærket mad.

Jeg var vildt træt og gik (for mig) tidligt i seng. Det var måske derfor jeg vågnede (alt for) tidligt næste morgen. Hele ugen er jeg vågnet inden alarmen på mobilen er gået i gang. I stedet for at ligge i sengen og padle på mobilen, kørte jeg ud for at gå en lækker morgentur med hundene.

Det blev også til et besøg hos min mor på kirkegården, hvor kirkeklokkerne under mit besøg ringede solen op til en dag med en flot blå himmel. Jeg tog rundstykker med hjem til min far, og der var fin tid til at spise morgenmad sammen, inden jeg skulle afsted til rallyprøve.

Et kort og morgenfriskt besøg hos min mor

Ude i Hangaren fandt jeg ud af, at jeg skulle starte klassen. Det stressede mig lige lidt, selvom jeg var der i god tid (hvilket måske ikke ligefrem kan siges at være min normale stil). Ninja nærmer sig med hastige skridt 12 år, og jeg synes, at det er vigtigt at få varmet hendes led op og bevæget hende godt igennem, inden jeg går i ringen.

Men men jeg nåede skam det hele. Banen var super god. Den kunne jeg godt lide. Vi gik faktisk også en helt fin tur på banen. En enkelt øvelse måtte jeg tage om, så var der en skæv position og endelig så var Ninja rigelig snaksalig rundt på banen. Det gav i alt et fratræk på 6 point.

Med vores 94 point blev vi nr. 7 ud af ca 26 ekvipager og fik samtidig vores sidste oprykning og kan nu kalde Ninja for Rally Øvet Mester. Jeg har stadig meget at lære, og brugte en masse tid på at stå og suge til mig ved ringsiden og lytte til dommerens tilbagemeldinger. Det har jeg ikke tidligere haft overskud til, men der er jeg nået til nu.

RØM RBM DKAGCH DKSPCH S(Hopp)AGCH Border Treasure B My Ninja

De andre hunde var blevet hjemme hos min far, så turen gik tilbage til Kolind for at hente dem og hygge lidt mere med min far. Vi så lidt Crufts og gik en tur i det flotte vejr, inden turen gik hjemover igen.

Og selvom jeg havde fået så meget ud af weekendens første døgn, så var der jo stadig en lørdag aften og søndag, der var klar til at blive brugt. Det er lige sådan et puslespil, som jeg elsker at “lægge”. 

Det store serviceeftersyn

I dag har jeg været på Nordre Dyrehospital. Eller det vil sige, jeg har været ude på parkeringspladsen, for jeg var slet ikke inde.

Dyrlægebesøg på afstand

Anledningen var en udredning af Ninja. Gennem noget tid har jeg bemærket, at hun ofte efter at have ligget ikke gik igennem de første skridt. Sådan lidt av-av de første skridt og så gik hun fint derefter. Det var ikke konsekvent hver gang, men det skal ikke være sådan. Jeg havde også noteret mig, at hun satte sig skævt i sit.

Ninja nærmer sig de 11 år, og hun er en hund, der virkelig har givet den gas, og hun har løbet rigtig mange agilityløb. Jeg skylder naturligvis sådan en makker som hende at passe rigtig godt på hende (som jeg i øvrigt altid har gjort). Jeg passer naturligvis på dem alle, men Ninja er ikke helt ny mere, og hun har mange “km på klokken”.

Det var vist DCHs DM 2015, hvor vi blev nr. 2

I mit hoved var spondylose og gigt begyndt at plage, for der er tit nogle småting, som driller hende. Var der noget jeg skulle tage højde for? Kunne jeg tillade mig at bede hende udføre rallyøvelser med mange gange sit og skift? Indrømmet, jeg glor rigtig meget på hende og på hendes bevægelser, og jeg ser nogen gange spøgelser. Heldigvis for det!

Jeg har oftest kunnet mærke nedsat bevægelighed i hendes lænd og har tildels kunnet hjælpe hende selv med de værktøjer jeg trods alt har nu. Uanset hvad, så fodrede det her mit spøgelse. Nedsat bevægelighed i lænden kan sagtens udmønte sig i, at ens hund ikke går rent.

Når vi gik tur kunne jeg aldrig se nogen uren gang, og det var også svært at mærke forskel om hun havde lavet noget særligt dagen før eller bare var luftet i flexline. Jeg har virkelig tænkt over om der var et mønster og egentlig nok også skånet hende en del (det er flokken generelt blevet med en højgravid, nu nybagt mortæve).

Jeg har kigget meget på hendes gang, når vi går tur, men der er intet at se

Så det korte af det lange blev, at Dyrlæge Jacob og jeg blev enige om at røntgenfotografere ryg og ben, så vi havde en status at arbejde ud fra.

Jacob forsvandt ind på dyrehospitalet med Ninja, mens jeg var henvist til bilen. Heldigvis kender Ninja både Jacob og dyrehospitalet ganske godt. Hun fungerer nogen gange lidt selvbestaltet som klinikhund, når vi er på uddannelse deroppe. Det hænder at hun forlader undervisningslokalet på bedste Ninja-manér og spankulerer omkring på klinikken (som flere af personalets hunde også nogen gange gør).

Nå ja og den der uddannelse…. Vi skulle have været færdige i dec, men vi er ikke engang halvvejs. Suk! Og med nuværende restriktioner så har det jo lidt lange udsigter. Det er der bare ikke noget at gøre ved. Lige nu passer det mig jo meget godt, når jeg har hvalpene.

Efter et par timers venten kom Jacob ud igen. Han sagde til mig at det skelet kunne jeg virkelig ikke ønske mig bedre, for hun var virkelig flot. Tangerende til imponerende flot og billederne vidnede om en velbygget hund (der også har været god til at passe på sig selv, må jeg nok også indskyde). Helingen omkring implantet fra korsbåndsoperationen for snart to år siden var også helet fantastisk flot. Skelettet var i topform.

Der var ingen tegn på gigt eller spondylose. Han havde intet kunne finde på hende ud over en reaktion på lægmuskel + fabella-knoglen på højre bagben (det som hun reagerer på ved ikke at støtte/træde igennem). Fabella sidder i hundens knæhas. Det er en sesamknogle, som dannes i en sene for at styrke den. Den sesamknogle som flest nok kender er patella/knæskal.

Røntgen af et knæ. Pil ved Fabella

Ninja har nu fået en lokalbehandling af området, hvilket jo vil hjælpe os til at se, om det er her skoen trykker. Hvis ikke jeg ser noget til halteriet de næste uger, så var det her nok årsagen. Nu må vi se, men det er meget dejligt at vide, at hendes skelet er superfint. Så må vi tage den derfra. Nu er hun virkelig gennemtjekket med røntgen og tidligere senior blodprofil.

Nu med 2 rallyhunde

For mange mange måneder siden havde jeg sat kryds i kalenderen fredag d. 4. dec. Der skulle den store firmajulefrokost med 500 deltagere holdes. Men 2020 og Corona er ikke lige foreneligt med den slags.

Da jeg kunne se, at det ikke blev til noget, så kunne jeg godt melde til rally klubkonkurrencen i DCH Løgumkloster d. 5. dec. Så skulle jeg ikke bekymre mig om at sidde i Kbh om lørdagen og gasse branderten af, inden jeg kunne køre hjem til Jylland. Så tømmermænd blev skiftet ud med rally.

For et par uger siden tog jeg Fuji med ud mellem rallyskiltene i haven, og hun var egentlig overraskende god. Der var ikke langt fra tanke til handling. Trods den ringe erfaring, så meldte jeg da ikke kun Ninja til konkurrencen, men også Fuji.

Dagens rallyhunde

Min søde træner forsøgte at lokke mig til at starte Ninja i Øvet klasse, men med øvet klasse synes jeg, at jeg kunne risikere for mange skilte, som jeg ikke umiddelbart ville kunne løse, og jeg synes det er rart at kunne træne øvelserne inden man møder dem i en konkurrence. Så begge hunde var meldt til i begynderklassen.

Så jeg troppede op med forventningen om, at jeg skulle ind og gå officielle begynderklasse skilte. Dommeren havde så valgt at freestyle på skilt nr. 36, så hunden i stedet for at sidde foran, nu skulle STÅ foran. Det var bare lidt øv at skulle bakse med den i en konkurrence, når ens hund har et billede af, at man skal sitte foran (ved godt at STÅ foran kommer længere oppe i klasserne).

I stedet for SIT skulle vi STÅ

Ikke at denne ærgrelse kom til at overskygge dagens konkurrence. Det var samlet set en positiv oplevelse at gå konkurrencen. Der var også gode ting at glæde sig over og fine elementer i gennemløbene med begge hunde. F.eks fik vi lov at gå samme bane to gange og smide det dårligste resultat væk. Det var virkelig supergodt!

Jeg var også glad for dommerens gode feedback og hensyntagen til de enkelte ekvipager. F.eks var jeg udfordret på kontakten med Fuji, da vi gik ind på banen første gang. Efter tre skilte stoppede dommeren mig og bad mig krydse hen over banen et par gange – uden at lave øvelser, men bare for at Fuji kunne få lov at “mærke” arealet, og vi kunne få kontakt. Det hjalp betydeligt, og da jeg gik tilbage til startskiltet var det en helt “anden” hund. Det var skønt, at vi fik lov at finde hinanden på den måde, og jeg ikke skulle bakse med en hund, som havde mere travlt med skilte, underlag og alt mulig andet end mig. Det sparede mig nok for 3 kg frustration.

Det var åbenbart lige hvad hun havde brug for til trods for, at jeg havde gået med hende og trænet øvelser og kontakt i den anden ende af hallen, inden vi gik til start. Det var bare anderledes for hende at komme ind på banearealet, og jeg kunne jo ikke bare kalde på hende eller slå lidt med tungen i ganen for at få hendes opmærksomhed.

Da vi skulle gå banen i anden runde var hun bare på med det samme. Vi missede to øvelser, havde en skæv bakke og et par andre småting. Fuji var lidt livlig og sang lidt under gennemløbet. Men jeg synes faktisk, at hun var meget sej eftersom hun kun har været til træning to gange, og jeg derudover har småtrænet med hende to gange. Fuji fik 74 point og blev nr. 6 (ud af 8 hunde). Hvad skal det ikke blive til, når vi får trænet og indarbejdet nogle håndtegn?

Ninja gik også klart bedst i runde nr. 2, hvor hun fik 85 point, hvilket bragte hende ind på 2. pladsen i klubkonkurrencen. Ninja gjorde det super godt, men vi var udfordret på føromtalte skilt, som også gav lidt uro på det efterfølgende skilt. Ellers have Ninja bare så fint og dejligt et gennemløb. Det er så dejligt at gå og kigge ned i hendes kærlige og forventningsfulde hoved.

Dommersedlerne

Til præmieoverrækkelsen fik alle hundeførere en pose med lidt godt til hunden og et dejligt håndskrevet og personligt julekort fra min super engagerede træner Metine. Jeg blev virkelig glad for denne personlige hilsen, som ikke bare var “god jul og godt nytår”.

Der er ikke noget så skønt som personlige julehilsner

Den idé vil jeg gerne give videre til andre trænere. Det er en indsats, der koster utroligt lidt, men spreder så meget glæde. Det kunne jeg også tydeligt fornemme på de andre hundeførere.

Ja trods Corona-restriktioner lykkedes det for os at afvikle en lille hyggelig formiddag med god konkurrencetræning. Nu er der så juleferie fra træningen, men ingen forbyder os at træne lidt på egen hånd i juleferien.

Personligt er jeg mere eller mindre blevet pålagt at holde to ugers juleferie fra d. 18. dec, så der kan jeg da nok også få tid til at træne (alt muligt) med hundene og hygge med familien.

Guldkorn, inspiration og nyt værktøj

Det er fedt at prøve nye ting af i hundearbejdet. Nogen gange prøver man lige en ny disciplin af, og så fanger det måske ikke lige ens interesse. Det kan være for en tid eller for altid, at man ikke kommer videre med det. Men hvis man har fået en smagsprøve, så kan det være, at man kommer tilbage til det før eller senere.

Jeg har leget med Rally sammen med Ninja i et års tid nu, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med hende og finpudse. Jeg er heldig at kende mange dygtige rallyfolk, som også gerne deler ud af deres erfaringer. Men rally er stadig lidt ukendt land for mig. Jeg har meget at lære endnu. Det er så meget anderledes end mit mere vante agility.

Min tilgang til hundearbejde er at rage værktøj til mig fra flere forskellige “håndværkere” i hundefagene. Jeg har i mange år været vant til at kigge til agilitysiden og plukket hist og pist. Når man så bevæger sig ind på nye områder, kan det kan være svært at finde ud af, hvem der er gode instruktører. I agility synes jeg, at jeg har rimelig styr på skidt og kanel. Men hvad så når jeg kigger på andre og nye discipliner? Jeg vil helst starte med det rette fundament, så mine hunde og jeg kommer bedste muligt fra start.

Jeg har genoplivet min lidt tabte interesse for nosework, men er bevidst om, at jeg gerne vil lære det rigtigt. Sporten er forholdsvis ny og der er vist mange måder at gribe det an på.

Iben fra MindDog udbød enetimer i dag. En oplagt mulighed for at få sat endnu mere skub i nosework. Gitte Poulsen har kickstartet mig og opfordret mig til at lege videre med nosework. Så nu tog jeg så skridtet og bookede en enetime. Jeg har aldrig fået undervisning af Iben, men har hørt så meget godt om hendes undervisning i både rally og Nosework. Så jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne give mig gode inputs.

Fuji klar til søg

Det var primært Fuji, som fik fornøjelsen af at bruge næsen. Ninja fik lov, når Fujis næse og hjerne lige skulle hvile. Fuji ville gerne løse opgaven ved at lave bagbenstarget på boardet med duftbeholdere. Kreativt, men ikke helt korrekt. Så en lille pause kunne godt være tiltrængt.

For første gang blev Fuji sendt ud og søge efter lavendelduft på afstand fra mig. Første dilemma var faktisk at få hende belønnet på afstand og uden at komme til at forstyrre hendes arbejde. Verbal ros dur ikke rigtig på en døv hund. Hvis jeg løber ud for at smide godbid ved duften, så bliver hun usikker, når jeg kommer ræsende for at give hende godbid/belønning (hun opdager heller ikke altid godbidden, fordi hun ikke kan høre, at den rammer underlaget).

Løsningen blev at kaste legetøj, hvilket også har rigtig høj værdi for Fuji. Heldigvis ikke FOR meget. Videoen er fra hendes sidste søg i dag. Det var en dejlig succes at slutte med, og nu synes jeg virkelig at det begynder at ligne lidt, og det bliver også lidt sjovere herfra.

Men faktisk har jeg brugt hele dagen på Fyn, for jeg “kom til” at købe en afbudsplads på et Lea Nor kursus i Active Dogs hallen, hvor hver kursist kunne komme med de problematikker, som de ønskede input til . Jeg kom for at arbejde med nogle ting i rally. Det er altid godt med nye øjne på ens arbejde med hundene.

Når man glemmer holderen til mobilen, så må man være kreativ

Jeg har en udfordring med, at Ninja vil tjekke ud, når jeg sætter i gang på rallybanen. Det arbejdede vi med, og fik dejlig succes med. Jeg fik god værktøjer til at få hende til at vælge mig fremfor interessen for ting i omgivelserne, som hun godt kan finde på at blive lidt optaget af.

Mange fine guldkorn til det videre arbejde med Ninja

Der blev også tid til arbejde med at forstærke stå, sit og dæk. Både under gang (som hun aldrig har kunnet – og faktisk heller ikke trænet) og ved simpel verbal kommando. Sidst men ikke mindst tror jeg, at jeg fik nøglen til at få Ninja til at rette sin stationære position ind i på min højre side, hvor hun ellers har siddet og flagret lidt. Nu tror jeg, at jeg fik en metode til at den nød knækket.

Så da jeg kørte hjem mod Jylland her til aften, så var det med værktøjskassen fuld at nye input. Det har været en skøn dag med masser af inspiration og møde med nye mennesker.

Rally og succeskriterier

I min tørst efter at prøve kræfter med rallysporten, så blev jeg rigtig glad, da jeg opdagede en rallyprøve I Hadsten, der lå på en hverdagsaften. Jeg meldte fluks til.

Den prøve var så i Hadsten i tirsdags. Siden tilmelding var der så røget et møde i min kalender. Et møde i Søborg. Det var ikke så smart for den planlægning. Stædig som jeg var, så ville jeg bare have enderne til at nå sammen.

Så efter mødet drønede jeg direkte retur til Jylland, for at nå at være i Hadsten inden kl 17. Jeg ankom 16.35, og følte mig allerede ret stresset, fordi jeg havde startnummer 3, og derfor skulle på ret hurtigt efter banegennemgangen. Der var også lige en hund, der skulle luftes, og det var nok også lidt praktisk, hvis jeg lige ændrede lidt på påklædningen, inden jeg gik på banen. Jeg var nok lidt overdressed til rally.

Så stod jeg der med “stresset stithår og øjnene flakkende rundt i hovedet”. Stævnearrangør Helle, som jeg kender fra “gamle dage” kiggede på mig, flyttede fluks mit startnummer, så jeg lige kunne nå at lande, lufte Ninja og få lidt ro på. Hun vidste nemlig godt, at jeg var kørt direkte fra et møde på Sjælland. Puha, det lettede godt nok. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt har samme tidsoverblik og erfaring at læne mig op af til rally, som jeg har til agility, og jeg ville ikke forvente, at jeg bare kunne blive flyttet.

Jeg kiggede på banetegningen, som hang på opslagstavlen, så vi kunne se den inden banegennemgangen. Åh nej. Det var ikke lige en buket af vores yndlingsskilte. Allerede der tænkte jeg, at vi ikke ville kunne gå den til toppoint.

Særligt 7-9-11 var jeg ikke så pjattet med, men de sidste 4 skilte glædede jeg mig til at gå

Banen kunne jeg ikke lave om på, og jeg gik den mange gange til banegennemgang, så jeg i det mindste havde styr på banen, inden jeg skulle gå den med Ninja. De ting, som var svære for os, måtte jeg så pudse af sammen med Ninja, inden det blev min tur.

Men sådan en bane kan jo overraske. Sikkert af flere årsager. Mit fokus på de svære momenter var måske gode, og lidt mere slappe på de “lette”, men der er jo også den realitet, at Ninja ikke er robot, men en hund, der kan lade sig påvirke af dufte og omgivelser (ikke noget, som jeg har skulle spekulere over i Agility, da tempoet der er højere, og mine hunde har ikke tid til at holde øje med ting/forstyrrelser udenfor eller på en agilitybane).

Vi endte med at lave tre øvelser om (vel at mærke ikke nogle af de øvelser, som jeg “frygtede”) og så var der lidt snus og lidt misforståelse. Jeg kom ud af banen med 87 point.

Jeg fik den fineste og grundige tilbagemelding af dommeren, der i øvrigt smilende gik mig i møde med ordene: “Sikke en skøn hund du har. Hun har godt nok potentiale”. Hun gav mig et par gode råd med på vejen og var god til at forklare, hvor hun havde trukket de 13 point.

Jeg tog et billede af dommersedlen. Den var fin og udførlig!

Rallyfolkene er enormt søde og følger med i hinandens gennemløb og alle klapper, når en ekvipage kommer i mål.

Venligt og interesseret var der nogen, der spurgte hvordan det var gået og til mine point. Er du tilfreds? blev jeg spurgt. Med hjertet kunne jeg altså ikke svare ja. Hvis jeg inden gennemløbet var blevet spurgt, om jeg ville være tilfreds med 87 point på den bane, ville jeg have sagt. Ja det ville være ok. Men det var ud fra en betragtning om, at jeg ville få svært ved særligt 3 skilte. De skilte drillede så slet ikke, så det var noget øv at skulle lave tre skilte om, som jeg synes var lette. Så ud fra det, så var jeg faktisk ikke rigtig tilfreds. Jeg ved godt, at mit succeskriterie ligger lidt højt, og det er ikke fordi jeg vil være storsnudet eller utaknemmelig, men hvis jeg synes, at vi skulle kunne gøre det bedre, så er jeg ikke tilfreds med at udføre på vores middelniveau.

PS! Ninja er stadig Min Fantastiske Ninja. Det har ikke noget med det at gøre….

Jeg kunne godt høre, at flere af mine konkurrenter var ovenud tilfredse med bare at bestå. Det funderede jeg lidt over. I agility er jeg heller ikke nødvendigvis tilfreds med et fejlfrit løb. Det er ikke et succeskriterie i sig selv for mig. Så ja, hvorfor skulle jeg have det anderledes til rally. Jeg vil ikke “nøjes”, hvis jeg ved, at jeg kan gøre det bedre. Så må jeg oppe mig! Dommerens bedømmelser var helt korrekte, så pilen peger på mig.

Stævnet var super hyggeligt, og det var en rigtig god oplevelse. Det var jo fedt at mestre de “frygtede” skilte. Ånden var positiv. Der var kaffe på kanden og kage til, hvis man havde lyst til det. Meget gæstfrit og favnende. Det inviterede til at slappe af og falde ned på jorden.

Det uofficielle skilt udenfor banen.

Præmieoverrækkelsen for begynder og øvet kom efter deres klassers gennemløb. Så alt i alt så var jeg i Hadsten i noget, der ligner 3 timer. Henrik var også helt forbavset over at se mig hjemme kl 21. Det er da noget helt andet end agility, må man sige, var hans kommentar. Ja, det har han på mange måder ret i.

Ninja holder på bånd og deltagerpræmien. Alle fik en pose kiks sammen med deres resultat.

Ninja og jeg fik en 6. plads ud af 13-14 deltagere. Og alle blev linet op på række. De 6 bedstplacerede måtte vælge en præmie fra præmiebordet. Der lå mange lækre præmier, og jeg vil vove den påstand, at der virkelig var noget for enhver smag.

Det kunne godt være lidt svært at vælge, for der var så mange fine ting på præmiebordet

Nu har vi tid til træne videre på mine “svage” skilte, inden vi skal til prøve igen d. 29. februar. Det glæder jeg mig allerede til. Jeg synes, at rally er sjovt, og jeg elsker at se på Ninjas glade fjæs, når vi går rally.