Ja, det lyder måske ikke som det mest oplagte match, men det kan nu svinge meget godt sammen, vil jeg nu sige. Naturligvis er der somme tider lidt udfald på ledningen, når ens hjerne er under ombygning.
Men men der er nu godt nok et punkt, hvor Teenageren er kommet rimelig meget til fornuft. Gennem de sidste år har det været meget vigtigt, at ens tøj havde det rigtige mærke, og at give 1.700 for et par cowboydere føltes åbenbart ikke som noget særligt – hvis man altså havde pengene til dem.
Tobias kunne også ofte fortælle mig om alle de tøjbehov han havde og alt det spændende tøj, han så til billige penge, som vi da burde købe nu. Jeg blev faktisk ret mæt af at høre om alt det her, så jeg besluttede mig for at indføre tøjpenge. Kr. 1.000 hver anden måned, som kun måtte bruges til tøj og sko.
Det gav bare en ufattelig ro. Bortset fra de sidste par uger op til udbetalingsdatoen, hvor Tobias allerede havde fundet sine køb på Smartguy og var helt elektrisk efter, at jeg skulle bestille tøjet. Selvom det nok har været lidt svært både at få sit mærketøj og at få pengene til at række, så synes jeg faktisk, at Tobias har klaret det super godt. Det lykkedes faktisk altid for ham på mærkværdigvis, og det har jeg da været stolt af.
Men da han var hjemme sidst blev jeg alligevel endnu mere stolt. Han spurgte mig om jeg ikke ville køre i Føtex, for så ville han gerne med. “Hvad skal du i Føtex?”, måtte jeg lige vide. Jamen han skulle da købe noget tøj. Jeg var lige ved at tabe underkæben. Tidligere kunne man slet ikke købe noget som helst tøj til ham – jeg gentager NOGET SOM HELST – i Føtex, H&M eller lignende butikker.
Kort tid efter stod vi så i Føtex, hvor Tobias blandt andet købte “ukendt mærke” underhylere. For et halvt år siden var der INTET andet end Bjørn Borg, der duede på den front. Da vi trissede gennem kassen med 4 underhylere, 9 par strømper og en Tommy Hilfiger trøje (ja lidt mærke kom der da med i købet) kom jeg af med sølle kr. 500.
Tobias var blot kommet til den konklusion, at hvis andre kunne gå i “sådan noget” tøj, så kunne det da ikke passe, at han heller ikke kunne det.
Det er bare en kæmpe sejr, når ens teenager helt af sig selv kommer til fornuft og indser, at ens identitet og værdi jo ikke sidder udenpå kroppen, men indeni.