Sov sødt min kære Diva

I onsdags kyssede jeg for sidste gang Divas varme snude og lod hende rejse til de evige agilitybaner. Det var ikke en akut aflivning, men en helhedsvurdering af min gamle og helt særlige Divas dalende livskvalitet. Jeg mente, at det tiden var inde, da jeg ønskede en god afsked og også gode minder om hendes sidste tid.

Smukke Diva i hendes yngre dage

Diva har ikke løbet meget agility de sidste 1½ sæsoner. I 2010 blev hun halt omkring pinsen og døjede lidt med halthed hen over sommeren. Hun løb enkelte seniorløb-springløb i 2011, men selv med pindene på lav højde kunne være udfordrende for hende, så det stoppede, og hun måtte nøjes med at tusse rundt herhjemme og engang imellem få lov til at løbe lidt rundt mellem springvingerne i haven, hvilket hun også nød.

Men det sidste halve år er det stille og roligt gået ned af bakke for Diva.

  • Hun var blevet ret fladfodet og kunne nogen gange ikke holde til at gå lange ture – i hvert fald ikke på meget stenede veje.
  • Hendes hørelse forsvandt også og var til sidst skrumpet ind til et minimum, hvilket blandt resulterede i lidt signalforvirring og nogen gange i forskrækkelser, fordi hun kunne føle sig overrumplet, når hun lå der i sin egen verden. 
  • Hun fik lidt svært ved at holde sig, og jeg måtte flere gange om ugen op om natten for at lukke hende ud, og jeg har tørret op efter hende flere gange den sidste måned.
  • De sidste 1-2 uger var hun begyndt at levne lidt af sin mad, og hun kastede sig ikke glubsk over maden mere (hele livet har hun være meget madglad og altid tømt sin madskål). Det sidste tolkede jeg som om, hun selv var ved at “lukke ned”.

Men bortset fra de ting, så virkede hun ikke syg og dårlig og var til sin sidste time altid frisk på at lege med bold eller lege på agilitybanen, men når der ikke skete noget spændende, lå hun bare og sov. Jeg kunne måske godt have trukket min beslutning et par måneder mere, men jeg føler, at jeg lod Diva rejse mens der stadig var lidt værdighed i kufferten, og de sidste billeder, jeg har på nethinden af hende var en glad hund, der stadig kunne løbe glad omkring.

Den allersidste dans – hun var så glad!

På vej til dyrlægen gjorde jeg holdt hos slagteren og købte nogle oksekødsstrimler. Derefter fandt jeg en dejlig naturskøn plet, hvor den flotte eftermiddagssol skinnede. Her spillede vi bold, og Diva løb lykkeligt – og som altid højlydt gøende – efter bolden, som hun troligt returnerede for mine fødder. Hun så så uendelig glad ud, og jeg tog også nogle billeder af min gamle glade hund (billederne over og under dette afsnit). Oksekødsstrimlerne faldt også i hendes smag, og hun slugte dem nærmest bare.

Diva mellem et par bjæf – hit nu med flere kødstrimler!

Det var med disse skønne billeder frisk i erindring, at jeg snøftende nussede Diva, mens hun stille sov ind. Det er for mig det eneste rigtige, at jeg er ved mine hunde, når de sover ind, og jeg vil også helst gøre det alene (dog med dyrlæge, tak). En aflivning er i mine øjne ganske uden dramatik og de tre, jeg har oplevet har været ganske fredfyldte.

En af Divas yndlingsbeskæftigelser var at hyrde bølger

Jeg lagde hende i buret bag i bilen og kørte hjem, hvor Henrik havde været så sød at grave et hul til hende. Nu ligger hun i vores lille “skov”, og selvom jeg ikke har tænkt mig at dyrke stedet, så kan jeg mærke, at det er det helt rigtige for mig, at mine hundes døde kroppe er stedt til hvile på et for mig kendt sted.

Et ret udmattet makkerpar efter et sommerkursus

Nu er det slut, og jeg sidder tilbage med mange mange smukke minder. Jeg har set videoer fra nogen af vores løb, og jeg troede, de ville få mig til at tude, men de får mig heldigvis til at smile og gense en fantastisk arbejdsglad hund, der bare elskede agility, og huske på, hvor meget jeg altid nød at løbe med den lille sprælske dame.


Videoen er fra Dania Cup, og der er Diva virkelig også sprælsk.
Jeg elsker denne video fordi hun til sidste ikke kunne modstå den meget fristende tunnel 🙂

Netop Divas sprælskhed og evige arbejdsglæde har uden tvivl gjort noget særligt for mig. Da jeg i 2007 gik ned med stress, så var hun nok min vigtigste “medicin”. Diva var nemlig ligeglad med, om jeg var lidt ved siden af mig selv og lidt mut. Hun “råbte” bare: Hallo – Kom igang, vi skal løbe agility!!” Ingen tvivl om at særligt hende blandt alle mine hunde havde en meget positiv indvirkning på mig i den periode, for jeg kunne ikke andet end at efterkomme hendes “ordrer”, og hun gav mig en helt særlig glæde og duelighed i den periode.

Diva til Jutlandia Cup 2009

De mange minder rummer også rejser med landsholdet i årene 2005-2006-2007 samt stævner i Sverige og Tyskland. Diva var sådan en sød og nem hund at have med på sådanne ture. Hun faldt bare ind alle steder, og jeg tror hun kunne “lugte” agility. I hvert fald blev hun ellevild, når vi til mesterskaberne ankom til hallerne (selvom vi altid ankom før der var gang i agilityen). Hun havde en hel klar fornemmelse af, hvad der ventede hende.

Sverige 2007 – nyslået Svensk Hopp Champion

Diva kom jo først ind i mit liv for 7 år siden, og det var nok mere eller mindre et tilfælde, at det var mit liv og ikke en anden agilityhandlers liv, hun blev en del af.

Et stort privilegium at have fået lov at nyde en hund som Diva

Diva var allerede dengang en superhurtig og dygtig agilityhund, som absolut hørte til i toppen herhjemme. Louise, der ejede Diva, havde også været på landsholdet med hende, og der var ingen tvivl om, at Diva levede og åndede for agility, og Louise mente ikke helt, at hun kunne give Diva alt det agility, som hun altid hungrede efter. Der stod jeg så og var helt vild i varmen efter at løbe med den lille – og til tider lettere uforudsigelige sheltie. Jeg er stadig fuld af beundring og taknemmelighed overfor Louise, der overlod træning og stævneaktivitet af sin, nok bedste agilityhund nogensinde, til mig. Med tiden blev Diva dog min hund og ikke kun til låns, så hun også kunne nyde sit otium hos mig.

Mange tusind tak til Louise, fordi hun gjorde det muligt for Diva og mig at få så mange store oplevelser sammen i ind- og udland.

Diva var en meget ivrig tilskuer, der nød at ruske sit tøjdyr,
når der var aktivitet på “HENDES” agilitybane.

Diva var en hund, der både på og ved agilitybanen var en meget stor personlighed. På banen var hun altid energisk og angreb nærmest banen. Som tilskuer husker mange hende, som den lille charmerende sheltie, der stod og ruskede i sit legetøj, mens hun kom med små hysteriske lyde. Derhjemme var hun mere den stille og anonyme hund, der krøllede sig sammen og sov og ikke gjorde det store væsen ud af sig.

R.I.P Min kære Diva – og tak for mange gode minder! Du bliver aldrig glemt!

2 meninger om “Sov sødt min kære Diva”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *