Savner…

For tiden savner jeg faktisk Diva. Jeg savner at løbe agility med min glade og livlige sheltie. Hun havde ikke været særlig stævneaktiv de sidste par år, og efterhånden som hun blev ældre, glemte jeg næsten hendes meget store personlighed på agilitybanen, for der var faktisk stor forskel på Diva ude og hjemme.

Et af mine sidste billeder af Diva – januar 2012

Efter at være kommet igang med stævner igen sammen med Ninja, så er savnet blevet større.Jeg tror, at det er lugten af “savsmuld”, der får det til at blusse op. Jeg har ikke noget at udsætte på Ninja, så det er ikke fordi jeg vil “bytte”, hvis  det lod sig gøre, men måske snarere fordi Ninjas glæde og hastighed får mig til at mindes Diva.

Da jeg for et par uger siden så Divas halvbror Dusty, synes jeg virkelig, at jeg kunne se Diva i ham.

Et kærligt øjeblik 🙂
Få dage før vi tog afsked

Jeg tænker på de mange skønne år, jeg fik med Diva. Alle de store oplevelser hun har været årsag til. Store stævner og mesterskaber og helt klart nogle uforglemmelige øjeblikke. Jeg mindes med glæde en masse skønne agilitygennemløb med hende og hendes sjove personlighed. Hvordan hun spurtede stranden tynd og hyrdede alle bølgerne. Eller hvordan lykken strålede ud af hendes små øjne, hvis hun fik lov at jage en flok krager eller måger op fra en mark. Hun var så utrættelig. Det er fortid, der er kun minderne tilbage, men det er vel ikke forbudt at drømme om at få lov til at løbe bare en sidste gang med hende?

Diva til Jutlandia Cup 2009
Elsker og savner hendes intense blik

Agility er som medicin….

Det var min konklusion efter torsdagens træning i Sannes Hundecenter. Jeg havde ikke været til træning de sidste to torsdage pga frost-lukket i centret/bisættelse og noget arbejde, som forhindrede mig. Faktisk var jeg bare flad og doven og derfor tæt på ikke at køre de 55 minutter til Hedensted og i stedet blive liggende på min sofa. Men jeg fik sparket mig afsted alligevel.

Dejlig træning. Ninja var skøn at træne med – som altid! Da jeg kørte derfra, så var jeg næsten helt høj og tænkte faktisk, at denne træning var det mest energi- og glædegivende, jeg havde oplevet i flere uger. Jeg tænkte de snart 5 år tilbage, hvor jeg var stress-sygemeldt og huskede også, hvor stor en forskel agilityen gjorde for mig dengang. Det er da fantastisk!

Den sidste måneds tid har faktisk ikke budt på særlig mange glædelige ting, synes jeg. Jeg synes nærmest, at det ene har været værre end det andet. Jeg kan forholde mig til at skulle kysse gode Diva godnat for sidste gang efter et godt langt liv og vide, at det hele var fredfyldt. Det kniber noget mere med Cookies måde at forlade blive revet ud af denne verden på. Jeg havde det meget skidt med det i flere dage, for jeg ved jo, at hans liv var for kort, og at hans sidste oplevelser absolut var alt andet end positive, og vejen til døden ikke fredfyldt og smuk. Jeg græd så mange tårer over den måde, som Cookie kom herfra. “Min” lille Cookie fortjente bare bedre.

Men det var som om alt med Cookie blev så ligegyldigt (set i perspektivet i hvert fald), da jeg for to uger siden modtog beskeden om, at mine venners søn på 15 år var sovet ind efter mange års sygdom. Selvom et dødsfald kan være “rigtigt”, fordi en træt og slidt krop for fred, så er det i mine øjne så forkert, at forældre skal begrave deres børn, og jeg kan desværre godt tillade mig at sige, at jeg kender frygten for at miste, men heldigvis ikke til at miste. Det, som jeg har følt på egen krop berører nok også nogle andre knapper i mig end hos de fleste andre i vennekredsen (heldigvis for dem). Siden jeg fik den triste besked har mine tanker nærmest konstant været hos familien, som trods det hele tackler det hele så flot og åbent.

Tja den sidste måned har som man kan se ikke budt på mange solstrålehistorier eller overskud til at blogge (eller læse div blogs for den sags skyld). Jeg tror på ordsproget om at efter regn kommer altid solskin…………..

Sov sødt min kære Diva

I onsdags kyssede jeg for sidste gang Divas varme snude og lod hende rejse til de evige agilitybaner. Det var ikke en akut aflivning, men en helhedsvurdering af min gamle og helt særlige Divas dalende livskvalitet. Jeg mente, at det tiden var inde, da jeg ønskede en god afsked og også gode minder om hendes sidste tid.

Smukke Diva i hendes yngre dage

Diva har ikke løbet meget agility de sidste 1½ sæsoner. I 2010 blev hun halt omkring pinsen og døjede lidt med halthed hen over sommeren. Hun løb enkelte seniorløb-springløb i 2011, men selv med pindene på lav højde kunne være udfordrende for hende, så det stoppede, og hun måtte nøjes med at tusse rundt herhjemme og engang imellem få lov til at løbe lidt rundt mellem springvingerne i haven, hvilket hun også nød.

Men det sidste halve år er det stille og roligt gået ned af bakke for Diva.

  • Hun var blevet ret fladfodet og kunne nogen gange ikke holde til at gå lange ture – i hvert fald ikke på meget stenede veje.
  • Hendes hørelse forsvandt også og var til sidst skrumpet ind til et minimum, hvilket blandt resulterede i lidt signalforvirring og nogen gange i forskrækkelser, fordi hun kunne føle sig overrumplet, når hun lå der i sin egen verden. 
  • Hun fik lidt svært ved at holde sig, og jeg måtte flere gange om ugen op om natten for at lukke hende ud, og jeg har tørret op efter hende flere gange den sidste måned.
  • De sidste 1-2 uger var hun begyndt at levne lidt af sin mad, og hun kastede sig ikke glubsk over maden mere (hele livet har hun være meget madglad og altid tømt sin madskål). Det sidste tolkede jeg som om, hun selv var ved at “lukke ned”.

Men bortset fra de ting, så virkede hun ikke syg og dårlig og var til sin sidste time altid frisk på at lege med bold eller lege på agilitybanen, men når der ikke skete noget spændende, lå hun bare og sov. Jeg kunne måske godt have trukket min beslutning et par måneder mere, men jeg føler, at jeg lod Diva rejse mens der stadig var lidt værdighed i kufferten, og de sidste billeder, jeg har på nethinden af hende var en glad hund, der stadig kunne løbe glad omkring.

Den allersidste dans – hun var så glad!

På vej til dyrlægen gjorde jeg holdt hos slagteren og købte nogle oksekødsstrimler. Derefter fandt jeg en dejlig naturskøn plet, hvor den flotte eftermiddagssol skinnede. Her spillede vi bold, og Diva løb lykkeligt – og som altid højlydt gøende – efter bolden, som hun troligt returnerede for mine fødder. Hun så så uendelig glad ud, og jeg tog også nogle billeder af min gamle glade hund (billederne over og under dette afsnit). Oksekødsstrimlerne faldt også i hendes smag, og hun slugte dem nærmest bare.

Diva mellem et par bjæf – hit nu med flere kødstrimler!

Det var med disse skønne billeder frisk i erindring, at jeg snøftende nussede Diva, mens hun stille sov ind. Det er for mig det eneste rigtige, at jeg er ved mine hunde, når de sover ind, og jeg vil også helst gøre det alene (dog med dyrlæge, tak). En aflivning er i mine øjne ganske uden dramatik og de tre, jeg har oplevet har været ganske fredfyldte.

En af Divas yndlingsbeskæftigelser var at hyrde bølger

Jeg lagde hende i buret bag i bilen og kørte hjem, hvor Henrik havde været så sød at grave et hul til hende. Nu ligger hun i vores lille “skov”, og selvom jeg ikke har tænkt mig at dyrke stedet, så kan jeg mærke, at det er det helt rigtige for mig, at mine hundes døde kroppe er stedt til hvile på et for mig kendt sted.

Et ret udmattet makkerpar efter et sommerkursus

Nu er det slut, og jeg sidder tilbage med mange mange smukke minder. Jeg har set videoer fra nogen af vores løb, og jeg troede, de ville få mig til at tude, men de får mig heldigvis til at smile og gense en fantastisk arbejdsglad hund, der bare elskede agility, og huske på, hvor meget jeg altid nød at løbe med den lille sprælske dame.


Videoen er fra Dania Cup, og der er Diva virkelig også sprælsk.
Jeg elsker denne video fordi hun til sidste ikke kunne modstå den meget fristende tunnel 🙂

Netop Divas sprælskhed og evige arbejdsglæde har uden tvivl gjort noget særligt for mig. Da jeg i 2007 gik ned med stress, så var hun nok min vigtigste “medicin”. Diva var nemlig ligeglad med, om jeg var lidt ved siden af mig selv og lidt mut. Hun “råbte” bare: Hallo – Kom igang, vi skal løbe agility!!” Ingen tvivl om at særligt hende blandt alle mine hunde havde en meget positiv indvirkning på mig i den periode, for jeg kunne ikke andet end at efterkomme hendes “ordrer”, og hun gav mig en helt særlig glæde og duelighed i den periode.

Diva til Jutlandia Cup 2009

De mange minder rummer også rejser med landsholdet i årene 2005-2006-2007 samt stævner i Sverige og Tyskland. Diva var sådan en sød og nem hund at have med på sådanne ture. Hun faldt bare ind alle steder, og jeg tror hun kunne “lugte” agility. I hvert fald blev hun ellevild, når vi til mesterskaberne ankom til hallerne (selvom vi altid ankom før der var gang i agilityen). Hun havde en hel klar fornemmelse af, hvad der ventede hende.

Sverige 2007 – nyslået Svensk Hopp Champion

Diva kom jo først ind i mit liv for 7 år siden, og det var nok mere eller mindre et tilfælde, at det var mit liv og ikke en anden agilityhandlers liv, hun blev en del af.

Et stort privilegium at have fået lov at nyde en hund som Diva

Diva var allerede dengang en superhurtig og dygtig agilityhund, som absolut hørte til i toppen herhjemme. Louise, der ejede Diva, havde også været på landsholdet med hende, og der var ingen tvivl om, at Diva levede og åndede for agility, og Louise mente ikke helt, at hun kunne give Diva alt det agility, som hun altid hungrede efter. Der stod jeg så og var helt vild i varmen efter at løbe med den lille – og til tider lettere uforudsigelige sheltie. Jeg er stadig fuld af beundring og taknemmelighed overfor Louise, der overlod træning og stævneaktivitet af sin, nok bedste agilityhund nogensinde, til mig. Med tiden blev Diva dog min hund og ikke kun til låns, så hun også kunne nyde sit otium hos mig.

Mange tusind tak til Louise, fordi hun gjorde det muligt for Diva og mig at få så mange store oplevelser sammen i ind- og udland.

Diva var en meget ivrig tilskuer, der nød at ruske sit tøjdyr,
når der var aktivitet på “HENDES” agilitybane.

Diva var en hund, der både på og ved agilitybanen var en meget stor personlighed. På banen var hun altid energisk og angreb nærmest banen. Som tilskuer husker mange hende, som den lille charmerende sheltie, der stod og ruskede i sit legetøj, mens hun kom med små hysteriske lyde. Derhjemme var hun mere den stille og anonyme hund, der krøllede sig sammen og sov og ikke gjorde det store væsen ud af sig.

R.I.P Min kære Diva – og tak for mange gode minder! Du bliver aldrig glemt!

Efterårsferie i venners lag

Det er nu uge 42, og de med skolebørn er jo helt klar over det. Vi har også holdt lidt ferie. Tobias er hjemme, og hans værelse er offer for en langtrukken renovering (det er noget med fugtoptrængning, imprægnering og efterfølgende tørring=mange måneder), så han bor faktisk i vores stue, når han er hjemme på ferie. Det synes jeg var lidt svært at byde ham i en hel uge.

Hvad kan man så finde på? Sidste år var vi i Prag. En overraskende billig ferie, der som ventet var supergod. I vinterferien var vi i sommerhus. Det var også hyggeligt, men ingen af tingene fristede lige frem mig til gentagelse lige nu. Hvad kan man så finde på, når man også har øje for, at man vist fik fyret lidt rigeligt penge af på hus og hjem i august?

Campingferie? Det lokkede bare ikke lige at skulle bo på campingplads på denne årstid. Men campingvognen kunne da nok bruges til noget fornuftigt alligevel.

Jep, enden blev at vi trak campingvognen til Stevns og overnattede i Kim og Tinas indkørsel. Mest af alt fordi vi gerne ville besøg Tina og Kim, og vi så efterfølgende kunne køre ud derfra og besøge andre venner og opleve lidt af Kbh.

Det var skønt at hygge sig sammen med dem igen. Jeg synes det var så imponerende, at vi bare kunne lukke vores tilsammen 7 hunde sammen. Deraf er de 4 hanhunde, og der var bare ingen fnidder i den flok. De tumlede og gnaskede tyggeben mellem hinanden uden problemer.

De 7 hunde i vores sammensatte flok.
Tro mig, det var meget svært at tage dette billede!



Diva TYGGER på et tyggestav
(ved ikke hvad der gik af hende – hun plejer bare at slikke på dem)

 Da jeg startede med at annoncere, at vi ville komme fem dage, så synes jeg da nok, at det lød som lidt for længe og anmasende, men tiden fløj alt for hurtigt afsted. Tina endte da også med at sende mig en SMS, da vi kom hjem, at hun syntes, at huset var lidt tomt og ensomt efter, at vi var kørt.

Vi trillede afsted lørdag og ankom sammen med vores medbragte oksemørbrad sidst på eftermiddagen. Så var der ellers dømt god mad og hygge.

Søndag var Tina og jeg ude og træne lidt agility med Ninja og Mojo. Agilityen var jo også den, som førte os sammen for henved 10 år siden. Der er sket mange ting i vores liv siden dengang, men venskabet holder stadig.

Efter træningen kørte vi hjem og hentede Henrik, Tobias, Silas og lidt flere hunde og gik en smuk tur ved Stevns Klint. Jeg synes virkelig, at Stevns er et meget smukt område. Jeg er ærlig talt lidt betaget af områdets flotte natur.



De som ikke kan holde til at gå langt måtte i klapvognen.
Silas pga korte ben og Chester pga sine gamle gigtplagede ben



Flot solnedgang

Mandag var vil til morgenmad/barselsbesøg hos en af Henriks gamle veninder i Kbh, hvorefter vi tog et smut i Tivoli sammen med Tina Brigo og hendes drenge. Der var monstermange mennesker, og vel var Tivoli flot pyntet op til Halloween, men jeg var faktisk meget glad for, at vi ikke havde betalt for indgang og turpas (Tina har adgang til et vist antal fribilletter om året, som hun delte ud af til os – Tak for det, Tina), for jeg synes, at der var for mange mennesker til, at det var pengene værd. Indrømmet, jeg hader kø og ventetid = spildtid i min verden.


Silas er vild med Rasmus Klump, som han kalder “Am Kump”



Familiebillede i Tivoli.
(Det var lige så svært at tage et godt billede af os 4 personer, som af de 7 hunde ovenfor)

Tirsdag havde jeg et møde i vores salgsafdeling, så den bød på arbejde for mig, og drengene kunne gøre, hvad de lystede i de 4-5 timer. Aftensmaden spiste vi hos Hanne Svejstrup. Det er også altid hyggeligt samvær. Tobias og deres ældste Joakim er bedste venner, men ses jo ikke så tit pga afstanden. Silas er skattet af hele familien, og Hanne og jeg har jo faktisk både agility og kort tilfælles.

Silas og Kristine er helt væk i en film på Ipad´en

Efter lidt agilitytræning onsdag sammen med Ninjas kuldbror Joker, så pakkede vi sammen og trillede hjemad med sneglehuset. De fem dage var fløjet afsted, og jeg synes det var dejligt, at vi fik sagt “Dav” til alle de, som jeg havde forestillet mig, at vi lige kunne hilse på, da jeg gik igang med at planlægge turen.

Ninja og bror Joker

Er det der med træning ikke bare noget opreklameret p..?

for det er da gået meget godt uden nogen som helst form for træning. Jeg har været til stævne i Løgumkloster i denne weekend. Og her ses min præmiehøst på mine 11 starter – dejlige økonomiske starter – samlet startgebyr = kr. 345,-



Mine præmier fra weekendens stævne:
1. skoplejesæt fra Ecco
2.  løbetrøje
3.  2xfribilletter til Ribes Vikinger
4.  Lommeradio
5.  bold med reb
6.  25xDVD skiver
7.  Elektronisk Sudoku
8.  2xboldkastearme

 Præmiebordene indholdt mange forskellige typer af præmier. Nogle var lidt anderledes, men alligevel ganske anvendelige. Og i Løgumkloster er der supergode faciliteter, da stævnet holdes på byens skoles græsarealer. Der er gode toiletforhold, opholdsfaciliteter, legeplads og ikke mindst super forplejning til meget billige penge. Jeg vil gå så langt at sige, at man faktisk snyder sig selv, hvis man tager mad med hjemmefra, for det er sgu for dumt.

Echo flottede sig med at rykke op i AG2 og SP3. Jeg løb dog ikke i de nyoprykkede klasser, da jeg syntes, at Echo havde løb nok i forvejen i de 8 ordinære starter, og samtidig havde jeg også Silas med, og det var derfor meget rart, at have lidt pause ind i mellem.

Godt jeg havde min lille hjælper med til at hjælpe med at rejse teltet

Jeg synes faktisk, at Echo løb utrolig pænt i denne weekend og med god gejst. Desværre indkasserede vi også et par nedrivninger og en enkelt slalomfejl. Sidstnævnte var nok en af de ting, som kunne undgås, hvis man fik trænet sammen, men jeg må nok bare erkende, at sådan er det ikke lige, så jeg må være tilfreds med det, som vi kan opnå sammen uden den store træning. Echo elsker agilityen, og jeg synes han er en dygtig hund, der heldigvis ikke glemmer sin grundtræning.

Diva – måske lidt træt, men sikkert på den fede måde…

Gode gamle Diva fik også lov at løbe et par seniorløb, og nej hvor hun elskede det. Hun har ikke fået lov at løbe til et stævne siden tja….. engang sidste år! Hun var bare så glad, og da hun var alene i sine klasse, så vandt hun alle sine tre løb – både med og uden fejl (nedrivninger og en enkelt slalomfejl). Men det var ikke det vigtigste – bare den gamle tøs hyggede sig.