VM i agility

Sidste weekend + et par dage mere tilbragte jeg sammen med en ret stor flok danske agilitytosser i det nordlige Tjekkiet.

En flok glade supportere i Liberec

Det var lang tid at være væk fra familien fra onsdag til natten mellem søndag og mandag, men turen var alligevel rigtig god. Ikke mindst pga selskabet. Focusen var godt pakket. Jeg havde bilen lastet med midtjyder, og jeg synes, at vi havde en super tur. Ikke kun agility, men også samværet. Masser af snak og latter i bilen.

Både bil og passagere tankes op på en lille tank 7 km fra motorvejen.
Efter ikke at have passeret en tank de sidste 100 km var der ikke meget saft tilbage,
og vi turde kun køre af motorvejen for at finde en tank.

Det forunderlige ved alle disse mesterskabsture er, at man ikke altid husker, hvad der er sket på agilitybanen, men man husker helt sikkert en masse ting, man har oplevet sammen, som min erfaring siger mig, at man kan mindes i mange år.

Tjekkisk øl.
Godt og billigt
10 kroner for et stort glas!

Her vil vores lille selskab helt sikkert huske turene op og ned af bjerget på de små snoede veje hver morgen og aften, når vi skulle til og fra hal/hotel. 4 personer synes det var en fantastisk køretur, men Søster var total køresyg, men måske derfor glemmer hun ikke denne tur.

 Dem som kørte i partybussen (9 personers bus) husker nok også turen mellem hotel og hal, for jeg tror faktisk ikke, at de opnåede at køre den samme vej to gange, og hvad vi andre brugte ½ time på, kunne de bruge 1 time og 20 minutter på.

Morten kigger kort sammen med partybussen i håb om at lære dem en lettere vej

Vi husker nok også, at Flemming fik stjålet sin Skoda den første dag i hallen, og først kom tilbage til hotellet ud på nattten, fordi politiet skulle skrive et dokument for hver en lille ting, der havde ligget i bilen – og i øvrigt fattede de intet engelsk, men det husker jeg godt fra tidligere tur til Prag.

Men dette år kan vi helt sikkert huske for mere end bare det sjove samvær, for Danmark fik et par medaljer med hjem for de små hunde. Det er bare sådan en fed oplevelse at løbe rundt ned på banen og juble sammen med medaljetagerne og landsmændene. Det skal man nok have prøvet for at man ved, hvor stort det er.

En lang kø af danskere, der venter på at blive lukket ned på gulvet,
Så vi kan kan fejre og hylde Natascha, der vandt individuelt bronze med Primadonnaa

På det sportslige niveau får man dog næsten mindreværdskomplekser, for det går edder broder´me stærkt på VM-niveau. Derudfra er jeg ret lykkelig for, at jeg ikke har så store ambitioner men bare synes, at det er vigtigst at hygge mig med sporten. I hvert fald tager jeg kraftigt afstand fra en af hundeførerne i stor klasse, der fik medalje. Nogen havde set vedkommende barre sin hund på træningbanen. Kedelige metoder!

Næste år er der ikke udsigt til en VM-tur, da VM skal holdes i Sydafrika.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.