Vi kom, vi så, vi fejlede

DCH Højme poppede lige et stævne med 2 x åben klasse ud af det blå. Nu synes jeg lige, at Mic og jeg endelig var kommet i gang, og så var det lidt trist at tænke på, at sæsonen ebbede ud, når den lige var begyndt.

Desuden manglede vi to fejlfrie gennemløb i agility for at kvalificere os til DCHs DM. Det havde egentlig ikke været et mål for os at komme det i år. Jeg har kun haft tre stævnedage inden denne weekend, og vi har ikke helt stabiliteten til at nøjes med så få forsøg. Men jeg kunne da lige give det et skud.

Vi løb bare virkelig virkelig dårligt sammen. Mic kunne ikke finde ud af søge ordentlig frem på forhindringerne. Hendes ellers så fine commitment lå vist derhjemme. Så vi fik inkasseret os lidt vægringer hist og pist.

Klar til start

I vores tredje løb lavede hun et dumt stunt ned af A-brættet, hvor hun har planlagt at springe at ud mod højre, indtil hun ser, at jeg pludselig kommer løbende der. Hun kan ikke nå at korrigere og ender med at stå på hovedet mellem mine fødder – altså lige i min løbebane.

Sikke et dumt styrt :-/

Jeg registrerer at i kampens hede, at hun er nede at ligge, og jeg må springe lidt for ikke at træde på hende. Jeg tror dog ikke, at vi rammer hinanden. Hun er hurtig på benene, og i alt det her, så er min hurtige vurdering, at alt er ok. Da jeg kommer i mål, er der ikke noget at se ud over et par grønne pletter på hendes håndled. Der er heller ikke umiddelbart noget at mærke, da jeg selv går hende efter.

Derfor vælger jeg også at løbe det fjerde og sidste løb, hvor hun også laver en vægring. Men det lavede hun faktisk i samtlige løb. Da jeg skridter hende af efterfølgende og har stået lidt med hende og sætter igang igen, kan jeg se, at hun ikke er helt rengående.

Da jeg går hende grundigere igennem hjemme om aftenen, så kan jeg godt mærke at hun har nedsat bevægelighed i ryggen. Jeg får hende løsnet op og giver hende magnetdækken på til natten.

Om aftenen modtager jeg videoer af mine løb på dagen. Jeg bliver altid glad for at få videoer af mine løb, men jeg blev særligt glad for disse videoer, fordi jeg nu bedre kunne se, hvad der skete i det der stunt. Der er i hvert fald ikke meget lighed mellem min opfattelse, og det som jeg ser på videoen. Hvis jeg set videoen efter mit løb, så havde jeg ikke løbet det sidste løb.

Mandag morgen går hun fint igen og logrer med hele ryggen, som Mic jo bare gør når hun er top humør. Lidt øm, men fin bevægelighed. Nøj, hvor er jeg glad for at kunne gøre noget selv. Det nedsætter min panik og bekymringstærskel. Nu får hun et par dage på sofaen “med cola og netflix” og så tøjler jeg lige min panik og bekymring.

MicMic venter på startsignal

Nå, men hvad så med DM?
Vi leverede ikke et eneste fejlfrie gennemløb, så vi kom ikke i nærheden af DCHs DM. Jeg elsker big time at løbe mesterskaber og finaler. DCHs DM er en fest, men det var måske alligevel næsten en form for lettelse ikke at kvalificere sig. For jeg har i virkeligheden ikke rigtig tid til et DM i den weekend.

Lørdag har min svigerdatter inviteret til fødselsdag. Det kunne dog nok kombineres med deltagelse til DM, men søndag er der Efterskolernes Dag, hvor vi skal ud at se på nogle efterskoler, for at se om det kunne være noget for Silas. Han er lige startet i 7. klasse, og jeg er sikker på, at det vil være super godt og udviklende for ham at komme på efterskole i 9. eller 10. klasse. Han tager nok ikke skade af at komme lidt væk fra os curlingforældre.

Så nu ender det nok alligevel med, at det hele flasker sig. Held og lykke til alle dem, der skal DM. Enjoy!

Sølv til DM 2021

At løbe med MicMic har været en rejse. Vi har haft vores bump i på vejen i vores karriere. Vi har været ramt af småskader og drægtigheder, og Mic har i sit 8 år lange liv ikke foræret mig ret mange ting.

Hun har ofte været den lidt upålidelige makker på agilitybanen. Vi har kæmpet med manglende selvtillid og commitment på banen. Men jeg synes sørme, at det begynder at tage form, og jeg håber, at vi aldrig igen skal have ufrivillige pauser.

Vi er bare ikke “det sikre kort” på hånden, når vi løber, men vi kan faktisk godt løbe pissegodt sammen, og det er så fed en fornemmelse, når det spiller. Så det var måske lidt svært at have de store forhåbninger til dette års DM i DKK-regi, som blev afholdt på Vilhelmsborg sammen med det store arrangement “Hund i fokus”.

Dette års danske mestre skulle nemlig findes ved at lægge tid og fejl sammen fra tre baner. For en tempofyldt hund, som man ikke rigtig kan bremse, så kan det godt være temmelig svært, men naturligvis ikke umuligt. Så jeg havde ikke på forhånd forventet en podieplads.

Mic med pokal og roset for vores placering

Uanset hvad, så kunne vi sikkert få nogle spændende løb, opleve stemningen, være sammen med en masse, som jeg ikke har set meget meget længe og så kunne jeg lige gå en rallyklasse med Ninja.

Vi var fejlfri og lå som nr. 3 i det første løb, som var et springløb. Det var jo sådan set en meget god start.

Næste løb var en agilitybane, hvor vi desværre fik 5 fejl på vippen, som Mic ikke rigtig kunne vente på skulle gå i jorden. Kombinationen omkring og lidt efter vippen vidste jeg kunne være en stor udfordring for os, og det holdt også stik. Men i det mindste holdt vi skansen og blev ikke disket.

Efter lørdagens konkurrencer lå vi sammenlagt nr. 5. Vi havde den bedste sammenlagte tid af alle de små hunde, men altså de fem dumme og trælse fejl med os.

Mic med erindringspræmien fra DM

Søndag skulle vi starte med at løbe titelløb, hvor vinderen ville få mulighed for at få tilføjet en titel til hundens stambog. Der var kun en opskrift på den bane, og det var speederen i bund hele vejen. Men jeg tror faktisk ikke, at Mic og jeg var helt på samme bane, og hun brilierede med at lave endnu en flyver på vippen. Så det var dælme et skidt tegn, hvis det var hendes dagsform.

Efter dette løb havde jeg en rallyprøve i øvet klasse med Ninja. Vi er stadig nye i øvet klasse, og jeg har stadig meget at lære til rally. Jeg synes vi gik meget hæderligt, men mistede en øvelse og tog nogle stykker om og fik en skæv position og lidt af det løse. Så vi blev trukket 76 point. Ikke noget super resultat, men det var sgu ok med det.

Efter middag skulle danmarksmesterskabet afgøres. Efter banegennemgangen flaksede sommerfuglene rundt i maven på mig. Jeg bliver så høj og spændt af den slags. Jeg skulle sådan set “bare” igennem banen uden fejl. Min tid var jo god, men de fem fejl fra lørdag blev jo hængende. Jeg spottede hvor jeg skulle have skærpet opmærksomhed – udover vippen, som Mic og jeg måske ikke var helt enige om, hvordan man skulle tage.

Jeg så nogle af de første hunde, og det gav mig også en ide om banens beskaffenhed. Så var det tid til den sidste opvarmning. Så var der kun tilbage at gøre sig mentalt klar til at løbe banen.

Lidt specielt havde dommeren lavet starten, så startspringet ikke stod parallelt med banebåndet. Ved mere end 90% af banerne står første spring parallelt med banebåndet. Det betød, at man skulle starte med at sende sin hund mod sidelinjen og ikke ind mod banen. Jeg valgte at ville lave en start fra bevægelse, men det forvirrede MicMic helt vildt, for vores ritual er, at hun skal sidde mellem mine ben og så går jeg fra hende. Så hun var godt nok tøvende på den start.

Ellers var vippen vel min værste fjende på den bane, og jeg var virkelig omhyggelig med at være ekstra insisterende på den. Det lykkedes os at holde det fejlfrie løb hele vejen. Jeg var tilfreds med mit løb. Det er ikke så let endda “bare” at løbe fejlfrit. Der var ikke mere jeg kunne gøre. Nu var det klassens sidste fire ekvipager, der bestemte om jeg skulle bevare min 5. plads eller om jeg skulle avancere.

Det afgørende løb til DM

Super stabile Lillian Rose klarede skærene (ganske som jeg forventede), som den eneste af de fire. Det bragte mig op på 2. pladsen. Hold fast, hvor blev jeg bare stolt og glad. Jeg måtte altså lige knibe en glædeståre, da vi blev råbt op.

Jeg kiggede på Lillian, som også var meget bevæget. Jeg forstod hende til fulde. Det var Cindys sidste DM. Rundt om mig stod andre af mine venner med medfølende våde øjne. Så gik mit blik videre til Rikke, der var blevet nr. 3. Hun var meget tydeligt bevæget. Hold da kæft mand, sikke en flok tudetanter. Det var lidt komisk, men også fedt at se, at folk (også andre mig) lader sig bevæge.

Fra præmieoverrækkelsen

Godt nok kom jeg med super god tid, men en fed tid er ikke nok for at vinde. Fejlfrit tæller mest. Det er sådan set ikke, fordi vi skal diskutere det.

Top 11 fra Agility DM lille klasse

I mellemklassen var det også kun danmarksmesteren, der var fejlfri. Nr. 2 og 3 kom på podiet med fejl. I stor klasse var der til gengæld tre hunde, som var fejlfri i alle tre løb, og det var så de tre podiepladser. Men man skal bestemt ikke give op, selvom man får en fejl. Det kunne man tydeligt se i lille og mellem klasse.

Siden marts 2020 (Corona lock down, hvis nogen skulle have glemt det) har jeg ikke krammet med folk, der ikke var af mit eget kød og blod. Jeg har givet hånd mindre end 5 gange, og det har kun været, når jeg arbejdsmæssigt har følt mig lidt presset til det. Lørdag gav jeg en tillykke-krammer til en bevæget og overrasket veninde, der var blevet nr. 2 til rally DM, bare fordi hun stod der og trængte så meget til det, og jeg følte, at alt andet end et kram til hende var forkert.

Søndag stak det jo helt af, da jeg blev nr. 2, og det var mig der stod der ved banen og tudede af glæde, og venner nede ved banen søgte mig og ønskede tillykke. Til præmieoverrækkelsen stak dommeren Mark Fonteijn hånden frem for at ønske tillykke, så kunne jeg virkelig også kun modtage denne personlige lykønskning fra dommeren selv.

Mic lige efter præmieoverrækkelsen

Nu vi er ved dommeren, så synes jeg, at det var fedt, at han byggede banen om mellem hver størrelse. Så vi fik virkelig mange baner at se, som var designet ud fra stort set samme opstilling. Det var jeg ret vild med. Men det var lidt farligt at sidde og fortabe sig i de andre størrelsers løb, inden man skulle gå sin egen banegennemgang. Man kunne risikere, at tage en anden størrelses banedesign med sig og dermed løbe forkert bane, fordi man allerede siddet på lægterne og tænkt på, hvordan man selv ville løse en bane.

Stor ros til DKK Viby for afviklingen. Det var et dejlig velafviklet arrangement. Jeg synes personligt, at det er superfedt at være på Vilhelmsborg sammen med Hund i Fokus. Der foregår så mange ting rundt omkring på arealerne, men samtidig er det ikke noget, som forstyrrer vores afvikling.

Fra tribunerne har man et godt udsyn

Jeg benyttede mig da også selv af nogle af de tilbud, der var på arealerne omkring os, selvom jeg ikke var meget væk fra vores hal, hvor der var aktivitet fra kl 8 til ca 16 begge dage.

Men jeg var da et smut ude og få en for sjov bedømmelse af TikTok. Tilfældigvis var dommeren også sheltiedommer. Hun synes rigtigt godt om TikTok, der godt nok havde lidt svært ved at vise sig ordentlig frem i det høje græs (det havde nok ikke skadet, hvis man lige havde slået den lille firkant, når dommeren skal forsøge at vurdere en hunds bevægelser.

Uofficiel bedømmelse af TikTok

TikTok fik sig også lidt miljøtræning både ved boderne og i hallen. Rundt omkring mødte vi hunderacer, som TikTok nok end ikke havde fantasi til, at der fandtes. Rundt om os summede det af aktiviteter som DM i rally, lydighed og HTM. Der var K9 Biathlon og “kom og prøv Hoopers” mm.

Det er superfedt med de mange forskellige aktiviteter til Hund i Fokus

Ja, hvis det stod til mig, så skulle vi altid holde DM på Vilhelmsborg. Så er vi sikker på, at der er “tørvejr”, og vi ikke skal løbe et DM i silende regn på mudrede baner (som vi har prøvet). Som publikum er det let at se banerne og løbene uden at forstyrre. Jeg synes også at bunden i opvisningshallen er superfin. Ja, jeg er fan af arrangementet.

Glad langt ind i sjælen – til stævne igen!

Netop hjemvendt fra det første weekendstævne med camping siden DCHs DM i 2019.

Godt nok skulle jeg bare trille til Kolding, men jeg var virkelig glad for at have campingvognen med, og jeg hyggede mig bare helt vildt.

Fredag eftermiddag trillede jeg afsted i det fineste solskinsvejr. Jeg fik installeret mig og gjort klar til weekenden.

Så er vi klar til weekenden

Jeg vidste dog godt, at det var en stakket frist, for der ville komme masser af regn aften og nat. Så heldigvis var hundene og jeg spist af og hundene var luftede inden regnen stod ned i 5 timer.

Hvor var jeg glad for, at jeg havde toilet, mad og drikke i vognen. Jeg behøvede ikke at forlade den og komme ud i uvejret., men kunne sætte mig til rette og høre regnen tromme løs på taget.

Det var kun hundene og mig, der var afsted, så jeg skulle ikke sørge for så meget andet end dem og mig selv. Det var sådan set også meget rart, selvom jeg elsker at have Silas med på tur også.

Konkurrencemæssigt følte jeg mig noget rusten sammen med MicMic. Corona og hvalpe har givet os en del fravær til både konkurrencer og træning. Så jeg følte mig egentlig ret rusten til både lange baner og stævner i det hele taget. Men jeg var mental vildt oplagt og “kamplysten.” Det er dog ikke det samme, som at man kan få det til at virke.

Altid glade MicMic. Hun stråler altid efter et gennemløb

Nu vil jeg heller ikke prale af en masse vildt overlegne resultater, men jeg glæder mig ufattelig meget over, at vi havde melodien sammen og et godt samspil på banen. Mic var klar og lydhør. Jeg kan ikke klage over hendes indsats efter så lang tid uden det store arbejde på denne front.

Vi formåede dog at vinde AG3 om lørdagen og få et par andre placeringer i løbet af weekenden. Egentlig er jeg bare vildt tilfreds og super glad for en dejlig weekend med flere gode takter i løbene.

Præmieoverrækkelse AG3 søndag (desværre med 5 fejl)

Bare det at have en villig og brugbar hund i en og samme krop er et privilegie, som jeg er taknemlig for.

Måske også derfor jeg trak Mic fra søndagens sidste løb. Springbanen var våd og glat efter den sidste skylle der var kommet. Vejret vekslede noget med sol og regn. Mic virkede også lidt træt og vores ag3 løb havde været så skønt. Hvorfor så ikke bare stoppe der med den god følelse i stedet for at risikere noget på en skøjtebane?

Stævnet bød i øvrigt på en lille uventet bonus til mig. Lørdag stod jeg også kiggede på Ag åben og sagde til Annmari, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at løbe med en stor hund. For det er også bare super lækkert. Rolig nu, jeg er ikke ved at lægge an til en ny border collie. Jeg har nok hunde at holde mig igang med. Nå men det var bare et konstateret ønske/længsel.

Senere på lørdagen kom Annmari hen og spurgte om jeg var frisk på at løbe Spring 1 med hendes unge hanhund Spot (i øvrigt Fujis halvbror). Hun synes ikke, at det var en bane for hende som handler. Det skulle være for en mere løbende handler. Åh ja, det ville jeg da vildt gerne. Godt nok har vi aldrig løbet sammen, men mon ikke det kunne lade sig gøre.

Vi fik godt nok en fejl på slalom, men vi kom da til præmieoverrækkelse for vores præstation. I dag fik jeg så også lov at prøve kræfter med ham i spring 1. Han er virkelig en dejlig hund med masser af fart og fremadrettethed.

Jeg havde faktisk været ret meget i tvivl om jeg ville løbe i Kolding, for de har sædvanligvis (i hvert fald når de skal samle forhindringer til to hele baner) nogle meget tunge spring med nogle meget klodsede fødder/vinger. Dem kan jeg virkelig ikke lide at løbe på med en lille hund, så jeg overvejede min deltagelse, men det er da også bekvemt bare at skulle køre 30 min og campere på de skønneste arealer osv. Heldigvis var der en løsning.

DCH Kolding har virkelig skønne arealer

Det hele endte med, at jeg tilbød klubben at låne mine spring til stævnet. Det var da super fin løsning for mig (og andre også). Eftersom jeg så flere hunde nedlægge nogle af mine spring, så glædede jeg mig over, at det var sådan nogle lette spring og ikke de gamle tunge, som de var kommet ud at danse med. Det er super fedt, at vi kan hjælpe hinanden. Win-Win.

TikTok fik på sådan en weekend også masser af miljø-hår-på-brystet. Udover at være efterladt i indhegningen sammen med de andre, når jeg skulle løbe eller var oppe at kigge, så blev der også tid til at lege med et par andre hvalpe. Godt nok bare nogle små pus på 8-9 uger, men de havde en fest sammen.

Top cool på motorikbanen – “gyngende grund”

Hun fik også prøvet motorikbanen, og hun har en helt fantastisk kropskontrol og et dejligt mod. Jeg er bare så glad for den bette hund.

Jeg havde hele mit kobbel med op til banerne på et tidspunkt, hvor der var banegennemgang. MicMic, Ninja og Fuji satte sig straks til rette for at se “agility-TV”. TikTok har endnu ikke prøvet noget, der lugter af agility (sorry jeg er håbløst “bagud” trods hendes 7 måneder), så hun var mere optaget af at snuse i græsset.

Jeg synes bare det her billede er så sjovt, mon det ser lige sådan ud om et år?

Nok har hun endnu ikke så mange agilityskills (faktisk ingen endnu), men hun er god til at være hund og opleve og rumme alt mulig andet. Mon så ikke det andet også kommer?

Nu er jeg landet hjemme efter en weekend med regn, torden, sol, skønne mennesker, dejlige hunde, god agility med godt samarbejde og masser af hygge. Både dødtræt, men egentlig også fuld af energi efter sådan en god weekend. Jeg var bare så glad langt ind sjælen, da jeg kørte hjemad.

Et mål for 2020

Det er vel meget normalt, at man ved årets start sætter sig et par mål for året. 2020 har ikke været det år, som har gjort det nemt for folk at følge deres mål i ret mange henseender. Der var nok ikke mange, der tænkte, at året ville være som det indtil nu har været, da de skålede godt nytår til slagene fra rådhusklokkerne.

Som konkurrenceudøver, så sætter man nok altid et par mål for den sæson, der ligger for ens fødder. Jeg havde egentlig kun et lille dybfølt mål for 2020, som jeg ikke tænkte, at det kunne blive et problem at indfri. Jeg manglede et agilitycertifikat med MicMic, for at kunne gøre hende til Dansk Agility Champion. Certifikatet gives i AG3 til den hurtigste fejlfrie ekvipage, der ikke i forvejen er agilitychampion.

Men da sæsonen skulle til at i gang, så gik hele DK i stå. Alt blev aflyst. Der har ikke været mange stævner. De fleste blev aflyst pga et for lavt forsamlingsloft. Jeg har egentlig overlevet fint nok uden stævneræset, og mit mål var naturligt nok sat helt på standby. Hvornår ville et stævne igen være muligt.

Pludselig åbnede Ribe Hundevenner op for muligheden for et stævne i den weekend, som netop nu er slut. Lille og mellem klasserne skulle afvikles søndag, hvilket jeg lige kunne klemme ind efter 3 dage på hundefys uddannelsen. Når muligheden byder sig, så må man altså lige slå til. Ved åbning for tilmeldingen var forsamlingsloftet på max 50 personer.

Så er der gjort klar til weekendens stævne.

Men stævnet var lige ved at ikke at blive til noget, for i fredags var der pressemøde og pga stigende smittetal, så blev forsamlingsloftet igen sænket. Så det nu er på 10 personer. Heldigvis først gældende fra i mandags. Så med nød og næppe kunne stævnet afvikles.

Jamen smitter Corona måske ikke i weekenden?! Åh jo. Det tror jeg, men jeg tror (ligesom alle andre) at det som jeg gør/deltager i er forsvarligt. Det er vel helt naturligt, at man ser tingene mest fra sin egen side og ikke forstår, hvorfor der skal være restriktioner for lige netop det, som har betydning for ens hverdag og aktiviteter. Er det ikke sådan det fleste har det?

Nu regnede fodboldgutterne på det 40 mand store hold jo heller ikke med, at de skulle ende med at være 20, der blev testet positiv på holdet, fordi der til en start lige var en enkelt positiv. Eller bridgeklubben med rigtig mange ældre medlemmer, hvor der endte med at være 19 smittede ud af 250 medlemmer. Eksempler fra den virkelige verden, hvor folk nok ikke tænkte, at deres samvær var et problem.

Restriktioner er jo svære at gradbøje, for alle synes, at de sorterer ind under undtagelserne. Men når det så er sagt, så synes jeg bestemt, at hundeaktiviteterne er nogle af de mere “hellige”, for der holdes under aktiviteterne altid minimum et par hundesnorslængders afstand mellem deltagerne (og hjælpere). Og hvis man lige tænker sig om, når man ikke går rundt med en hund, så er det faktisk også let nok at holde afstand. Vi er altid udenfor eller i lokaler med masser af plads.

Nå men tilbage til årets stævne, hvor forsamlingsloftet denne weekend var 50. Så vi var ikke mange, men det var hyggeligt! Det blev bestemt ikke mindre hyggeligt af, at Mic og jeg lagde ud med et meget godt og flydende løb i Ag3. Vi vandt klassen og fik klassens certifikat. Målet var indfriet. Mic var så pludselig Dansk Agility Champion.

DKSPCH DKAGCH Kræmer´s Bright Boa

Det var svært ikke at juble over det. Og lige i søndags manglede jeg faktisk krammene. Jeg har ikke krammet andre end Henrik og Silas siden marts, og det har jeg det faktisk helt fint med. Men lige i søndags var det sådan lidt underligt, mens man stod i det.

Vi snuppede også sejren i ekstra agilityklassen. Det var skisme skønt at vi lige kunne spille så godt sammen i to løb i træk, for vi er vist begge lidt rustne.

Løbet der gjorde Mic til champion

Det var overraskende og sejt at indfri sit mål på denne eneste DKK-stævnedag i 2020. Sæsonen er nu slut. Lige så hurtigt, som den startede. Nu må vi se hvad 2021 bringer af aktiviteter.

Online agilitykonkurrence

Da jeg først så Natashas opslag om en online agilitykonkurrence var jeg ikke så fristet. Men så kom jeg til at tænke på, at det nok kunne være meget sjovt at være med til. Især hvis jeg inviterede en med, som kunne løbe banerne sammen med mig (man køber også deltagerbilletten for to personer).

Så jeg spurgte Gitte, om hun havde lyst til at være med. Det er også bare lidt hyggeligere at nørde sammen med nogen.

Vi fik adgang til en lukket facebookgruppe. Her lægges banerne ud. Der er en agilityopstilling og en springopstilling, der med ændring af placering af nummerskiltene stort set kan bruges til klasse 1, 2 og 3 uden at flytte for meget rundt. Det er jo ret lækkert, for man kan fint træne/konkurrere sammen, selvom man ikke er på sammen niveau.

MicMic synes bestemt også at det var en god ide med sådan en online konkurrence.

Som en ekstra bonus, så har Natasha lavet træningsforslag til de to opstillinger, så hvis man er så heldig at have banen stående, så kan man træne videre på opstillingerne.

Det har jeg faktisk også gjort i dag, men jeg brugte godt nok ikke træningsforslagene, men stak i stedet Silas 22 nummerskilte og bad ham om at placere dem på banen.

Silas placerer numre til en ny bane til mig.

Tidligere byggede han på den måde tit udfordrende baner til mig, men af en eller anden grund stoppede han med det. Det er faktisk meget sjovt at løbe hans påfund.

Kan man så konkurrere på den måde? Måske ikke helt, for det er ikke muligt at stille banerne helt ens op. Derfor deles præmierne til onlinekonkurrencen også ud ved lodtrækning.

Men nu er det nu ikke præmierne, der lokkede mig, men tanken om inspiration og om at være sammen med andre om nogle gennemløb. Både live og via facebookgruppen, hvor folk deler videoer af deres gennemløb.

Det er skønt at se, at der i disse anderledes tider tages initiativ til alternative tiltag for at kunne dyrke agility.

Efterårslys i haven

Oven i det havde Gitte og jeg naturligvis en vildt hyggelig eftermiddag, og vi har flere i vente, når der igen skal bygges og løbes baner.