Corona DM

Af flere årsager er det ikke blevet til det store stævneræs for mig i denne sæson. Jeg nåede et stævne inden lockdown, og jeg har egentlig klaret mig ganske fint uden stævnerne. Der er så mange andre ting, som man kan tage sig til i stævnernes fravær.

Jeg havde faktisk alligevel ikke kunnet løbe med MicMic de sidste måneder, da hun (sandsynligvis under udskridning i dugvådt græs) kom til skade med skulderen. Efter at Jacob på Nordre Dyrehospital har frigivet hende, har jeg brugt energi på nogle styrkeøvelser og at teste hende lidt af på meget korte træninger, så jeg kunne se om der kom nogen reaktion.

Alt ser fint ud – heldigvis!! Så trods manglende træning valgte jeg at tage afsted til årets DM, som blev afholdt i forbindelse med Dansk Kennel Klubs “Hund i Fokus” på Vilhelmsborg. Et arrangement som kunne have været vildt fedt med masser af hundearbejde at kigge på, hvis ikke det lige var for forsamlingsforbud og restriktioner. Men dejligt at DKK havde mod på at arrangere det alligevel. Men den del vender jeg lige tilbage til.

Hallen på Vilhelmsborg er superfin at løbe i. Underlaget et godt

Uden træning og uden forventninger, men bare med et håb om, at vi kunne samarbejde, og ikke mindst at Mic ville forblive ok. Men mest af alt bare med et ønske om at have det sjovt sammen på banen. Det hele blev indfriet – og faktisk også lidt mere til.

Vi fik 10 fejl i springløbet, men jeg var faktisk ligeglad med det, for bare det at løbe et stævne sammen igen og være på bølgelængde var fantastisk. I næste løb mente jeg bestemt at have fået 5 fejl på A´et, men da jeg kiggede i resultatlisten, så stod er 0 fejl, og jeg lå nr. 2 i det løb. Jeg luftede min forundring med andre, der sagde, at de ikke havde bemærket en arm i vejret. Nå men somme tider husker man sine løb anderledes og “dømmer” sine egne løb hårdere end dommeren. Med de to resultater gik vi direkte i A-finalen, hvor der skulle løbes om mesterskabet. Da jeg kom hjem modtog jeg på messenger videoer af mine løb, og kunne se, at dommeren rent faktisk dømte fejl på A´et, men det blev altså ikke noteret.

I A-finalen fik vi først en vægring og kort efter en disk. Sådan kan det gå. Jeg bliver selv lidt finale-fanden-i-voldsk og så går det sgu bare lidt lettere galt. Men jeg var igen helt ligeglad med resultatet. Jeg havde fået alt, hvad jeg kom efter, og Mic og jeg smilede om kap i alle tre løb. Okay, jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg hev efter vejret. Det var sgu nogle lange baner.

Lige efter hvert løb så jeg vissen ud. Da vi skulle hjem var det MicMic der var helt vissen at se på.

Banerne var faktisk ret fine. Der var et godt flow og ikke bare det uopfindsomme skarpe “hent bagsiden” eller tvungne wraps eller hvad man nu kan støde på. Ærgerligt var det dog at konstatere at alle tre agilitybaner sluttede med en lige ud strækning, hvor balancebommen var næstsidste forhindring og slutspringet stod i lige linje derefter. Det samme gjorde sig gældende søndag, hvor de store hunde løb meget lignende baner. Total gave til løbefelterne og absolut ikke en gave til dem, som skal op og være ved feltet på bommen og samtidig ikke har mere luft efter at have tonset en hel bane igennem. Nå, men banerne var i deres helhed meget fine, og det er var bare en kedelig gentagelse på afslutningen. Og vi fik set nogle meget flotte løbefelter…..

I ugen op til DM overvejede jeg at spørge lidt nærmere ind til “sikkerheden” ift arrangementet. Her tænker jeg faktisk ikke på sundhedsmæssigt, for jeg kan godt tage vare på mig selv, og jeg kan ikke se, at det skulle være mere risikabelt at deltage i et agilitystævne end at handle ind i Netto. Det eneste tidspunkt vi nærmest kan komme tæt på hinanden (med mindre man er en af dem, som ikke kan lade være med at kramme) er til banegennemgang, og der kan man godt holde afstand, når der kun er 20 personer.

Nej mine tanker var mere på det lovgivningsmæssige ift forsamlingforbuddet. Vi måtte jo f.eks kun være 100 personer i hallen (og 100 til HTM i den anden hal, 100 til Lydighed udenfor osv) . Det var lidt svært at se, hvordan man ville sikre dette, for folk kunne bare vade ind i hallen, hvor vi løb agility. Sidst på dagen lørdag kom der dog et skilt op, hvor der stod, at der ikke måtte komme publikum ind. Der var tilsyneladende ingen kontrol med dem, som gik ind i hallen (og jeg så da adskillige, som bare lige skulle hente/bringe/snakke/kigge osv.). Personligt betød det ikke noget for mig om der var 100 eller 300 i hallen (og der var altså ikke i nærheden af 300). Der var god plads til at holde afstand alligevel, men hvad ville “ham med bødeblokken” sige, hvis han kiggede forbi? Jeg spurgte den ansvarlige, som svarede at hun “troede” at de så ville tage fat i dem først. Ja, ok, men hvis de så ikke gjorde, så kostede det så lige kr. 2.500 pr. person….

Hvad med parkeringspladsen, som var propfuld fordi alle parkerede der? (Jeg hørte nogen, der cyklede forbi og kommenterede, at der da godt nok var mange mennesker i dag). Der var ingen skilte sat op, som indikerede hvor folk skulle holde. Godt nok stod det i noget informationsmateriale. Men sidder folk og kigger på det, når de ankommer med stævnenerver? Toiletterne var også opdelte, så dem i den ene ende af hallen var til nogle hundefører og dem i den anden til andre hundeførere, men hvis man ikke havde hørt det i højttaleren om morgenen, så var der ingen skilte til at hjælpe en med at gøre det korrekt.

Når man kom ind af døren til hallen, så kunne man ikke komme ind af døren, før man havde taget i håndtaget – og der var ingen håndsprit i forhallen. Ja der var en helt fantastisk smitte-kontaktflade. Ja, jeg er lidt håndsprit-sippet og havde min egen håndsprit på mig. Som før nævnt jeg behøvede ikke at røre andet end min hund og hendes snor/belønning.

MicMic var bare så glad for at løbe agility.

Nå men min bekymring handlede kun om risikoen for bøder, resten ift Corona synes jeg egentlig at jeg selv havde kontrol over, og overordnet fandt jeg altså selv, at det var ansvarligt at afholde sådan et arrangement, men der er godt nok mange ting, der skal tænkes ind, når man kan holde det under Corona-restriktioner, og det er et kæmpe ansvar at holde så stort et arrangement lige nu. Men tak fordi DKK ikke bare gav op, og fik afholdt et godt DM til trods.

Det blev så ikke sjette gang

5 år i træk blev det til. Med tre forskellige hunde i tre forskellige størrelser. Jeg taler om DCHs Jyske Mesterskab, som jeg har vundet tre gange i træk med Ninja, derefter en gang med Saras Audi og så i 2019 med MicMic.

I dag går det så løs igen. Desværre uden min deltagelse. Jeg ville så gerne have forsvaret mesterskabet, men MicMic har været ude med en skulderskade, og blev først endelig “frigivet” af dyrlægen i går. Altså ikke frigivet til at løbe stævner i dag.

Fordi der ikke er nogen reaktion i skulderen, så er det jo ikke lig med, at man bare skal ræse afsted på en agilitybane dagen efter. Foran mig ligger lidt “klargøringsarbejde” med styrke- og balancetræning.

Jysk mester 2019

Hun har ikke løbet agility siden starten af sommeren, hvor jeg tror, at hun havde en udskridning i græsset, der var vådt af aftenduggen. Efterfølgende i den træning var hun lidt ustabil i sine afsæt. Det tænkte jeg først over efterfølgende, hvor jeg konstaterede, at hendes skulder ikke var ok.

Jysk mester med Audi 2018 (og nr. 3 med Ninja)

Det var ikke noget, man kunne se på lufteture mv, men jeg synes alligevel, at der var “noget”. Faktisk gik der en hel måned før jeg konstaterede det, for det kom kun, når skulderen blev belastet i yderstilling (f.eks slalom, landing med drej). I den måned havde jeg heller ikke løbet agility. Ikke af pga det, for jeg anede ikke, at der var sket “noget” til den træning. Så hun havde været en fri hund, der havde leget og løbet med de andre, og dermed havde vedligeholdt sin krop. Nu stod jeg til et agilitykursus og efter opvarmningsløbet trak jeg hende fra kurset.

Jysk Mester med Ninja 2017

Afsted til dyrlægen, så jeg kunne få en klog mands (Jacob på Nordre Dyrehospital) ord for, hvad der drillede hende. Så efter et par uger med antiinflammatorisk medicin og lufteture i flexlinen, så hjalp det en del på hendes bevægelighed i skulderleddet, kunne jeg selv mærke, når jeg testede skulderleddet manuelt. Jeg har efterfølgende holdt hende i flexlinen på ture, der ellers kunne blive lidt vilde. Jeg har i det små lavet lidt genoptræningsøvelser med hende, og det vil jeg så intensivere nu, hvor dyrlægen har sagt god for hende.

Jysk Mester med Ninja 2016

I forbindelse med skaden har jeg allerede haft gavn af at have påbegyndt min uddannelse i fysioterapi til hunde. Selvom vi endnu ikke er langt i forløbet, så kunne jeg selv lokalisere problemet og havde også selv fundet hende ok, men jeg vil nu godt lige have dyrlægen til at sige god for det også. Tænk hvis jeg frigav hende for tidligt, og skaden brød helt op igen?!…

Jysk Mester med Ninja 2015

Ja så Jysk Mesterskab bliver desværre uden min deltagelse her i 2020, men jeg glæder mig rigtig rigtig meget til at løbe agility med MicMic igen! Jeg håber, at vi måske kan være klar til DM….

Træning på tid

Kender du det, at have hunde, som vil arbejde til de segner?

Ud over at det ikke er særlig sundt for hundene at køre på så længe, så er ryger kvaliteten af ens træning også jo længere tid, man kører på.

En del af min træning med hundene foregår hjemme i min egen have, hvor jeg har mine egne rekvisitter til agility, rally og hoopers. Alle mine hunde er vilde med at træne, og alle tre ville være villige til at give den gas til deres tunger når jorden.

Fuji er klar til at arbejde til tungen bliver meget meget lang

For at jeg ikke lader tiden løbe af med mig, så træner jeg faktisk altid med stopur/timer herhjemme. Der står jo ikke andre og venter på, at det bliver deres tur, så det er alt for nemt (og dumt) bare at blive ved. Derfor er tidsstyring et godt redskab for både mig og mine hunde.

Her er mit smartwatch uundværligt. Jeg sætter som regel timeren til 3 eller 5 minutter.

Styr på tiden med nedtælling

Når de 3 eller 5 minutter er gået, så vibrerer uret på min arm. Det “forstyrrer” sådan set ikke andre end mig, hvorimod det ville være lidt generende at skulle fumle rundt i lommen efter en mobil. Vibrationen er et tegn til mig om, at jeg lige skal overveje, hvad jeg er igang med. Hvis jeg føler, at jeg har nået, hvad jeg ville i den øvelse, som jeg træner på dagen, så handler det om at afslutte hurtigst muligt.

Så er tiden gået. Man kan nu stoppe alarmen eller gentage nedtællingen

Hvis der stadig er mere at arbejde på, før jeg synes, at jeg har fået et godt udbytte, så gentager jeg nedtællingen. Det gøres bare med et enkelt tryk på uret. Det gør jeg ikke nødvendigvis for at bruge 3 eller 5 minutter mere, men for at have styr på tiden.

Nogen gange har jeg faktisk brug for, at træne lidt mere, og så har jeg den limit, at jeg skal afslutte næste gang uret vibrerer. Dermed træner jeg max 6-10 minutter ad gangen med hver hund (incl afrunding af øvelse). Det er nok en del mere træning end en hund på et hold i en klub.

Når hund nr. 1 har været på, så gentages seancen med næste hund, som så også får mellem tidsstyret kvalitetstræning.

Den heldige hund kan godt ske at få lov til at komme på to gange, men jeg er med dette system også sikker på, at den har fået lov at puste ud uden at blive kold i mellemtiden.

Efter en lille pustepause, så er MicMic klar igen

Det er et godt lille trick for at undgå, at tiden løber af med en. Inden jeg begyndte at tidsstyre mine træninger kunne jeg på de videooptagelser, som jeg havde sat igang af min træning konstatere, at jeg somme tider kunne træne i 15 min. Det er jo ret afslørende, hvis man optager sine træninger på vidoen. Det er altså lang tid for en hund at være igang – i hvert fald på en agilitybane.

Har du styr over hvor længe ad gangen, du beder dine hunde arbejde?

2019 er fortid

Det lykkedes mig at komme helskindet ud af 2019, og når jeg sådan kort har tænkt på 2019, så syntes jeg, at det havde været et meget godt år. Det er jo dejligt at gå ud af 2019 med den følelse, for jeg havde ikke samme følelse for 2018, da det løb ud. Det var virkelig et skodår.

Faktisk kom 2019 temmelig skidt ud af startboksen. Da jeg gik på årets første weekend var det med beskeden om, at min arbejdsplads gennem fire år var blevet solgt til en konkurrent. Det gav jo selv sagt noget uro, for hvad skulle der så ske?

Der var meget uvished forbundet med det. Jeg var sådan set ikke bekymret for om jeg kunne finde et job, men om jeg kunne finde et job på mine præmisser var måske en større udfordring. Jeg fik tilbudt en stilling i de nye firma, som matchede mine kompetencer og mine præmisser. Det takkede jeg naturligvis ja til. Så efter nogle uger kom der da lidt ro på den del.

Januar sluttede med, at Ninjas hvalp Darwin blev aflivet efter, at der var brugt uendelig mange ressourcer på at finde ud af, hvad der var galt med ham. Man faldt aldrig helt ud af, hvad og hvorfor. Jeg havde været med hele vejen i det meget langvarige udredningsforløb, men han fik det værre og værre, og til sidst var han nødt til at få fred. Som opdrætter bliver man rigtig ked af at have forårsaget et ikke raskt individ og påført andre en for tidlig sorg. Sorgen er naturligvis størst hos Tine, der må undvære Darwin hver dag. Men fra dag 1 sagde Darwin mig noget helt særligt.

Darwin

Da Ninjas korsbånd røg i februar synes jeg godt nok, at jeg var træt af modgang. Jeg havde mentalt rustet mig til en fantastisk 2019 agilitysæson med holdløb og et afslutningsår på toppen for Ninja. Vi var virkelig på toppen sammen. Og Ninja var i topform! På et splitsekund blev alle de gode og sjov planer skiftet ud med operation og genoptræning. Men Ninja er ikke kun min agilitystjerne. Hun er den hund, der bor helt inde i hjertekulen på mig. Så det var bare at komme igang og gøre det bedst for hende.

Ingen kan vel fortænke mig i at frygte at 2019 også ville blive et katastofeår?!! Trods den ret dårlige start, så tænker jeg ikke tilbage på 2019 som et dårligt år, så det er skønt, når noget vender til det bedre. Så 2019 må også have gemt på mange skønne ting. Traditionen tro vil jeg slavisk gå året, der gik, igennem måned for måned.

Januar:
Udover de tidligere nævnte, så havde måneden også andet at byde på. Nytåret blev fejret hjemme sammen med (jeg vil næsten sige) de sædvanlige venner og deres fire cockerhanner.

Nytårstur på Vilstrup/Diernæs Strand med 7 hunde og regnbue

Vores dejlige varme badeværelse blev skiftet ud med en udendørs bade- og prutteskur. Det var dejlig forfriskende at stå op og gå ud i den frostklare morgen for at gå i bad og på toilet.

Det var nogle kolde morgener at skulle i bad og på toilet

Nu skulle der virkelig speedes op på badeværelset, for sådan en badvogn er ikke gratis at have stående. Det betød rigtig mange og lange besøg af min far, som har været en uvurderlig hjælp med den ombygning. Og så er det jo værd at huske, at en ombygning i et hus fra 1880´erne altid byder på “sjove” overraskelse, som ikke altid speeder processen op.

Februar:
Fuji og jeg var på kursus hos Channie. Lidt ubelejligt midt i badeværelsesprojektet, men det havde været planlagt længe. Fuj synes helt klart også, at agility var langt sjovere end alt det ombygningspostyr.

Jeg startede min jagt på certer med Mic efter, at vi i et par sæsoner ikke havde fået løbet meget sammen pga drægtigheder og skader. Vi tog til VAS stævnet. Når jeg nu alligevel skulle løbe klasse 3 derovre, så tog jeg også Ninja med. Så kunne hun da godt få et par løb.

Det var Ninja der shinede, mens Mic kæmpede lidt mere med gulvtæppet i hallen. Det mestrede Ninja lidt bedre, og hun løb sig til nogle flotte placeringer. Der vidste jeg så ikke, at netop disse løb skulle blive vores sidste officielle agilityløb sammen. I enjoyed the ride!

Tak til Mia Kransø for at spørge om hun skulle optage. Dengang vidste jeg ikke at dette løb ville være noget helt særligt

Til en træning weekenden efter ryger korsbåndet, og så er agilityeventyret for os slut. Operation, restriktioner i hjemmet (som også kommer til at omfatte andre beboere i huset), genoptræning, Ninja i snor i næsten 6 måneder. Det var lidt trist og trættende.

Ninja efter operationen

Jeg modtog en flot buket fra en hundeven, som på mine vegne ikke kunne bære mere uheld. Det var så utroligt sødt af hende. Jeg er sikker på, at det var grunden til, at mit uheld tilsyneladende vendte herfra.

En sød tanke fra en hundeven. En trøstende blomsterhilsen.

Marts:
Vi fik en kort og privat introduktion til Nosework. Jeg synes, det er super spændende, men er ikke kommet så meget videre med det. Alle tre hunde var med på det, og når jeg skriver det her, så synes jeg faktisk selv, at det er lidt for dårligt, at jeg ikke rigtig har fået leget mere med det.

Fuji er grundig og får alle godbidder med

Det var ikke den mest begivenhedsrige måned. Den stod mest på badeværelsesprojekt, Ninja og to kurser med MicMic hos henholdsvis Jane og Sarah. Vi knoklede for at prøve at finde hinanden igen. Det var ikke let efter så lang en pause.

Altid glade MicMic. Hun elsker aktivitet.

Efter meget knoklen på det famøse badeværelse, så var der en familiebelønning i slutningen af marts. Vi tog nemlig i sommerhus sammen med min far. Vi lejede Lone Sommers sommerhus ved Sortsø Strand på Falster. Det er så rart lige at komme væk og hygge sammen.

Spil og hygge i sommerhuset

Det blev til mange fine ture rundt i området og lidt længere væk. Forårsvejret var helt fantastisk, så det var fuld nydelse.

April:
Endelig kunne jeg lovlydigt køre med min campingvogn og bilen. Efter at jeg købte nyere bil i 2018, så havde jeg lidt overvægt ift mit førerbevis, så det skulle lige opgraderes. I den forbindelse advarede kørelæreren mig om, at min perfektionisme kunne få mig til at dumpe. Der var også noget, der hed “godt nok”, når man skulle bakke med en campingvogn. Det var et fint og brugbart råd. Med det råd i baghovedet bestod jeg.

Sådan. Bestået!

Vi havde igen et hjælpsomt og hyggeligt besøg af min far, der hjalp os med at tæmme nogle af alle de træer, som Henrik havde fældet. Jeg er så heldigt, at jeg har sådan en hjælpsom far.

Alle hjælper til, når der skal ordnes træ. Denne træflækker er fantastisk. Så kan Silas også være med.

For lige at få en pause, så var en tur i Flensburg og slentre rundt og få lidt at spise. Det var en hundekold dag, så vi må vende tilbage en anden god gang. Jeg har trods mine snart 20 år i Haderslev aldrig rigtig besøgt Flensburg.

Fra Flensbrug

April bød på helligdage, som f.eks påske. Vi tog på en lille miniferie hos Tobias og Camilla. Vi lejede gennem Airbnb et værelse, der lå få hundrede meter fra deres lejlighed. Det var et helt specielt sted med masser af pynteting, som var interessante at studere.

MicMic på vores lejede værelse, som var en helt kælderlejlighed. Der var masser af dims at kigge på.

Vi nåede også en endagstur til Mandø. Jeg er vild med Mandø, naturen, stilheden, højt til loftet, vaden og ja. Tiden går i stå og man kan kun slappe af.

Krabbejagt

Vi fik solnedgangen med os, inden tidevandet sagde, at vi skulle hjem igen, hvis ikke vi også skulle sove derovre. Mandø har de smukkeste solnedgange. Det går turisterne i traktorbusserne glip af.

Folk valfarter ned på diget for at kigge på solnedgangen. Vi er ingen undtagelse

Maj:
Jeg startede på mit nye job. Fik et fantastisk introprogram i den virksomhed, som egentlig har været min konkurrent i mere end 20 år. Jeg kunne kun føle mig velkommen, og det gør jeg i den grad stadig.

Fin velkomst på min nye pind

Hvert år er der lysfest i Haderslev. Lysfesten markerer Danmarks befrielse og holdes hvert år på Haderslev Kaserne. Jeg må indrømme, at jeg var lysfestjomfru i år, da jeg sammen med min far var inde og snuse til begiveheden. Det var meget stemningsfuldt.

Kasernen oplyst af lysshow

Hvert år forsøger vi at huske at tage en tur til Årø. Det er en lille ø, der ligger ved Haderslev. Vi synes den er superhyggelig. Der er masser af natur og et par mindre spisesteder, campingplads, vingård og fodboldgolf.

På færgen. Turen tager vel 6 minutter, og vi er bare gående.

I år havde vi ingen cykel med, men Silas der nu er rask på fusserne. Ninja var blevet hjemme, fordi gåturen ville være alt for lang for hende. Så vi gav den virkelig gas langs kysten og kom steder, hvor vi aldrig før havde været på øen.

Smuk majdag på Årø

Juni:
Månenden blev indledes med, at MicMic vinder et springcertifikat til stævnet i Viby. Det var faktisk også vores eneste fejlfrie løb ved det stævne. Det var virkelig svært at finde hinanden igen.

Vi var heldige og meget hurtige og fik en campingplads på stævnepladsen. Jeg havde hele familien med til stævnet, og det nød jeg.

Vi tog alle sammen en tur ind til Street Food og spiste. Vi snakkede om, at det skulle vi huske at gøre igen, når vi var i Aarhus (hvilket vi er til de mange kontroller med Silas). Men det er blevet ved snakken.

Det er svært at vælge isen til dessert

Pinsen brugte vi på camping. Man får bare lige lidt ekstra ud af at tage afsted tre fridage. Vi var superheldige af få en plads på DCU pladsen i Viborg. Lige da jeg ringede, var der en campist med en forårsplads, der brød op og rejste videre. Det var SÅ heldigt for os. Hun skønnede, at hun havde sagt nej til mere end 70 den dag, fordi alt var optaget. Heldigt at jeg ringede lige i det minut, hvor den anden tjekkede ud.

Camping med rehabcenter for Ninja

Vi havde nogle skønne dage i Viborg. Lidt regn, men også sol. Vi var i Herning og besøge Tobias, der fejrede sin 24 års fødselsdag. Hvor bliver tiden dog af?

Silas er meget underholdt af spillet “Det dårlige selskab”

Vores over 100 år gamle kastanjetræ måtte lade livet, da det var sygt. En god storm kunne få det til at havne i dobbeltsengen mellem Henrik og jeg. Det havde nok ikke været så smart.

Kastanjetræet var mere end 100 år gammelt

Det var ikke noget som vi selv skulle lege med, så vi måtte hyre en professionel til at udføre den opgave.

Det tog en hel dag at fælde det store træ, der skulle topkappes for at det kunne fældes på vores grund.

Den gode side ved det er, at vi nu er fri for at have kastanjer liggende i hele haven. Og så har vi vist brænde til de næste mange fyringssæsoner.

Fuji og jeg var på kursus hos Lisa Frick. Lisa havde nogle tankevækkende observationer om vores samarbejde. Ja, og det tænker jeg så stadig over.

Det var stinkende varmt den dag, og Fuji endte faktisk med at brænde sine trædepuder på forpoterne. Av! Men den reaktion kom først flere timer efter, hvor huden hang i laser.

Fuji og jeg på kursus hos Lisa Frick

Jeg afsluttede juni måned med en afbudsplads på Dong Agility Camp. Maden var nøjagtig lige så lækker, som jeg har hørt om, kan jeg sige.

Mic var ikke utilfreds med at snuppe alle træningspas, men det gjorde de fleste hunde nu.

Jane og Ann-Britt stod for super god træning, hvor MicMic fik lov at løbe hele programmet, da Fuji jo stadig havde svedne fusser. Vejret kunne vi ikke klage over, så hvis nogen tænker, at vi ikke har haft skyggen af sommer i 2019, så er det altså ikke helt sandt.

Juli:
Vi knoklede løs med få kastajnetræet parteret. Alle var sat i sving med projeket, og der var masser af arbejde til os alle. Det var lidt som at skovle sne i en snestorm. Der var bare så meget træ.

Henrik og min far knokler løs med motorsave, økser og kiler

Men det hele skulle ikke bare være knokleri. Så vi fandt spontant ud af, at vi skulle på ferie i Tyskland. Vores første destination blev Schwerin. Byens største attraktion er byens slot og den store sø.

Min far foran slottet i Schwerin

Efter at par dage brød vi op og smuttede til Lübeck. Sikke en smuk gammel by. Både i Schwering og Lübeck boede vi midt i byen. Det var dejlig nemt. Ikke mindst, når vi havde hundene med på ferien.

Byporten i Lübeck. En af byens varetegn

Det var en skøn ferie for os med tre generationer sammen. Det blev en ferie på en lille uges tid, for jeg skulle hjem og prøve noget nyt i mit liv.

Min passion for at skrive fik mig til at tage på højskole, godt opmuntret af Henrik, der synes det er fedt, når man prøver noget nyt (altså når det bare ikke er ham selv). Det var en skøn opbakning, og jeg greb udfordringen og meldte mig på skrivekursus på Testrup Højskole.

Jeg har aldrig sunget så meget som i den uge

Jeg havde meldt mig på holdet, hvor vi skulle skrive essays. Indholdet var klart for mig, for det havde nærmest ligget i min kladde på bloggen og grædt hjerteskærende i over et år.

Det blev en varm uge med masser af skrivning.

Jeg pudsede og glattede på det. Gjorde det lidt bredere og måske knapt så hjerteskærende, som den oprindelige kladde. Jeg vil gerne have folk til at forholde sig til døden og til deres særlige ønsker, hvis de har sådan nogen. Essayet gav anledning til mange gode snakke med mine højskolekammerater fra mit og andre hold. Essayet tog afsæt i min egen mors død i 2018. Jeg udgav essayet på min blog på min mors fødselsdag.

August:
Silas fylder år d. 1. august. Han blev 11 år og ville bare gerne holde sin fødselsdag i Tivoli Friheden sammen med familien. Så vi besluttede at holde fødselsdagen der.

Silas 11 år

D. 2. august flyttede en ny og helt uundværlig hjælper ind. Den bedste investering i mange år. En robotklipper. Ikke flere spekulationer om at hente benzin, at nå at klippe græs mellem bygerne, afklippet græs der kommer med ind på hundepoterne osv

Robotklipperen der let klarer 2500 m2 græs.

For 5. år i træk vandt jeg Jysk Mester titlen. På de fem år har jeg vundet den både i lille, mellem og stor klasse. MicMic og jeg havde et klasseløb sammen og vandt finalen. Ved samme stævne kvalificerede hun sig også til DCHs DM. Det var lige på et hængende hår. Med en meget rodet sæson, så havde det ikke engang været et mål.

MicMic Jysk Mester 2019

September:
Efter en lang genoptræning og mange bekymringer, så er Ninja så godt til bens, at vi kan gå i gang med at lave lidt mere. Vi starter op på Rally. Vi har dog ikke nået så mange ganges træning i 2019, men en håndfuld gange kan alligevel godt gøre en del.

Ninja er vild med Rally. Det er så skønt at se hendes glæde ved samarbejdet

Største begivenhed var MicMic første DM. Resultatmæssigt kastede det ikke rigtig noget af sig, men det var som altid et meget flot arrangement. Vejret var helt fantastisk, selvom det var i slutningen af sept.

Blå himmel og sol i øjnene

Oktober:
Helt på egen hånd maler jeg huset udvendigt. Andre er stadig optaget af at partere kastanjetræet. Vi har virkelig fået meget glæde af det træ allerede. Den næste glæde bliver varmen fra brændeovnen.

Det helt store malerarbejde

Jeg maler og maler for at blive færdig. Det var vist nærmest også den sidste weekend med rimelig tørvejr i lang tid. Det var skønt at se huset hvidt igen. Det er jo en ældre kasse, som af og til trænger til en klat puds og lidt maling.

Fuji og jeg stiftede bekendtskab med Hoopers, som vi nok godt kan forvente er en sport, der er hastigt på vej til DK. Det var rigtig sjovt at prøve det, og der var ingen tvivl om, at Fuji syntes, at det var fantastisk.

Fuji ligger ned i svinget

MicMic vandt et springcertifikat hos VAS. Det eneste fejlfrie løb. Hun er ikke så god på det gulvtæppe. Nu tror jeg, at jeg har lært det! Certifikatet udløste titlen Dansk Spring Champion. Det var jo meget fedt!

Weekenden efter vandt hun endnu et certifikat. Denne gang et agilitycert. Så mangler vi bare et enkelt af dem, for hun også er agility champion. Det går vi efter i 2020.

Den sidste agilityaktivitet var udtagelsesløbet til WAO. Det gik dælme ikke ret godt, så det blev meget langt fra en plads til Mic og jeg på det hold.

Fuji fik kontrolscannet sit hjerte. Medicin og kosttilskud gør det godt for hende. Dyrlægen var super tilfreds med scanningen.

Scanning af hjerte. Fuji ligger nemt meget meget stille, selvom scanningen tager et lang tid.

November:
Jeg var på et kombineret agility og mentalkursus ved Ina Himle og Eva Marie Wergård. Særligt mentaldelen var rigtig interessant, og jeg vil forsøge at tage noget af det, som vi talte om på kurset med mig ind i sæsonen 2020.

Henrik og jeg snuppede en kærestedag i Odense, hvor vi gik på udstilling på Kunstmuseum Brandts. Trækplasteret for mig var udstillingen af Anton Corbijn, som står bag masser af billeder, covers, musikvideoer til nogle af musikkens store mestre som Depeche Mode, U2, Rolling Stones, Metallica og mange flere.

Fotoudstilling v/Anton Corbijn. Her er det Depeche Modevæggen

Bestillingerne på mit lille projekt Cancerkort vælter ind. Der er brug for til og fra kort, og jeg må igang selv. Heldigvis med hjælp og selskab fra en god kort-veninde. Vores og andres flid har gjort, at Cancerkort i år har kunnet sende kr. 45.000 til Foreningen Cancerramte Børn. Det er da værd at juble over!

Vi var meget flittige med produktioen af til og fra kort

December:
Nogle af kortene er blevet solgt hos Foreningen Cancerramte Børns egne arrangementer. Blandt andet til juletræsfester, hvor vi deltog i den i Silkeborg.

Det er altid så hyggeligt et arrangement, hvor vi en del år er kommet og har solgt kort. I år var min far også med.

Mens vi venter på flæskestegen

December bød også på en masse firma-juleaktiviteter. En kæmpestor men rigtig hyggelig og sjov julefrokost inde i Kbh. Vi var ikke mindre end 500 mennesker.

Det tog mig lidt tid at komme hjem derfra, da jeg ikke tænkte, at min bil skulle føres af mig fra morgenstunden. Så jeg fik en julestrøgtur dagen derpå.

Julemarked på Kongens Nytorv

Ninja og jeg har fået et godt samarbejde på rallybanen, og det kriblede i mig for at komme ud og konkurrere sammen med hende. Det var bare svært at finde stævner, når man lige skulle bruge dem. Jeg endte så til et super hyggeligt julestævne i Lem, for jeg kunne bare ikke vente mere.

Ninja elsker samarbejdet i Rally

Vi havde en superfin stævnedebut Ninja og jeg, hvor vi vandt begynderklassen med 96 point.

Julen skulle holdes hjemme hos os i år. Selve juleaften var vi et lille sluttet men hyggeligt selskab, bestående af Henrik, Silas, min far og mig. Nå ja og hundene, men de fanger ikke meget af det julestads alligevel.

Jul 2019

Vi havde også fornøjelsen af at holde julefrokosten 1. juledag, hvor store sønnike og brormand stødte til. Det blev ikke traditionelt julebord, men en lettere udgave af tre retter fordelt over hele eftermiddagen.

Nytåret fejrede vi hos de sædvanlige gode venner. Det kan man vel godt sige, når det er tredje år i træk og andre år forinden også.

Gåtur i vennernes “baghave”. HVem der bare havde sådan en have. God træning op og ned af skrænterne

Champagnen sparede vi væk, og vi fik i stedet gin. Vi ender altid bare med at åbne en flaske og skåle lidt af pligt i det. Det fungerede meget bedre med gin.

Kransekage og gin.

2019 var et år med masser af arbejde med hus og have. Rigtig meget. For mig et år hvor tid og tanker blev fodret efter Ninjas korsbåndsskade, men mest af alt en et år med masser af dejlige oplevelser. Så jeg synes faktisk, at 2019 mest af alt var et dejligt år.

2020:
Et nyt år er igang. Det bliver sandsynligvis hverken kedeligt eller stille

Man kan aldrig spå om fremtiden. Heldigvis måske?! Men jeg kan da godt løfte sløret for nogle af de spændende ting, som jeg kommer til at tumle med i 2020.

Jeg har tilmeldt mig en Hunde Fysio Uddannelse ved Nordre Dyrehospital. Primært vil jeg gerne kunne hjælpe mine egne hunde og i det hele taget blive klogere på bevægeapparat og hvad man/jeg kan gøre, når det ikke går som man ønsker. Uddannelsen løber frem til dec., hvor den afsluttes med en eksamen. Det bliver rigtig rigtig spændende.

Hvis jeg skal blive ved hundene, så har jeg været med til at stifte i hold i lille klasse til DKK stævnerne. Gode, dygtige og positive holdkammerater har været ingredienslisten. Så jeg glæder mig til at have et fællesskab sammen med vore nystiftede hold. Det bliver så min første sæson som holdløber gennem en sæson.

Vi forventer, at Silas kommer til at starte op på nyt medicin, og det er rigtig spændende. Vi ved også, at det kommer til at betyder nogle scanninger og statusprøver, så de kan følge medicinens effekt. Det er en bekostelig medicin, der heldigvis for os finansieres af vores sundhedsvæsen. Ellers var det ikke muligt.

Handling og mental træning

I går var jeg på et særdeles interessant kursus. Egentlig havde jeg dobbeltbooket to forskellige agilitykurser denne dag, men kunne selvsagt ikke være både i Herning og Roskilde på samme tid, så jeg valgte at holde fast i kurset i Roskilde og sælge pladsen i Herning.

Jeg fandt det interessant, at kurset i Roskilde også bød ind med mental træning. Der er ingen tvivl om, at rigtig meget i vores liv og vores bedrifter afhænger af, hvad der foregår mellem vores ører, og hvad vores indstilling er til det, som vi laver.

Kurset var delt op i to dele. Jeg havde først handlingsdelen, som Ina Himle fra Norge tog sig af. Ina bød på en bane, hvor man kunne vælge mellem en let “rute” og en mere avanceret “rute”. Jeg ville gerne udfordres og snuppede den avancerede bane sammen med MicMic. Det er altid sjovt at prøve nye kombinationer og se om man kan løse udfordringerne på banen.

MicMic smiler lykkeligt, når hun løber agility

Gennem mange måneders on-line træning hos Natasha Gjerulff og analyse af mine stævneløb, så synes jeg egentlig at jeg har fået rimelig klarhed for, hvor MicMic og jeg har vores arbejdsområder, så jeg forventeder egentlig ikke en hel masse input på den front. Jeg kender svaghederne og glæder mig til at pusle lidt med dem her til vinter. Sidste vinter puslede jeg kraftigt med min balancebom, og det har helt sikkert båret frugt (se bare videoen herunder)

Vi løste den opstillede bane bedre end forventet, og jeg synes faktisk, at hun arbejdede rigtig godt på nogle af de punkter, som hun ellers er svag på. Og det som er mine fortsatte arbejdspunkter viste sig også på Inas bane.

Et lille sammendrag fra kursets handlingsdel

Da vi havde afsluttet handlingsdelen havde vi to timer sammen med Eva Marie Wergård, der er mentaltræner med en virkelig solid baggrund som etolog og idrætspsykolog. De to timer sammen med Eva var virkelig virkelig inspirerende.

Selvom jeg egentlig er meget bevidst om vigtigheden af vores mindset i sporten, så fik jeg alligevel masser af super gode input. Nogen af dem vil jeg allerede nu tage i brug i min egen evaluering efter træninger og stævner. Egentlig ærgrede jeg mig lidt over, at jeg allerede havde haft handlingsdelen inden, for jeg kunne godt have tænkt mig at prøve nogle af tingene af med det samme.

Jeg har selv et problem med, at jeg til tider mister fokus på banen. Det irriterer mig ganske voldsomt, for jeg kan virkelig godt lide at være “på”, når jeg løber. Så hvorfor taber jeg fokus, og hvordan kommer jeg det til livs?

Eva spurgte, om jeg havde bemærket, hvornår på banen det skete og hvad der var sket forud for det på banen (eller det kunne også være udenfor banen). Hun gav mig nogle værktøjer til at holde fokus, som jeg vil prøve af.

Vi talte også meget om, hvor forskelligt det kan være, hvad den enkelte har brug for som hjælp eller støtte. Det som virkelig var fedt for den ene var total turn-off for den anden. Det er egentlig også meget interessant. Eva Marie var ikke ensidig på den front, men meget bevidst om, at der ikke er én vej eller én gangart på vejen til målet. Lige netop den del gør, at man kunne mærke hendes faglig kompetence sammen med hendes passion for denne del af vores sport.

Hun havde også nogle meget gode pointer, når hun fortalte hvor omhyggelige vi var med at socialisere og forberede vores hunde/hvalpe på alverdens ting, som de kan ske at møde i agiltyverdenen, men hvor ringe vi er til at forberede/socialisere os selv på, hvad man kan blive mødt med ude til stævnerne. Meget interessant tanke. Jeg kan godt se, at hun også havde en pointe der.

Mentaltræning ved Eva Marie Wergård

Hvis du ikke ikke allerede har udledt det af mit blogindlæg, så var jeg meget begejstret for dagens kursus og i særdeleshed for Eva Maries del af kurset, som var så meget anderledes end det, som “vi” normalvis ser udbudt. Der var også klart mest tilslutning til Inas moduler, men jeg synes altså virkelig at guldkornene lå allermest hos Eva Marie.

Jeg glæder mig til at tage hendes del med ind i min “daglige” vurdering, når jeg fører træning og stævner ind i Handlers Logbook