Et mål for 2020

Det er vel meget normalt, at man ved årets start sætter sig et par mål for året. 2020 har ikke været det år, som har gjort det nemt for folk at følge deres mål i ret mange henseender. Der var nok ikke mange, der tænkte, at året ville være som det indtil nu har været, da de skålede godt nytår til slagene fra rådhusklokkerne.

Som konkurrenceudøver, så sætter man nok altid et par mål for den sæson, der ligger for ens fødder. Jeg havde egentlig kun et lille dybfølt mål for 2020, som jeg ikke tænkte, at det kunne blive et problem at indfri. Jeg manglede et agilitycertifikat med MicMic, for at kunne gøre hende til Dansk Agility Champion. Certifikatet gives i AG3 til den hurtigste fejlfrie ekvipage, der ikke i forvejen er agilitychampion.

Men da sæsonen skulle til at i gang, så gik hele DK i stå. Alt blev aflyst. Der har ikke været mange stævner. De fleste blev aflyst pga et for lavt forsamlingsloft. Jeg har egentlig overlevet fint nok uden stævneræset, og mit mål var naturligt nok sat helt på standby. Hvornår ville et stævne igen være muligt.

Pludselig åbnede Ribe Hundevenner op for muligheden for et stævne i den weekend, som netop nu er slut. Lille og mellem klasserne skulle afvikles søndag, hvilket jeg lige kunne klemme ind efter 3 dage på hundefys uddannelsen. Når muligheden byder sig, så må man altså lige slå til. Ved åbning for tilmeldingen var forsamlingsloftet på max 50 personer.

Så er der gjort klar til weekendens stævne.

Men stævnet var lige ved at ikke at blive til noget, for i fredags var der pressemøde og pga stigende smittetal, så blev forsamlingsloftet igen sænket. Så det nu er på 10 personer. Heldigvis først gældende fra i mandags. Så med nød og næppe kunne stævnet afvikles.

Jamen smitter Corona måske ikke i weekenden?! Åh jo. Det tror jeg, men jeg tror (ligesom alle andre) at det som jeg gør/deltager i er forsvarligt. Det er vel helt naturligt, at man ser tingene mest fra sin egen side og ikke forstår, hvorfor der skal være restriktioner for lige netop det, som har betydning for ens hverdag og aktiviteter. Er det ikke sådan det fleste har det?

Nu regnede fodboldgutterne på det 40 mand store hold jo heller ikke med, at de skulle ende med at være 20, der blev testet positiv på holdet, fordi der til en start lige var en enkelt positiv. Eller bridgeklubben med rigtig mange ældre medlemmer, hvor der endte med at være 19 smittede ud af 250 medlemmer. Eksempler fra den virkelige verden, hvor folk nok ikke tænkte, at deres samvær var et problem.

Restriktioner er jo svære at gradbøje, for alle synes, at de sorterer ind under undtagelserne. Men når det så er sagt, så synes jeg bestemt, at hundeaktiviteterne er nogle af de mere “hellige”, for der holdes under aktiviteterne altid minimum et par hundesnorslængders afstand mellem deltagerne (og hjælpere). Og hvis man lige tænker sig om, når man ikke går rundt med en hund, så er det faktisk også let nok at holde afstand. Vi er altid udenfor eller i lokaler med masser af plads.

Nå men tilbage til årets stævne, hvor forsamlingsloftet denne weekend var 50. Så vi var ikke mange, men det var hyggeligt! Det blev bestemt ikke mindre hyggeligt af, at Mic og jeg lagde ud med et meget godt og flydende løb i Ag3. Vi vandt klassen og fik klassens certifikat. Målet var indfriet. Mic var så pludselig Dansk Agility Champion.

DKSPCH DKAGCH Kræmer´s Bright Boa

Det var svært ikke at juble over det. Og lige i søndags manglede jeg faktisk krammene. Jeg har ikke krammet andre end Henrik og Silas siden marts, og det har jeg det faktisk helt fint med. Men lige i søndags var det sådan lidt underligt, mens man stod i det.

Vi snuppede også sejren i ekstra agilityklassen. Det var skisme skønt at vi lige kunne spille så godt sammen i to løb i træk, for vi er vist begge lidt rustne.

Løbet der gjorde Mic til champion

Det var overraskende og sejt at indfri sit mål på denne eneste DKK-stævnedag i 2020. Sæsonen er nu slut. Lige så hurtigt, som den startede. Nu må vi se hvad 2021 bringer af aktiviteter.

Online agilitykonkurrence

Da jeg først så Natashas opslag om en online agilitykonkurrence var jeg ikke så fristet. Men så kom jeg til at tænke på, at det nok kunne være meget sjovt at være med til. Især hvis jeg inviterede en med, som kunne løbe banerne sammen med mig (man køber også deltagerbilletten for to personer).

Så jeg spurgte Gitte, om hun havde lyst til at være med. Det er også bare lidt hyggeligere at nørde sammen med nogen.

Vi fik adgang til en lukket facebookgruppe. Her lægges banerne ud. Der er en agilityopstilling og en springopstilling, der med ændring af placering af nummerskiltene stort set kan bruges til klasse 1, 2 og 3 uden at flytte for meget rundt. Det er jo ret lækkert, for man kan fint træne/konkurrere sammen, selvom man ikke er på sammen niveau.

MicMic synes bestemt også at det var en god ide med sådan en online konkurrence.

Som en ekstra bonus, så har Natasha lavet træningsforslag til de to opstillinger, så hvis man er så heldig at have banen stående, så kan man træne videre på opstillingerne.

Det har jeg faktisk også gjort i dag, men jeg brugte godt nok ikke træningsforslagene, men stak i stedet Silas 22 nummerskilte og bad ham om at placere dem på banen.

Silas placerer numre til en ny bane til mig.

Tidligere byggede han på den måde tit udfordrende baner til mig, men af en eller anden grund stoppede han med det. Det er faktisk meget sjovt at løbe hans påfund.

Kan man så konkurrere på den måde? Måske ikke helt, for det er ikke muligt at stille banerne helt ens op. Derfor deles præmierne til onlinekonkurrencen også ud ved lodtrækning.

Men nu er det nu ikke præmierne, der lokkede mig, men tanken om inspiration og om at være sammen med andre om nogle gennemløb. Både live og via facebookgruppen, hvor folk deler videoer af deres gennemløb.

Det er skønt at se, at der i disse anderledes tider tages initiativ til alternative tiltag for at kunne dyrke agility.

Efterårslys i haven

Oven i det havde Gitte og jeg naturligvis en vildt hyggelig eftermiddag, og vi har flere i vente, når der igen skal bygges og løbes baner.

Corona DM

Af flere årsager er det ikke blevet til det store stævneræs for mig i denne sæson. Jeg nåede et stævne inden lockdown, og jeg har egentlig klaret mig ganske fint uden stævnerne. Der er så mange andre ting, som man kan tage sig til i stævnernes fravær.

Jeg havde faktisk alligevel ikke kunnet løbe med MicMic de sidste måneder, da hun (sandsynligvis under udskridning i dugvådt græs) kom til skade med skulderen. Efter at Jacob på Nordre Dyrehospital har frigivet hende, har jeg brugt energi på nogle styrkeøvelser og at teste hende lidt af på meget korte træninger, så jeg kunne se om der kom nogen reaktion.

Alt ser fint ud – heldigvis!! Så trods manglende træning valgte jeg at tage afsted til årets DM, som blev afholdt i forbindelse med Dansk Kennel Klubs “Hund i Fokus” på Vilhelmsborg. Et arrangement som kunne have været vildt fedt med masser af hundearbejde at kigge på, hvis ikke det lige var for forsamlingsforbud og restriktioner. Men dejligt at DKK havde mod på at arrangere det alligevel. Men den del vender jeg lige tilbage til.

Hallen på Vilhelmsborg er superfin at løbe i. Underlaget et godt

Uden træning og uden forventninger, men bare med et håb om, at vi kunne samarbejde, og ikke mindst at Mic ville forblive ok. Men mest af alt bare med et ønske om at have det sjovt sammen på banen. Det hele blev indfriet – og faktisk også lidt mere til.

Vi fik 10 fejl i springløbet, men jeg var faktisk ligeglad med det, for bare det at løbe et stævne sammen igen og være på bølgelængde var fantastisk. I næste løb mente jeg bestemt at have fået 5 fejl på A´et, men da jeg kiggede i resultatlisten, så stod er 0 fejl, og jeg lå nr. 2 i det løb. Jeg luftede min forundring med andre, der sagde, at de ikke havde bemærket en arm i vejret. Nå men somme tider husker man sine løb anderledes og “dømmer” sine egne løb hårdere end dommeren. Med de to resultater gik vi direkte i A-finalen, hvor der skulle løbes om mesterskabet. Da jeg kom hjem modtog jeg på messenger videoer af mine løb, og kunne se, at dommeren rent faktisk dømte fejl på A´et, men det blev altså ikke noteret.

I A-finalen fik vi først en vægring og kort efter en disk. Sådan kan det gå. Jeg bliver selv lidt finale-fanden-i-voldsk og så går det sgu bare lidt lettere galt. Men jeg var igen helt ligeglad med resultatet. Jeg havde fået alt, hvad jeg kom efter, og Mic og jeg smilede om kap i alle tre løb. Okay, jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg hev efter vejret. Det var sgu nogle lange baner.

Lige efter hvert løb så jeg vissen ud. Da vi skulle hjem var det MicMic der var helt vissen at se på.

Banerne var faktisk ret fine. Der var et godt flow og ikke bare det uopfindsomme skarpe “hent bagsiden” eller tvungne wraps eller hvad man nu kan støde på. Ærgerligt var det dog at konstatere at alle tre agilitybaner sluttede med en lige ud strækning, hvor balancebommen var næstsidste forhindring og slutspringet stod i lige linje derefter. Det samme gjorde sig gældende søndag, hvor de store hunde løb meget lignende baner. Total gave til løbefelterne og absolut ikke en gave til dem, som skal op og være ved feltet på bommen og samtidig ikke har mere luft efter at have tonset en hel bane igennem. Nå, men banerne var i deres helhed meget fine, og det er var bare en kedelig gentagelse på afslutningen. Og vi fik set nogle meget flotte løbefelter…..

I ugen op til DM overvejede jeg at spørge lidt nærmere ind til “sikkerheden” ift arrangementet. Her tænker jeg faktisk ikke på sundhedsmæssigt, for jeg kan godt tage vare på mig selv, og jeg kan ikke se, at det skulle være mere risikabelt at deltage i et agilitystævne end at handle ind i Netto. Det eneste tidspunkt vi nærmest kan komme tæt på hinanden (med mindre man er en af dem, som ikke kan lade være med at kramme) er til banegennemgang, og der kan man godt holde afstand, når der kun er 20 personer.

Nej mine tanker var mere på det lovgivningsmæssige ift forsamlingforbuddet. Vi måtte jo f.eks kun være 100 personer i hallen (og 100 til HTM i den anden hal, 100 til Lydighed udenfor osv) . Det var lidt svært at se, hvordan man ville sikre dette, for folk kunne bare vade ind i hallen, hvor vi løb agility. Sidst på dagen lørdag kom der dog et skilt op, hvor der stod, at der ikke måtte komme publikum ind. Der var tilsyneladende ingen kontrol med dem, som gik ind i hallen (og jeg så da adskillige, som bare lige skulle hente/bringe/snakke/kigge osv.). Personligt betød det ikke noget for mig om der var 100 eller 300 i hallen (og der var altså ikke i nærheden af 300). Der var god plads til at holde afstand alligevel, men hvad ville “ham med bødeblokken” sige, hvis han kiggede forbi? Jeg spurgte den ansvarlige, som svarede at hun “troede” at de så ville tage fat i dem først. Ja, ok, men hvis de så ikke gjorde, så kostede det så lige kr. 2.500 pr. person….

Hvad med parkeringspladsen, som var propfuld fordi alle parkerede der? (Jeg hørte nogen, der cyklede forbi og kommenterede, at der da godt nok var mange mennesker i dag). Der var ingen skilte sat op, som indikerede hvor folk skulle holde. Godt nok stod det i noget informationsmateriale. Men sidder folk og kigger på det, når de ankommer med stævnenerver? Toiletterne var også opdelte, så dem i den ene ende af hallen var til nogle hundefører og dem i den anden til andre hundeførere, men hvis man ikke havde hørt det i højttaleren om morgenen, så var der ingen skilte til at hjælpe en med at gøre det korrekt.

Når man kom ind af døren til hallen, så kunne man ikke komme ind af døren, før man havde taget i håndtaget – og der var ingen håndsprit i forhallen. Ja der var en helt fantastisk smitte-kontaktflade. Ja, jeg er lidt håndsprit-sippet og havde min egen håndsprit på mig. Som før nævnt jeg behøvede ikke at røre andet end min hund og hendes snor/belønning.

MicMic var bare så glad for at løbe agility.

Nå men min bekymring handlede kun om risikoen for bøder, resten ift Corona synes jeg egentlig at jeg selv havde kontrol over, og overordnet fandt jeg altså selv, at det var ansvarligt at afholde sådan et arrangement, men der er godt nok mange ting, der skal tænkes ind, når man kan holde det under Corona-restriktioner, og det er et kæmpe ansvar at holde så stort et arrangement lige nu. Men tak fordi DKK ikke bare gav op, og fik afholdt et godt DM til trods.

Det blev så ikke sjette gang

5 år i træk blev det til. Med tre forskellige hunde i tre forskellige størrelser. Jeg taler om DCHs Jyske Mesterskab, som jeg har vundet tre gange i træk med Ninja, derefter en gang med Saras Audi og så i 2019 med MicMic.

I dag går det så løs igen. Desværre uden min deltagelse. Jeg ville så gerne have forsvaret mesterskabet, men MicMic har været ude med en skulderskade, og blev først endelig “frigivet” af dyrlægen i går. Altså ikke frigivet til at løbe stævner i dag.

Fordi der ikke er nogen reaktion i skulderen, så er det jo ikke lig med, at man bare skal ræse afsted på en agilitybane dagen efter. Foran mig ligger lidt “klargøringsarbejde” med styrke- og balancetræning.

Jysk mester 2019

Hun har ikke løbet agility siden starten af sommeren, hvor jeg tror, at hun havde en udskridning i græsset, der var vådt af aftenduggen. Efterfølgende i den træning var hun lidt ustabil i sine afsæt. Det tænkte jeg først over efterfølgende, hvor jeg konstaterede, at hendes skulder ikke var ok.

Jysk mester med Audi 2018 (og nr. 3 med Ninja)

Det var ikke noget, man kunne se på lufteture mv, men jeg synes alligevel, at der var “noget”. Faktisk gik der en hel måned før jeg konstaterede det, for det kom kun, når skulderen blev belastet i yderstilling (f.eks slalom, landing med drej). I den måned havde jeg heller ikke løbet agility. Ikke af pga det, for jeg anede ikke, at der var sket “noget” til den træning. Så hun havde været en fri hund, der havde leget og løbet med de andre, og dermed havde vedligeholdt sin krop. Nu stod jeg til et agilitykursus og efter opvarmningsløbet trak jeg hende fra kurset.

Jysk Mester med Ninja 2017

Afsted til dyrlægen, så jeg kunne få en klog mands (Jacob på Nordre Dyrehospital) ord for, hvad der drillede hende. Så efter et par uger med antiinflammatorisk medicin og lufteture i flexlinen, så hjalp det en del på hendes bevægelighed i skulderleddet, kunne jeg selv mærke, når jeg testede skulderleddet manuelt. Jeg har efterfølgende holdt hende i flexlinen på ture, der ellers kunne blive lidt vilde. Jeg har i det små lavet lidt genoptræningsøvelser med hende, og det vil jeg så intensivere nu, hvor dyrlægen har sagt god for hende.

Jysk Mester med Ninja 2016

I forbindelse med skaden har jeg allerede haft gavn af at have påbegyndt min uddannelse i fysioterapi til hunde. Selvom vi endnu ikke er langt i forløbet, så kunne jeg selv lokalisere problemet og havde også selv fundet hende ok, men jeg vil nu godt lige have dyrlægen til at sige god for det også. Tænk hvis jeg frigav hende for tidligt, og skaden brød helt op igen?!…

Jysk Mester med Ninja 2015

Ja så Jysk Mesterskab bliver desværre uden min deltagelse her i 2020, men jeg glæder mig rigtig rigtig meget til at løbe agility med MicMic igen! Jeg håber, at vi måske kan være klar til DM….

Træning på tid

Kender du det, at have hunde, som vil arbejde til de segner?

Ud over at det ikke er særlig sundt for hundene at køre på så længe, så er ryger kvaliteten af ens træning også jo længere tid, man kører på.

En del af min træning med hundene foregår hjemme i min egen have, hvor jeg har mine egne rekvisitter til agility, rally og hoopers. Alle mine hunde er vilde med at træne, og alle tre ville være villige til at give den gas til deres tunger når jorden.

Fuji er klar til at arbejde til tungen bliver meget meget lang

For at jeg ikke lader tiden løbe af med mig, så træner jeg faktisk altid med stopur/timer herhjemme. Der står jo ikke andre og venter på, at det bliver deres tur, så det er alt for nemt (og dumt) bare at blive ved. Derfor er tidsstyring et godt redskab for både mig og mine hunde.

Her er mit smartwatch uundværligt. Jeg sætter som regel timeren til 3 eller 5 minutter.

Styr på tiden med nedtælling

Når de 3 eller 5 minutter er gået, så vibrerer uret på min arm. Det “forstyrrer” sådan set ikke andre end mig, hvorimod det ville være lidt generende at skulle fumle rundt i lommen efter en mobil. Vibrationen er et tegn til mig om, at jeg lige skal overveje, hvad jeg er igang med. Hvis jeg føler, at jeg har nået, hvad jeg ville i den øvelse, som jeg træner på dagen, så handler det om at afslutte hurtigst muligt.

Så er tiden gået. Man kan nu stoppe alarmen eller gentage nedtællingen

Hvis der stadig er mere at arbejde på, før jeg synes, at jeg har fået et godt udbytte, så gentager jeg nedtællingen. Det gøres bare med et enkelt tryk på uret. Det gør jeg ikke nødvendigvis for at bruge 3 eller 5 minutter mere, men for at have styr på tiden.

Nogen gange har jeg faktisk brug for, at træne lidt mere, og så har jeg den limit, at jeg skal afslutte næste gang uret vibrerer. Dermed træner jeg max 6-10 minutter ad gangen med hver hund (incl afrunding af øvelse). Det er nok en del mere træning end en hund på et hold i en klub.

Når hund nr. 1 har været på, så gentages seancen med næste hund, som så også får mellem tidsstyret kvalitetstræning.

Den heldige hund kan godt ske at få lov til at komme på to gange, men jeg er med dette system også sikker på, at den har fået lov at puste ud uden at blive kold i mellemtiden.

Efter en lille pustepause, så er MicMic klar igen

Det er et godt lille trick for at undgå, at tiden løber af med en. Inden jeg begyndte at tidsstyre mine træninger kunne jeg på de videooptagelser, som jeg havde sat igang af min træning konstatere, at jeg somme tider kunne træne i 15 min. Det er jo ret afslørende, hvis man optager sine træninger på vidoen. Det er altså lang tid for en hund at være igang – i hvert fald på en agilitybane.

Har du styr over hvor længe ad gangen, du beder dine hunde arbejde?