2019 er fortid

Det lykkedes mig at komme helskindet ud af 2019, og når jeg sådan kort har tænkt på 2019, så syntes jeg, at det havde været et meget godt år. Det er jo dejligt at gå ud af 2019 med den følelse, for jeg havde ikke samme følelse for 2018, da det løb ud. Det var virkelig et skodår.

Faktisk kom 2019 temmelig skidt ud af startboksen. Da jeg gik på årets første weekend var det med beskeden om, at min arbejdsplads gennem fire år var blevet solgt til en konkurrent. Det gav jo selv sagt noget uro, for hvad skulle der så ske?

Der var meget uvished forbundet med det. Jeg var sådan set ikke bekymret for om jeg kunne finde et job, men om jeg kunne finde et job på mine præmisser var måske en større udfordring. Jeg fik tilbudt en stilling i de nye firma, som matchede mine kompetencer og mine præmisser. Det takkede jeg naturligvis ja til. Så efter nogle uger kom der da lidt ro på den del.

Januar sluttede med, at Ninjas hvalp Darwin blev aflivet efter, at der var brugt uendelig mange ressourcer på at finde ud af, hvad der var galt med ham. Man faldt aldrig helt ud af, hvad og hvorfor. Jeg havde været med hele vejen i det meget langvarige udredningsforløb, men han fik det værre og værre, og til sidst var han nødt til at få fred. Som opdrætter bliver man rigtig ked af at have forårsaget et ikke raskt individ og påført andre en for tidlig sorg. Sorgen er naturligvis størst hos Tine, der må undvære Darwin hver dag. Men fra dag 1 sagde Darwin mig noget helt særligt.

Darwin

Da Ninjas korsbånd røg i februar synes jeg godt nok, at jeg var træt af modgang. Jeg havde mentalt rustet mig til en fantastisk 2019 agilitysæson med holdløb og et afslutningsår på toppen for Ninja. Vi var virkelig på toppen sammen. Og Ninja var i topform! På et splitsekund blev alle de gode og sjov planer skiftet ud med operation og genoptræning. Men Ninja er ikke kun min agilitystjerne. Hun er den hund, der bor helt inde i hjertekulen på mig. Så det var bare at komme igang og gøre det bedst for hende.

Ingen kan vel fortænke mig i at frygte at 2019 også ville blive et katastofeår?!! Trods den ret dårlige start, så tænker jeg ikke tilbage på 2019 som et dårligt år, så det er skønt, når noget vender til det bedre. Så 2019 må også have gemt på mange skønne ting. Traditionen tro vil jeg slavisk gå året, der gik, igennem måned for måned.

Januar:
Udover de tidligere nævnte, så havde måneden også andet at byde på. Nytåret blev fejret hjemme sammen med (jeg vil næsten sige) de sædvanlige venner og deres fire cockerhanner.

Nytårstur på Vilstrup/Diernæs Strand med 7 hunde og regnbue

Vores dejlige varme badeværelse blev skiftet ud med en udendørs bade- og prutteskur. Det var dejlig forfriskende at stå op og gå ud i den frostklare morgen for at gå i bad og på toilet.

Det var nogle kolde morgener at skulle i bad og på toilet

Nu skulle der virkelig speedes op på badeværelset, for sådan en badvogn er ikke gratis at have stående. Det betød rigtig mange og lange besøg af min far, som har været en uvurderlig hjælp med den ombygning. Og så er det jo værd at huske, at en ombygning i et hus fra 1880´erne altid byder på “sjove” overraskelse, som ikke altid speeder processen op.

Februar:
Fuji og jeg var på kursus hos Channie. Lidt ubelejligt midt i badeværelsesprojektet, men det havde været planlagt længe. Fuj synes helt klart også, at agility var langt sjovere end alt det ombygningspostyr.

Jeg startede min jagt på certer med Mic efter, at vi i et par sæsoner ikke havde fået løbet meget sammen pga drægtigheder og skader. Vi tog til VAS stævnet. Når jeg nu alligevel skulle løbe klasse 3 derovre, så tog jeg også Ninja med. Så kunne hun da godt få et par løb.

Det var Ninja der shinede, mens Mic kæmpede lidt mere med gulvtæppet i hallen. Det mestrede Ninja lidt bedre, og hun løb sig til nogle flotte placeringer. Der vidste jeg så ikke, at netop disse løb skulle blive vores sidste officielle agilityløb sammen. I enjoyed the ride!

Tak til Mia Kransø for at spørge om hun skulle optage. Dengang vidste jeg ikke at dette løb ville være noget helt særligt

Til en træning weekenden efter ryger korsbåndet, og så er agilityeventyret for os slut. Operation, restriktioner i hjemmet (som også kommer til at omfatte andre beboere i huset), genoptræning, Ninja i snor i næsten 6 måneder. Det var lidt trist og trættende.

Ninja efter operationen

Jeg modtog en flot buket fra en hundeven, som på mine vegne ikke kunne bære mere uheld. Det var så utroligt sødt af hende. Jeg er sikker på, at det var grunden til, at mit uheld tilsyneladende vendte herfra.

En sød tanke fra en hundeven. En trøstende blomsterhilsen.

Marts:
Vi fik en kort og privat introduktion til Nosework. Jeg synes, det er super spændende, men er ikke kommet så meget videre med det. Alle tre hunde var med på det, og når jeg skriver det her, så synes jeg faktisk selv, at det er lidt for dårligt, at jeg ikke rigtig har fået leget mere med det.

Fuji er grundig og får alle godbidder med

Det var ikke den mest begivenhedsrige måned. Den stod mest på badeværelsesprojekt, Ninja og to kurser med MicMic hos henholdsvis Jane og Sarah. Vi knoklede for at prøve at finde hinanden igen. Det var ikke let efter så lang en pause.

Altid glade MicMic. Hun elsker aktivitet.

Efter meget knoklen på det famøse badeværelse, så var der en familiebelønning i slutningen af marts. Vi tog nemlig i sommerhus sammen med min far. Vi lejede Lone Sommers sommerhus ved Sortsø Strand på Falster. Det er så rart lige at komme væk og hygge sammen.

Spil og hygge i sommerhuset

Det blev til mange fine ture rundt i området og lidt længere væk. Forårsvejret var helt fantastisk, så det var fuld nydelse.

April:
Endelig kunne jeg lovlydigt køre med min campingvogn og bilen. Efter at jeg købte nyere bil i 2018, så havde jeg lidt overvægt ift mit førerbevis, så det skulle lige opgraderes. I den forbindelse advarede kørelæreren mig om, at min perfektionisme kunne få mig til at dumpe. Der var også noget, der hed “godt nok”, når man skulle bakke med en campingvogn. Det var et fint og brugbart råd. Med det råd i baghovedet bestod jeg.

Sådan. Bestået!

Vi havde igen et hjælpsomt og hyggeligt besøg af min far, der hjalp os med at tæmme nogle af alle de træer, som Henrik havde fældet. Jeg er så heldigt, at jeg har sådan en hjælpsom far.

Alle hjælper til, når der skal ordnes træ. Denne træflækker er fantastisk. Så kan Silas også være med.

For lige at få en pause, så var en tur i Flensburg og slentre rundt og få lidt at spise. Det var en hundekold dag, så vi må vende tilbage en anden god gang. Jeg har trods mine snart 20 år i Haderslev aldrig rigtig besøgt Flensburg.

Fra Flensbrug

April bød på helligdage, som f.eks påske. Vi tog på en lille miniferie hos Tobias og Camilla. Vi lejede gennem Airbnb et værelse, der lå få hundrede meter fra deres lejlighed. Det var et helt specielt sted med masser af pynteting, som var interessante at studere.

MicMic på vores lejede værelse, som var en helt kælderlejlighed. Der var masser af dims at kigge på.

Vi nåede også en endagstur til Mandø. Jeg er vild med Mandø, naturen, stilheden, højt til loftet, vaden og ja. Tiden går i stå og man kan kun slappe af.

Krabbejagt

Vi fik solnedgangen med os, inden tidevandet sagde, at vi skulle hjem igen, hvis ikke vi også skulle sove derovre. Mandø har de smukkeste solnedgange. Det går turisterne i traktorbusserne glip af.

Folk valfarter ned på diget for at kigge på solnedgangen. Vi er ingen undtagelse

Maj:
Jeg startede på mit nye job. Fik et fantastisk introprogram i den virksomhed, som egentlig har været min konkurrent i mere end 20 år. Jeg kunne kun føle mig velkommen, og det gør jeg i den grad stadig.

Fin velkomst på min nye pind

Hvert år er der lysfest i Haderslev. Lysfesten markerer Danmarks befrielse og holdes hvert år på Haderslev Kaserne. Jeg må indrømme, at jeg var lysfestjomfru i år, da jeg sammen med min far var inde og snuse til begiveheden. Det var meget stemningsfuldt.

Kasernen oplyst af lysshow

Hvert år forsøger vi at huske at tage en tur til Årø. Det er en lille ø, der ligger ved Haderslev. Vi synes den er superhyggelig. Der er masser af natur og et par mindre spisesteder, campingplads, vingård og fodboldgolf.

På færgen. Turen tager vel 6 minutter, og vi er bare gående.

I år havde vi ingen cykel med, men Silas der nu er rask på fusserne. Ninja var blevet hjemme, fordi gåturen ville være alt for lang for hende. Så vi gav den virkelig gas langs kysten og kom steder, hvor vi aldrig før havde været på øen.

Smuk majdag på Årø

Juni:
Månenden blev indledes med, at MicMic vinder et springcertifikat til stævnet i Viby. Det var faktisk også vores eneste fejlfrie løb ved det stævne. Det var virkelig svært at finde hinanden igen.

Vi var heldige og meget hurtige og fik en campingplads på stævnepladsen. Jeg havde hele familien med til stævnet, og det nød jeg.

Vi tog alle sammen en tur ind til Street Food og spiste. Vi snakkede om, at det skulle vi huske at gøre igen, når vi var i Aarhus (hvilket vi er til de mange kontroller med Silas). Men det er blevet ved snakken.

Det er svært at vælge isen til dessert

Pinsen brugte vi på camping. Man får bare lige lidt ekstra ud af at tage afsted tre fridage. Vi var superheldige af få en plads på DCU pladsen i Viborg. Lige da jeg ringede, var der en campist med en forårsplads, der brød op og rejste videre. Det var SÅ heldigt for os. Hun skønnede, at hun havde sagt nej til mere end 70 den dag, fordi alt var optaget. Heldigt at jeg ringede lige i det minut, hvor den anden tjekkede ud.

Camping med rehabcenter for Ninja

Vi havde nogle skønne dage i Viborg. Lidt regn, men også sol. Vi var i Herning og besøge Tobias, der fejrede sin 24 års fødselsdag. Hvor bliver tiden dog af?

Silas er meget underholdt af spillet “Det dårlige selskab”

Vores over 100 år gamle kastanjetræ måtte lade livet, da det var sygt. En god storm kunne få det til at havne i dobbeltsengen mellem Henrik og jeg. Det havde nok ikke været så smart.

Kastanjetræet var mere end 100 år gammelt

Det var ikke noget som vi selv skulle lege med, så vi måtte hyre en professionel til at udføre den opgave.

Det tog en hel dag at fælde det store træ, der skulle topkappes for at det kunne fældes på vores grund.

Den gode side ved det er, at vi nu er fri for at have kastanjer liggende i hele haven. Og så har vi vist brænde til de næste mange fyringssæsoner.

Fuji og jeg var på kursus hos Lisa Frick. Lisa havde nogle tankevækkende observationer om vores samarbejde. Ja, og det tænker jeg så stadig over.

Det var stinkende varmt den dag, og Fuji endte faktisk med at brænde sine trædepuder på forpoterne. Av! Men den reaktion kom først flere timer efter, hvor huden hang i laser.

Fuji og jeg på kursus hos Lisa Frick

Jeg afsluttede juni måned med en afbudsplads på Dong Agility Camp. Maden var nøjagtig lige så lækker, som jeg har hørt om, kan jeg sige.

Mic var ikke utilfreds med at snuppe alle træningspas, men det gjorde de fleste hunde nu.

Jane og Ann-Britt stod for super god træning, hvor MicMic fik lov at løbe hele programmet, da Fuji jo stadig havde svedne fusser. Vejret kunne vi ikke klage over, så hvis nogen tænker, at vi ikke har haft skyggen af sommer i 2019, så er det altså ikke helt sandt.

Juli:
Vi knoklede løs med få kastajnetræet parteret. Alle var sat i sving med projeket, og der var masser af arbejde til os alle. Det var lidt som at skovle sne i en snestorm. Der var bare så meget træ.

Henrik og min far knokler løs med motorsave, økser og kiler

Men det hele skulle ikke bare være knokleri. Så vi fandt spontant ud af, at vi skulle på ferie i Tyskland. Vores første destination blev Schwerin. Byens største attraktion er byens slot og den store sø.

Min far foran slottet i Schwerin

Efter at par dage brød vi op og smuttede til Lübeck. Sikke en smuk gammel by. Både i Schwering og Lübeck boede vi midt i byen. Det var dejlig nemt. Ikke mindst, når vi havde hundene med på ferien.

Byporten i Lübeck. En af byens varetegn

Det var en skøn ferie for os med tre generationer sammen. Det blev en ferie på en lille uges tid, for jeg skulle hjem og prøve noget nyt i mit liv.

Min passion for at skrive fik mig til at tage på højskole, godt opmuntret af Henrik, der synes det er fedt, når man prøver noget nyt (altså når det bare ikke er ham selv). Det var en skøn opbakning, og jeg greb udfordringen og meldte mig på skrivekursus på Testrup Højskole.

Jeg har aldrig sunget så meget som i den uge

Jeg havde meldt mig på holdet, hvor vi skulle skrive essays. Indholdet var klart for mig, for det havde nærmest ligget i min kladde på bloggen og grædt hjerteskærende i over et år.

Det blev en varm uge med masser af skrivning.

Jeg pudsede og glattede på det. Gjorde det lidt bredere og måske knapt så hjerteskærende, som den oprindelige kladde. Jeg vil gerne have folk til at forholde sig til døden og til deres særlige ønsker, hvis de har sådan nogen. Essayet gav anledning til mange gode snakke med mine højskolekammerater fra mit og andre hold. Essayet tog afsæt i min egen mors død i 2018. Jeg udgav essayet på min blog på min mors fødselsdag.

August:
Silas fylder år d. 1. august. Han blev 11 år og ville bare gerne holde sin fødselsdag i Tivoli Friheden sammen med familien. Så vi besluttede at holde fødselsdagen der.

Silas 11 år

D. 2. august flyttede en ny og helt uundværlig hjælper ind. Den bedste investering i mange år. En robotklipper. Ikke flere spekulationer om at hente benzin, at nå at klippe græs mellem bygerne, afklippet græs der kommer med ind på hundepoterne osv

Robotklipperen der let klarer 2500 m2 græs.

For 5. år i træk vandt jeg Jysk Mester titlen. På de fem år har jeg vundet den både i lille, mellem og stor klasse. MicMic og jeg havde et klasseløb sammen og vandt finalen. Ved samme stævne kvalificerede hun sig også til DCHs DM. Det var lige på et hængende hår. Med en meget rodet sæson, så havde det ikke engang været et mål.

MicMic Jysk Mester 2019

September:
Efter en lang genoptræning og mange bekymringer, så er Ninja så godt til bens, at vi kan gå i gang med at lave lidt mere. Vi starter op på Rally. Vi har dog ikke nået så mange ganges træning i 2019, men en håndfuld gange kan alligevel godt gøre en del.

Ninja er vild med Rally. Det er så skønt at se hendes glæde ved samarbejdet

Største begivenhed var MicMic første DM. Resultatmæssigt kastede det ikke rigtig noget af sig, men det var som altid et meget flot arrangement. Vejret var helt fantastisk, selvom det var i slutningen af sept.

Blå himmel og sol i øjnene

Oktober:
Helt på egen hånd maler jeg huset udvendigt. Andre er stadig optaget af at partere kastanjetræet. Vi har virkelig fået meget glæde af det træ allerede. Den næste glæde bliver varmen fra brændeovnen.

Det helt store malerarbejde

Jeg maler og maler for at blive færdig. Det var vist nærmest også den sidste weekend med rimelig tørvejr i lang tid. Det var skønt at se huset hvidt igen. Det er jo en ældre kasse, som af og til trænger til en klat puds og lidt maling.

Fuji og jeg stiftede bekendtskab med Hoopers, som vi nok godt kan forvente er en sport, der er hastigt på vej til DK. Det var rigtig sjovt at prøve det, og der var ingen tvivl om, at Fuji syntes, at det var fantastisk.

Fuji ligger ned i svinget

MicMic vandt et springcertifikat hos VAS. Det eneste fejlfrie løb. Hun er ikke så god på det gulvtæppe. Nu tror jeg, at jeg har lært det! Certifikatet udløste titlen Dansk Spring Champion. Det var jo meget fedt!

Weekenden efter vandt hun endnu et certifikat. Denne gang et agilitycert. Så mangler vi bare et enkelt af dem, for hun også er agility champion. Det går vi efter i 2020.

Den sidste agilityaktivitet var udtagelsesløbet til WAO. Det gik dælme ikke ret godt, så det blev meget langt fra en plads til Mic og jeg på det hold.

Fuji fik kontrolscannet sit hjerte. Medicin og kosttilskud gør det godt for hende. Dyrlægen var super tilfreds med scanningen.

Scanning af hjerte. Fuji ligger nemt meget meget stille, selvom scanningen tager et lang tid.

November:
Jeg var på et kombineret agility og mentalkursus ved Ina Himle og Eva Marie Wergård. Særligt mentaldelen var rigtig interessant, og jeg vil forsøge at tage noget af det, som vi talte om på kurset med mig ind i sæsonen 2020.

Henrik og jeg snuppede en kærestedag i Odense, hvor vi gik på udstilling på Kunstmuseum Brandts. Trækplasteret for mig var udstillingen af Anton Corbijn, som står bag masser af billeder, covers, musikvideoer til nogle af musikkens store mestre som Depeche Mode, U2, Rolling Stones, Metallica og mange flere.

Fotoudstilling v/Anton Corbijn. Her er det Depeche Modevæggen

Bestillingerne på mit lille projekt Cancerkort vælter ind. Der er brug for til og fra kort, og jeg må igang selv. Heldigvis med hjælp og selskab fra en god kort-veninde. Vores og andres flid har gjort, at Cancerkort i år har kunnet sende kr. 45.000 til Foreningen Cancerramte Børn. Det er da værd at juble over!

Vi var meget flittige med produktioen af til og fra kort

December:
Nogle af kortene er blevet solgt hos Foreningen Cancerramte Børns egne arrangementer. Blandt andet til juletræsfester, hvor vi deltog i den i Silkeborg.

Det er altid så hyggeligt et arrangement, hvor vi en del år er kommet og har solgt kort. I år var min far også med.

Mens vi venter på flæskestegen

December bød også på en masse firma-juleaktiviteter. En kæmpestor men rigtig hyggelig og sjov julefrokost inde i Kbh. Vi var ikke mindre end 500 mennesker.

Det tog mig lidt tid at komme hjem derfra, da jeg ikke tænkte, at min bil skulle føres af mig fra morgenstunden. Så jeg fik en julestrøgtur dagen derpå.

Julemarked på Kongens Nytorv

Ninja og jeg har fået et godt samarbejde på rallybanen, og det kriblede i mig for at komme ud og konkurrere sammen med hende. Det var bare svært at finde stævner, når man lige skulle bruge dem. Jeg endte så til et super hyggeligt julestævne i Lem, for jeg kunne bare ikke vente mere.

Ninja elsker samarbejdet i Rally

Vi havde en superfin stævnedebut Ninja og jeg, hvor vi vandt begynderklassen med 96 point.

Julen skulle holdes hjemme hos os i år. Selve juleaften var vi et lille sluttet men hyggeligt selskab, bestående af Henrik, Silas, min far og mig. Nå ja og hundene, men de fanger ikke meget af det julestads alligevel.

Jul 2019

Vi havde også fornøjelsen af at holde julefrokosten 1. juledag, hvor store sønnike og brormand stødte til. Det blev ikke traditionelt julebord, men en lettere udgave af tre retter fordelt over hele eftermiddagen.

Nytåret fejrede vi hos de sædvanlige gode venner. Det kan man vel godt sige, når det er tredje år i træk og andre år forinden også.

Gåtur i vennernes “baghave”. HVem der bare havde sådan en have. God træning op og ned af skrænterne

Champagnen sparede vi væk, og vi fik i stedet gin. Vi ender altid bare med at åbne en flaske og skåle lidt af pligt i det. Det fungerede meget bedre med gin.

Kransekage og gin.

2019 var et år med masser af arbejde med hus og have. Rigtig meget. For mig et år hvor tid og tanker blev fodret efter Ninjas korsbåndsskade, men mest af alt en et år med masser af dejlige oplevelser. Så jeg synes faktisk, at 2019 mest af alt var et dejligt år.

2020:
Et nyt år er igang. Det bliver sandsynligvis hverken kedeligt eller stille

Man kan aldrig spå om fremtiden. Heldigvis måske?! Men jeg kan da godt løfte sløret for nogle af de spændende ting, som jeg kommer til at tumle med i 2020.

Jeg har tilmeldt mig en Hunde Fysio Uddannelse ved Nordre Dyrehospital. Primært vil jeg gerne kunne hjælpe mine egne hunde og i det hele taget blive klogere på bevægeapparat og hvad man/jeg kan gøre, når det ikke går som man ønsker. Uddannelsen løber frem til dec., hvor den afsluttes med en eksamen. Det bliver rigtig rigtig spændende.

Hvis jeg skal blive ved hundene, så har jeg været med til at stifte i hold i lille klasse til DKK stævnerne. Gode, dygtige og positive holdkammerater har været ingredienslisten. Så jeg glæder mig til at have et fællesskab sammen med vore nystiftede hold. Det bliver så min første sæson som holdløber gennem en sæson.

Vi forventer, at Silas kommer til at starte op på nyt medicin, og det er rigtig spændende. Vi ved også, at det kommer til at betyder nogle scanninger og statusprøver, så de kan følge medicinens effekt. Det er en bekostelig medicin, der heldigvis for os finansieres af vores sundhedsvæsen. Ellers var det ikke muligt.

Handling og mental træning

I går var jeg på et særdeles interessant kursus. Egentlig havde jeg dobbeltbooket to forskellige agilitykurser denne dag, men kunne selvsagt ikke være både i Herning og Roskilde på samme tid, så jeg valgte at holde fast i kurset i Roskilde og sælge pladsen i Herning.

Jeg fandt det interessant, at kurset i Roskilde også bød ind med mental træning. Der er ingen tvivl om, at rigtig meget i vores liv og vores bedrifter afhænger af, hvad der foregår mellem vores ører, og hvad vores indstilling er til det, som vi laver.

Kurset var delt op i to dele. Jeg havde først handlingsdelen, som Ina Himle fra Norge tog sig af. Ina bød på en bane, hvor man kunne vælge mellem en let “rute” og en mere avanceret “rute”. Jeg ville gerne udfordres og snuppede den avancerede bane sammen med MicMic. Det er altid sjovt at prøve nye kombinationer og se om man kan løse udfordringerne på banen.

MicMic smiler lykkeligt, når hun løber agility

Gennem mange måneders on-line træning hos Natasha Gjerulff og analyse af mine stævneløb, så synes jeg egentlig at jeg har fået rimelig klarhed for, hvor MicMic og jeg har vores arbejdsområder, så jeg forventeder egentlig ikke en hel masse input på den front. Jeg kender svaghederne og glæder mig til at pusle lidt med dem her til vinter. Sidste vinter puslede jeg kraftigt med min balancebom, og det har helt sikkert båret frugt (se bare videoen herunder)

Vi løste den opstillede bane bedre end forventet, og jeg synes faktisk, at hun arbejdede rigtig godt på nogle af de punkter, som hun ellers er svag på. Og det som er mine fortsatte arbejdspunkter viste sig også på Inas bane.

Et lille sammendrag fra kursets handlingsdel

Da vi havde afsluttet handlingsdelen havde vi to timer sammen med Eva Marie Wergård, der er mentaltræner med en virkelig solid baggrund som etolog og idrætspsykolog. De to timer sammen med Eva var virkelig virkelig inspirerende.

Selvom jeg egentlig er meget bevidst om vigtigheden af vores mindset i sporten, så fik jeg alligevel masser af super gode input. Nogen af dem vil jeg allerede nu tage i brug i min egen evaluering efter træninger og stævner. Egentlig ærgrede jeg mig lidt over, at jeg allerede havde haft handlingsdelen inden, for jeg kunne godt have tænkt mig at prøve nogle af tingene af med det samme.

Jeg har selv et problem med, at jeg til tider mister fokus på banen. Det irriterer mig ganske voldsomt, for jeg kan virkelig godt lide at være “på”, når jeg løber. Så hvorfor taber jeg fokus, og hvordan kommer jeg det til livs?

Eva spurgte, om jeg havde bemærket, hvornår på banen det skete og hvad der var sket forud for det på banen (eller det kunne også være udenfor banen). Hun gav mig nogle værktøjer til at holde fokus, som jeg vil prøve af.

Vi talte også meget om, hvor forskelligt det kan være, hvad den enkelte har brug for som hjælp eller støtte. Det som virkelig var fedt for den ene var total turn-off for den anden. Det er egentlig også meget interessant. Eva Marie var ikke ensidig på den front, men meget bevidst om, at der ikke er én vej eller én gangart på vejen til målet. Lige netop den del gør, at man kunne mærke hendes faglig kompetence sammen med hendes passion for denne del af vores sport.

Hun havde også nogle meget gode pointer, når hun fortalte hvor omhyggelige vi var med at socialisere og forberede vores hunde/hvalpe på alverdens ting, som de kan ske at møde i agiltyverdenen, men hvor ringe vi er til at forberede/socialisere os selv på, hvad man kan blive mødt med ude til stævnerne. Meget interessant tanke. Jeg kan godt se, at hun også havde en pointe der.

Mentaltræning ved Eva Marie Wergård

Hvis du ikke ikke allerede har udledt det af mit blogindlæg, så var jeg meget begejstret for dagens kursus og i særdeleshed for Eva Maries del af kurset, som var så meget anderledes end det, som “vi” normalvis ser udbudt. Der var også klart mest tilslutning til Inas moduler, men jeg synes altså virkelig at guldkornene lå allermest hos Eva Marie.

Jeg glæder mig til at tage hendes del med ind i min “daglige” vurdering, når jeg fører træning og stævner ind i Handlers Logbook

Certer, champion men ingen WAO

Overskriften dækker meget godt de sidste to weekender.

Da jeg startede sæsonen 2019 havde jeg et mål om, at MicMic skulle blive både Dansk Agility Champion og Dansk Spring Champion i 2019. Men det var sgu lidt svært at komme igang igen og finde melodien sammen.

Vi startede sæsonen med et springcert og et agcert. Med hiv og sving vandt vi et cert til Maxi Zoo Cup i Viby i maj. Det var for vores vedkommende også stævnets eneste fejlfrie gennemløb. Så startede vi ikke flere DKK stævner hele udendørssæsonen.

I sidste weekend var jeg taget til stævnet på gulvtæppe i Vallensbæk. Mic var lidt udfordret med at finde rytmen på gulvtæppet. Det kostede nogle fejl på slalom og de baner, hvor der skulle hentes spring fra bagsiden. Der lavede hun vægring hver gang. Men vi høstede da et enkelt fejlfrit løb, som forunderligt nok udløste et springcertifikat. Det var vores 3. springcert, så vi fik sørme championtitlen med hjem fra Vallensbæk.

Dansk Spring Champion, Kræmer´s Bright Boa. Hende du kender som MicMic

Nu manglede vi “bare” 2 agilitycerter. Skulle vi mon snuppe dem med hjem fra Ribe Hundevenners løvfaldsstævne i denne weekend? Ikke helt, men det blev faktisk til et enkelt cert. Så nu mangler vi blot et ag-cert for at have agilitychampiontitlen i hus.

MicMic med sin cert-roset

I dag stod den så på udtagelsesstævne til WAO. Her gælder det virkelig om at komme gennem banerne. For resultaterne for de tre løb lægges sammen. Banerne var måske nok en smule anderledes end de baner, som vi ellers løber.

Lad mig måske sige det sådan, at banerne udstillede Mics og mine svagheder til åbent skue. Der var gode momenter, som jeg husker at glædes over, når jeg kommer i mål og ikke mindst bagefter. Men der var også ting, som virkelig satte os på prøve fordi vores “mangler” spændte ben for os på banen.

Men nogle af kombinationerne tænkte jeg bare, at jeg skulle have sat op og trænet på derhjemme. Så jeg fik mere inspiration end frustration med mig hjem fra dagens stævne. Jeg ville naturligvis allerhelst have haft en WAO billet, men måske skal jeg kigge lidt på ansøgningskriterierne til et wildcard ellers skal jeg bare bruge tiden og pengene på andre aktiviteter i den weekend, hvor der er WAO.

Ninja var med et smut i hallen, og hun var meget optaget af gennemløbene og kom også til at “heppe” lidt en gang imellem.

Nu er stævnesæsonen indtil videre slut for vores vedkommende. Jeg har nogle planer for, hvilke ting, som jeg vil nørde med i stævnepausen, og det glæder jeg mig til at rode mere med.

Mics første DM

I sidste weekend var MicMic og jeg til vores første DM sammen.

MicMic og jeg foran et udpluk af fanerne

Vores sæson startede ud med et samarbejde, hvor MicMic og jeg slet ikke var på samme frekvens. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad der var galt, men i hvert fald, så havde jeg måske troet, at jeg kunne starte, hvor vi havde sluppet mere eller mindre for at par sæsoner siden. De sidste par år har vi stort set ikke løbet sammen pga parring, drægtighed og skader.

Men at spille sammen igen efter et par år uden ret meget træning og stævner var lige lovlig optimistisk og naivt måtte jeg indse.

Vores største udfordringer var, at hun f.eks i starten af sæsonen ikke ville gå på vippen. Hvis hun gik på vippen, så ville hun gerne hurtigst muligt derfra igen, og ventede ikke til den var i jorden.

Hun strøg af balancebommen, nogen gange helt uden at ramme feltet. Det har altid været svært med selvkontrol på bommen for hende, men i år var det vildt svært for hende at styre, da sæsonen startede.

Tunneller ville hun ikke tage, hvis ikke jeg kunne løbe hende direkte ind i tunnelåbningerne, så hun faktisk ikke kunne vægre dem. Hvis tunnellerne lå under feltforhindringer, så havde hun slet ikke lyst til dem.

At komme-til-hånd og gå på indersiden af spring var nærmest umuligt. Hun trak ustandseligt væk fra mig og gik på den forkerte side af springene.

Vi har intensivt arbejdet med tunnellerne, at trække hunden på indersiden af springene, balancebommen, slalom og generelt handling. Jeg synes virkelig, at vi har rykket os helt vildt i hen over sommeren. Og det har været så fedt at mærke, at man kunne spille sammen igen.

Egentlig havde jeg ikke nogen forhåbning om en plads til DM, for vi har løbet så ustabilt til stævner. Ja, det har altså heller ikke være sådan, at træningerne bare sad lige i skabet. Men her over de sidste par måneder, så begyndte det lige pludselig at ligne noget.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ikke ville jagte DM kvalifikationerne. Hvis ikke jeg fik dem på de stævner, som jeg på forhånd havde besluttet mig for at deltage i, så skulle vi bare ikke afsted. Og jeg forventede slet ikke at skulle afsted.

Så da jeg fik det sidste fejlfri AG åben løb, så kunne jeg da næsten ikke fatte, at vi skulle med. Det var samme dag, som vi blev jyske mestre,og vores sidste planlagte stævne i udendørssæsonen.

Hvordan gik DM så, når nu vi kom afsted?

Fantastisk vejr til DM

Den korte version

Den korte version om weekendens Danmarksmesterskab i DCH er kort og godt, at jeg er godt tilfreds med vores udvikling og egentlig også med vores løb. Det var vildt nok at nå med til DM, men der er stadig ting, der skal arbejdes på.

Lørdag havde vi først et fejlfrit springløb, og efterfølgende et agilityløb, hvor jeg indkasserede 5 fejl for en flyver på vippen. Ærgerligt, men jeg vidste godt, at vippen var et af vores ømme punkter, som jeg havde forsømt at træne.

Egentlig forestillede jeg mig, at lørdagens to gennemførte løb var nok til at komme direkte i A-finalen. Så jeg var noget overrasket, da jeg så, at Mic og jeg var en af de ekvipager, der skulle løbe i B-finalen. I B-finalen får nr. 1, 2 og 3 adgang til A-finalen, hvor man løber om Danmarksmestertitlen.

Så jeg måtte på den søndag morgen, og se om jeg kunne kæmpe mig til en billet til A-finalen. Jeg elsker finaleløb, og det tænder mig helt vildt at løbe finaler. Det giver mig sådan en “fandme-ja-fornemmelse” og publikums indleven gør mig kun mere tændt.

A og B finalen løbes altid søndag. Så kl 08.45 i forholdsvis tæt tåge gik vi banegennemgang til B finalen. Tågen betød nu ikke noget, men det var bare lidt anderledes at gå i den tætte tåge, hvor man faktisk ikke kunne se fra den ene ende af banen og til den anden.

Klar til banegennemgang…

Banen var spændende, og jeg var ikke bekymret for baneforløbet som sådan. Egentlig var jeg mest bekymret for vippen, og for om jeg kunne holde hende på vippen længe nok til at undgå at få dømt en flyver. Men ellers var der ikke noget, som jeg ikke synes, at vi ikke kunne håndtere.

Allerede inden løbet havde jeg svært ved at finde fokus på løbet, selvom jeg faktisk elsker at løbe finaleløb og elsker at blive presset. Selvom jeg er meget opmærksom på, at være insisterende på vippen, så forlader Mic vippen lige før den er i jorden (dommeren dømmer det godt nok ikke), og så misser jeg helt fokus derfra. Det er en kæmpe fordel, hvis man er “på”, når man løber sådan en bane, og det var jeg virkelig bare ikke.

Så vi går desværre ikke videre til A-finalen, men jeg er sådan set ikke skuffet over det. Jeg er stadig bare glad for vores rejse gennem sæsonen.

Uanset resultat så er Mic og jeg stadig glade for hinanden

Den lange version

Der findes også en lang version af min oplevelse ved DM og ikke mindst min oplevelse af vores B-finale. Jeg var selv lidt overrasket over min reaktion i B-finalen, og jeg har tænkt meget over, hvad det lige var der fik korthuset til at vælte for mig. Det hele starter i indsenderområdet, hvor vi bliver kaldt frem i startrækkefølge. Altså helt normal procedure. Intet underligt.

Da der er ca 5 hunde til det bliver min tur, bliver jeg oplyst om, at personen før mig ikke skal løbe banen, men at hun vil gå ind på banen uden sin hund og tage første pind af startspringet og derved lade sig diske. Det er jo rart nok for mig at vide, da jeg så skal være lidt hurtigere klar til at gå på banen, end hvis hun faktisk skulle løbe banen rundt. Jeg får også oplyst, at hendes hund er skadet og må udgå. Jeg tænker naturligvis, at det er trist for hende, hvorefter jeg forsøger at finde tilbage til mit fokus på mit forestående løb. Men så let er det ikke for mig. Faktisk slet ikke for mig.

Jo tættere vi kommer på, at det er min tur, jo sværere har jeg ved at holde fokus. Jeg forsøger virkelig at lukke mine tanker og min medfølelse ude og koncentrere mig om mit finaleløb. Jeg kan godt mærke, at det lukker op for mine egne triste følelser omkring skader på mine egne hunde. Det er som en ild, der blusser op i mig selvom jeg forsøger at slukke gløderne, der ulmer lystigt i mig.

Mens føreren med den skadede hund står og venter på, at hunden før hende løber sin bane, ser jeg hende stå og græde og blive trøstet af venner blandt officials. Jeg føler så meget med hende, og det gør så ondt på mig selv også, for det ripper op i mine egne følelser om især Ninja. Nu står jeg egentlig også selv og smågræder og kan slet ikke styre den lavine af følelser, som er sat igang inde i mig.

Da hun bliver præsenteret af speakeren, har jeg allerede vendt ryggen til banen og forsøger desperat at lukke det der foregår ude og kun fokusere på MicMic og mit eget løb. Jeg kan dog ikke undgå at høre publikums opbakning og medfølelse, da hun tager overliggeren af første spring. Det er virkelig ikke nogen let opgave for mig, men jeg samler mig virkelig efter bedste evne.

Da jeg går fra MicMic foran startspringet har jeg nogenlunde fået samling på mig selv, men mangler ligesom den angrebslyst, som jeg plejer at have til et finaleløb. Jeg får startet løbet. Da jeg når til vippen, og Mic tager den lidt for hurtige exit (som dog ikke dømmes), så glipper det helt for mig, og jeg løber resten af banen uden fokus. Det er lidt som om jeg slet ikke har løbet banen.

Da jeg kommer i mål mødes jeg af en lettere bekymret mine hos en god veninde. Hun havde allerede i startområdet spottet, at der var noget galt, og at jeg ikke rigtig var mig selv, men anede ikke, hvad der var fat. Jeg falder hende nærmest om halsen, mens jeg græder og forsøger at forklare og forstå, hvad det er der foregår med mig.

Skønneste Mic hviler på armen af mig, mens vi står og ser agility

Jeg kan billedligt bedst beskrive det sådan, at jeg har nogle triste følelser ifm skader på mine egne hunde. Det er jeg ganske åben omkring. Når jeg skal løbe agility til stævner, så pakker jeg helst de ting væk i en pose og binder posen til. Men snoren, der skulle holde denne her pose lukket bristede altså, fordi jeg kom til at forholde mig lidt for meget til en anden og hendes hunds skade. Det er ikke nogens skyld. Det er bare mig, der har et problem med at tackle det i situationen.

Jeg stod jo der i startområdet og var ved at tage min “nu-skal-jeg-løbe-finaleløb-jakke” på, da nogen lige smider en tikkende “agility-skade-bombe” ned i inderlommen på mig. Den havde jeg sgu bare lidt svært ved at løbe med. Jeg gjorde mit bedste for at tøjle det, men det kom altså ud af kontrol. Så når jeg nu stod i målområdet og tudede, så havde det ikke noget med resultatet eller præstationen på banen at gøre. Det var bare fordi mine følelser løb løbsk for mig.

En spurgte mig: “Var det fordi du så stod der i startområdet og var bange for, at der skulle ske noget med MicMic inde på banen?” Nej, det havde slet ikke noget med det at gøre. Når jeg løber stævner så tænker jeg ikke sådan, når jeg gør mig klar til start. Jeg kan tænke det, hvis der sker noget uventet på banen. Det var simpelthen bare et følelseshav, der tog magten fra mig.

Jeg er udmærket godt klar over, at der nok ikke er ret mange, der kan forstå det…

DM generelt

DCHs DM er altid ekstra festligt. Indmarch og udmarch i følgeskab med en garde, der festligt spiller. Der er åbningstale og masser af forskelligt hundearbejde samlet på samme sted.

Nede fra bagtroppen kunne jeg ved åbningstalerne rigtig nyde synet af de smukke faner op mod den blå himmel

At vejret i år var fantastisk med sol og sommeragtigt vejr med over 20 grader om dagen, det gjorde jo ikke dette års DM ringere. Det var måske ikke helt det tøj, som jeg havde fået smidt i campingvognen inden jeg trillede afsted fredag aften, men jeg klarede den alligevel.

Der er også supergod stemning rundt om ringen. Da der foregår så mange aktiviteter på de samme arealer, så kommer der også mange forbi og kigger på.

Det var nogle fine baner som dommerne, Mette GG og Thomas Ammitzbøll havde fået tegnet. Lørdagens baner var lidt til den lette side. Finalebanerne var spændende, men slet ikke uløselig eller baner, hvor man skulle knække og brække sin hund eller skrige sine lunger ud. Det var meget godt ramt.

Stemningen til finalerne er intens, og der er speaker, heppen, klappen og høj musik. Man kunne høre agilityringen over hele pladsen. Generelt er der en god ånd mellem deltagerne. Total hygge på årets sidste DCH agilitykonkurrence. DCHs DM er en sand hundefest.

Aktivitetsshopping

Egentlig har jeg altid været ret fascineret af alsidigheden ved hunde. Hunde har i virkeligheden rigtig mange evner, og man kan have så mange fornøjelser i aktiviteten med sine hunde.

Mine hunde er ikke brugsgenstande for mig, men de er aktivitetsvenner. Jeg fascineres af alt det, som man kan lære dem. Og ikke mindst af hvor meget de nyder at blive aktiveret. De er faktisk ret beskedne, hvad det angår. Alligevel har jeg kun haft en aktivitet for øje i min aktivitet med hundene.

Egentlig er de ligeglade med, hvad de laver. Bare vi laver noget sammen

De sidste 25 år har jeg trods fascinationen af alsidigheden primært fokuseret på agilty – året rundt. Jeg synes, ,det har været svært at få plads og tid til andet. Det er svært at lægge noget fra sig, når man har succes i sin aktivitet og har masser af gode hundevenskaber i sin aktivitet. Agilitysporten har et helt særligt sammenhold og fællesskab.

Men nu hvor Ninja ikke kan være med i agilitysporten, og jeg virkelig kan mærke, at vi begge savner at kunne lave noget sammen, så har jeg prøvet at lege med lidt andre ting. Jeg har bare måtte sande, at rehabøvelser ikke bliver rigtig sjovt og frigjort, så det kan jeg ikke sidestille med “hundesport”, som er lidt mere frigjort.

Efter et par måneders ventetid har jeg endelig fået plads på et rallyhold med Ninja. Vi var afsted torsdag aften, og jeg var simpelthen så glad under træningen, og da jeg kørte derfra.

At gense Ninjas glæde og intensitet i sit blik. Hun var så tydeligt begejstret, og det lyste så meget ud af hende. Træneren var imponeret over, hvor fantastisk sød og kvik Ninja er. Trods vores ringe rally erfaring gjorde vi det faktisk ret godt. Det er jo mest min skilte-tolkning, der halter og så har vi heller ikke så stabil en fri ved fod på højre side.

Et lidt sløret aftenbillede af Ninja taget under lørdagens træning i haven

Faktisk gik vi 8-10 gange til Rally, mens Ninja var drægtig, og så var det det. Vi har ikke rørt en rallyøvelse siden 2014, og det var begrænset, hvor meget vi lærte på de få gange. Men træneren på holdet spåede, at jeg ville kede mig ihjel til Rally.

Nu er min tilgang til Rally lidt en anden end for 5 år siden. Jeg har et behov for samarbejde og glæde med Ninja. Jeg synes det var så dejligt at opleve samspillet igen, og som jeg gik der med Ninjas forventningsfulde og glæde blik rettet op mod mit ansigt blev jeg faktisk en smule bevæget og mærkede en tåre i øjenkrogen. Jeg glæder mig allerede til næste gang.

Ugen har også budt på andre aktiviteter. Min veninde Iben fra gymnasietiden var på besøg et par dage. Hun træner DCH programmet og er udtaget til DM i A-klassen. Hyggeligt at vi også skal til DM sammen, selvom vi jo er optaget af hver vores aktivitet til DM.

En stor del af DCH programmet af sporarbejde, så det ville hun naturligvis gerne træne. Vi har stubmarker rundt omkring vores hus. Da hun alligevel skulle lægge spor til sine to hunde, så tilbød hun at introducere mine hunde til spor også.

Iben og Aya går spor med genstande og knæk

Der er ingen af mine hunde, der har gået spor i den forstand. Det er vel også mere end 25 år siden, at jeg har lagt et spor selv. Så startede med et “hvalpespor” i rygvind og med godbidder i hvert fodspor.

Alle mine hunde havde efter Ibens udsagn “sportalent” og brugte flittigt næsetøjet. Det er en fornøjelse at se en hund knokle på. Godt nok ved man som hundefører på disse lette spor selv, hvor sporet ret præcist ligger. Men det ved hunden ikke. Så den må bare have næsen i jorden også afsted. Grundighed lønner sig, for så får man jo de mange lækre godbidder med sig.

Alle 3 hunde fik et ultralet spor på den første dag (korte spor med godbidder i alle fodspor). Næste dag øgede vi sværhedsgraden lidt (lidt længere spor og vekslende afstand mellem godbidderne). Det viste sig, at naturen også skruede op for sværhedsgraden. Vi gik på stubmarken, og inden vi nåede at gå alle tre hunde igennem på sporene, så havde vinden vendt sig, så der nu ikke var rygvind, men fra let sidevind til stik sidevind.

Fuji var den sidste, der gik spor, og det var skisme svært for hende pga den stærke sidevind. Men jeg må bare sige, at også i sporarbejde viste hun sig som en helt exeptionel hund. Det er bare lige meget hvad jeg tilbyder Fuji af arbejdsopgaver, så går hun på dem med krum hals og dygtighed. Hun er virkelig en arbejdsmaskine.

Iben stod og klappede sine små hænder og tænkte på, hvor fantastisk Fuji ville være i et DCH program. Det har hun tænkt mange gange uden at have set hende lave øvelser, der ligger indenfor DCH programmet. Faktisk skulle Iben have haft en hvalp efter Fuji, men de hvalpeplaner blev som bekendt øjeblikkelig skrinlagt, da jeg opdagede Fujis hjertefejl.

Nu har Iben så i øvrigt fundet sin hvalp. Hun hentede den i Holland i august, og har en dejlig lang “barselsorlov”på et par måneder indtil oktober. Lille fine Janis, der ligner en klon af Ninja, fik virkelig et prægningsophold de tre dage, hvor de boede i campingvognen i min have. Der er mange spændende ting i min have for sådan en lille hvalp. Der er høns, ænder og kanin. Der er store vidder ift rækkehushaven derhjemme. Der er biler på vejen, som kan friste en border collie hvalp til at hyrde biler. Lille Janis var den fineste lille hundehvalp med så fint et temperament. Hende glæder jeg mig til at følge.

Dazzling Daybreak Janis Joblin

Som du nok kan se ud af indlægget, så har det været en uge med andre “tilbud” til min hundeflok. Det er bare interessant at se, hvor meget ens arbejdshunde elsker aktivering. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad man tilbyder dem af aktivitet, så labber de det bare i sig med glæde.

Længe har jeg egentlig ønsket at være lidt mere alsidig i mine hundeaktiviteter, men agilityen har fået al min opmærksomhed og al den disponible hundetid. Nu er det vist tid til at kigge på andre aktiviteter også.

Det minder mig om, at jeg for fem år siden læste et stillingsopslag fra SKAT, hvor de søgte hundeførere til toldarbejde i Billund Lufthavn. De krævede faktisk ikke erfaring fra “snuseområdet” i opslaget, husker jeg. Jeg synes dengang, at stillingen lød spændende, men vidste, at jeg var nødt til at “krydre” min i forvejen store flok (dengang 4 hunde) med en anden race. Så jeg søgte ikke stillingen. Jeg har tænkt på det stillingsopslag mange gange siden, og jeg har mange gange ærgret mig over ikke at have søgt det. Det må da være så fedt, hvis en job handlede om at arbejde med sin hund, og arbejdet tjente et professionelt formål. Det er ikke sådan en stilling, der slås op hvert år.