Barndomsminder om snestorme

Sidder her næsten på sengekanten og tænker på hvordan mon vejret bliver imorgen. Egentlig kan jeg være lidt ligeglad, for kunden, som jeg havde et møde med i det nordjyske imorgen, ringede her til morgen og foreslog, at vi aflyste seancen (som havde mindst 25 deltagere). Så jeg fik pludselig hældt to ekstra kontordage lige i nakken, og det var sørme vældig tiltrængt!

På vej ind mod Haderslev.
Spirene på kirken skimtes svagt til højre i billedet

Men som jeg sidder her og læser lidt om det kaos, som der har været her i det sønderjyske i dag pga sneen, så kommer jeg til at tænke på dengang, da jeg var barn og når der sådan rigtig kom sne, hvilket der jo næsten gjorde hele vinteren, for dengang var der næsten snestorm hver dag og snedriverne var på højde med husene… øhhh 🙂

Dengang sad man om morgenen med øret klæbet fast til regionalradioen, hvor aflysninger  af foredrag, generalforsamlinger, bingospil, buskørsel osv i lange baner blev læst op. Derefter vidste man så om man skulle juble over at have sne-fri eller bare kæmpe sig vej gennem snemasserne for at komme i skole. Nu boede vi jo lidt på landet, men jeg har aldrig været forhindret i at komme i skole pga sne, for med 500 meter i skole, så var det jo ikke en umulig opgave at møde op, men for halvdelen af mine klassekammerater, som blev samlet op af skolebussen ude i kartoffelrækkerne rundt om landsbyen, så kunne det være mere udfordrende.

Ninja, som forresten fylder 3 år i dag, synes sneen er skøn

Ja ja oplæsning af aflysninger på regionalkanalen eksisterer da stadig, men ellers vil de fleste vel lige hoppe på internettet for at tjekke om arrangementet/buskørsel m.m. er aflyst. Nå ja. Det var også bare et barndomsminde som jeg ville dele med jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.