Træning på tid

Kender du det, at have hunde, som vil arbejde til de segner?

Ud over at det ikke er særlig sundt for hundene at køre på så længe, så er ryger kvaliteten af ens træning også jo længere tid, man kører på.

En del af min træning med hundene foregår hjemme i min egen have, hvor jeg har mine egne rekvisitter til agility, rally og hoopers. Alle mine hunde er vilde med at træne, og alle tre ville være villige til at give den gas til deres tunger når jorden.

Fuji er klar til at arbejde til tungen bliver meget meget lang

For at jeg ikke lader tiden løbe af med mig, så træner jeg faktisk altid med stopur/timer herhjemme. Der står jo ikke andre og venter på, at det bliver deres tur, så det er alt for nemt (og dumt) bare at blive ved. Derfor er tidsstyring et godt redskab for både mig og mine hunde.

Her er mit smartwatch uundværligt. Jeg sætter som regel timeren til 3 eller 5 minutter.

Styr på tiden med nedtælling

Når de 3 eller 5 minutter er gået, så vibrerer uret på min arm. Det “forstyrrer” sådan set ikke andre end mig, hvorimod det ville være lidt generende at skulle fumle rundt i lommen efter en mobil. Vibrationen er et tegn til mig om, at jeg lige skal overveje, hvad jeg er igang med. Hvis jeg føler, at jeg har nået, hvad jeg ville i den øvelse, som jeg træner på dagen, så handler det om at afslutte hurtigst muligt.

Så er tiden gået. Man kan nu stoppe alarmen eller gentage nedtællingen

Hvis der stadig er mere at arbejde på, før jeg synes, at jeg har fået et godt udbytte, så gentager jeg nedtællingen. Det gøres bare med et enkelt tryk på uret. Det gør jeg ikke nødvendigvis for at bruge 3 eller 5 minutter mere, men for at have styr på tiden.

Nogen gange har jeg faktisk brug for, at træne lidt mere, og så har jeg den limit, at jeg skal afslutte næste gang uret vibrerer. Dermed træner jeg max 6-10 minutter ad gangen med hver hund (incl afrunding af øvelse). Det er nok en del mere træning end en hund på et hold i en klub.

Når hund nr. 1 har været på, så gentages seancen med næste hund, som så også får mellem tidsstyret kvalitetstræning.

Den heldige hund kan godt ske at få lov til at komme på to gange, men jeg er med dette system også sikker på, at den har fået lov at puste ud uden at blive kold i mellemtiden.

Efter en lille pustepause, så er MicMic klar igen

Det er et godt lille trick for at undgå, at tiden løber af med en. Inden jeg begyndte at tidsstyre mine træninger kunne jeg på de videooptagelser, som jeg havde sat igang af min træning konstatere, at jeg somme tider kunne træne i 15 min. Det er jo ret afslørende, hvis man optager sine træninger på vidoen. Det er altså lang tid for en hund at være igang – i hvert fald på en agilitybane.

Har du styr over hvor længe ad gangen, du beder dine hunde arbejde?

Hvor meget er penge egentlig værd?

Nu er der gået fem måneder, siden jeg blev fritstillet. En tid, hvor jeg dagligt funderer over indholdet i livet, mine værdier, mine prioriteter, mit værd, mine drømme, min familie og alt det, som tilsammen skal forme min platform for, hvad det er for et arbejdsliv, som jeg skal hen imod, når mit ansættelseforhold ophører til nytår.

Det er blevet til mange gåture med smuk natur

Min første plan var faktisk at holde forældreorlov i 13 uger, men så gik det op for mig, at man faktisk skal være i job for at kunne det. Egentlig en stupid regel, synes jeg. Nå, men de planer har jeg ikke helt lagt på hylden endnu. Jeg kan nok stadig grave lidt i nogle formaliteter rundt omkring og se, om der ikke åbner sig en mulighed for det.

Hvad har jeg så brugt tiden på?
Jeg står op hver dag klokken seks, og sammen nyder vi alle tre en god morgen, hvor Silas har fået de faste rutiner og klokkeslet efter skolestart godt kørt ind. Eftersom jeg ikke har så mange pligter at skulle nå, så kører jeg Silas i skole hver morgen. I starten deltog jeg hver morgen i fællessamlingen for hele skolen, hvor der synges og uddeles kollektive beskeder. Det har været rigtig hyggeligt at kunne deltage i dem, og samtidig også meget trygt for Silas. Nu har jeg trappet ned til at deltage 1-2 gange om ugen.

Novemberskovtur

Så har jeg også prioriteret at få luftet hundene med nogle gode gåture. I starten gik min tid ret hysterisk med at forsøge at genoptræne Ninja, men efterhånden er det blevet til almindelige gåture på 30-60 minutter om formiddagen. Jeg har nydt formiddagene ved stranden eller i skoven. Om lidt er det jo også sat på standby med disse morgenudflugter, da Ninja skal føde i denne uge. Men jeg har gået mange kilometer de sidste måneder, hvor tankerne har haft frit løb vedr. fremtiden.

Poteaftryk på stranden

Ud på eftermiddagen henter jeg som regel Silas igen i SFO´en. Jeg bliver faktisk upopulær, hvis jeg henter ham lige efter skole, og ligegyldigt om jeg henter ham kl 14, 15 eller 16, så er det for tidligt, for han er altid lige i gang med en leg og vil ikke hjem. Det er naturligvis dejligt, at han er glad for at være der, men det kunne også være rart, hvis han gerne ville med hjem. Men mest af alt glæder jeg mig over, at han så gerne vil være i SFO og lege, for det sociale har hidtil være rigtig svært for ham, og det var også det, som man spåede ville blive hans udfordring ved at starte i skole. Livet de sidste måneder har også levnet plads til hygge-eftermiddage med mulighed for spil, bøger, tegninger og hygge ved spisebordet, når man kom hjem. Der er ikke så meget knald på som før. Jeg bestræber også at få indkøbene klaret, før Silas bliver hentet (Silas hader at være med på indkøb).

Hygge med vendespil

Jeg har virkelig sådan nydt, at jeg har kunnet være MOR og ikke hele tiden skulle sige: “Kom nu! Vi har travlt” og “Nej, det er der ikke tid til”. Jeg fornemmer også klart, at jeg har fået et par plusser på kontoen hos Silas for dette nærvær, selvom han er og bliver fars dreng, så har han dog genopdaget nogle kvaliteter hos mig de sidste måneder.

Eftermiddagsstrandtur med Silas

Det er jo en kæmpe gevinst at mærke denne ro og det nærvær, som jeg også syntes, at jeg har kunnet give andre på min vej. Jeg har virkelig følt en ro og lykke. Jeg tænker også, at jeg pt ikke tænker, at lykken er et job og et liv, som det jeg har levet de sidste mange år.

Lykken er små smukke øjeblikke, hvor man mærker, at man lever

Ofte tænker jeg over, hvor lidt eller hvor meget penge er værd. Jeg har knoklet og stået til rådighed mange timer, ferier, aftener, nætter og weekender. Jeg har også tjent nogle gode penge, og der er vel ingen der er kede af at tjene penge? Alle har brug for penge, men spørgsmålet er måske også, hvor mange penge, man egentlig behøver? Er det sidste (ekstra gode) penge, man tjener også det værd, som man “betaler” for dem?

Mens jeg overvejer livets store spørgsmål, så går tiden, og jeg arbejder videre på at få styr på mine muligheder, og så må vi se, hvor det bringer mig hen. Mange er spændte på at høre, hvordan det hele ender, og jeg er også selv ret spændt på, at se om mine planer og drømme kan realiseres.

Livet er en gave, og jeg minder mig selv om, at det ikke bliver genudsendt

De døde facebookvenner

Siden jeg hoppede med på Facebookbølgen for lidt over 5 år siden, er et par af mine facebookvenner afgået ved døden.

Da den første gik bort, så jeg forundret på, hvordan vores fælles venner flittigt skrev hilsner på hans væg, og jeg syntes bare, at det var underligt. Naturligvis kunne han jo ikke læse deres ord, og jeg fandt det bare mest rigtigt at skrive kondolencer under den besked, hvor det blev meddelt, at han var gået bort

Tja siden er et par stykker mere gået bort, og jeg har syntes, at det var svært at være venner med døde personer. Men på den anden side også forkert at slette dem. Måske er det lidt som når man ikke vil slette døde personers numre i sin telefonbog på mobilen?

Med tiden har jeg dog fået den holdning, at jeg naturligvis ikke sletter dem. I dag kunne jeg nok også finde på at skrive på venners væg ifm deres dødsfald. En veninde, som har mistet har gjort mig opmærksom på, hvad denne positive aktivitet på en afdøds facebook-væg kan betyde for de efterladte.

Man kan finde utrolig meget trøst i sorgen ved at læse de mange hilsner, så selvom jeg synes, at det virker lidt mærkeligt at skrive på en afdøds facebookvæg, så kan det godt være, at jeg kunne finde på at gøre det i fremtiden. Nu ser jeg det som en måde at vise sin respekt for den afdøde og medfølelse overfor de efterladte.

Mon jeg er den eneste, der har haft et sådan lidt ambivalent forhold til døde venner på FB?

Blandt dem der kender smagen…

Måske nogen tror at her kommer mere gourmet, men nej det er ikke det, som menes med overskriften.

Sidste fredag inviterede Foreningen Cancerramte Børn til en mødreforkælelsesaften på Marina Fiskenæs i Gråsten. Egentlig havde jeg været lidt tilbageholdende med at melde mig til, fordi jeg ikke ville tage pladsen fra en mor med et barn i behandling, men bare fordi man er “kommet ud på den anden side”, så betyder det ikke, at behovet for sådan et arrangement forsvinder.

Det var et skønt arrangement, hvor vi var 12-14 piger. Vi startede med at gå en tur i skoven, hvor snakken gik lystigt i de små grupper. Nogle af os kendte jo hinanden på forhånd. To af de mødre, der var med, lærte jeg at kende tilbage i 2008 i de første dage på OUH.

Tilbage på feriecentret fik vi en velkomstdrink, og efter en præsentationsrunde fik vi lidt at spise. Fokus var nok ikke så meget på maden, for der blev bare talt så meget over bordet. Det er så utrolig befriende at tale i dette forum. Der er så mange ord, der er overflødige. Man genkender “smagen” i folks beretninger og følelser, hvilket gør at nærmere uddybning ikke er nødvendig.

Efter maden blev vi sluppet løs i wellnessområdet, hvor vi fandt sammen i mindre grupper, som ind i mellem skiftede deltagere. Men aldrig flere sammen end at alle kunne tale sammen. Jeg fik rigtig dyrket udendørs spa og koldtvandsbalje efterfulgt af sauna. Det var rigtig skønt og energiboostende at veksle mellem temperaturerne. Det var en helt fantastisk aften, og jeg var utrolig glad for at deltage i arrangementet.

Dagen ringede jeg til en veninde for at fortælle hende om min aften. Jeg fortalte også om nogle af de ting, som havde berørt mig under vores præsentation ved bordet. Eksempelvis den lille pige på 4, som havde vidst, at hun skulle dø og havde været med til at planlægge sin egen begravelse. Efter at jeg havde fortalt lidt, sagde min veninde, at hun slet ikke kunne forholde sig til de ting, jeg fortalte om og til at så små børn kunne/skulle forholde sig til døden. Det kunne hun ikke tro var muligt for et så lille barn. Jeg har gennem årene hørt mange beretninger, der fortæller mig, at det kan (nogle) børn sagtens. Jeg fortalte hende om et par af disse historier. Derefter siger hun: Jeg forstår slet ikke, at du kan holde ud at være afsted til sådan noget og høre på de historier. Får du ikke bare vildt mange dårlige tanker?

Men nej, jeg får ikke dårlige tanker, og jeg kan forholde mig til rigtig meget af det, fordi jeg kender mange af de andre forældres følelser. Det giver mig en form for tryghed og base, hvor min egne følelser har plads uden at være en uforstået “pinsel” eller nysgerrig undren for andre. Iblandt andre der kender “smagen” er det “bare”sådan, og vi kan derfor tale helt anderledes sammen pga den gensidige forståelse, hvilket min venindes interessante spørgsmål fik sat en tyk streg under i min bevidsthed.

Ja, det var bare en helt igennem skøn aften, og jeg glæder mig allerede rigtig meget til succesen gentages i 2014.

Måltidskasser – fordi det er så smart

Til indledning vil jeg bare sige, at dette indlæg på ingen måde er sponsoreret, men alene skrevet fordi jeg gerne vil videregive et fif, som vi her i familien har en del glæde af. Nemlig måltidskasser fra Aarstiderne.

Jeg har oplevet at en del faktisk går rundt og tror, at kasser fra Aarstiderne kun kan indeholde små bitte økologiske æbler og pærer. Hvis ikke det er den opfattelse de har, så er det ofte, at kasserne indeholder en masse sære grøntsager, som ingen normale hverdagskokke har fantasi til at anvende i deres madlavning. Begge udsagn kan der også været noget om, men Aarstiderne er bare så meget mere. Især måltidskasserne.

Vi bestiller fra tid til anden måltidskasser. Det er en kasse indeholdende alle ingredienserne til mellem 3-5 måltider (alt efter hvilken kassetype man bestiller). Man kan vælge mellem forskellige kasser. Vi vælger typisk “Kvikkassen”, fordi vi ikke gider at stå og lave mad i timevis. I denne kasse tager retterne typisk mellem 20-40 minutter at lave. Men også “den grønne kasse” og “livretter” finder vi interessante. Vi bestiller fra gang til gang og vælger så ud fra hvilken “menu”, der tiltaler os mest. For der er nemlig heller ikke sådan,  som flere tror, at man skal abonnere på nogle bestemte kasser, så man er pisket til at modtage en kasse hver eller hver anden uge.

I denne uge har vi ikke bestilt en kasse, men det havde vi i sidste uge. Så tirsdag formiddag kom buddet og stillede denne leverance foran vores hoveddør.

Sådan ser pakningen ud

Kødet er pakket i flamingokasse med knust is, så det holder sig koldt, hvis man ikke lige er hjemme til at tage kassen ind.

Kød er på køl i flamingokasse med knust is

Grøntsager og øvrigt tilbebehør er pakket i trækassen, hvor opskrifterne også ligger i.

Så er det ellers bare at komme igang med madlavningen.

Kvikkassen indeholdte i sidste uge følgende:
Pitabrød med falaffel-frikadeller
Stegte fladfiskefiletter med blomkålssalat og kartofler
Stegte koteletter med ris og tomatsalsa

Indholdet af ikke kølevarer

Kuvertprisen er på de kasser, som vi typisk vælger kr. 40-50. Bedst af alt, så sparer man en masse tid på indkøb og spekuleren over, hvad man skal have at spise. Det er dejlig bekvemt, og jeg glæder mig allerede til næste uges kasse, som er slankekassen, hvor vi blandt andet skal nyde: fiskefrikadeller, oksekødssalat, Kalkunwok m.m.

Hvis du ikke har prøvet en kasse, så synes jeg, at du skulle prøve det