Skarrildhus

I mit job har jeg lært, at det markedsføringsmæssigt kan
være af stor betydning, at man har en historie at fortælle. Jeg har længe
vidst, at det var sandt, men forrige weekends hyggelige kæresteophold bekræftede blot
dette endnu en gang.  
 
 

I vinters var jeg til et seminar om cirkulær økonomi, hvor
der var fokus på bæredygtighed og genanvendelse. Dette seminar blev afholdt på
Skarrildhus i det midtjyske. Hoteldirektøren fik inden frokosten ordet og
fortalte om Skarrildhus´ arbejde med bæredygtighed. F.eks laves maden kun af
årstidens råvarer og helst lokale råvarer. Skarrildhus ligger midt i skov og
hedelandskab og har sin egen flotte rododendron park. Inden arrangementet var
overstået vidste jeg, at her skulle jeg hen igen. Jeg ville faktisk gerne dele oplevelsen med Henrik og ikke mindst var maden også lækker og
anderledes.
 
Lidt fra parken
 
Tænk sig at være så heldig, at jeg få uger efter opdagede en
sweetdeal, hvor man kunne få et ophold med 3 retters menu, overnatning og
morgenmad for sølle kr. 798. Så var det da bare med at slå til. 

Sidste fredag “bortførte” jeg så Henrik til den jyske hede.
Forinden havde jeg dog haft en del bøvl med overhovedet at booke opholdet.
Først ringede jeg og forespurgte om der var ledige værelser til denne dag. Det var
der, men jeg skulle sende en mail til dem, hvorefter de så ville bekræfte. Jeg
sendte så en mail, som aftalt, men hørte ikke lige noget fra dem. For at være
sikker ringede jeg dem op en uges tid efter. Næh de havde ikke modtaget min
mail, men der var værelser, så hun ville lige tjekke op og ringe tilbage til
mig. Jeg sagde, at det behøvede hun nu ikke, bare hun sørgede for et værelse,
men hun insisterede. Hun ringede dog aldrig tilbage, og da vi stod og skulle tjekke
ind i, så var der ikke reserveret noget værelse til os. Ret så klodset,
men jeg var nu stadig positiv, og vi fik et værelse uden problemer.
 
 

Vi gik os en tur i området inden middagen. Bestemt smukke
omgivelser. Det var nemt at finde vores bord i restauranten. Der var nemlig et
menukort med navn på bordet, og aftenens menu så rigtig spændende ud.

Aftenens menu – klik på billedet for større udgave
Da jeg jo er født med munden fuld af søde tænder, så synes
jeg, at særlig desserten, som var en ren symfoni af rabarber, var fantastisk.
Middagen var utrolig lækker med overraskelser som blandt andet bøgeblade…. Ikke
fordi de i sig selv var en stor smagsoplevelse. 

Men det var bare så skønt at sidde og hygge over maden i rundt regnet
tre timer. Ingen Silas, der skulle have opmærksomhed og ingen aftenrutiner. Tak til min far og Tobias, der tog sig kærligt af Silas, hunde og murerarbejde derhjemme. Efter
middagen var vi stopmætte og valgte at gå os en tur. Det blev en ret lang tur i
skoven, som blev mørkere og mørkere, jo tættere vi kom på midnat. 
 
 

Inden vi vendte snuderne hjemad næste formiddag, fik vi det
skønneste morgenbord med masser af lækre specialiteter. Det er f.eks længe
siden, at jeg har fået øllebrød med flødeskum, som også var at finde på
morgenbuffeten sammen med de mere traditionelle ting, som æg og bacon. Det mest
specielle, jeg stødte på, var dog roesirup, som jeg smagte sammen med yoghurten
med hjemmelavet müsli og bær. Det smagte ganske godt.

Dejligt vellykket ophold med lidt forkælelse til. Jeg
gentager det gerne en anden gang. Og helst også når parken blomstrer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *