Ninja er SÅ fit

Her i weekenden har vi været til stævne i Hvalsø. Nu havde jeg jo tilmeldt mig på listen over kandidater til European Open, og kvalifikationsløbene var så i Hvalsø i denne weekend samt i Viby om to uger. Og når man har tilmeldt sig, så synes jeg jo også, at man skal forsøge at gøre en indsats for at komme med. Men jeg kan godt mærke, at det er ikke det vigtigste i den her verden, om jeg kommer med. Jeg er faktisk bare SÅ glad for igen at kunne løbe med Ninja.

Ninja er ikke rigtig en krammebamse. Kun få sekunder af gangen.
Men agility, det vil hun gerne løbe…

Den glæde fik jeg godt nok også at mærke i weekenden. Jeg løb et agilityløb om lørdagen, hvor jeg ikke fik handlet særlig godt. Faktisk blev vi disket, fordi jeg handlede hende dårligt, men da jeg kom ud var jeg lige ved at tude. Ikke pga min selvforskyldte disk, men fordi hendes vippe havde været helt fantastisk. Selvfølgelig var jeg ærgerlig over disken, men det var slet ikke den, som jeg tænkte på. Jeg var helt høj over vippen.

Jeg skal lige have fundet min hund igen. Hvis jeg var nervøs for, om hun kunne være med igen efter en lang pause, så har jeg i denne weekend set, at det kan hun sagtens. Hun løber muligvis endnu stærkere nu end sidste sæson, for hun kan i hvert fald levere nogle super gode tider. Desværre er jeg lidt rusten, men det må jeg jo have løst på bedste vis selv, så jeg igen kan stå på rette sted på rette tid.

Lørdag står jeg og snakker med en af de andre deltagere, som siger til mig, at han stadig kan høre Ninjas skrig, da hun slår sig på balancen i sit styrt ved Dania Cup. Han siger, at det stadig gør helt ondt på ham, når han tænker på det. Ja, det gør det naturligvis også på mig, og jeg bliver ret berørt, da min tanker kommer omkring løbet og styrtet og alle de følelser, der føg gennem mit hoved den morgen. Ja, jeg er skam en følsom pige.

Søndag slutter Ninja og jeg af med vores eneste fejlfrie løb i denne weekend. Jeg er handlingsmæssigt lidt sen på en serpentiner, og da jeg sender Ninja i en af tunnellerne glider min ene fod, og jeg ender med at være nede og støtte på den ene hånd og det ene knæ. Jeg kommer dog op igen og får handlet Ninja gennem den sidste del af banen. Vi er fejlfrie, og jeg synes, at Ninja er fantastisk, at hun klarer banen med mig på slæb. Tiden kender jeg ikke, og ja jeg regner da nok med, at vi kunne blive kaldt op til præmieoverrækkelse som nr. et eller andet nede i rækkerne.

Præmieoverrækkelse med uddeling af cert´et
Jeg er aldrig blevet så bevæget af at vinde et cert.

Vi bliver kaldt op og er placeret som nr. 3 i klassen med ca. 45 deltagere. Jeg bliver virkelig glad og utrolig rørt over at modtage klassens certifikat for at levere klassens bedste ikke-championløb. Følte mig lidt plat, som jeg stod der og tudede, men omvendt, så er det jo bare fordi jeg er så glad for igen at kunne løbe agility – og også stadig kunne lege med de seje i toppen. Når jeg kiggede til venstre for mig, hvor de 6 stod, som var placeret efter os, så kunne jeg jo godt se, at det var jo ikke nogen af dem, som man særlig let kan slå.

Fra præmieoverrækkelsen – i fint selskab

At løbe med Ninja betyder noget helt særligt for mig. Det er en ren beruselse for mig, og jeg er så glad for igen at kunne få et “fix” endorfiner.

Skulle der nu være en enkelt, der tænker hvordan det nu gik med kvalifikationerne til EO, så kan jeg fortælle, at jeg havde to gennemløb lørdag, der begge var gennemført, men desværre med fem fejl i. Det gør, at jeg ligger ret lunt i svinget til at deltage til EO i Sydtyskland til sommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.