En championtitel i hus og en del af EO teamet

Ninja og jeg havde en fantastisk himmelfartsferie DKK Viby, hvor der blev afholdt Maxi Zoo Cup. Det var som altid et hyggeligt og veltilrettelagt stævne med masser af søde og smilende hjælpere. Det er jo derfor folk kommer tilbage år efter år.

Jeg studerer banen en sidste gang, før jeg gør min entre…

Torsdag skulle vi vist lige finde hinanden i de første løb. Vi indkasserede et par vægringer, da Ninja ikke helt låste på de forhindringer, som jeg (også på lidt vag vis) sendte hende ud til. Men til gengæld slog vi til i spring 3 og vandt certifikatet.

Vinder af springcertikat

Men fredag var vi endnu mere klar, og faktisk nuppede vi igen et spring cert, og blev dermed Dansk Spring Champion. Der gives ikke noget ved dørene i Stor klasse, og jeg var rigtig rigtig glad for mit certifikat i en klasse, hvor jeg blev nr. 2 (ud af over 50 hunde) efter Ninjas 3/4-søster, Cha Cha. Certifikatet var vores 3. spring certifikat, og Ninja kan nu bryste sig af titlen DKSPCH.

Ninja vinder sit sidste sprincertifikat og bliver nr. 2 i klassen
efter sin opdrætter og sin 3/4 søster

De ordinære spring3 og agility3 løb talte også med til udtagelsen af holdet til EO. I agility3 havde vi desværre 5 fejl, men det rakte stadig til gode point, og med vores samlede score for dagens to løb, stod det klart, at vores plads på det danske EO hold var hjemme. Så det var jo en rigtig god fredag.

Ovenfor et af løbene fra fredag, som Silas var så sød at filme. Desværre mangler de første par forhindringer og Silas synes også, at det er meget sjovt at filme lidt rundt om banen efter løbene… Desværre fik vi en nedrivning på hjemturen, men det rakte alligevel til en 4. plads

Lørdag var stævnets sidste dag, og vi havde også her nogle rigtig fine løb, og samlet endte Ninja på denne dag, som nr. 3 på dagen af de store hunde i klasse 3. De sammenlagte løb har jeg ikke tidligere opnået en præmiering i med Ninja.

Ninja og jeg i fuld fart i fredagens AG3 løb

Tak for alle de dejlige og søde kommentarer og beskeder, som jeg har modtaget. Ingen skal være i tvivl om, at jeg er beæret, taknemmelig, stolt og ydmyg over vores come-back. Jeg ved, at stor klasse er fyldt med seje og dygtige ekvipager i læssevis, som for mig altid har virket umulige at slå. Så det er så mærkeligt pludselig at kunne besejre nogen af dem. Men mest af alt er jeg bare glad for, at Ninja og jeg igen kan løbe agility sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *