European Open

Det er mange år siden, at jeg sidst har været i udlandet og løbe agility. Faktisk ikke siden januar 2008, hvor Diva og jeg var i Göteborg og jagte et CACIAG (som det aldrig lykkedes mig at vinde trods flere forsøg).

Nu var jeg tilbage på udenlandsk jord, men denne gang sammen med Ninja. Vi var blandt de 16 store ekvipager, der havde klaret os bedst på de to kvalifikationsstævner i maj, så vi var en del af det danske team til European Open. Jeg kunne godt se, at det var nogen af de “stærke”, som jeg skulle løbe imod. De fleste lande stillede med deres landshold krydret med flere andre gode ekvipager.

Ninja – klar til EO

EO blev afholdt i Rieden i Bayern. Vi kørte hjemmefra, hvor temperaturen måske lige kunne snige sig op på 19 grader, hvis det altså gik godt. På vej ned gennem Tyskland steg temperaturen bare mere og, og da vi nåede Rieden stod termometeret på 38 grader. Jeg tænkte bare, at de temperaturen var umulige at løbe i, men det viste sig nu, at jeg tog fejl, og at temperaturerne ikke føltes helt så slemme, som de på termometeret så ud til. Men vi havde helt klart sommervejr til EO – i modsætning til de danske statusopdateringer, som jeg læste om på Facebook.

Et kig bag i bilen på vejen sydover

Torsdag
Vi startede torsdag med dyrlægekontrol og afprøvning af underlag og forhindringer. 14 minutter til hele holdet. Det gav ca 50 sekunder pr. hund, når vi var to om at dele en bane. Stedet hvor EO blev holdt var et hestesportscenter og underlaget var helt sikkert noget man gik op i. Det blev revet og passet og plejet gennem stævnet. Underlaget bestod af en blanding af meget fint sand og en form for papiruld. I regnvejr virkede det nærmest lidt klistret syntes jeg, men det med regn oplevede vi faktisk kun under vores afprøvning af underlaget resten af tiden havde vi virkelig sommervejr med temperaturer mellem 20 og 38 grader.

Dyrlægekontrol.
Hundene gennemføles og der lyttes hjerte, hvorefter bevægeapparatet tjekkes.
Vi står på række og venter på vores tur på undersøgelsesbordet

Areal og ringe
Arealet bestod af 4 agilityringe, der lå side om side, så man kunne sidde på tribunepladserne og følge med i flere ringe på een gang. Hver morgen startede med halvanden times banegennemgang, hvor man gik banegennemgang inddelt i 9 gruppen. Fredag og lørdag startede altså med at man gik begge de baner, som man skulle løbe den dag. Banerne blev gået mellem kl 8-9.30, uanset om kan skulle løbe dem kl 10 eller kl 17.

Her ses Bane 4, som var agilitybanen for de store hele søndag

Et kig ud over de fire ringe – med et par røde danskere i forgrunden
– og en eller anden sød ivrig krøl-ting, der maste sig ind som en anden linselus 🙂

Fredag – holdløb
Fredag skulle vi løbe holdløbene, hvor de bedste hold ville kvalificere sig til finalen. På papiret synes jeg vi havde et ret stærkt hold bestående af Poul/Nala, Heidi/Speed, Lars/Eicko og mig med Ninja, men vi startede med at blive disket hele banden i vores agilitydel, og så var vi sådan set ude af holdkonkurrencen. Bortset fra det sted, hvor jeg blev disket, så synes jeg at vores løb var godt.

Senere på dagen løb vi springløbet, som godt nok gik noget bedre for os, men som ikke rigtig betød så meget pga vores agilityløb. Jeg havde et super godt løb med Ninja, men desværre stolede jeg ikke nok på mig selv og på Ninja, så jeg kom bagud og løb ind i Ninjas linje, og det var nærmest umuligt for hende at undgå en nedrivning. 110% min skyld!

Der ses agility TV fra øverste række på tribunen
og Ninja har fundet sig et tilfældigt “klø-offer”

Banerne i holdkonkurrencen var nok lige en tand for svære (selvom jeg faktisk fandt dem løbebare og ikke helt så svære, som dem jeg havde løbet til Jutlandia, m)  og jeg synes, at handlerne op af dagen begyndte at “fedtspille” lidt på banerne og tage hundene de sikre og lange veje rundt, fordi så mange var disket før dem. Et hold skulle jo have mindst tre af sine fire hunde igennem banerne for at kunne gå videre til hold-finalen, så der var ikke rigtig “råd” til disk i stor stil.

Lørdag – individuel
Lørdag skulle vi løbe individuelt, og kvalifikation til finalen var således: de 25 bedst placerede i henholdsvis agility og springløbet gik direkte i finalen. Derudover gik den bedste hund fra hvert land til finalen – og her lagde man spring og agilityløb sammen.

Vi skulle løbe agilityløbet først, som nr. 21 ud af de 399 i klassen. Dommeren var meget hård i sine bedømmelser og det regnede ned med fejl på vippen. Ninjas felter er ikke noget, jeg bekymrer mig om, og det behøvede jeg heller ikke her.  Jeg får placeret mig forkert inden A-brættet, men improviserer mig tilbage på linjen, men jeg tror det koster mig en lidt for stor bue på kombinationen efter A´et. Men jeg er meget stolt af, at vores løb rakte til en 29. plads i denne klasse. For de flleste lande stillede jo med deres landsholdshunde og andre hunde af samme kaliber. Og jeg synes jo stadigvæk bare, at jeg er en bonderøv, der somme tider har lidt “held” til at fange de gode.

Tilbage var springløbet om eftermiddagen. Jeg kunne rigtig godt lide banen og glædede mig også til at løbe den. Desværre rev Ninja en pind, men havde ellers et super løb. Jeg kan ikke lige se, hvad årsagen til nedrivningen var, men det er jo bare sådan noget, der sker. Havde det ikke været for nedrivningen havde vi fået finalepladsen som bedste store danske hund. Så man kan sige, at vi hele to gange var tæt på finalen. Men jeg ærgrede mig stadig ikke. Jeg var ikke forberedt på, at vi kunne være så tæt på, jeg synes vores løb var gode.

Søndag – finaler
Søndag kunne jeg så sidde og nyde finalerne uden nerver. Jeg var noget overrasket over, hvor hurtige de var til at afvikle finalerne for hold. Der var fire ekvipager på hvert hold, og den ring, hvor finalen skulle løbes var der et hav af forhindringer. Det var så fordi at der er i samme ring var opsat 4 baner, som delvist var flettet ind i hinanden. Holdene kunne så fordele de fire forskellige baner mellem ekvipagerne. Sådan set ret interessant, da man så kunne fordele banerne efter stærke og svage sider ved ekvipagerne. Der var naturligvis kun en hund på banen af gangen, men næste hund var klar, når den forrige hund passerede målstregen (start og mål var ikke samme sted i ringen for de fire baner, så folk stod virkelig klar til start). For dem som løber Maxi Zoo Cup, så kan det nok minde lidt om det.

Banegennemgang til finaleløb

Lidt om EO og overnatningsmuligheder
Jeg har aldrig tidligere været til EO, og jeg må sige, at det nærmest er at sammenligne med en udvidet version af VM. Det er stort set de samme lande, der er repræsenteret, men de kan stille med flere hunde end til VM. Afviklingen foregår jo også i 4 ringe på en gang i modsætning til VM, hvor der jo kun er en ring i brug hele tiden. Så der kan naturligvis afvikles mere, men der er så ikke fuld fokus på alt, hvad der foregår. Jeg må ærligt indrømme, at jeg mest fik set de store hunde på de to kvalifikationsdage.

Gut Mateshof, hvor EO blev afholdt var et fantastisk sted til arrangementet. Campingarealet lå lige op og ned af banerne, og der kunne vælges pladser med og uden strøm. Da vi havde valgt at lave en familieferie ud af EO, så synes jeg ikke lige at stævnecamping var at foretrække for os. Jeg havde hørt, at det nogen gange er campingarealet på asfalt og MEGET tæt, meget larm og løse hunde. I stedet havde jeg lejet et værelse på samme hotel som to andre danske deltagere, og planen var så, at jeg kunne køre med dem mellem hotel og stævnepladsen, så Henrik og Silas kunne have bilen til rådighed, mens der var agility. Pludselig var der desværre ikke plads til mig i deres bil, og jeg synes nok, at jeg havde noget af en udfordring ud af det.

Vores hytte lå skønt i skyggen med et stort græsareal foran

Selvom der umiddelbart var meldt alt udsolgt på Gut Mateshof (hvor EO blev afholdt), som råder over en del værelser og hytter, så valgte jeg at sende dem en mail med en forespørgsel. Jeg gætter på, at de havde fået nogle sidste-øjebliks-afbud, for jeg kunne både vælge mellem en hytte eller en lux lejlighed. Hytten kostede endda det samme som hotelværelset (90€ pr. nat + tillæg for hundene), som jeg havde booket sammen med de andre 40 km fra stævnepladsen. Det var ikke svært at beslutte sig. Jeg nåede lige at afbestille hotelværelset inden fristen og booke hytten i stedet. Nu boede jeg pludselig kun 300 meter fra stævnearealet i stedet for 40 km og der var masser af plads til familien og hundene, eget køkken og dermed mulighed for selv at lave frokost og aftensmad (så vi ikke bare skulle leve af bratwurst, pizza og schnitzler). Total held i uheld. Jeg var ovenud tilfreds, da jeg checkede ind.

Og nej… Mine hunde må ikke være i sengen..
Fuji skamputter sig. Det var nu ret hyggeligt

En anden stor fordel ved at have hotelværelse, lejlighed eller hytte var, at man kunne tage på udflugt og lade hundene blive alene tilbage og slappe af uden at skulle bekymre sig om varme (hytten var dejlig sval), og for vores vedkommende var der også så meget ro omkring hytterne, at hundene også ville have ro der. Det var ikke så let for de, som boede i campingvogn. På den måde fik vi da også lige flettet et par små udflugter ind og et restaurantbesøg.

Gensyn med udenlandske venner
Til disse udenlandske konkurrencer får man også mulighed for at se nogen af de personer, som man ellers ikke ser så ofte pga afstandene. En del af dem havde jeg dog set ugen inden til Jutlandia Cup.

Det gjaldt ikke Jennifer, som jeg var særligt glad for at gense. Jennifere formidlede kontakten til Nick, som købte den sort/hvide hvalp af mig. Det var den, som jeg leverede i Californien. Vi inviterede Jennifer ud at spise, og det var bare sådan en hyggelig aften. Jeg håber, vi får mulighed for at ses igen i 2016 – enten “over there”, her i lille DK eller måske begge steder….. Vi fik i hvert fald talt om mange spændende muligheder og alle havde en hyggelig aften.

Silas viser stolt en af sine film til Jennifer
– måske tænker han, at det kan være hans vej til Hollywood

Silas tøede også op, selvom han helt havde glemt sine engelske gloser fra skolen, men hvad han har jo også haft ferie i flere uger nu, så kan man jo godt glemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.