Vi er kommet hjem fra første omgang af vores juleræs. Vi startede ud allerede d. 23. dec, hvor Silas var til kontrol på Skejby. Bare et rent rutine-tjek, som vi jo er hver 5.-6. uge.
Jeg skrev lidt i sidste blogindlæg om kontrollerne, sug og lattergas. Man kan faktisk slippet for at få suget “bussemænd” op gennem næse, hvis man er så heldig, at man selv kan hoste en slimklat op. Selvom Silas har meget slim i sine luftveje, så får han bare sjældent hostet slim så langt frem i munden, at han kan spytte det ud. Men det lykkedes d. 23. dec om morgenen, så vi kunne putte slimklatten i et dertil egnet lille glas.
Men det var jo lidt kedeligt bare at aflevere sådan et glas, så vi lavede en julegimmick ud af det, pakkede glasset ned i en skotøjsæske, som vi pakkede ind som en lækker julegave. Silas havde total spillopper i øjnene ved tanken om, at han skulle aflevere en “bussemand” til dem i gave.
 |
| Silas klar med den fine pakke |
Men men sygeplejersker, der ved, hvor svært det er for Silas at hoste slimklatterne op (og som derved sparede 20-30 minutter arbejde fordi han nu ikke skulle suges) blev meget begejstret for pakken – og begejstringen dalede ikke spor, da de pakkede gaven ud og fik fingrene i det reelle indhold.
 |
| Latter og begejstring over pakkens indhold |
Efter kontrolbesøget fortsatte vi hjem til mine forældre, hvor vi skulle holde juleaften. Vi kom bare i rigtig god tid. Så fik vi lidt ekstra hygge og slap for at køre på E45 sammen med alle de andre juletrafikanter juleaftensdag. Hver gang vi kører hjemmefra til jul, så siger jeg til Henrik, at jeg synes, at jeg har glemt et eller andet. “Det siger du hver gang”, sagde han så med hentydning til, at der ikke plejede at mangle noget. Men som timerne skred frem hjemme hos mine forældre opdagede jeg flere og flere ting, som ikke var blevet pakket: Make-up fjerner, nattøj til Silas og værst af alt; min vigtigste og mest personlige gave til Henrik.
For en måneds tid siden var vi hjemme hos nogle venner og spise, og der fik vi øje på en rigtig flot magasinholder. Vi syntes begge, at den var vildt flot, som den hang der på væggen med alle deres inspirerende kogebøger.
 |
| Magsinholderen fra Foxy Potato |
Vi kom hjem og googlede lidt på den. Prisen var på den anden side af 1.000 kroner. Alt for dyrt for 5 stykker træ, der var limet sammen. Jeg tænkte, at den burde man da selv kunne lave, men jeg var nok godt klar over, at det nok var lettere sagt end gjort, når man havde en fuksvans, en rulle sandpapir og nogle små søm som bedste værktøj til det projekt.
Så var det, at jeg kom i tanker om “Aktivitetshuset”, som rummer en række forskellige værksteder, som borgerne i kommuner kan gøre brug af. Jeg troppede op med min magasin-holder-idé og inden jeg fik set mig om, så var den ført ud i livet, og under værkstedslederens kyndige vejledning og assistance fik jeg lavet en flot magasinholder.
Jeg var ret stolt og glædede mig helt vildt til, at se Henrik pakke gaven op. Jeg havde endda også købt en lækker kogebog til ham i gave også, med tanke om, at den skulle pryde den nye magasinholder….. Hold da kæft, hvor jeg ærgrede mig, og hvis ikke det var fordi der var 180 km hjem fra mine forældre af, så havde jeg hentet gaven. Henrik måtte i stedet vente og pakke sin gave ud i går aftes, hvor vi kom hjem fra mine forældre.
 |
| Henrik pakker op |
Den havde han sgu ikke lige set komme. Det plejer at være Henrik, der er den opfindsomme og kreative af os. Jeg fik også en fin gave, hvor jeg ikke kender hele indholdet af endnu. Det var en fin kasse, som virkede som et slags fold-op-kort, og når man åbnede kom der et klippekort til syne med tre oplevelser hen over 2016. Der var også en lille kasse, og når jeg lirkede låget af kassen, så kom Mick Øgendahl til syne, i kassen lå der to billetter til et stand-up show med Mick Øgendahl. Jeg glæder mig allerede til at sidde og grine i salen.
 |
| Gaven fra Henrik. Han er så kærlig og opfindsom |
Det var en rigtig skøn juleaften med familien og 1. juledagsfrokost. Ikke mindst nød jeg at holde juleaften sammen med begge mine drenge. Tobias har jo nået en alder, hvor man ikke længere kan tage det for givet.
 |
| Mine skønne unger |
Jeg er også taknemmelig for, at mine forældre stadig orker at holde juleaften for os. Min storebror samt mine to niecer (den ene sammen med sin kæreste) var der også og holde juleaften, så vi var ialt 10 juleaften. Ja, altså hvis vi tæller hundene med, så var vi 13, men de var mest med på sidelinjen. Tobias havde sørget for at pakke en julegave ind til dem, men de er så lidt destruktive, at de ikke fattede konceptet med at flå papiret af.
 |
| Tobias pakkede gavener for pigerne og fordelte indholdet |
Vi andre dansede omkring juletræet og sang en håndfuld julesange. Silas har vedtaget, at han hader at synge, og meddelte straks, at han ikke havde tænkt sig at synge, men tonen fik i bogstavligste forstand en anden lyd, da han fik at vide, at man ikke fik gave, hvis ikke man sang med.
 |
| Dans om træet |
Henrik nød Silas´ lille spæde stemme i sit øre, men vi gik omkring træet. Bagefter slog vi terninger om at dele pakkerne ud. Hvis man slog en 1´er eller en 6´er måtte man finde en pakke under træet og aflevere den til modtageren. Når pakken er pakket ud, må der igen slås. Det blev en lang aften, men til gengæld så vi også hvad hinanden fik i gave.
 |
| Tobias forsøger at tæmme terningerne |
 |
| Silas har slået en 1´er eller en 6´er og må finde en pakke |
 |
| Der er adgang forbudt for hunde i stue2, så de ligger pænt på den anden side af listen og kigger |
Nu er der kun et enkelt julearrangement tilbage, men det bliver bare en stille og rolig eftermiddag med rejemadder og ostebord. For det er vel lidt som om man godt kan synes, at der er grænser for, hvor meget mad, der kan være i maven på os?! Forresten var den kogebog, som jeg gav Henrik en bog som salater, og hvad kan næsten passe bedre til sådan en efterjuletid?!