Hvad med det der landshold?

Ninja og jeg har haft en fantastisk sæson 2015. Det er jeg meget
taknemmelig for, især set i lyset af vores uheldige exit fra banerne efter styrtet fra balancebommen til Dania Cup i 2014.

Maxi Zoo Cup, Viby
Til sæsonens stævner er jeg fra flere forskellige blevet mødt med spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke er på landsholdet (ja det er jo ikke en klub man
bare kan melde sig ind i….) eller om jeg ikke melder mig til landsholdet næste
år.
”2015 bussen” var kørt for os, syntes jeg. For da de første
kvalifikationsstævner blev løbet, var jeg slet ikke gået igang med at løbe med
Ninja igen, og havde heller ingen anelse om, hvordan ville hun løbe? Kunne hun overhovedet holde til at løbe igen? Jeg ønskede desuden
ikke at bringe mig selv i den situation, hvor jeg kunne blive forblændet af en
landsholdsdrøm og måske kom til at forcere noget med Ninja, før hun var
ordentlig klar.

Ninja viste sig heldigvis at være SÅ klar!
At repræsentere Danmark og løbe VM (og NM) er noget helt
specielt, og det er rigtig fedt. Jeg husker det godt, selvom det er 8 år, siden
jeg var der med Diva. Og ja, jeg vil sådan også gerne være med igen. Det er
bare et spørgsmål, om jeg også er klar til at betale ”prisen.”

Hygge og høj solskin til EO i Tyskland i sommers
Hvad er det for en pris? Ja det er ikke kun kroner og øre,
for klart nok, så er det ikke gratis at løbe efter landsholdspladserne – ej
heller rejsen og opholdet til VM, men man er sandsynligvis til de fleste af udtagelsesstævnerne
alligevel, men det kan ske at betyde lidt mere hjemlig fravær også. Men for mig
ved jeg, at det også er forbundet med en stor mental omkostning, da mine tænker
kredser om agility og landshold hver eneste dag fra man melder sig, og indtil
holdet udtages. Sådan var det i hvert fald da jeg løb med Diva i sin tid. Jeg kan naturligvis have ændret mig på det punkt.

Vi passerer målstregen til DCHs DM

Men min største frygt er måske, om ”magien” stopper, hvis
ambitioner om landshold bliver en “stævne-ingrediens”. Jeg ønsker ikke at miste
min taknemmelighed for mit samarbejde med Ninja. Jeg ved godt, at det er noget,
som man selv ”bestemmer”,  men så enkelt
er det nok ikke bare. Der er forskel på om ens løb er en brik et stort udtagelsesspil
eller om det ”bare er et klasse 3 løb”. Hvis man laver fejl i ”brikken” så
bliver det endelig ”værk” jo derefter, og dermed også ens udtagelsesmuligheder. Groft sagt kan man jo fucke det hele op på et stævne. Hvis man laver fejl i det som ”bare er
et klasse 3 løb”, så er det jo fløjtende ligegyldigt. Der kommer jo et nyt
”bare et klasse 3 løb” til næste stævne. Tja, jeg er bare bange for at blive
ærgerlig på mig selv – og mest af alt på min hund…. Ninja er jo ligeglad med landshold. Hun aner ikke hvad det er.

Ninja – den bedste makker man kan tænke sig

Men nu er det jo
heller ikke gjort ved ”bare” at melde sig til landsholdet, man skal jo også
gøre det bedre end flertallet og helt ærligt, så har jeg meget stor respekt for
de ekvipager i stor klasse, som har haft landsholdspladserne – og ikke mindst nogen af de nye, der er på vej. De er jo ikke sådan bare lige at slå. De er dygtige og flere af dem
også relativ stabile.

Jeg synes jo stadig, at jeg er sådan lidt ny (godt nok har jeg løbet agility i mange mange år, men det er noget andet at løbe med lille og mellem hunde) og til tider “klodset” i deres selskab. Selvom jeg faktisk får mange positive tilkendegivelser
og opbakning fra ”toppen” – Ja faktisk ligefrem opfordringer til at melde mig
til landsholdet. Så føler jeg bare lidt, at hvis jeg skal være med ”der”, så
skal der nok arbejdes lidt på at få mig tunet ordenligt ind, fordi jeg selv synes, at jeg
nogen gange ikke er skarp nok på banen. Med skarp mener jeg, at jeg ikke er
præcis nok i min handling og for langsom til at komme på plads og for langsom
til at komme væk på banen. Det bør dog altid være lettere at arbejde med
førerens fejl og mangler.

Ninja og jeg foran fanerne til DCHs DM
Nu er sæsonen slut, og det har har været en fantastisk en at se tilbage på. Årets bedste resultater var nr. 2 ved DCHs DM, nr. 2 ved Jutlandia Cup finalen, Jysk Mester, Dansk Springchampion
(vandt alle tre certer på 12 dage) samt Dansk Agilitychampion. Når jeg ser tilbage på vores præstationer ved European Open med 399 hunde fra hele verden i klassen, så er jeg også meget tilfreds, selvom det ikke var noget man kunne blive verdensmester med.

Ej heller at forglemme at jeg vandt en AG3 til Jutlandia Cup
(der er var 117 i klassen)

Men jeg tænker nu også mere, at Ninja og jeg kunne være et godt bud på en plads til holdløbene på landsholdet. Nu kan jeg så bruge de næste par måneder (eller hvornår der nu er frist for at melde sig til truppen) til at overveje, om jeg skal forsøge at gøre mig fortjent/dygtig nok til en landsholdsplads eller hvad det i virkeligheden er, jeg gerne vil. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *