En fantastisk sæsonstart

Med stævnet på Vilhelmsborg i sidste weekend, så kan man da godt sige, at sæsonen blev skudt igang. Godt nok var jeg også til stævne i Vejle tidligere på året, men der kan jeg dårligt huske mine løb, for jeg var langt fra på toppen og lå faktisk og blundede med influenza på Sannes fine “fotosofa” mellem mine løb.

Men på Vilhelmsborg var jeg frisk og klar til at give den gas. Jeg skulle løbe med både MicMic og Ninja, og jeg skal da lige love for at det blev et par travle dage, hvor løb og banegennemgange havde total sammenfald, men sådan er det jo nogen gange, når man løber med hunde i forskellige størrelser i forskellige klasser. Jeg håndterede det med indsendernes gode fleksibilitet, og jeg har ikke noget problem med at lagre et par baner i hovedet på samme tid.

Sidste år løb jeg (med undtagelse af sæsonens første to stævner) kun springløb med MicMic, fordi jeg gerne ville have hendes balancebom lidt mere på plads. Hun havde simpelthen ikke forståelse for feltet. Jeg kunne bestemt godt have arbejdet mere med vippen og bommen, men har hele tiden tænkt, at det kunne jeg nok nå, for der var god tid. Dog syntes jeg nu, at hun var noget mere klar til agilityløb end sidste år.

MicMic
(Foto: Jens Mejdahl)

Det var dog ikke nemt at se på hendes løb, for MicMic besluttede sig simpelthen for ikke at ville løbe over bommen i to af sine 4 agilityløb og vippen i et enkelt løb. Hun har selvfølgelig heller ikke set så mange forskellige feltforhindringer, så det var nok det, som drillede hende. Men jeg synes, at det som hun lavede ud over det, var rigtig godt. Hun lider jo nok lidt under ikke at være min “første-hund”. Det blev dog til et enkelt fejlfrit løb i SP1, hvor hun vandt klassen, og hun er skøn og sprudlende at løbe med.

Ninja var til gengæld total flyvende. Sikke en weekend! Kun et enkelt løb kiksede, og det må jeg tage det på min kappe. Dårlig handling gjorde hende chanceløs, og det kostede et par nedrivninger. De øvrige løb var vores samspil super godt. 7 fejlfrie løb, hvoraf de 5 af dem placerede os i Top 4, og når det så er sagt, så var de åbne klasser jo ret store med ca 125 deltagere og ca 45 i klasse 3. Mine konkurrenter var sandelig også “Toppen af poppen”, idet stævnet var udtagelsesstævne til landsholdet. Det betød, at landets stærkeste felt var med til stævnet, og placeringerne i klasse 3-løbene om søndagen var pointgivende for de ekvipager, der har søgt landsholdet.

Desværre synes jeg godt, at man kunne mærke det på stemingen, at der pludselig var et anderledes pres for kandidaterne. Jeg synes altid, at det ser trist ud, når en hund får en skideballe på banen, og derefter skal følges med en sur og ignorerende fører ud af banen eller måske er den så “heldig” at blive båret ud. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke forstår, hvorfor man som handler nogen gange griber til at afslutte et løb og gå ud. Nogen gange kan det være “konsekvens” men andre gange er det slet og ret “ærgelse”. Men uanset hvad, så ser det bare ikke pænt ud. Og det er bare så trist, når man ser folk have ærgelsen malet i sammenbidt udtryk eller kommer tilbage fra lufteturen med tårer i øjnene. Så er agility jo slet ikke rigtig sjovt mere…

I forgårs kiggede jeg lidt på placeringer og point. Bare for sjov! For at se, hvad jeg ville have opnået af point, hvis jeg havde meldt mig. Jeg havde haft 32 point og havde ligget nummer 2 indtil videre. Men jeg har ikke meldt mig. Selvom jeg er afklaret med beslutningen, så har jeg en landsholdsløber i maven, og vil alligevel gerne. Total ambivalens! Jeg ville synes det var fedt, hvis landsholdet kunne udtages efter et andet system.

Men hvem siger også, at jeg havde leveret lige så flotte løb, hvis der var point på spil for mig. Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at jeg deltog til Vilhelmsborg Cup og følte, at det hele var “for sjov” og jeg ved, at Ninja og jeg var den suverænt bedst placerede ekvipage til finalen ud af de ca 125 deltagende hunde med 107 point ud af 120 mulige.

Rangliste til finalen

Ja, og det tillader jeg mig også gerne at være stolt af. Jeg ved, at vi skulle løbe som sidste ekvipage i finalen, og jeg ved, at jeg nød det i fulde drag. Det var skønt at mærke det intense ved at løbe en finale, og hvordan Ninja tændte på, at jeg også var ekstra tændt ved at løbe med et finaleløbs pres, og jeg ved, at jeg elsker at løbe agility med min “Fantastisk Ninja”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.